Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Max Porters anden roman om et forsvundet barn er lige så smuk, som den er dyster

Max Porters anden roman er en sproglig og fortællemæssig fryd
»Det kan lyde nuttet eller lidt pompøst, men Max Porter formår med sit præcise, særlige sprog at gøre fortællingen om Lanny ekstremt nærværende og reel. Faktisk er Lanny fuldstændig hjerteskærende – og ret umulig at lægge fra sig.«

»Det kan lyde nuttet eller lidt pompøst, men Max Porter formår med sit præcise, særlige sprog at gøre fortællingen om Lanny ekstremt nærværende og reel. Faktisk er Lanny fuldstændig hjerteskærende – og ret umulig at lægge fra sig.«

Lucy Dickens

Kultur
14. august 2020

Engelske Max Porter skriver ikke klassiske romaner, men snarere flerstemmige, opfindsomme værker, som er på én gang mærkelige og alvorlige, overnaturlige og hverdagslige. I den succesfulde debut Sorg er et væsen med fjer fra 2015, får en lille familie, hvor moren er død – en far og hans to sønner – besøg af den mystiske og mytiske Krage for at hjælpe med deres sorgarbejde.

I Porters anden roman Lanny, som nu er kommet på dansk, er det et slags skovens og landsbyens urvæsen, en folketroens dæmon, så gammel som tiden selv, som tilfører historien dens magi. Det er Døde Papa Skælrod (som på engelsk hedder Dead Papa Toothworth), som Porter maner frem på første side. Som i: Opfør jer ordentligt, unger, ellers kommer Døde Papa Skælrod og tager jer.

Mærkeligt og skønt barn

I romanen møder vi et væld af stemmer. Kort fortalt handler den om barnet Lanny, en sær og charmerende dreng, som bor i en lille landsby uden for London sammen med sin mor, der skriver på en krimi, og faren, som arbejder inde i byen. I landsbyen bor også Pete – af nogle kaldet Gale Pete –, en anerkendt kunstner, som havde sin storhedstid i 1970’erne og som nu, på Lannys mors forespørgsel, giver drengen tegnelektioner efter skole. Ikke mindst møder vi resten af landsbyen: fragmenter af samtaler og hverdagssladder opsnappet på pubben, i menighedshuset, hos frisøren og bag murene i de mange hjem.

Lanny er fortalt i tre forskelligartede dele og er skrevet på en måde, som hele tiden føles frisk. Første del er fortalt af henholdsvis Lannys mor, Lannys far og Pete, i en stil, som kan minde om Christina Hesselholdts seneste romaner. Lanny selv hører vi ikke fra, men igennem de andres stemmer får vi indtrykket af et forunderligt, lidt mærkeligt (nogle ville sige irriterende), kærligt, intuitivt og temmelig skønt barn, som synger og bygger huler i skoven.

Saxo

Her og der afveksles fortællingen af Døde Papa Skælrod, som er ved at vækkes til live efter lang tids dvale, og som bevæger sig rundt med sin mos og bark-klædte krop, organisk og foranderlig, ond eller god; han lytter til menneskene i det her mærkelige århundrede, som han er vågnet op i. Når Lanny en dag forsvinder – for det er det, romanen allerede fra morens første replik leder frem imod – følger et kor af stemmer fra politistationen, fra medierne, fra køkkenerne: Var det Gale Pete, som gjorde det? Eller Skælrod?

Klar til at blive knust

Mest fremtrædende i romanen er forholdet mellem mor og søn og mellem Lanny og Pete. Moren har dårlig samvittighed, fordi hun sidder og skriver på en bestialsk krimi, mens hendes sensitive og nysgerrige dreng tuller rundt i skoven. Hun er »en kvinde klar til at blive knust«. Og når barnet forsvinder, hvem er det så, der bliver bebrejdet først?

Faren, med sit pendlerliv og sit vigtige job, føler sig ikke helt forbundet til familien derhjemme i den klaustrofobiske landsby, til konen og det unormale alfeagtige barn: »Når jeg er på arbejde, forekommer det uvirkeligt, at vi har en dreng, og at den dreng er Lanny.« Og den gamle kunstner Pete, sympatisk og tålmodig, en samler, tænker tidligt i romanen om Lannys mor: »Særligt modtagelig for lys, vil jeg kalde det. Den type menneske, der lige er en smule mere beslægtet med vejret, mere åbenlyst skabt af de samme atomer som jorden end andre i disse år synes at være. Hvilket forklarer Lanny.«

Det kan lyde nuttet eller lidt pompøst, men Max Porter formår med sit præcise, særlige sprog at gøre fortællingen om Lanny ekstremt nærværende og reel. Faktisk er Lanny fuldstændig hjerteskærende – og ret umulig at lægge fra sig. Romanens tredje del er et absurd natligt teater, skævvredet og skummelt, som det hallucinatoriske Kirke-kapitel i James Joyces Ulysses (hvor Bloom også ser sin mistede søn, gennemsigtig, med vinger og i skoleuniform).

Og slutningen – undervejs blev jeg nervøs for, at Porter ville efterlade os uden en rigtig afslutning, at fortællingen fik malet sig selv så meget op i et hjørne, at den ikke kunne ende på andre måder end overnaturligt og drømmeagtigt vagt; slutningen er eminent.

Mørk og dyster

Så meget afhænger af oversættelsen i en bog som denne. Mørk og meget dyster, men også fyldt med ømhed; elegant og overraskende, sjov, smuk, barsk – Ask Hansens danske oversættelse favner det hele. På et tidspunkt i romanen ser Lannys mor et drømmebillede af sin søns løvhule i skoven som »en lillebitte hedensk kirke omsorgsfuldt indrettet med kærlighed,« og ham derinde som »pusler, planlægger, stryger omkring, varsomt og fokuseret«. Det er barnets hemmelige liv, som Porter her skriver frem, alvoren, det meningsfulde og det vigtige. »Og hun indser at deres liv hjemme, hans skolegang, det hun har troet var hans egentlige liv, kun er et sted han har besøgt.«

Max Porter: ’Lanny’. Oversat af Ask Hansen. Gyldendal, 220 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her