Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny podcast fra Serial undersøger præcis, hvor meget skade velmenende hvide forældre kan volde

’Nice White Parents’ tager livtag på det ulige amerikanske skolesystem. Men i stedet for at stille det klassiske spørgsmål om, hvorfor farvede børn sakker agterud, stiller de et andet: Hvilken skade gør de hvide forældre, når de tror, at de gør godt?
’Nice White Parents’ tager livtag på det ulige amerikanske skolesystem. Men i stedet for at stille det klassiske spørgsmål om, hvorfor farvede børn sakker agterud, stiller de et andet: Hvilken skade gør de hvide forældre, når de tror, at de gør godt?

The New York Times

Kultur
14. august 2020

I en scene i den nye podcastserie Nice White Parents bliver en lodseddelsælgende puertoricansk mor belært af en frankofil receptionsløve til en velgørenhedsgalla om fordele ved at være tosproget. For taler man bare un peu fransk, får man en meget bedre ferie i Paris – som hun i øvrigt anbefaler, at man besøger i efteråret, hvor byernes by har den rette ambiance, og hvor man kan bære sit tørklæde som en sand parisienne. 

Den frankofile er så opslugt af sin middelklasse-splaining, at det ikke falder hende ind, at kvinden, hun taler til/på, er vokset op i et engelsktalende land med spansktalende forældre. Og hun aner ikke, at grunden til, at to kvinder med så forskellige baggrunde befinder sig i samme lokale, er, at velgørenhedsgallaen er for en lokal folkeskole i Brooklyn, der indtil for nylig bestod af næsten 100 procent sorte og børn af puertoricansk afstamning. Hun er der bare, siger hun, fordi hun elsker alt fransk. 

Den puertoricanske mor derimod er der, fordi en flok hvide forældre har besluttet at flytte deres børn til hendes børns skole – hvis altså rektor lovede at gøre den tosproget. Ikke i spansk, som en tredjedel af børnene ellers taler, og ikke i arabisk, som ti procent kalder deres andet sprog, men i det smukke gamle europæiske sprog fransk.

For det er det, hvide forældre vil have. Og med dem følger pengene. Men løfter det også de ikkehvide børn, eller øger det faktisk den afstand, som de progressive og velmenende forældre hævder at kæmpe imod?

Forkert spørgsmål

Det er det, som Nice White Parents vil undersøge. Podcasten er skabt af holdet bag verdens mest succesfulde podcast, Serial, i samarbejde med The New York Times.

Journalist Chana Joffe-Walt har i en årrække dækket det amerikanske skolesystem. Men hun blev i stigende grad utilpas ved sin egen optik. Ikke mindst efter at hun selv blev mor til et skoleparat barn.

Så i Nice White Parents vender hun blikket indad. Som programerklæringen lyder: »Vi ved, at de offentlige skoler i USA ikke garanterer alle børn lige uddannelse, og 20 års skolereformer har ikke ændret på det. Men når vi undersøger, hvorfor vores skoler fejler, er vi tilbøjelige til at se på dem, de svigter: sorte og brune børn. Vi spørger: Hvorfor præsterer de ikke bedre? Men det er ikke det rigtige spørgsmål: Hvis du vil vide, hvad der er galt med vores skolesystem, skal du kigge hen imod den utvivlsomt mest magtfulde gruppe i vores skole: de hvide forældre.«

Hvorfor fransk?

Podcasten tager udgangspunkt i grundskolen School for International Studies (SIS), der ligger i New York-bydelen Brooklyn. Traditionelt har skolen været befolket af sorte og spansktalende elever, men op igennem 10’erne dalede elevtallet, på trods af at lokalsamfundet oplevede en økonomisk opblomstring.

Velhavende familier var flyttet ind, og lokalsamfundet, der før var sort og brunt, var nu sort, brunt og hvidt. Det kan man, som Chana Joffe-Walt påpeger, kalde en udvikling i retning af mere integration. Man kan også kalde det gentrificering.

De populære skoler blev hurtigt overfyldte, og i 2015 fik en desperat forældregruppe øje på SIS. De henvendte sig til inspektøren og lovede at indskrive deres børn, hvis hun gjorde skolen tosproget i fransk. Inspektøren havde brug for eleverne: Hun ville også nå det, som har fået navnet »The bliss-point«: Der hvor der er nok hvide børn, til at andre hvide forældre har mod på at sende deres poder samme vej. Forskning peger på, at det i USA er 26 procent.

På et år steg skolens andel af hvide børn med 200 procent, men ikke uden konflikt. De oprindelige forældre brød sig ikke om, at den skole, de kendte, blev italesat som en dårlig skole, der skal »rettes op«. De følte sig ikke inddraget og havde lidt svært ved at forstå, hvordan franskkundskaber skulle øge deres børns muligheder for succes i livet.

Chana Joffe-Walt og hendes mikrofon har fået adgang til møder i forældrebestyrelsen, hvor de nye forældre støder sammen med den oprindelige forældregruppe. Blandt andet oprettes der pludselig et »fundraiserudvalg«, og den galla, der skulle have været afholdt på skolen med alle forældrene, flyttes 45 minutter væk til et kulturinstitut på Manhattan på den franske ambassadørs anmodning.

De godes selvfortælling

Podcasten lover at give os »historien om forholdet mellem hvide forældre og den lokale folkeskole gennem 60 år«, og i andet afsnit ser Joffe-Walt tilbage. Til slutningen af 1950’erne og den del af borgerrettighedsbevægelsen, der kæmpede for integration i de amerikanske skoler. Og de, dengang progressive, hvides selvbillede: Syden var ignorant og racistisk i modsætning til New York, der var fordomsfri og multikulturel.

Det er en modstilling, der gentages i det uendelige i propagandafilm med børnekor i alle hudnuancer, men som står i skarp kontrast til virkeligheden, hvor skolemyndighederne henviste farvede børn til særlige ’ghettoskoler’, der endte med at være så overfyldte, at børnene måtte få undervisning i skiftehold. Og op til i dag hvor New York City stadig har et af de mest segregerede skolesystemer i hele USA – helt uden Jim Crow-love.

Reaktioner

Podcasten har fået en del opmærksomhed i USA, og – ikke overraskende – er meningerne delte. Webmagasinet Mashable kalder den et »kraftfuldt og stærkt eksempel på det antiracistiske arbejde, som det hvide Amerika bliver nødt til at gøre, hvis vi skal gøre os noget som helst håb om så meget som at begynde på at levere på vores løfte om lighed for ’Black lives.’«

Fra anden front er den blevet kritiseret for letkøbt udskamning af forældre, der faktisk gør noget for at forbedre skolerne, bare fordi de er hvide. Som den konservative kommentator Ben Shapiro skriver på Twitter, er podcastens argument, at hvis man er en god forælder, der vil uddanne sit barn på bedst mulig måde, er man i bund og grund racist, fordi det kan øge uligheden. »Det skal man vist være hvid for at tillade sig at mene,« slutter han.

Og podcasten har endda afstedkommet et tweet fra senator Ted Cruz, der beskriver podcasten således: »Når et stort bladhus uden blusel omfavner racismen …«

Medgivet: Det er en kontroversiel vinkel. Og – i hvert fald for disse danske journalistører – også tegnet for skarpt uden at levere tilstrækkelig dokumentation. I hvert fald endnu. Jeg har kun lyttet til de første to afsnit ud af fem.

Men lur mig om forklaringerne på skolevæsnets fallit ikke er en del mere kompleks end podcastens indledende postulat. Mon ikke at beslutninger, der er taget et godt stykke over de hvide forældres hoveder, spiller en rolle. For eksempel sikrer offentlige midler jo, at det ikke er de ressourcestærke forældre, der skal skaffe pengene og derved får magten.

Journalistisk hack

Man kan vælge at se Nice White Parents som en gang selvpineri tiltænkt den progressive klasse i storbyerne, der de seneste år har måttet indse, at uanset hvor meget de kæmper det godes sag, synes de stadig at være de eneste vindere.

Jeg vælger at anse det som et frækt journalistisk hack, der skal puste nyt liv i en gammel traver. For bare indrøm det: Du blev lidt træt, da du læste »En ny podcast om ulighed i det amerikanske skolesystem« Og du vågnede igen, da du fik oplyst, at det var ’din’ skyld, ik?

Og heldigvis er der kommet en tankevækkende, velfortalt og lækkert produceret podcast ud af det – det er svært at forestille sig andet, når holdet bag består af cremen af amerikansk podcasts guldalder Julie Snyder, Sarah Koenig, Neil Drumming og selveste mr. This American Life, Ira Glass.

Og kan man se bort fra den lidt polemiske præmis, efterlades man med et par relevante spørgsmål – også i en dansk kontekst: Er den skole, som de ressourcestærke forældre ønsker, nødvendigvis den skole, som alle ønsker? Og kan man forvente engagement, hvis man fratages ejerskab?

Som vores puertoricanske mor svarer, da hun bliver spurgt, om det ikke er dejligt, at der er kommet et nyt medlem i skolebestyrelsen, der tilfældigvis er professionel fundraiser: »Jeg vil hellere deltage i et sammenskudsgilde, hvor folk med forskellige kulturelle baggrunde kommer med hver deres ret, end jeg vil gå til en middag, hvor der bliver leveret mad fra et cateringfirma. Det er sådan, man bygger fællesskaber.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her