Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Nancy Pelosi skulle have været nonne, i stedet for blev hun ’Speaker’

Er man interesseret i, hvordan den politiske proces rent faktisk fungerer i den amerikanske kongres, så skal man læse Molly Balls biografi om formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi
Molly Ball skriver om amerikansk politik for Time Magazine. Pelosi er hendes første bog, og den giver et fremragende indblik i, hvad det er for politiske egenskaber, der ikke alene har gjort Pelosi til Speaker – formand for Repræsentanternes Hus – men også til en af de absolut bedste Speakers i Kongressens historie.

Molly Ball skriver om amerikansk politik for Time Magazine. Pelosi er hendes første bog, og den giver et fremragende indblik i, hvad det er for politiske egenskaber, der ikke alene har gjort Pelosi til Speaker – formand for Repræsentanternes Hus – men også til en af de absolut bedste Speakers i Kongressens historie.

Brendan Smialowski

Kultur
14. august 2020

Der findes et ikonisk billede af Speaker, formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi fra et stormfuldt møde i Det Hvide Hus den 16. oktober 2019. Præsident Trump har efter en telefonsamtale med Tyrkiets præsident Erdogan forrådt USA’s kurdiske allierede ved i hast at trække de amerikanske tropper ud af det nordlige Syrien.

Repræsentanternes Hus har få timer inden mødet fordømt Trumps beslutning med stemmerne 354-60, og nu er han og Pelosi i et heftigt skænderi, mens de fleste omkring dem – generaler, ministre og kongresmedlemmer – forlegent kigger ned i bordet. Trump forsøger sig med at kalde Pelosi for en »tredjerangspolitiker«. Pelosi rejser sig op, peger direkte på præsidenten og siger »alle veje fra dig fører til Putin!«

Så slutter mødet.

Molly Ball: ’Pelosi’.

Macmillan Publishers
Det fascinerende billede er kendt, fordi præsident Trump bagefter mente, at det var en god idé for ham at offentliggøre det. Den politiske journalist Molly Ball får i sin biografi om Nancy Pelosi et indblik i, hvordan USA’s mest magtfulde kvinde tænker politisk ved at høre hendes egen uventede kommentar til offentliggørelsen af billedet: Symbolikken interesserer hende ikke så meget. Hun er snarere forbløffet over, at Trump troede, at det kunne være i hans strategiske interesse at offentliggøre det:

»Han forstår ikke, hvad der ikke er i hans interesse,« konstaterer hun.

Eneste kvinde

Molly Ball skriver om amerikansk politik for Time Magazine. Pelosi er hendes første bog, og den giver et fremragende indblik i, hvad det er for politiske egenskaber, der ikke alene har gjort Pelosi til Speaker – formand for Repræsentanternes Hus – men også til en af de absolut bedste Speakers i Kongressens historie.

Præsident Trumps forsøg på at ramme hende ved at kalde hende »tredjerangs« eller »Crazy Nancy« preller af, for er der to ting, hun ikke er, så er det en dårlig politiker og skør.

Embedet som Speaker of the House er det tredjehøjeste i det amerikanske politiske system (efter præsident og vicepræsident). Nancy Pelosi er den eneste kvindelige Speaker i nationens historie, og dermed også den højest rangerende kvinde. Hertil kommer, at hun er den eneste Speaker nogensinde, der har været valgt to gange (2009-2011 og 2019-).

Decideret dårlig taler

Som sit mandlige republikanske modstykke i Senatet Mitch McConnell er hun bestemt ikke karismatisk. Faktisk er hun, trods konsultationer med flere coaches i årenes løb, stadigvæk en decideret dårlig taler. Til gengæld er hun en usædvanligt kølig strateg og en mesterlig forhandler. Som hendes datter, filminstruktøren Alexandra Pelosi, har udtrykt det: »Hun vil skære hovedet af dig, og du vil ikke engang opdage, at du bløder. Det er alt, hvad du behøver at vide om hende.«

Molly Balls bog er først og fremmest en politisk biografi. Den 80-årige Pelosi forbliver privat og inviterer, hverken bogstaveligt eller billedligt talt journalister indenfor – heller ikke Molly Ball. Det er dog heller ikke meget, som tyder på, at det er i privatlivet, man finder nøglen til at forstå hende som politiker.

Molly Ball har under arbejdet med bogen talt med folk, der kender hende privat for at høre, om der er en side af hende, som offentligheden ikke kender. De siger samstemmende, at det er der ikke. Hvad Ball forsøger at afdække er derfor ikke så meget Pelosis personlighed og indre liv, som det er hendes modus operandi som politiker.

Man må ikke forledes til at tro, at Pelosi ikke har passion. Hun har sager, hun brænder for, men hun tøjler følelserne nok til ikke at sende lovforslag til afstemning, hvis hun ikke tror, hun har de nødvendige stemmer til at få dem vedtaget. Og hvis der er to ting, hun kan, så er det at holde samling på sine partifæller og tælle stemmer.

’Besværet værd’

Det var ikke uden modstand fra en del partifæller, at hun i en sen alder atter blev Speaker i 2019 efter otte år væk fra posten. Nogle argumenterede for nødvendigheden af fornyelse, mens andre slog på, at Pelosi, uforskyldt eller ej, var blevet republikanernes foretrukne skræmmebillede på partiet – en fortaler for »San Francisco-værdier«, hvilket for konservative er kodeord for alt fra hippier og homoseksuelle til latte-drikkende limousineliberale.

Pelosis egne argumenter for genvalg lød arrogante: »Jeg er en mesterlig lovgiver« og »Jeg er besværet værd«. Hendes overbevisning om, at ingen kunne varetage embedet bedre, var ikke ubegrundet, og det lykkedes at overbevise de fleste skeptikere.

Er man i tvivl om hendes evner, kan man passende sammenligne med de to republikanere, der var Speakers i årene 2011-2019: På trods af, at de demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus egentlig er en mere ideologisk sammensat gruppe end deres republikanske kolleger, led både John Boehner og Payl Ryan en lang række ydmygende nederlag ved afstemninger, fordi de ganske enkelt ikke kunne, hvad Pelosi kan.

Nancy Pelosi er på sin vis født ind i politik, men var alligevel en late bloomer som aktiv politiker. Hun voksede op i en katolsk familie, hvor man svor evig troskab til kirken, til nationen og til Det Demokratiske Parti. Hendes far Thomas D’Alesandro jr. sad først i Marylands lovgivende forsamling og blev i 1947 borgmester i Baltimore – en post, som også en af Nancy Pelosis fem brødre senere kom til at beklæde.

Faderen, Thomas D’Alesandro, bedrev i sine år som borgmester, hvad man i USA kalder »machine politics« – et system, hvor en politiker holder tæt kontakt med sine vælgere og leverer konkrete ydelser til gengæld for deres stemme. Det kræver et detaljeret kendskab til hver en boligblok, og det fik han uvurderlig hjælp til fra sin kone Annunciata Lombardi, der af Molly Ball beskrives som hans »chefstrateg« og et »enkvindes socialkontor«.

I spidsen for demokraterne

Pelosis mor havde håbet, at Nancy blev nonne. I stedet mødte hun Paul Pelosi, blev gift og fik fem børn i løbet af seks år. Da familien flyttede til San Francisco, blev hun så småt aktiv i californisk politik, og efter nogle år stod hun i spidsen for Det Demokratiske Parti i staten.

I 1987 blev hun første gang valgt til Kongressen. De mærkesager, hun mest af alt brændte for, var at hjælpe ofrene for aids-epidemien, der i særlig høj grad hærgede i hendes kongresdistrikt, samt miljøbeskyttelse og menneskerettigheder – ikke mindst i Kina. Hendes kamp for, at dissidenters rettigheder og skæbne bør indgå i alle forhandlinger om handelsaftaler med Kina er aldrig ophørt.

Den omstændighed, at blot 23 af de 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus var kvinder, da Pelosi ankom til Washington, og at disse medlemmer tilsyneladende blev holdt væk fra de tunge udvalgsposter, gjorde også kampen for kvinders rettigheder akut. Man siger, at bag enhver mand med succes står der en kvinde og undrer sig.

Det har i høj grad også været et vilkår i Pelosis tidlige karriere, men flere kolleger fik efterhånden øje på hendes taktiske evner. En af dem var John Murtha fra Pennsylvania, der sagde: »Denne kvinde har en vision. Hun har politiske færdigheder, som ingen andre i Kongressen har. Lad være med at tro, at hun er fra San Francisco. Hun er fra Baltimore.«

En af hendes færdigheder var en detaljeret hukommelse, ikke om boligblokke i Baltimore, men om vilkårene i alle landets kongresdistrikter. Denne viden gjorde Pelosi god brug af, da hun i 2002 blev minority whip (indpisker), og endnu mere, da hun senere samme år blev den første kvindelige mindretalsleder i nationens historie.

Politisk skydeskive

Hurtigt blev Pelosi dog også den foretrukne politiske skydeskive for højrefløjen. En del kunne tilskrives hendes politiske standpunkter – ikke mindst hendes vedvarende modstand mod krigen i Irak – og en del kunne tilskrives den generelle politiske polarisering. Men der var tydeligvis også en del, som kun kunne forklares med sexisme. Mandlige politikere blev kaldt mange ting, men ikke »skingre«. Hendes status som skydeskive forhindrede hende ikke i at blive nationens første kvindelige Speaker, da demokraterne i 2006 genvandt flertallet i Repræsentanternes Hus.

Da Barack Obama i januar 2009 blev svoret ind som præsident, fik han og Pelosi hurtigt et tæt og fortroligt forhold. I hans første år i embedet var hun ikke specielt imponeret af hans evner som forhandler. Obama var så opsat på at holde et valgløfte om at bygge bro hen over midten, at det efter hendes mening fik ham til at give alt for mange indrømmelser i forhandlinger med republikanerne.

Hun rådede præsidenten til at droppe de gode intentioner, fordi republikanerne blot kvitterede for dem med taktiske forhalinger af alle lovforslag, alt imens de alligevel offentligt beklagede sig over ikke at blive inddraget.

Socialpolitisk milepæl

Nancy Pelosi spillede under finanskrisen en afgørende rolle i, hvad der blev en af de mest produktive perioder i Kongressens historie. Den største politiske styrkeprøve kom med bestræbelserne på at få The Affordable Care Act vedtaget. Loven, der er den største socialpolitiske milepæl i USA siden 1960’erne, blev hurtigt kendt som »Obamacare«, men Pelosi fortjener en meget stor del af æren for, at det lykkedes at vedtage den.

Trods sejren var der en høj politisk pris at betale: Ved midtvejsvalget i 2010 led demokraterne et sviende nederlag. De mistede flertallet i Repræsentanternes Hus. I mange kongresdistrikter blev Pelosi atter tildelt rollen som republikanernes foretrukne bussemand/kvinde. Trods tabet af 63 demokratiske pladser valgte Pelosi at blive på lederposten, men i de følgende otte år måtte hun affinde sig med, at det var som mindretalsleder. Sådan som reglerne er skruet sammen i Repræsentanternes Hus, er det generelt en frustrerende rolle, men det lykkedes alligevel Pelosi at vinde overraskende meget indflydelse – ikke mindst fordi de republikanske ledere ofte havde så svært ved at få styr på tropperne, og i stedet måtte have hendes hjælp med de nødvendige stemmer ved budgetforhandlinger. Her gav hun en sand opvisning i The Art of the Deal.

Måske er det bedste vidnesbyrd om Pelosis politiske begavelse den rolle, hun i 2018 påtog sig med at finde og promovere nye spændende demokratiske kandidater til Kongressen – heraf et stort antal kvinder. Efter valget, hvor demokraterne netto vandt 40 pladser og dermed flertallet i Repræsentanternes Hus, lykkedes det hende også at vinde de fleste kritikere i partiet over på sin side, heriblandt flere kandidater, der under valgkampen udtrykkeligt havde sagt, at de ikke ville støtte hende som leder. Men Speaker blev hun endnu en gang.

Er man interesseret i, hvordan den politiske proces rent faktisk fungerer i den amerikanske kongres – eller måske bare i amerikansk politik i det hele taget – så er Molly Balls velskrevne biografi i høj grad værd at sætte på læselisten.

Molly Ball: ’Pelosi’. Henry Holt and Co., 336 sider, 15 USD

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Pelosi er en magtliderlig arrogant "warmonger" der uden at tænke sig om stemte for krigen i Iraq og at hun overlever angreb fra venstrefløjen med AOC som frontfigur siger mere om The establishment i Washington end noget andet.

Jeppe Bundgaard, Martin Rønnow Klarlund og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Det eneste Pelosi er god til, er, at fundraise. Hundredevis af millioner dollars fra medicinalindustrien, olie- og kul industrien og Wall Street. Derfor demokraterne ikke vil lave de meget grundlæggende ændringer i samfundet, der skal til. Plain and simple.

Torben K L Jensen og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tak for en god anmeldelse fra Niels Bjerre Poulsen, en betydelig autoritet hvad angår amerikansk politik.

Torben, genlæs lige dette igen, før du anklager Pelosi for at stemme for krigen i Irak :

"Hurtigt blev Pelosi dog også den foretrukne politiske skydeskive for højrefløjen. En del kunne tilskrives hendes politiske standpunkter – ikke mindst hendes vedvarende modstand mod krigen i Irak – og en del kunne tilskrives den generelle politiske polarisering".

Eva Schwanenflügel

@ Jeppe Bundgaard

I amerikansk politik går det hele ud på at 'fundraise' til den næste kampagne.
Det er for billigt at skyde på en enkelt politiker, når hele systemet er korrupt.

Torben K L Jensen

Tak for den rettelse Eva - Jeg forvekslede hende med Hillary Clinton.

Eva Schwanenflügel

Det var så lidt, Torben.
Jeg tænkte det nok :-)

Jeppe Bundgaard

@ Eva Schwanenflūgel.
Det kan være, men det er nu muligt, med den rette politik, at få doneret nok penge fra helt almindelige mennesker i stedet for rige donorer. Det kræver så bare, at ens politik afspejler den, der donerer.
Pelosi var med til at forhandle ObamaCare med demokratisk flertal i begge kamre, og hun fik kun, denne udvandede Romney Care igennem, hvor millioner stadig stod uden sygeforsikring.
Gæt engang hvorfor?