Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Maleren Jens Adolf Jerichau hang ud med Matisse og Picasso, men forblev måske for dansk

Var Jens Adolf Jerichau for dansk til at blive en virkelig stor kunstner? Det spørger Peter Laugesen om i anledning af ny omfattende bog om maleren, der døde, før han for alvor nåede at folde sig ud
Jens Adolf Jerichau: ’Kirkebroen’, Hørsholm 1907. Olie på lærred.

Jens Adolf Jerichau: ’Kirkebroen’, Hørsholm 1907. Olie på lærred.

Strandberg Publishing / Anders Sune Berg

Kultur
4. august 2020

Mikael Wivels store bog om maleren Jens Adolf Jerichau handler om slægten. En kunstnerslægt i tre led, hvor Jens Adolf Jerichau er det yngste, og hans farfar, billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, det ældste.

Bedstefaderen var egentlig positioneret til at følge efter Bertel Thorvaldsen som nationens store billedhugger og selvskrevne leverandør af monumenter, men tiderne skiftede. En ny romantisk nationalisme blev det dominerende stemningsleje, som det overraskende nok på mange måder jo stadig er det. Monumenter – og kunsten i det hele taget – skulle ikke tage sig for mange friheder, hverken i retning af det store klassiske rum eller den anden vej ud mod det ukendte. Ved jorden at blive og så videre. Kunsten skulle hylde nationen, dens guldalder, dens krige og i sidste ende begræde dens nederlag. De nationale udsmykningsopgaver gik ikke til Jens Adolf Jerichau, men til den mere populistiske Bissen.

Det hjalp ikke på humøret hos billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, præget som det var af store udsving – »himmelhoch jauchzend zum Tode betrübt« (himmelhøjt jublende til døde bedrøvet), som Goethe beskrev det i revolutionsåret 1789.

Jens Adolf Jerichau den ældre var skiftevis manisk og nedtrykt, jublende og fortvivlet. Og Jens Adolf Jerichau den yngre havde arvet de anlæg.

Farmoderen var den i samtiden berømte maler Elisabeth Jerichau-Baumann, hvis populære billeder af eksotiske steder og tilstande aldrig opnåede den store anerkendelse i den højere billedkunsts hellige nationale haller. To af deres sønner blev malere. Den mest åbenlyst talentfulde, Harald, døde ung, og Holger, maleren Jens Adolf Jerichaus far, blev taget ud af sin kontorlære for at bære familietraditionen videre. Han malede kulørte, charmerende billeder fra den jugoslaviske Adriaterhavskyst og havde den lille Jens Adolf med sig, når han gjorde det. Han døde, da Jens Adolf var ti år.

Dødelig kunst

Indtrykkene fra rejserne med faderen bundfældede sig i drengen og slog ud i begavede landskabsmalerier fra egnen omkring barndomshjemmet i Hørsholm. Men måske anede man i slægten, at maleriet kunne blive en farlig beskæftigelse for ham.

Han kom på Teknisk Skole og blev sendt til Hjørring, hvor han fik sit svendebrev som murer i 1908, men kunstner var og ville han være, så han kom på Akademiet. Kunstakademiets arkitektskole. Malerskolen skiftede han til i 1910.

Da han skød sig i sit atelier på Montparnasse i efteråret 1916, var han 25 år. På alder med de unge kunstnere, der samme år stiftede Dada i Zürich.

Men det havde man ingen anelse om i slægten. Den unge mand skulle en anden vej, og den indflydelsesrige kunsthistoriker Vilhelm Wanscher blev hyret som lærer og mentor, så der ikke skulle gå for meget van Gogh i den.

Wanscher var ikke en kunsthistoriker, som de er flest. Han var en ildsjæl, der havde rejst allevegne og samvittighedsfuldt og dygtigt kopieret de store mestres kompositioner. Giorgone, Veronese, Tintoretto, Tizian, Rafael. Ved en genskabelse af deres billeders åndelige arkitektur skulle basis for en ny verden etableres. Og det var det, den unge Jerichau skulle gøre.

Den dybe farves kvaliteter

Jens Adolf Jerichau både fulgte og brød med Wanschers råd. Det var ikke så meget renæssancens arkitektoniske rum, dens kompositioner og figurer, der interesserede ham. Det var farvens dybe kvaliteter. Måske især hos Giorgione.

»Så vendte han Ryggen til Billedet og gentog for sig selv, hvordan den dybe røde Farve gaar ind i Dybden bagom den staaende, nøgne Figur i Midten og drejer op i Yderfiguren til venstre, mens en anden tilbagebøjet Figur i Midten samler det røde i lysende orange, og pludselig gaar han hen til sit Malerbord i den anden Ende af Atelieret og tager citron-cadmium paa sin Paletkniv og sætter to brede lysende Strøg foroven, ved en af de nøgne Personers løftede Arm.«

Det er Wanscher på besøg i værkstedet hen imod slutningen af Jerichaus liv, og selvfølgelig er de to lysende strøg gengivet i Mikael Wivels bog.

Dens styrke er de næsten endeløst mange diskussioner og konkrete beskrivelser af den unge malers arbejde. Med citater fra dagbogen eller det kompendium af løst flagrende stumper af diverse esoteriske tankesystemer, især teosofien, han ustandselig skriblede ind i, hvad han kaldte Visdommens Bog.

Jens Adolf Jerichau: ’Hæcuba’, Paris 1916. Olie på lærred.

Jens Adolf Jerichau: ’Hæcuba’, Paris 1916. Olie på lærred.

Strandberg Publishing / Anders Sune Berg

Han noterer ikke meget om de moderne, de tyske impressionister i Blaue Reiter eller de franske fauvister, selv om han må have set dem alle sammen på sine rejser, og det er vanskeligt at se, hvorfor han nødvendigvis skulle være på vej ind i nogle af de forskellige avantgardebevægelser i tiden op til og under Første Verdenskrig. Han møder Matisse i Paris og er åbenlyst optaget af Cezanne, men i sine egne billeder er han næsten tvangsmæssigt optaget af at realisere Wanschers tanker på både for- og bagsiden af det ene fortvivlede lærred efter det andet. Og for øvrigt er både Matisse og Cezanne da moderne, men de er ikke det nye, de er ikke kunstens svar på krigen og værdiernes sammenbrud, der raser omkring ham i verden.

’Jeg vil ikke være Kunstner’

Han rejser til den franske riviera og maler lyset, husene og palmerne, til Venedig med de elskede mestres farver i kapeller, klostre og paladser, til Madrid og Toledo, hvor han møder El Grecos malerier. Hele tiden maler, kopierer og skitserer han, gentagende de samme mønstre. Han søger nok åbningen, hullet, det sted, hvor strømmen pludselig sætter sig igennem og en linje, en vision, eller bare et syn, måske trækker ham ud af det lukkede rum, hvor han befinder sig, og giver hans arbejde en retning, et mål.

I landskabsbillederne lykkes det, der maler han lykkeligt og frit, men når han slider med den tunge, meningsløse opgave, Wanscher har stillet ham, går maleriet i stå, det tramper på stedet, og til sidst bliver han bare så endeløst træt til døden af alt det meningsløse gamle lort.

Der er han helt enig med Guillaume Apollinaire, hvis klare, rationelt poetiske skrifter, han aldrig har læst, selv om de så klart beskriver alt det, der sker omkring ham, og indvarsler det nye. Fremtiden, Dada, surrealismen.

»Jeg er stadig glad ved at være Haandværker, virkelig glad ved det. Det giver min Fantasi Stof til at føle mig blandt dem, der begynder fra neden at arbejde sig frem alene ved sine Hænders Kraft. Det gør mig fri og udvikler mig ad den Vej, der er den eneste rigtige for mig. Forstaar du, jeg vil ikke være Kunstner, fordi et Tilfælde har bragt mig ind paa den Vej, eller fordi jeg holder af Kunst. Jeg vil forstaa Tiden og indtage en Plads, der sætter mig i Kontakt med Udviklingen, eller jeg vil føle, at jeg har et Publikum, Mennesker for hvem jeg betyder noget, og som man ikke blot prakker noget på, man har lavet uden selv at forstaa det eller garantere dem, at det virkelig har et Indhold. Jeg maa ogsaa føle, at jeg er nødvendig som Kunstner, fordi jeg kan noget, som ingen andre kan eller vil.«

Det skrev han den 12. juli, 1912, til sin søster Lilla, der var hans nærmeste fortrolige.

Han vil stå, hvor billedet drejer, men tiden er ikke med ham, og han er ikke med tiden. Der er krig, også̊ i sindet, og de gamle ordninger falder fra hinanden. Alligevel er der noget i hans arbejde, så klodset og ufærdigt det end måtte virke, der er i stand til at placere sig i skabelsens øjeblik, i selve maleprocessen, med vægt og intensitet.

Til Bretagne med Picasso

I sommeren 1916 var han måske på vej til Bretagne med Picasso for at male. Hvad kunne de se i hinandens malerier? Det får vi aldrig at vide. Jerichau var på tærsklen til at kunne begynde for alvor, det kan man se af hans sidste billeder, både raderingerne og malerierne. »Hæcuba« især med sine sære spring og sine mærkelige overmalede personer. Som om maleriet har slugt dem, maleriet har villet noget andet.

Dronning Hæcuba, mor til de trojanske helte Hektor og Paris. Måske især til seersken Kassandra, der kunne se ind i fremtiden, men det var skæbnens vilje, at ingen ville tro hende. Der er tre personer i Jerichaus sidste maleri, eller personer er de måske ikke, snarere en slags principper. Måske kunne det være den trojanske dronnings tre børn. Måske kunne seersken være Jerichau selv?

Måske er det Dadas kulørte badutspringere, der forlader krigens luftskib.

Mere dansk end godt er

Visse ting i hans arbejder skal man vente på, siger Wivel, man kan ligesom først få øje på dem gennem Per Kirkebys malerier fra 1980’erne og 90’erne. Det er et meget dansk syn på tingene, og Wivels bog er måske mere dansk, end godt er. Det var Jens Adolf Jerichau måske også̊. Det er muligt, at han aldrig nåede helt derud, hvor han selv mente, han var på vej hen, og måske mente han heller ikke, det var muligt. Men det er også̊ en mulighed, at han var der allerede. Måske skød han sig mindre på befaling af sine egne indre, maleriske dæmoner end som en reaktion af ren menneskelig fortvivlelse over forholdene i verden, som han må have set dem overalt, hvor han kom. Han må også̊ have sat dem i forhold til sine idealistiske tanker, dikteret af Wanscher, om den store stil og form.

Den store bestræbelse der, som Per Kirkeby har sagt det, altid må være stilløs og formløs.

I efterskriften til Antonius i Paris beskriver Sophus Claussen måske situationen:

»Og nu, da den naive Antonius ikke er mere, vil i alt Fald hans danske Venner, der en Gang i Ny og Næ modtog hans egenhændige Breve, mindes ham med en smule Vemod; de har sagt mig, at det stundom gjorde Verden ligesom videre og mere farbar: at de i Paris havde en fortrolig Kammerat, der atter var fortrolig med alle de franske Kammerater. Jeg tør mindre end andre dømme i denne Sag. Men Antonius var virkelig en bon garcon, hel og ubeskadiget af det, Franskmændene kalder l’ironie impure.«

Mikael Wivel citerer Shakespeares Hamlet.

»Hvor unaturligt, at den Gøgler kunne ved blot et Digt, en Drøm om Lidelse saa tvinge sin Sjæl, at ved dens Gæring hele hans Aasyn blegned, hans Øje taarefyldt, hans Mine vild, hans Stemme brudt, hvert Lem i samklang med hans Forestilling? og alt det for intet! for Hekuba! – hvad er da Hekuba for ham, og hvad er han for Hekuba, at han for hende skulde fælde Taarer?«

Trojanerne var tabere i den blodige meningsløse krig mod Athenerne, men det var deres efterkommere, der grundlagde Rom.

Mikael Wivel: ’Penslen og pistolen – maleren Jens Adolf Jerichau’. Strandberg Publishing. 480 sider. 400 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Gengivelsen af maleriet "Kirkebroen" falder helt forskelligt ud i hhv. papirudgaven og den digitale. Hvor papirudgaven er brun og mørkegrøn og motivet kun svagt synligt, træder farverne og motivet tydeligt frem i den digitale udgave. Og der er i den digitale udgave også blevet plads til "Hæcuba". Nu forstår man bedre sammenligningen med de franske malere.