Læsetid: 8 min.

På Aros’ udstilling om de store mytologier vil kurator være Gud

ARoS’ kæmpeudstilling ’Mythologies’ vil fremlægge den vestlige kulturs fælles fortællinger, og myternes og historiens udvikling fra Antikken til i dag. Men hvilken rolle tildeler man sig selv som kurator, hvis man påstår at kunne overskue og formidle de helt store sammenhænge?
At se udstillingen ’Mythologies – The beginning and End of Civilizations’ og læse kurators prominent placerede vægtekster er som at se en masse rigtig god kunst i selskab med sin alt for ivrigt forklarende onkel.

At se udstillingen ’Mythologies – The beginning and End of Civilizations’ og læse kurators prominent placerede vægtekster er som at se en masse rigtig god kunst i selskab med sin alt for ivrigt forklarende onkel.

Kåre Viemose

14. august 2020

Der er mange værker på Aros’ kæmpeudstilling Mythologies – The beginning and End of Civilizations, som jeg får lyst til at skrive om og anbefale. For eksempel Jacob Isaacz van Swanenburghs maleri Helvede – Fantasi fra omtrent år 1600, hvor de døde befolker et vildt og varieret underverdenslandskab med søer og byer og flyvende skibe, og hvor de pines af sære kimær-dæmoner, halvt høns, sommerfugle, grævlinger eller fisk.

Og Pieter Claesz’ stilleben fra 1625, der – som en dame, der stod ved siden af mig, bemærkede – indeholder en yderst realistisk afbildning af en skinke. Og Shana Moultons lyserøde tårn med indlagte videoer, blandt andre en hvor hun kigger bekymret ned ad sig selv og opdager, at hendes livmor er blevet til en vaskemaskinetromle. Og John Akomfrahs videoinstallation, Vertigo Sea fra 2015, der sammenklipper naturdokumentarer fra BBC med billeder fra den transatlantiske slavehandel, og dermed solidt planter en kile ned imellem vores idealiserede drøm om havet og den kirkegård, de vestlige stormagter har gjort det til.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
” Kuratoren skal sørge for, at kunsten får et meningsfuldt liv på museet sammen med publikum. Men på Mythologies virker kuratorerne mere opsatte på selv at forklare og fortælle, end på at give værkerne plads”.

Ved den type tema - udstillinger på et af de store museer som Aros er det forenklet at fremstille det sådan. Ganske vist må det være relevant også at spørge, om ”kunsten får et meningsfuldt liv på museet sammen med publikum”, men mere væsentligt må det være, om ”publikum ved sit besøg på museet får et meningsfuldt liv sammen med kunsten”.

Det publikumsorienterede og dermed formidlings - orienterede aspekt må stå helt centralt, selv om der også må stilles nogle elementære kunstfaglige krav til relevans og kvalitet af de valgte værker, set i forhold til udstillingens tema og de målgrupper, som udstillingen primært henvender sig til.

Ved en afvejning af, om kuratorerne virker ”mere opsatte på selv at forklare og fortælle, end at give værkerne plads”, må det være væsentligt at inddrage overvejelser over, hvem målgrupperne er for formidlingen. Den slags overvejelser indgår ikke i forbindelse med anmeldelsen og kritikken.

Det er f.eks. noget, som undervisere i gymnasiet altid må være bevidste om, og overvejelser herover er væsentlige i forhold til arbejde med og formidling af f.eks. mere vanskeligt tilgængelig kunst og litteratur for de fleste elever på gymnasialt niveau.

Informations anmelder og kritiker ser i for høj grad sig selv som tilhørende målgruppen for den anmeldte udstilling, hvilket næppe er tilfældet, hvis museet og kuratorerne skal opfylde deres formidlingsmæssige forpligtelser.

Når der står: ”Kvinder og racialiserede mennesker har selvfølgelig altid fortalt deres egne historier, malet deres egne billeder; hvorfor ikke også vise det?”, må det være vigtigt for kritikeren at huske på, at publikum generelt set ikke er så fikseret på spørgsmål om køn og race, som kritikeren selv er.

Når der videre står: ” Det føles lidt som at se en masse rigtig god kunst i selskab med sin alt for ivrigt forklarende onkel”, så er det vel et godt billede på, at dem, der ikke ved så meget om mytologier og kunst, kan få en elementær introduktion af ”onklen”, og så kan de mere avancerede kunstkendere fokusere på ”en masse god kunst”.

Arne Albatros Olsen og Jan Weber Fritsbøger anbefalede denne kommentar