Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ny børnebog: Med vandets perspektiv bliver verden ny i ’Floder. En verdensomsejling’

Belgiske Peter Goes viser os verden fra vandsiden. Det er forfriskende og berigende, men han udnytter ikke perspektivets kritiske potentiale for at tale om klima og kolonihistorie fuldt ud
Fakta, myter og fiktion præsenteres side om side i Peter Goes ’Floder. En verdensomsejling’.

Fakta, myter og fiktion præsenteres side om side i Peter Goes ’Floder. En verdensomsejling’.

Peter Goes/fra bogen

Kultur
14. august 2020

Det smarte ved børn er, at man skal læse for dem. En af de mange gode måder, det kan foregå på, er om aftenen i sengen side om side i tæt fællesskab om en rigt illustreret bog. Den med de længste arme holder bogen, og den med de korteste peger og ved, hvornår der kan bladres. Belgiske Peter Goes’ fagbog Floder må være god til netop det.

Floder er et verdensatlas i kæmpeformat, men med et mylder af land- og vandvæseners aktiviteter tegnet med på kortene. Som atlas er bogens særlige greb at vise geografien med afsæt i floder, have og søer i stedet for landegrænser. Vand som udgangspunkt er lige det mere spændende end stiplede linjer, fordi floder, have og søer faktisk findes i virkeligheden, og fordi de ikke kun skiller, men også forbinder verden og os, der lever i den. Om fænomenet floder – og dermed titlen – står der i indledningen: »Vi har brug for dem som drikkevandskilder, til at fiske i og til at vande vores afgrøder med. På grund af tyngdekraften strømmer floder altid nedad, hvor de munder ud i et hav, en sø, en sump eller en anden flod.«

Vand er fascinerende

Min første oplevelse med strømmende vand var Mølleåen, som jeg som barn fik forklaret løb igennem Farum Sø, som vi roede og svømmede i. Det var så utroligt spændende at komme ud til der, hvor man ikke bare kunne se, men også mærke Mølleåen strømme igennem søen. Var det endda også lidt farligt? Vand er stærkt fascinerende, og det mærker man også via Peter Goes. Det er i grunden mærkeligt, at ikke alle atlas har udgangspunkt i vand.

Måske hænger bogens særlige perspektiv sammen med, at Peter Goes er belgier? Belgiens historie er jo en historie om nye og gamle landegrænser og dermed det uhyre problematiske ved at ville have dem, en historie om dengang Belgien var en provins i Romerriget, senere en del af Nederlandene, om Europas krige – og så selvfølgelig Belgiens rolle i kolonihistorien.

Peter Goes: ’Floder. En verdensomsejling’.

Saxo
Peter Goes ignorerer ikke den rolle, for eksempel kan man i en tekst, der ledsager Congofloden læse om kong Leopold II, at han tvang »mennesker i datidens Congo Fristaten til at arbejde under grusomme forhold«. Tegningen viser mennesker med lænker om halsen, men hvorfor ikke bare bruge ordet slaveri, når man nu andre steder i bogen kan bruge ord som ’afvandingsområde’ og have Romerriget som reference?

Fakta og King Kong

Fakta, myter og fiktion præsenteres side om side. For eksempel er en af de ledsagende tekster på siden med Hudsonfloden og New York: »I 1933 klatrede King Kong for første gang op på den 381 m høje Empire State Building.« I de koldere områder i syd og nord står der om trolde, at de »spiser menneskekød og ikke kan fordrage lyden af kirkeklokker«. Og at der på Sydpolen er et hemmeligt sted, »hvor snebolde overvintrer«. På siderne om floderne Schelde og Maas står der, at:

»de bedste pomfritter fås i Belgien.«

Blandingen af tekster, man kan tro og ikke tro på er æggende, for verden og især dens vandvæsener er u-trolige, hør bare denne strøm af fun facts:

Blåhvalens »tunge kan veje lige så meget som en elefant«.

»Når fladfisk er små, sidder deres øjne på hver side af hovedet. I takt med at de vokser, flytter det underste øje sig om til det andet øje. Så kan de se op gennem vandet med begge øjne, når de ligger på havbunden.«

»Om natten kan ål bevæge sig over land, hvis jorden er meget våd.«

»Voksne flodheste svømmer ikke, men går på bunden.«

Hajer og rokker har ingen svømmeblære »og må hele tiden svømme, ellers drukner de«.

Eller man kan opdage ordene nøgensnegl og dybhavstudsefisk – og ikke mindst tegningen af sidstnævnte, der viser, hvordan »hunnerne lokker byttet til sig med en lygte af lysende bakterier«.

Peter Goes er en vidunderligt præcis og fabulerende tegner. Hvert opslag er holdt i én douce farve og dens nuancer. Hans detaljerigdom er eksempelvis, når Leonardo da Vincis lange skæg løber ud i Tiberen og ledsages af en tekst om renæssancekunstnerens fascination af vand og floder og en enkel afslappet hobbit ved floden Waikato i New Zealand.

Klima og kolonihistorie

Floders ledsagende tekster er allerbedst, når forfatteren lader sit temperament og interesse for klimaet skinne igennem, når han med stolthed fortæller, at »den belgiske forskningsstation Princess Elisabeth Antarctica er fuldstændig energineutral«. Eller når han nævner, at havskildpaddernes fortsatte eksistens er i fare, fordi »den globale opvarmning gør mange strande så varme, at der fødes flere unger af hunkøn«. Det ærgrer mig, at han ikke som forfatter har vovet at vinkle konsekvent på klima og kolonihistorie, når han nu har valgt et så forfriskende originalt perspektiv, som han har.

Floder er aldrig kedelig i sine billeder, men i for mange af teksterne nøjes forfatteren med at lire abstrakt wiki-viden af sig. Men denne Gangesinfo ville jeg ikke have undværet, måske har jeg hørt det før, men efter at have læst Floder glemmer jeg det aldrig. Det er et godt eksempel at slutte på, fordi det viser, hvor cool og berigende det er at se verden fra vandsiden: »For at bekæmpe forurening har en domstol i den indiske delstat Uttarakhand givet Ganges samme retslige rettigheder som et menneske. At forurene floden og dermed tilføje den skade er juridisk set nu det samme som at såre et menneske.«

Peter Goes: ’Floder. En verdensomsejling’. Oversat af Naja Møllmann-Ibsen. Forlæns, 80 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her