Nolan overgår ikke sig selv i ’Tenet’, men vil stadig gerne anfægte og overraske publikum

»Ser du godt efter?« spørger Alfred Borden, den ene af de to tryllekunstnere, hvis bitre kapløb er det på én gang medrivende og tragiske omdrejningspunkt i Christopher Nolans The Prestige (2006). Pointen er selvfølgelig, at man som publikum skal se godt efter og ikke lade sig distrahere, hvis man vil regne ud, hvordan han eller hans ærkerival, Robert Angier, udfører deres halsbrækkende og nærmest mirakuløse tricks.

Men det er også Nolan selv, der taler og fortæller os, at han vil tage fusen på os – og hans store bedrift er, at det lykkes; ikke kun i The Prestige, der er fuld af overraskelser, men i de fleste af hans øvrige film, inklusive den spritnye Tenet, der onsdag har verdenspremiere, også i Danmark.

Den 50-årige britisk-amerikanske filmskaber er selv lidt af en magiker eller en illusionist, der med filmmediet og genrefilmen som sin forførende, letpåklædte assistent forfører publikum og lader det gyse og grine, når han ligesom Borden og Angiers træder ind på scenen og begynder at fortælle sine opfindsomme historier på så original vis.