Anmeldelse
Læsetid: 14 min.

Michaela Coel smadrer dig

TV-auteur Michaela Coel er med den selvinspirerede, netop afsluttede HBO-serie ’I May Destroy You’ om at bearbejde voldtægt blevet en afgørende kulturel stemme. Hun viser, hvordan vores voldtægtskultur skal fortælles så præcist forvirrende og åbent, som virkeligheden er
32-årige Michaela Coel har både skrevet manuskript og instrueret og spiller selv hovedrollen som Arabella i serien ’I May Destroy You’.

32-årige Michaela Coel har både skrevet manuskript og instrueret og spiller selv hovedrollen som Arabella i serien ’I May Destroy You’.

Dan Rowley

Kultur
28. august 2020

Da Michaela Coel, stjernen bag den netop afsluttede seriesensation I May Destroy You, var syv år gammel og stadig kaldte sig Michaela Ewuraba Boakye-Collinson, var der nogen, der havde lagt en pose med menneskelort på hendes families veranda.

Familien var ghanesisk-britisk – den ene af kun fire sorte familier i et socialt boligområde klemt inde mellem skyskrabere i Londons forretningscentrum. De snakkede ikke om lorten, moren fjernede den uden et kvæk. Men lidt senere ankom der mere lort, denne gang i postkassen. Og så gik lille Michaela egenhændigt i gang med at regne ud, hvem i alverden der sådan var fjende af familien.

»Jeg kom frem til, at det måtte være Sam,« fortæller Coel i sit nu ret famøse foredrag, The James MacTaggart Lecture, på branchefestivalen Edinburgh TV Festival for to år siden. Lille Michaela kaldte lille Sam for en »ugly wanker«, og Sam kaldte Michaela for en »dirty nigger«, og de sloges. »Det var sådan, vi udtrykte vores mistillid til og frygt for dem, der kulturelt set var anderledes end os,« forklarer Coel. De to piger havde det også sjovt. Samme Sam hang ud hjemme hos Michaela og spillede Nintendo. »Min mor lavede scones til os.«

Michaela Coels måde at fortælle sit eget liv på er sigende for hendes måder at fortælle historier på i de to tv-serier, hun har skrevet og spillet med i: i den skingert-komiske Channel 4-serie om en liderlig, eksilkristen ung kvinde, Chewing Gum, og ikke mindst i det internationale gennembrud I May Destroy You.

Hvem havde skidt i en pose og leveret den til Coel-familien? Det ved vi ikke. Det er et uopklaret overgreb. Der blev skabt mistillid i den syvårige, men på sådan en måde, hvor man i samme åndedrag kan udråbe en af gadens piger til Fjenden og hygge sig med hende derhjemme.

Og sådan er der nærmest aldrig en enkelt eller enkel morale, et entydigt offer og skurk eller en klar forløsning hos Coel. Det er noget grundlæggende lort – blandt andet en både synlig og usynlig racistisk kultur og en voldtægtskultur – og så er der mennesker og følelser, der ikke er sådan at hitte rede i. En fortælling skal rumme begge dele. Og alt det svære konklusions- og afklaringsløse skal fortælles lige så præcist forvirrende og åbent, som virkeligheden er.

I tilfældet Coel og I May Destroy You leveres det ovenikøbet med berusende mængder sjov og charmerende kemi mellem skuespillerne, billedskøn og musikalsk coolness og fortælles fra et afrikansk- og afrikansk-caribisk kulturmiljø i London, som emmer af charme, poetry slam-teatralsk poesi og selvironi.

Michaelas Arabella

Tirsdag kunne man i Danmark på HBO Nordic se tolvte og sidste afsnit af første sæson.

Coel, der tidligere har været digter og enormt kristen, nu frafalden, og som skrev sin første rolle om folk som hende på teaterskolen, har skrevet hvert eneste ord af de, efter eget udsagn, 191 udkast, der omsider blev til serien. Hun spiller den altdominerende hovedrolle, og hun har produceret og medinstrueret. Og hovedpersonen Arabella, en hip, lidt festlig-lallet og kreativ London-it-girl, er også modelleret efter Coels egen person.

De to deler opvækstvilkår og barndomserindringer og i nogen grad livssituation med deres kreative succeser som stærke sorte kvindestemmer i en internettidsalder: Coel havde før I May Destroy You enorm medvind med de to sæsoner af hendes prisvindende, selvskrevne komedieserie Chewing Gum baseret på en teatermonolog, som hun skrev for at se sig selv spejlet på scenen. Og i I May Destroy You er Arabella sådan en, som andre sorte kvinder vil have selfies med på gaden, fordi de knuselsker den samling af virale tweets, som Arabella har udgivet i et populært online pdf-dokument med den tidstypiske titel Diaries of a Fed Up Millenial.

Disse to it-girls, Coel og hendes alter ego, deler så også i detaljer den traumatiserende oplevelse, der skyder I May Destroy You i gang: At sidde og skrive løs på et manuskript en sen aften inde i byen før en stor deadline tidligt næste morgen. At smutte ned på en bar i løbet af natten for at tage en enkelt drink med en festlig ven. Fortumlet at sætte sig tilbage til tasterne flere timer senere og gøre arbejdet færdig i en slags skrivemani, nu med et sår i panden, med en smadret mobiltelefon i lommen, med et tilbageholdt chok i kroppen. Tidligt næste morgen at få uvirkelige flashbacks: synet af en mand, hans store næsebor set nedefra, en asende og masende krop, der vistnok er i gang med at voldtage. Og så dagen efter på politistationen at skulle hjælpes til at indse, at de mærkelige billeder i hovedet er erindringer, at et eller andet faktisk er sket og ikke kan trækkes tilbage eller afvises.

Michaela Coel blev udsat for denne drug rape mellem første og anden sæson af hendes serie Chewing Gum. »Hvis du er i live til at reflektere over en mørk periode, og du kan blive ved med at genbesøge den tid, så betyder det, at du har overlevet den, og at du kan gå tilbage, indtil du har taget, hvad du har brug for,« har hun sagt i et interview med The Economist. Det er det, hendes show er.

Hun havde en ven med sig på politistationen og opdagede pludselig, midt i sit chok, at vennen sad og spillede Pokémon GO på telefonen ved hendes side. Følelsen inspirerede tonen i serien, fortalte hun The Economist uden at forklare præcist hvordan. 

Men har man set den, giver det fin mening: mødet mellem det intense og nærmest komisk useriøse, billedet af den trofaste ven, der stiller op i selv den sværeste situation, men som ikke helt er til stede. Det både mørke og latterlige og måske endda, gisp, helt realistiske ved denne korte, ubetænksomme ligegyldighed. Det slår en stemning i serien og i portrættet af dets venskaber an: nærmest at ville dø for hinanden, men stadig have hovedet oppe i egen røv. Og her er humoren, forklarer hun, en slags uinviteret gæst til festen, der sidder i hjørnet med en cocktail og smider om sig med absurde analyser af alt det gravalvorlige.

Magtens overskridelser

Seriens titel er rigtig god. I May Destroy You. Den kan både forstås som en trussel og en selvforskrækket advarsel. Den kan være noget, Arabella siger til eller tænker om den voldtægtsmand, der i resten af serien hjemsøger hende, mens hun forsøger at komme videre og skrive sin svære toer for sit fancy forlag.

Det kan også være noget, han eller andre siger til eller tænker om hende. Eller det kan være seriens advarsel til den, der vover at se med: en slags trigger warning eller en slags sarkastisk vrængen af manges umagelige ulyst til at se historier om voldtægt. Serien rummer alle disse retninger på samme tid: mulighederne for at smadre og blive smadret. Magten, man kan vælge at bruge eller ikke bruge. 

Coels genistreg består også her i ikke at vælge en endelig position, én enkelt fortælling, ikke at placere sig selv eller andre ét simpelt sted: som den truende eller forurettede. For i alle de mange relationer mellem venner og elskere, som de 12 afsnit udfolder, skøjter karaktererne rundt og overskrider hinandens og egne grænser.

I et afsnit møder Arabella en hypet forfatterkollega, Zain (Karan Gill), der med et afslappet grin efter sex indrømmer, at han tog kondomet af midtvejs, fordi det føltes dårligt. Det må hun da kunne have mærket, siger han, mens han fnisende går over og peger på det tomme gummi på gulvet. Arabella bliver så overrasket over hans ro, at hendes vrede forvandles til en slags drillende given igen: Så skal han altså også betale for hendes fortrydelsespille, haha, så slentrer de ned ad gaden mod apoteket for at rette op på hans unoder.

Først senere, da de har indledt et slags forhold, slår det Arabella, at det snarere end et fjollet uheld måske var et helt bevidst uheld af den slags, han rutineret slipper afsted med. Og så skruer hun op for blusset: kalder ham under et oplæsningsarrangement foran hele det londonske litterære parnas for voldtægtsmand, hvilket hans handling juridisk set også gør ham til.

Mobilvideoer af den nu ligblege forfatter, der flygter ud af bygningen med halen mellem benene, går viralt. Og så ser vi Arabella, hendes bedste veninde Terry (Weruche Opia) og en forlagsmedarbejder, som Zain muligvis også har forulempet, fordybet i hver deres telefon på en bar, fascineret over disse #MeToo-tiders styrke, af sociale mediers kraft, lidt lykkeligt opstemte af at gå viralt, af at blive til et meme og til karakterer med følgere i en antivoldtægtsbevægelse.

Coel dømmer dem ikke, men akkompagnerer rusen over hævnscenen med denne efterfølgende lille rest af tvivl om, hvad der motiverer hvem, og hvordan man kan, hvis overhovedet, styre ens magt, når den pludselig materialiserer sig på denne måde. Det kan man slet ikke, erfarer Arabella senere i serien.

Siden møder hun også Zain igen ad omveje og får ham til at hjælpe hende med bogmanuskriptet. Tilgiver hun ham? Udnytter hun ham? Det står åbent. Han er fjenden i en verden af lort og voldtægskultur, men inviteres stadig hjem til Arabella. Ligesom hende Sam dengang.

Hvem er røvhullet?

Sådan er der så uendeligt meget i I May Destroy You, der helt præcist forvirrende vender og drejer spørgsmål om udnyttelse rundt, rundt og rundt.

Som da Arabella uden varsel tropper op hos sin on/off-elsker i Italien, den sødgnavne afholdsmand og narkopusher Biagio (Marouane Zotti), låser sig ind i hans lejlighed, bestiller pizza og erklærer, da han dødeligt forskrækket træder ind ad døren, at hun ingen faste planer har om at vende tilbage til London. Da hun smutter ud for at hente pizzaerne, stikker han hende et par sedler til betaling, og så låser han døren, skubber hendes pas ud på gangen og nægter at låse op igen. Hvem er det største røvhul her? Hende, der invaderer en andens liv uden samtykke, eller ham, der prompte nægter hende det? Alt er sølle, mens den uinviterede gæst, komikken, sidder og gnækker let i hjørnet.

Til en fest synes Arabella, at hendes ven Kwame bør score en anden fyr til festen og låser dem inde i samme soveværelse. Da hendes veninde Terry siden forsigtigt vover at fortælle Arabella, at det er noget af en grænseoverskridelse, får hun at vide, at hun ingen erfaring med overgreb har. Arabellas nyvundne selvretfærdighed, enetalerne, tager over igen og igen og smadrer til alle, der træder forkert.

Når Arabella træder i karakter som den, der har set sandheden og lyset, går serien den modsatte vej, ind i mørket. 

Som da hun begynder i en gammel hvid klassekammerat Theodoras selvhjælpsgruppe for overgrebsofre, og Coel vælger at vise os en flashbackscene fra deres fælles ungdom, hvor Theodora anklager en af Terry og Arabellas venner fra gruppen af misfits på skolen for voldtægt. Det er en løgn, ser vi, reelt har han forsøgt at filme hende uden at spørge, mens de havde sex på skolen og dernæst betalt hende for at få lov.

Arabella redder ham fra sigtelse ved at vise politiet og skoleledelsen videoen, som en anden af deres venner har fået tilsendt på telefonen. Sådan bliver det en slags mærkelig sejr for disse misfits over den hvide pige, men uden at de har noget begreb om de mange måder, som Theodora også er blevet udnyttet af dem på. 

I samme afsnit ser vi også, at Theodora som barn blev lokket til at lyve om, at faren havde pillet ved hende, sådan at moren kunne vinde fuld forældremyndighed. Er Theodora så en sagesløst indoktrineret #MeToo-skurk? Mjah. Coel træner publikum til at rumme, at nogle kvinder lyver, og at de kan vinde anerkendelse eller fællesskab ved at identificere sig som ofre. Men at de oven i det, parallelt med det, også sagtens kan være ofre for faktiske overgreb. Og at mange andre taler sandt. At det ene ikke udelukker det andet, som ikke udelukker det tredje, og at det er i en sådan forvirring, man må navigere i verden.

Internettet som antagonisten

Kun et enkelt sted føles I May Destroy You en smule for, ja, uforvirret – belærende. Det er i udstillingen af de kvaler, sociale medier giver vores karakterer.

Hvor Coel med stor visdom og lynskarp åbenhed for egne blinde vinkler lader alle karakterer stå åbne med al deres både sympatiske og usympatiske adfærd, så får internettets måde at skabe bånd på ikke helt samme behandling. Sociale medier fremstilles mest i dets antagonistiske version: Den version hvor det bedste, Arabella kan gøre for sig selv, adlydende sin dedikerede psykolog, er at slette alle sociale medier, før hun mister jordforbindelsen. Den version, hvor vennen Kwame bliver meget lykkeligere af at droppe Grindrs overfladiske og kolde stafetsex og lade sig hengive til en særlig fyr, der ikke vil kysse eller knalde, men se på kunst og tage på roture sammen. Og den version, der gør, at man som skuespiller til en casting for en reklame skal nævne, hvor mange twitterfølgere man har, fordi opmærksomhed er valuta. Og hvor det gør Terry, skuespiller in spe, til en smådesperat følgerjæger, der springer ind i Arabellas videoer og fortæller hendes fans, hvordan de også kan følge hende på sociale medier. Ud over at være en ægte dedikeret veninde er det også hendes brand at være det.

Alt dette føles ret rammende, men i højere grad også som et debatindlæg end noget andet, Coel gør i sin serie. Velsagtens skyldes det, som hun beskriver i sin James MacTaggart Lecture,  at hun i så høj grad selv er båret frem af internettet, af de sociale mediers opmærksomhedsøkonomiske boost, der har givet hende og andre misfits ny magt i branchen og fået chefer til at lytte. »Sociale medier har gjort vigtige ting for os. De har tilladt nogen af os at føle os mere elskede, opmuntrede, forbundne, at skabe og dele arbejde, men det har også skabt angst, paranoia og ensomhed hos unge især,« sagde hun til tv-festivalen i 2018. »Men informerer vi vores unge mennesker om det potentielt negative, eller har vi for travlt med at kapitalisere på det?«, spørger hun retorisk. Det har hun i hvert fald gjort nu.

Ingen andre end Coel

Apropos sociale mediers magt så er I May Destroy You åbenlyst sårbar for kritik. Den taler til en generation og et segment, der er klar til at politisere hver en beslutning, valg og fravalg. Kwame bliver også voldtaget på en date, nok for at vise os det særlige problem ved stigmatiseringen af den sorte homoseksuelle mand. Og dette at vise os så mange sider af samtykkespørgsmålet kunne i hænderne på en dårligere manuskriptforfatter, eller måske snarere på en kæmpe hær af plothåndværkere, være blevet en serie, der jager rundt for at inkludere alt og alle og holde ryggen fri for kritik.

HBO Nordic

Men den følelse får man ikke i I May Destroy You. På grund af Michaela Coel. Dels fordi hun på nærmest mirakuløs vis har tilranet sig en så altomsiggribende kontrol over sit værk og endda i sin afviste et forskud på en million dollars fra Netflix, forid hun ikke ville eje nogen af rettighederne til hendes serie. Og fordi hun derfra helt trygt kan spille sin rolle og udtrykke og orkestrere det forvirrende virvar, hun selv har erfaret, og som derfor kan videreformidle.

Hun spiller også godt i Chewing Gum som en kristent opdraget, stangliderlig ung kvinde i noget, der minder om Coels barndoms kvarter, der omsider dropper sin tydeligt ikkeheteroseksuelle kæreste og skejer grænsesløst ud. Rollen er nærmest skingerthysterisk i sin komik og selvoverudlevering, men det giver fin mening:  »På den ene side er det historien om en kristen pige, der vil miste sin mødom. På den anden side handler det om en pige, der er marginaliseret i verden og vil være en del af den, og som forfølger den ret så højlydt og absurd som muligt, fordi det er en del af hendes menneskelighed,« som Coel smukt formulerer det i et kæmpenterview med Vulture.

Coel spiller solidt og vredt som overklassedatter til en menneskerettighedsadvokat, der har adopteret hende fra folkemordet i Rwanda og holder dele af fortiden hemmelig, i serien Black Earth Rising, og hun spiller egentlig også godt, lidt klistret og romantisk, i den meget anderledes romantiske musicalfilm Been So Long fra 2018 om en enlig mor, der skal lære at hengive sig til en kriminel charmør. Men har man set I May Destroy You, og så ser hendes øvrige arbejde, så skriger det til himlen, at livet ikke er en musical, men et eller andet vildt og hysterisk miks af alt muligt, det skingre, det patetiske, det vrede, det som Coel excellerer i at udtrykke, når hun fortæller sig selv som fiktion. 

Det sidste afsnit af I May Destroy You (her kommer nok noget, man kunne kalde en vag plot spoiler) er en perfekt eksalering af alt det. Det er en rundtossende, helt vanvittigt overskudseksplosion af en finale, der legende dyrker forestillingen om veje mod endelig afklaring og forløsning, forestillingen om at en bestemt handling, en bestemt omvending af magtbalancer, vil kunne få det voldtægtstraume, der jager Arabella, til at flyve væk igen: 

Hvad hvis man kunne hævne sig som i en splattet agentfilm? Eller hvad hvis man kunne gennemspille hele voldtægten igen og forestille sig den som en romance? Eller hvad hvis man bare kunne lytte til voldtægtsmanden og forstå hans smerte, hans sølle barndom og lave selvværd, lade ham græde ud på ens seng og dernæst knipse ham væk? Coel slynger os, dybt mystificerede og engagerede, gennem alle de scenarier og spørger (sig selv, måske også): Hvad hvis man kunne tildele en fiktionsserie en sådan behændig, fiktiv slutning?

Til slut afviser hun det selvfølgelig og peger så et helt andet sted hen. Hvem lagde en lort i familien Coels postkasse dengang? Hvem voldtog Arabella den nat på et toilet på en bar? Serien løfter os til sidst blidt hen til et overraskende sted væk fra de spørgsmål. Samlet er afsnittet den mest hysteriske form for balance, jeg kan huske at have set. Virkelig øm, sjov, grusom, absurd, sårbar og rørende på samme tid. Smadrer Michaela Coel mig? Ikke på sådan en vred, nådesløs knytnæveagtig måde, ikke ved at drukne os i rædsel og hævn. Men ved at vise, hvor langt man kan nå med at formidle forvirring i al sin urenhed.

’I May Destroy You‘. Koncept og hovedrolle: Michaela Coel. Storbritannien, 2020. 12 episoder af 30 minutter. HBO Nordic.

Kilder: NPRs kulturpodcast: It’s been a minute – with Sam Sander, magasinet Vulture, podcasten The Economist Aasks, James MacTaggart Lecture på Edinburgh TV Festival 2018 (YouTube).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her