Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Mahlers sange gjorde indtryk, men det enestående indfandt sig i Schnittkes cellosonate

Stjernestunder kaldte Tivoli sin klassiske kammermusikfestival, som i sidste uge erstattede sommerens coronaaflyste koncerter. Det levede møderne med duoerne Christiane Karg-Malcolm Martineau og Marie-Elisabeth Hecker-Martin Helmchen mageligt op til – med det sidste møde som ganske uforglemmeligt
’Hvad kan man dog skrive om denne musikerpræstation andet end at udtrykke dyb respekt og beundring,’ spørger Valdemar Lønsted efter koncerten med pianist Martin Helmchen og cellisten Marie-Elisabeth Hecker ved Tivolis Stjernestunder-festival. ’Det var uforglemmeligt at møde disse to tyske kunstnere,’ konkluderer han.

’Hvad kan man dog skrive om denne musikerpræstation andet end at udtrykke dyb respekt og beundring,’ spørger Valdemar Lønsted efter koncerten med pianist Martin Helmchen og cellisten Marie-Elisabeth Hecker ved Tivolis Stjernestunder-festival. ’Det var uforglemmeligt at møde disse to tyske kunstnere,’ konkluderer han.

Harald Hoffmann

Kultur
24. august 2020

Glassalen i Tivoli dannede rammen om den rosværdige festival Stjernestunder, stor nok til at rumme det beskedne antal tilhørere, der indfandt sig i løbet af onsdagen, og også ganske passende i akustisk forstand. PH’s teaterrum fra 1946 emmer af atmosfære og intimitet på trods af kapaciteten på godt 1.000 pladser. Dagens tre koncerter var tilrettelagt i samarbejde med Hindsgavl Musikfestival. Også denne velrenommerede festival måtte aflyse i juli, men man havde haft held med at formå seks af årets udenlandske kunstnere til at lægge vejen forbi København i august, og således først en liedkoncert med den tyske sopran Christiane Karg og den skotske akkompagnatør Malcolm Martineau.

Programmet var forjættende, sange af Gustav Mahler spændende over en snes års produktion (1880-1902), og netop forjættende fordi det ikke er ofte, man møder Mahlers intime format i en hel koncertlængde, omend denne kun af en times varighed. Den faldt i tre afdelinger, først fem tidlige sange om den unge kærligheds besværligheder, dernæst de fem Friedrich Rückert-sange, som behandler andre eksistentielle spørgsmål, og endelig tre mesterstykker fra den tyske folkemindesamling Des Knaben Wunderhorn.

Christiane Kargs smidige røst var betagende, den udsendte stærke lysenergier med en ubesværet teknik, og hvis teksten ikke altid var nem at opfatte, var det, fordi hendes vokalbehandling i høj grad blev integreret i den smukke klang. Det sidste var for så vidt en hæmsko for de første sanges decideret folkelige karakter, selve situationsbeskrivelserne kom til at stå noget uklart. I Wunderhorn-sangen »Rheinlegendchen« gjorde Martineau det heller ikke nemmere for sig selv med det hastige tempo, og »Hans und Grethe« til Mahlers egen tekst (som intet har med Brødrene Grimms eventyr at gøre) blev ikke så underfundigt spiddende, som historien lægger op til. Til gengæld fandt sanger og pianist sammen i en bevægende skildring af det mislykkede elskovsmøde i Wunderhorn-sangen »Ich ging mit Lust«.

Emotionel dybde

Mahler forlod det folkelige Wunderhorn-univers i 1901 og vendte sig mod den enormt produktive digter Friedrich Rückert, hvis tekster han beskrev som en lyrisk poesi fra selve kilden. Det blev til fem sange af sjælden karat, og de var absolut koncertens tyngdepunkt. Egentlig passer disse sange bedst til en mørk stemme – en mezzosopran eller en baryton – men Karg og Martineau lykkedes med at forme nogle koncentrerede forløb af emotionel dybde og klanglig skønhed. »Ich atmet’ einen linden Duft« er et lille mirakel af gennemsigtighed og forfinelse, en enkel kærlighedssang, båret af den søde duft af en gren plukket fra et lindetræ. »Um Mitternacht« har godt nok dybe toner, Karg kompenserede ved at synge den ret kvikt, sangen om mørket, der sænker sig over en digter i mismod på midnatsvagt. Mahlers kærlighedserklæring til hustruen Alma, »Liebst du um Schönheit«, passede perfekt til Kargs lyriske sopran, og hun fandt derefter ind i sorgen og ensomheden i den bemærkelsesværdige »Ich bin der Welt abhanden genkommen« – overmåde smukt ledsaget af Martineau.

De tre afsluttende Wunderhorn-sange nåede ikke op på Rückert-niveauet, måske fordi man kender dem så godt fra de blændende orkesterversioner. Farverne manglede, mest mærkbart i Das himmlische Leben om barnet, der synger om glæderne ved at leve livet i paradiset, som er slutsatsen i Mahlers 4. Symfoni.

Opildnende samtaler

Dagens næste koncert satte liedkoncerten noget i skyggen, Karg og Martineaus kvaliteter ufortalt, for det blev en glødende stjernestund med et tysk ægtepar, cellisten Marie-Elisabeth Hecker og pianisten Martin Helmchen. De førte os fra lykke og harmoni over lidelse og bøn til kaos og håbløshed. At begynde med Beethovens »Variationer over Bei Männern, welche Liebe fühlen«, en elsket duet fra Tryllefløjten, var træffende for både musikernes relation og programmets dramaturgi. Pamina og Papageno priser kærligheden mellem mand og kvinde, så at sige frigjort fra deres roller, henvendt til publikum med Mozarts stemme. Beethoven bearbejdede den mageløse melodi til henåndede, salige, drilske eller opildnende samtaler, og alt blev fremført med en selvfølgelighed, som nærmede sig en fuldkommen forståelse af disse variationers menneskelige og åndfulde aspekter.

Kontrasten var stor til schweizisk-amerikanske Ernest Blochs tre jødiske meditationer, From Jewish Life (1924). Den første en bøn og den sidste en folkesang, hvor celloen førte an med sin klagende, korte fraser i orientalske farver, og den midterste mere animeret med begge musikeres lidenskabelige deltagelse. Marie-Elisabeth Hecker ydede det rent ud sagt formidable på sit instrument, hendes var en hviskende, råbende og besværgende stemme i dette pludselige mørke, der indfandt sig.

Pedalspeederen i bund

Blochs stykker fra en østeuropæisk ghetto blev blæst op til et endnu større lidelsesformat i sovjetkunstneren Alfred Schnittkes tresatsede Cellosonate nr. 1 (1978), som med sin voldsomhed, vrede og apokalyptiske momenter kan høres som gigantiske protestråb mod et undertrykkende samfundssystem. Det var faktisk ikke så svært at få hviderussiske associationer undervejs i dette fabelagtige værk. Også Schnittke begynder med celloen i melankolske soloreplikker, som udvikler sig til en anråbelse, kun sporadisk afbrudt af klaverets enkle akkorder. Materialet er enkelt, motiver i dur og mol, der bliver vendt og drejet, det var stilhed før stormen, som Hecker fyldte med en syngende intensitet.

Den hurtige scherzo bryder ud med en bisværm i celloen, klaveret støder til med brutale hammerslag i basregionen, billedstrømmen suser forbi. Schnittke blander stilarter, det var hans varemærke, en jazzagtig sekvens afløses af en grov vals, som igen fører over i parodier på russisk patos. Det hele skal igennem kværnen. Men det bliver voldsommere, bisværmen vender tilbage i et vanvidsridt, som får sin ende i klaverets bersærkergang med pedalspeederen trykket i bund. Hvad kan man dog skrive om denne musikerpræstation andet end at udtrykke dyb respekt og beundring?

Schnittke går i hånd med Bloch i den afsluttende largo, som en begrædelse, ikke en forsoning. En opsummering af de foregående satsers materiale, løftet op som erindring i en ny kraftfuld bearbejdelse, med Helmchens fine klangsans og rytmiske projektion og med Heckers fald ned til den dybe C-streng, som vibrerede som sonatens sonore grundklang et stykke ind i det gnistrende slutspil. Det var uforglemmeligt at møde disse to tyske kunstnere.

Den tredje koncert nåede anmelderen desværre ikke. Også den stillede en stor oplevelse i udsigt med den russiske violinist Alina Ibragimova og den franske pianist Cédric Tiberghien. Stjernestunder var en undtagelsesfestival, men selve ideen behøver ikke at være en undtagelse. Den har en fremtid for sig.

Mahler med Christiane Karg og Malcolm Martineau. Beethoven, Bloch og Schnittke med Marie-Elisabeth Hecker og Martin Helmchen. Glassalen i Tivoli 19. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Joelsen

Det er to navne der vil noget!