Pernille Ipsen har skrevet et historisk mesterværk om Rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse

Det var vist i 2002, at jeg første gang var på Femølejr, og nej, Pernille Ipsen, jeg kan (heller) ikke huske, hverken hvilket tøj jeg havde på, eller hvordan jeg havde det, da færgen lagde til, og vi væltede op på ladet af den traktor – eller var det en traktor? – som skulle rumle os hen til lejren. Faktisk er jeg ikke engang helt sikker på årstallet.

Men jeg er selv ofte den, der stiller absurde spørgsmål til folk, hvis levede liv jeg vil skildre som historiker. Som når Pernille Ipsen – i sin kollektive biografi Et åbent øjeblik – insisterer på, at rødstrømpe og lesbisk aktivist Else Marie Gert Nielsen da må kunne huske noget konkret fra sin første Femølejr. Som Else Marie faktisk til at begynde med slet ikke kan huske, at hun deltog i. Det var i 1971 – et år, der hører til absolut nyere tid for en historiker, men til en totalt anden tidsdimension i et menneskes hukommelse.

Mange af de spørgsmål, man søger svar på inden for oral history, er pinagtige, frustrerende, udmattende og helt urimelige at stille. Men som Pernille Ipsen viser gennem sin gribende insisteren på at trække de mest hengemte minder frem, så er det faktisk muligt at huske noget af det, man ellers troede var gået tabt i de tåger, som livets gang spreder ud over hukommelsen. Og det kan faktisk vise sig, at det slet ikke er ligegyldigt, hvordan man havde det netop den dag for meget længe siden.

Et åbent øjeblik handler om Pernille Ipsens syv mødre, som blev bragt sammen af de uendeligt mange timer, de lagde i opbygningen af Rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse, i erobringen af Danmarks første, andet og til dels det tredje kvindehus, og i opbygningen af et kvindekollektiv, hvor historikeren selv tilbragte de første fire år af sit liv.

Dette kvindekollektiv bliver i Ipsens fortælling et mikrokosmos, hvor kvinder blev subjekter – sammen. Hvordan ’jeg’ blev ’vi’, et uovervindeligt og skrøbeligt og omfavnende og udraderende ’vi’.

Min historie

Ideen til bogen har rumlet i historiker Pernille Ipsen i tre årtier og det konkrete arbejde med interview – individuelle og kollektive – og med arkivresearch er foregået siden 2009. Det var mildest talt heller ikke nogen let opgave, Ipsen satte sig for, da hun startede båndoptageren.

Pernille Ipsen: ’Et åbent øjeblik.

Saxo

»Hvis de bliver kede af det eller vrede på mig? Vrede på hinanden?« Men i så fald ville det ikke have været første gang, og det er vanskeligt at forestille sig, at de syv kvinder kunne blive mere vrede på hinanden, end de blev for mere end 40 år siden.

Hvordan og hvorfor den gensidige solidaritet og kærlighed, som kvindekollektivet – både privat og som politisk arbejdsfællesskab – byggede på, blev sprængt i stumper, er der indlysende ikke nogen enkel forklaring på. Ligesom der ikke er nogen enkel forklaring på det nærmest hadske forhold, der udviklede sig mellem Rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse i løbet af 1970’erne.

Da jeg første gang mødte Femølejren og Kvindehuset – som overlevede de bevægelser, der havde skabt dem – var det næsten tyve år siden, at både RB og LB var gået i opløsning. Selv om jeg ikke kan huske, hvordan jeg havde det, da jeg første gang gik i land på Femø, ved jeg med sikkerhed, at jeg fandt det helt naturligt at være omgivet af lesbiske i lejren.

Altså ikke at det var noget, jeg var vant til – det var vel snarere første gang i mit liv, at jeg oplevede netop det – men det var præcis, hvad jeg havde fået stillet i udsigt. Det var Lesbisk Bevægelses sange, der blev skrålet allerede på traktorladet på vej fra færgen: »Li’så mange, som bølger mod stranden … vi vil skabe en verden af livskraft og lesbisk harmoni ...«

Men lesbisk harmoni var mildest talt ikke blandt idealerne i Femølejrens første år. Selv om flere af Pernille Ipsens syv mødre enten allerede levede som lesbiske eller snart kom til at gøre det – enten resten af livet eller i en længere periode – og de alle var med på den første Femølejr, så var lesbianisme ikke noget, man skiltede med i de år. Hverken på kvindelejren eller i kvindebevægelsen.

Tilvalg af kvindefællesskabet

Den første del af Et åbent øjeblik beskriver rødstrømpernes gradvise løsrivelse fra det sociale vilkår, at deres eksistensberettigelse afhang af mænds opmærksomhed og anerkendelse. At den proces er uløseligt forbundet med seksualitet, forekommer indlysende – selv om lesbiske bestemt ikke går fri af dette sociale vilkår, er det klart, at jo mindre interesseret man er i mænds selskab, desto nemmere er det at fravælge.

Her beskriver Pernille Ipsen med stor empati, hvordan nogle af de heteroseksuelle kvinder i bevægelsen blev ved at hænge fast i ødelæggende forhold til mænd, selv efter at have tilvalgt kvindefællesskabet – og hvordan nogle omvendt hældte, hvad der ellers tilsyneladende var relativt gode forhold ud med badevandet for at vie deres fulde opmærksomhed til opbygningen af bevægelsen, privat og politisk.

Hun beskriver også, hvordan det var magtpåliggende for mange heteroseksuelle – eller heteropraktiserende – kvinder at holde deres lesbiske kammerater enten helt ude af bevægelsen, eller i det mindste ude af offentlighedens synsfelt. Man skulle jo nødig give det omgivende samfund ekstra motivation til at råbe »lesbiske kællinger« efter rødstrømperne.

Også venstrefløjsmændenes hykleriske forhold til kvinders frigørelse generelt og seksuelle frigørelse specifikt får en omgang gennem Ipsens syv mødres beretninger om bevægelsens første år. »Din skaldede fisse,« som Vibeke Vasbo for eksempel fortæller, at en mandlig medstuderende hvæsede til hende, efter det var gået op for ham, hvor hun stod i forhold til kvindespørgsmålet:

»Der stod vi med vores gode vilje og troede, vi havde erobret endnu et område i den store, fælles, globale kamp. Men nej, tværtimod. Vi splittede venstrefløjen, gjorde vi. De var rasende.«

De varme følelser

I anden del af bogen viser Ipsen, at det raseri og den manglende forståelse, som rødstrømperne mødte fra deres mandlige kammerater og kærester, mødte nogle af dem selv deres lesbiske kammerater med, da de insisterede på retten til – og behovet for – selvorganisering inden for bevægelsen.

Mens de første år havde været fulde af indre revolution, af åbninger, af kompromis-vilje og offervilje – nogle ofrede ganske vist mere end andre og på forskellige måder – blev de politiske, sociale, klassemæssige og personlige modsætninger gradvist mere fremtrædende.

Den 7. juni 1974 blev den skæbnesvangre dag, hvor Lesbisk Bevægelse »gik ud« af Rødstrømpebevægelsen, som nogen fremstillede det. Så enkelt var det dog ikke, og mange fortsatte i flere år med at være aktive i både RB og LB. Men mange rødstrømper forblev inderligt bitre over Lesbisk Bevægelses dannelse som selvstændig gruppering.

Som Pernille Ipsens biologiske mor, Sanne Ipsen, formulerede det mere end fire årtier efter bruddet:

»Jeg gik og blev så vred over Lesbisk Bevægelse den anden dag. Det var, som om de tog de varme følelser med sig ud af rummet.«

Flere perspektiver

Som Pernille Ipsen skriver, så kompliceredes arbejdet med at skrive historien ikke kun af det smertefulde brud i både bevægelsen og hendes mødres kollektiv, men også af, at netop de syv kvinder, som er hovedpersonerne i Et åbent øjeblik, faktisk havde held med siden hen at genfinde de varme følelser for hinanden. Så har man ikke lige så meget lyst til at rode rundt i det, der gjorde ondt. Men det får Pernille Ipsen dem tålmodigt, respektfuldt og vedholdende til at gøre alligevel.

Det er bestemt ikke alle fra dengang, der genfandt de varme følelser for hinanden, men måske Et åbent øjeblik kan gøre det nemmere – selv for de involverede – at se tingene fra flere sider. Der findes med garanti flere perspektiver end dem, Pernille Ipsen har samlet, men det er en fantastisk nuanceret og indlevet fortælling.

»Det føles som det mest relevante stof, jeg har samlet som historiker,« skriver Ipsen om sin researchproces. Til det vil jeg tilføje, at det også føles som den mest relevante historiske fremstilling – eller sociale tekst, som forfatteren selv kalder det – om en politisk bevægelse i Danmark, jeg har læst.

Pernille Ipsen: ’Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt’. Gyldendal, 464 sider, 350 kroner