Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Musikken er et billede på livet i ny, skøn roman af finlandssvenske Kjell Westö

Finske Kjell Westös nye roman ’Tritonus’ er et formidabelt dobbeltportræt af to mænd sidst i 50’erne. Elegant afmonterer den drømmen om et kvikfix på livets udfordringer, mens den strømmer over af humor og musikalsk og sprogligt overskud
Kjell Westös roman rammer nutiden på kornet: Udkant og centrum, #MeToo, ambition, magt og kærlighed, flygtninge og nynazister, alt dét kommer til live i skildringen af det lille samfund i den finske skærgård.

Kjell Westös roman rammer nutiden på kornet: Udkant og centrum, #MeToo, ambition, magt og kærlighed, flygtninge og nynazister, alt dét kommer til live i skildringen af det lille samfund i den finske skærgård.

Finn Frandsen

Kultur
21. august 2020

Åh nej, ikke endnu en midtvejsroman om en mand i krise, tænkte jeg, da jeg fik Kjell Westös nye roman Tritonus i hånden, om en knap tresårig berømt finsk dirigent.

Min forhåndstræthed skyldtes en overdosis af dramaturgisk trivielle mandlige kriseberetninger i bøger og film: Midaldrende mand oplever sammenbrud, men udfordres af ny stor opgave og overvinder krisen. Sejr krones med smuk kvinde, der gør rent i hans hjem og fjerner flaskerne. Fikset!

Heldigvis er Kjell Westös varme og vittige roman fra første side én lang afmontering af netop ønskedrømme om et nemt kvikfix. Romanens dobbeltportræt af to mænd sidst i 50’erne, hvis livstråde flettes sammen, strømmer over af humor og musikalsk og sprogligt overskud.

Tilmed rammer den nutiden på kornet: Udkant og centrum, #MeToo, ambition, magt og kærlighed, flygtninge og nynazister, alt dét kommer til live i skildringen af det lille samfund i den finske skærgård. Dertil ruller hver sætning perfekt i munden i Jesper Klint Kistorps rentklingende fordanskning af Westös finlandssvenske.

’Djævlens treklang’

I romanens første del ankommer den verdensberømte dirigent Thomas Brander en oktoberaften til skærgården, seks timer og tre færger fra Helsingfors. Her har han købt en grund ned til vandet, hvor han agter at opføre et hus på 400 kvadratmeter, støbt ind i klippen og med elevator. Huset skal hedde Casa Tritonus – efter ’djævlens treklang’, der afslører disharmoni.

De grandiose planer skal kompensere for en livskrise: Den 58-årige Brander hjemsøges af flashbacks både fra et afsluttet forhold til den unge stjerneviolinist Krista og et terrorangreb i Holland. Men allerværst: Han har mistet sit greb om musikken, og andre har opdaget det: »det er, som om jeg er døv for musikken. Og også for mennesker,« tilstår han en nattetime over for to venner og dirigentkolleger.

Samtalen ligger midt i romanen, og kollegernes omsorg og kontante ærlighed former et nyt orienteringspunkt for den rundforvirrede Brander.

Kjell Westö: ’Tritonus – en skærgårdsfortælling’.

Saxo
Den anden hovedperson, Reidar Lindell, er skolepsykolog i kommunen og i sorg efter hustruen Madeleines død af kræft. Han spiller guitar i det lokale danseband Rainbow, og med sit engagement i lokalsamfundet og i andre mennesker skaber han kontakt med Brander, som han bistår med at skaffe håndværkere til at opføre Casa Tritonus.

Til gengæld skal Brander tage en snak med den unge nynazist Jonas, der er et klavertalent. Lindell vil både føre Jonas tilbage på sporet og give den nedtrykte Brander andet at tænke på.

#MeToo som nyt pejlemærke

Dog rummer romanen netop ingen kvikfix. Tilsyneladende har Westö moret sig med at udsætte sine personer for et helt IKEA-katalog af trivielle løsninger, der ikke længere virker:

»han måtte finde en kvinde der ville gå i seng med ham, violinist eller ej (…) der fandtes ingen anden måde at blive levende på igen,« tænker Brander, der altid har udskiftet den ene kvinde med den næste.

Lindell har tendens til at ramme taktslaget en anelse for tidligt, og heller ikke i kærlighed er han altid helt i sync med sine omgivelser. Men han gør sig faktisk umage med at øve sig og lytte efter de andre, både i musikken og tilværelsen.

Romanen forløber fra oktober til juli, og lidt som Thomas Manns Trolddomsbjerget (1924) sætter den tiden i stå, mens den furiøst diskuterer tidens store emner i ydre og indre dialoger. Imens bliver Branders skærgårdspalads opført, Lindells danseband mister sin pianist og en lokal kammermusikfestival forberedes. Ja, og så finder en mand en ny kæreste, og en anden mand gør ikke, men bliver bidt af en flåt.

Med andre ord afspejler bogen nutiden som en vanddråbe. Chokerende aktuelt nævnes mundbind og håndsprit til rejsebrug, og #MeToo er etableret som kulturelt pejlemærke.

»Her i Sverige har vi nultolerance,« forklarer lederen af koncerthuset Malmø Live som forklaring på, at han ikke hyrer den kvindeglade Brander.

Brander selv er dog smerteligt bevidst om, at #MeToo er en hensynsfuld dækforklaring. Hans seneste optræden i Malmø var en fiasko: »Brittens Krigsrekviem. Det var ikke lykkedes ham at holde sammen på det, det var faldet fra hinanden i sine bestanddele og havde mistet sin styrke.«

Musikkens lykkelige ballon

Det er en stor, skøn, rig og munter roman, ikke nær så bister som McEwans også eminente musikroman Amsterdam (1998), hvor det velmenende kultursegment afsløres som hule egoister. Tværtimod smitter Westös varme, optimisme og kærlighed til sine personer. De er ikke længere unge, men de har netværk, talenter og mange år tilbage. De skal bare lære at følge takten og tidsånden.

Over alle romanens ord svæver kærligheden til musikken som en lykkelig ballon – smitsom, indsmigrende, uafviselig, selv for en musikalsk ignorant som mig.

Kjell Westö: ’Tritonus – en skærgårdsfortælling’. Oversat af Jesper Klint Kistorp. Gutkind, 414 sider, 300 kroner. Udkommer i dag samtidig i Finland, Norge, Sverige og Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her