Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Nicolás Jaar har lavet et slør af eksperimenterende, elektroakustisk musik

Når man lytter til Nicolás Jaars 6. studiealbum, ’Telas’, skal man forestille sig slør af partikler, der danner konstant varierende lydmønstre. Det er svært at hænge fast i, men utrolig stimulerende at have om sig
Amerikansk-chilenske Nicolás Jaar laver elektronisk musik, men hans nyeste album er mere en oplevelse, et kosmisk fænomen, end et produkt, skriver Informations anmelder.

Amerikansk-chilenske Nicolás Jaar laver elektronisk musik, men hans nyeste album er mere en oplevelse, et kosmisk fænomen, end et produkt, skriver Informations anmelder.

Ritzau

Kultur
7. august 2020

Hans forrige album, Cenizas, var ikke mere end en måned gammelt, før den amerikansk-chilenske musiker Nicolás Jaar kom med nyheden om, at endnu en udgivelse var på vej. Telas er Nicolás Jaars 6. studiealbum – under sit eget navn, vel at mærke – og en direkte opfølger til Cenizas.

Hvor Cenizas betød aske på spansk, kan Telas oversættes til slør. Men ordet forbindes også i høj grad med alt det, der hører til inden for vævning og sammenknytning af forskellige former for netværk – lige fra stoffer og silketråde til edderkopper og internetopkoblinger. Ifølge Jaar selv er Telas »mange ting på en gang« – og selv om det lyder som et rimelig uforpligtende statement, giver det god mening.

Kildrende insekter på kroppen

Til Telas hører der, ud over Nicolás Jaars nye musik, der smukt suppleres af blandt andre cellisten Milena Punzi, et stærkt, visuelt udtryk, og en hjemmeside. Kunstneren Somnath Bhatt har skabt dets jordslåede, men samtidig digitale design, som er blevet sat op af webudvikleren Abeera Kamran.

Telas er tænkt som et sted, hvor partikler rejser gennem tid og rum og sammenknytter livsformer og -faser på kryds og tværs. Partiklerne danner et levende slør, der danner konstant varierende mønstre. Den visuelle del spejler de uendelige, elektroakustiske lyde, der omgiver en, når man lytter til Telas. Man kan nærmest også lugte og føle det: Brændt, olieret, grynet, albummet dominerer alle sanser, så man føler, man er trådt ind i et parallelunivers.

Dette univers viser sig med det samme at være ikke bare mange ting, men alting – et slags fuldendt mikrokosmos.

Åbningsnummeret »Telahora« er et mylder af hule, akustiske, materielle lyde og dirrende, elektronisk vibration. De bratte temposkift og brogede klangfarver får det til at føles ligesom kildrende insekter på kroppen.

Musikken er i det hele taget insektagtig i sin uudgrundelige blanding af noget mekanisk og jordnært – sådan som den enten piler gennem ørene, svirrer med vingerne eller sidder bomstille, og i et sekund glitrer farverigt melodisk, for så at camouflere sig totalt atonalt. Både »Telencima«, »Telahumo« og »Tellallás« skaber i deres dekonstruerede crescendoer denne slørede, mikrokosmiske totaloplevelse.

I modsætning til Nicolás Jaars tidligere album er der ikke meget lyrik at lytte efter på Telas. I løbet af de blot fire, men alle omkring et kvarter lange numre, hører man kun enkelte spanske ord og sætninger blive hvisket. Mest gennemgående er ordet nada, som er dobbelttydigt – det betyder intet, men også at svømme.

Forbinder man Nicolás Jaar og svømning, føres tankerne automatisk hen på de EP’er, som han samlede til sine to album, Nymphs og Sirens. Især den sitrende energi på Nymphs virker tæt knyttet til Telas’ mikroskopisk detaljerede lydniveau. Samtidig sætter Nicolás Jaars varme saxofon-pust ham i forbindelse med improvisationsmusikere som den schweiziske klarinettist Claudio Puntin, pianisten Nils Frahm og Martyn Heynes sologuitarspil.

Telas er et fortættet mikrokosmos af eksperimentel, elektroakustisk musik. Det konstant varierende lydmønster rummer i modsætning til Nicolás Jaars tidligere album ingen poppede sekvenser. Derfor er Telas som album mere en oplevelse, et kosmisk fænomen, end et produkt. Musikken er Nicolás Jaars hidtil sværeste at hænge fast i som lytter – men den er utrolig stimulerende bare at have om sig.

Nicolás Jaar: ’Telas’ (Other People)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her