»Ser du godt efter?« spørger Alfred Borden, den ene af de to tryllekunstnere, hvis bitre kapløb er det på én gang medrivende og tragiske omdrejningspunkt i Christopher Nolans The Prestige (2006). Pointen er selvfølgelig, at man som publikum skal se godt efter og ikke lade sig distrahere, hvis man vil regne ud, hvordan han eller hans ærkerival, Robert Angier, udfører deres halsbrækkende og nærmest mirakuløse tricks.
Men det er også Nolan selv, der taler og fortæller os, at han vil tage fusen på os – og hans store bedrift er, at det lykkes; ikke kun i The Prestige, der er fuld af overraskelser, men i de fleste af hans øvrige film, inklusive den spritnye Tenet, der onsdag har verdenspremiere, også i Danmark.
Den 50-årige britisk-amerikanske filmskaber er selv lidt af en magiker eller en illusionist, der med filmmediet og genrefilmen som sin forførende, letpåklædte assistent forfører publikum og lader det gyse og grine, når han ligesom Borden og Angiers træder ind på scenen og begynder at fortælle sine opfindsomme historier på så original vis.
Nogle gange kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan der mon ser ud inde i Nolans logiske og fantasifulde hjerne – hvor smukt og dragende og samtidig foruroligende og dystert der må være.
Red hele verden
Tenet er ikke Christopher Nolans bedste film, og det skal blive spændende, om den egenhændigt kan leve op til de enorme forventninger og dermed redde biografverdenen i en tid, hvor den er truet af coronavirus. Men det er en fascinerende og spændende film, og meget poetisk handler den om en mand, der forsøger at redde hele verden, ikke sjældent iført en betimelig gasmaske.
Nolan skeler i høj grad til James Bond, når han i Tenet lader en hemmelig agent rejse verden rundt i hælene på en magtbegærlig russisk oligark, men sprut, letpåklædte damer og lir er der intet af – og ingen Bond-skurke har endnu udtænkt så sindrig og, ja, indviklet en plan for at erobre verdensherredømmet eller true selve menneskehedens eksistens.
Filmen begynder ganske forrygende med et terrorangreb på statsoperaen i Kijev i Ukraine midt under en forestilling. En CIA-agent (John David Washington) – protagonisten kaldes han filmen igennem – forsøger sammen med en lille håndfuld mænd at redde en undercoveragent ud fra operaen i live og samtidig få fat i den mystiske beholder, som agenten har med sig. Det lykkes, måske, og straks efter sendes protagonisten ud på en ny, gådefuld mission for at frelse hele verden, bevæbnet kun med et kodeord, tenet – det betyder noget i retning af ’doktrin’ – et hemmeligt håndsignal og en kontakt hist og her.
Verden bevæger sig baglæns
Det bliver ikke mindre mærkeligt, da protagonisten som noget af det første møder en ung forsker, der fortæller ham om inversion, en slags omvending af tiden, hvor man ikke rejser eller springer tilbage i tiden, men i stedet bevæger sig tilbage i den, minut for minut, time for time, dag for dag. Åbenbart forsøger nogle skurkagtige mennesker i fremtiden at omgøre fortiden, altså protagonistens nutid, og hvordan og hvorfor de gør det, er det nu op til ham at finde ud af og sætte en stopper for, inden det er for sent.
»Prøv ikke på at forstå det. Føl det.«
Sådan lyder opfordringen fra forskeren, da hun går i gang med at forklare protagonisten, hvad inversion går ud på, og der er vist ingen tvivl om, at hendes opfordring i lige så høj grad er henvendt til publikum. For ja, man bruger en del tid og kræfter på at greje Tenet, også efter at man har forladt biografen og derfor ikke længere har protagonistens medhjælpere – spillet af Robert Pattinson, Aaron Taylor-Johnson og Elizabeth Debicki – til at skære ud i pap, hvad det reelt er, der foregår lige nu.
Eksistentiel moral og etik
På den måde er Tenet i dén grad en Christopher Nolan-film. Det er lige så meget en intellektuel udfordring, som det er en fysisk og følelsesmæssig oplevelse. Måske endda endnu mere intellektuel, fordi der i mindre grad end i instruktørens tidligere film er noget personligt på spil for hovedpersonen.
Lige fra gennembrudsfilmene Memento (2000) og Insomnia (2002) over The Prestige og Batman-trilogien (2005, 2008, 2012) til Inception (2010) og Interstellar (2014) har den produktive Nolan fortalt stadigt større og mere komplekse historier om besatte mennesker – mænd – der forsøger at skabe sammenhæng i det, der sker omkring dem, og finde ud af, hvem og hvad de selv er. De har alle mistet eller svigtet og er drevet af sorg, hævntørst eller håbet om frelse og forløsning. De kæmper med deres moral og etik på et eksistentielt niveau, hvorfor det også er nemt at forstå og identificere sig med dem.
Protagonisten i Tenet er ikke drevet af de samme personlige følelser som Matthew McConaugheys astronaut og søgende far i Interstellar, Christian Bales forældreløse, hævngerrige Bruce Wayne/Batman i Batman-trilogien eller Leonardo DiCaprios drømmetyv og enkemand i Inception. Jo, vist vil vor helt gerne redde verden og undervejs hjælpe den voldelige russiske oligarks kuede kone (Elizabeth Debicki) og hendes lille søn, men det gør ikke for alvor ondt på ham. Måske skyldes det, at han må bruge de fleste af sine kræfter på at forstå, hvad inversion egentlig er for noget, for så at kunne bruge det til sin egen fordel.
John David Washington er ligesom sin far, Denzel Washington, en karismatisk, intens skuespiller, men der er ikke plads til mange følelsesmæssige udsving i Tenet.
Nolans mange måder at trylle på
Memento (2000)
Leonard Shelby (Guy Pearce) forsøger at finde manden, der slog hans kone ihjel. Det er blot ikke nemt, når man har mistet sin korttidshukommelse og må forlade sig på polaroidfotos af mennesker, der hjælper én, og tatoveringer af de vigtigste facts i sagen. Historien er fortalt baglæns, og i takt med at man får at vide, hvad der er sket, lærer man også Leonard at kende.
Insomnia (2002)
Dormer og Eckhardt (Al Pacino og Martin Donovan), to garvede kriminalassistenter fra Los Angeles, sendes til Alaska for at opklare mordet på en 17-årig pige. Midnatssolen gør, at Dormer ikke kan sove, og i takt med at han bliver mere og mere udmattet, mister han grebet om virkeligheden og ender i et farligt spil med morderen (Robin Williams). Nolan udnytter fermt lyset og miljøet til at skildre Dormers sindstilstand og skabe en stemning af usikkerhed og ustabilitet.
The Prestige (2006)
To tryllekunstnere konkurrerer i slutningen af 1800-tallet om at overgå hinanden på scenen med lige dele illusioner, videnskab og rigtig magi. Det får tragiske konsekvenser i en film, der har titel efter den afsluttende del af enhver vellykket tryllekunst. Nolan er selv dygtig til at aflede ens opmærksomhed, og han trækker flere gange tæppet væk under både sine hovedpersoner og sit publikum, netop fordi meget lidt er, hvad det giver sig ud for at være.
Inception (2010)
Cobb (Leonardo DiCaprio) leder en gruppe industrityve, der indsætter sig i andre menneskers drømme for at stjæle deres hemmeligheder. En dag får han i stedet til opgave at placere en idé i hovedet på en virksomhedsarving. Det er noget nær umuligt, ikke mindst fordi Cobbs afdøde kone, Mal (Marion Cotillard), hjemsøger hans sind og drømme. Nolan lader Cobb & Co. bore sig ned i drømme i drømme i drømme, og man skal holde tungen lige i munden for at følge med.
Interstellar (2014)
I en fjern fremtid på en ødelagt jordklode drager astronauten Cooper (Matthew McConaughey) ud på en rum- og opdagelsesrejse gennem et ormehul i et forsøg på at sikre menneskehedens overlevelse. Han efterlader sig sin tiårige datter, og filmen handler ikke mindst om hans kamp for at nå tilbage til hende. Det foregår på tværs af tid og rum, og Nolan har rig lejlighed til at lege med alle rum- og tidsrejsens regler og paradokser.
Dunkirk (2017)
Handler om den storstilede evakuering af tusindvis af allierede soldater, der i 1940 var fanget på en strand i Dunkerque i Frankrig. Nolan skildrer redningsaktionen fra stranden, vandet og luften og krydsklipper mellem de tre scener, mens han skruer op for tempo og lyd for at skabe suspense a la Hitchcock og placere publikum midt i kaosset, døden og ødelæggelsen.
Ikke videre elegant
Et andet problem med filmen er, at den føles alt for lang. Der er mange løse ender, som skal bindes sammen, og det bliver de såmænd på glimrende vis, hvilket ikke er nemt, når man har med en tidsrejsehistorie at gøre. Men det trækker ud, og i modsætning til Inception, der vel er Christopher Nolans hidtil mest komplekse film, og som illustrerede sine mange nødvendige forklaringer visuelt, så stopper Tenet op og, ja, forklarer dem med ord.
Fem-seks gange i løbet af filmen får protagonisten – og publikum – lige en briefing, så han ikke er helt fortabt, men ved, hvad der nu skal ske. Ingen tvivl om at det er gavnligt også for publikum, men det er ikke videre elegant, og det bremser handlingen.
Det er ærgerligt, at Nolans ellers så sikre greb om sin egen fortælling denne gang svigter ham en smule. Dermed ikke være sagt, at Tenet er en dårlig film. Slet ikke. Det er stadigvæk et dybt fascinerende, elementært spændende og særegent værk, som i en tid, hvor de fleste filmselskaber går med både livrem og seler, når det kommer til stor og dyr underholdning, kaster både sin hovedperson og sit publikum ud på dybt vand.
Bro mellem mainstream og kunst
Og det er en af Christopher Nolans væsentligste styrker: Han tør satse alt både dramaturgisk, visuelt og historiemæssigt i et forsøg på at give publikum noget, det ikke har set eller hørt før. Det lykkes ham da også i Tenet, som både lyder godt og ser bragende flot ud, ikke mindst i det majestætiske 70mm, der er instruktørens foretrukne, analoge format.
De filmiske, indholdsmæssige ideer står i kø, og scenerne, hvor protagonisten oplever inversion – tid, rum og mennesker bevæger sig baglæns, mens han bevæger sig forlæns – er intet mindre end mageløse. Knuste ruder bliver hele, kugler ryger tilbage i våbnene, biler bliver hele efter at være blevet smadret, måger flyver, og skibe sejler baglæns. I det hele taget ligner Nolans version af tidsrejsekonceptet ikke ret meget andet, jeg før har set. Og måske han endda har løst nogle af tidsrejsens indbyggede paradokser – hvad sker der, hvis man rejser tilbage i tiden og møder sig selv eller påvirker situationer og begivenheder? – som Robert Zemeckis og Bob Gale tumlede med i Tilbage til fremtiden-trilogien.
Christopher Nolan bygger bro mellem mainstreamfilm og kunstfilm, og hans store illusionsnummer er, at han får os alle overbevist om, at vi sidder og ser en spændingsfilm af en nogenlunde traditionel slags, samtidig med at han udvider vores horisont og skubber til os ved at servere noget overraskende og grænsesprængende. Nolan er en uhørt ambitiøs og kompromisløs filmmagiker, der ligesom Stanley Kubrick både vil skabe nyt, anfægte publikum og fortælle eviggyldige historier om, hvor svært og forvirrende det er at være menneske.
’Tenet’. Instruktion og manuskript: Christopher Nolan. Fotografi: Hoyte Van Hoytema. Længde: 150 minutter. Premiere 26. august i biografer verden over. Se den i 70mm i Gentofte Kino og Imperial i København
