Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Queen & Slim: Vildt nedslående og mindst lige så vildt opløftende flugtdrama om politivold

Den markante musikvideoinstruktør Melina Matsoukas spillefilmdebuterer med en roadmovie, der kombinerer social indignation med en overvældende smuk filmisk stil
Ingen af de to hovedpersoner i Queen & Slim er rebeller. Queen vil gerne gøre en forskel inden for systemets rammer som forsvarsadvokat, og Slim vil bare gerne være god ved sin næste og elsket af sine nærmeste. Alligevel får de ufrivilligt status af modstandshelte.

Ingen af de to hovedpersoner i Queen & Slim er rebeller. Queen vil gerne gøre en forskel inden for systemets rammer som forsvarsadvokat, og Slim vil bare gerne være god ved sin næste og elsket af sine nærmeste. Alligevel får de ufrivilligt status af modstandshelte.

Bron Studios/Scanpix

Kultur
10. august 2020

Da de to soundtracks til musikvideoinstruktøren Melina Matsoukas’ debutfilm Queen & Slim sidste år blev anmeldt her i avisen, sluttede den begejstrede anmelder Ralf Christensen af med at spørge, om filmen (som han havde til gode at se) overhovedet kunne måle sig med sine soundtracks.

Det må man svare ja til. Også selv om de to soundtracks, der henholdsvis indeholder Devonté Hynes instrumentale filmmusik og 16 forskellige soul- og hiphop-numre, er rigtig gode.

Queen & Slim er en smuk og gribende film om et ungt afroamerikansk par på flugt fra politiet, skiftevis vildt nedslående og mindst lige så vildt opløftende. Særligt i biografen (hvor den kun kan ses i begrænset omfang til særvisninger) kommer dens vekslen mellem idyl og tragedie og al den visuelle lækkerhed til sin ret.

Denne anmelder blev grundigt mindet om, hvad savnet efter biografer under nedlukningen egentlig gik ud på – det var et savn efter intensitet og efter at blive opslugt i et gennemført fiktionsunivers, og det blev tilfredsstillet her.

I lidt over to intense timer fortæller den historien om et ungt, smukt og umage par, der mødes på en undselig diner i Cleveland, Ohio, til en Tinderdate, som ikke ligefrem slår gnister. Queen (Jodie Turner-Smith) er en følelsesmæssigt forskanset forsvarsadvokat, der normalt foretrækker sit eget selskab, men som lige denne aften har brug for selskab til at distrahere hende fra bevidstheden om, at en klient er blevet idømt dødsstraf.

Slim (Daniel Kaluuya) er mindre ærgerrig, mere umiddelbar (og til Queens frustration også tilbøjelig til at smaske). Han arbejder i et supermarked, beder bordbøn som det mest selvfølgelige i verden og betragter sin familie som det vigtigste.

Alt, hvad Queen og Slim siger hele filmen igennem, lyder grangiveligt som de filmreplikker, det er. Vellydende sætninger, der præcist leverer en minoritetspolitisk pointe eller antyder et verdens- og livssyn. Og det er ikke en dårlig ting.

Alt, hvad Queen og Slim siger hele filmen igennem, lyder grangiveligt som de filmreplikker, det er. Vellydende sætninger, der præcist leverer en minoritetspolitisk pointe eller antyder et verdens- og livssyn. Og det er ikke en dårlig ting.

Bron Studios/Scanpix

En rejse gennem det sorte USA

På vej hjem fra den lidt anspændte middag når Queen lige at få markeret, at hun har fået nok af hans selskab for én aften og ét liv, før de bliver standset af en politibetjent.

Påskuddet for standsningen er, at Slim glemte at blinke af i et sving, men det står lynhurtigt klart, at betjenten (bistert spillet af countrymusikeren Sturgill Simpson) mest af alt er ude på at chikanere og optrappe konfliktniveauet. Lige så opsat er Slim på at nedtrappe det.

Man ser på hans kropssprog og hører på hans stemme, at scenariet med umotiveret kropsvisitation og ransagning af bilen er en af de farefulde situationer, han som sort mand er nødt til at være forberedt på.

Mens han gør, som der bliver sagt, forsøger Queen at holde på deres borgerrettigheder. Strategierne (eller kombinationen af dem) virker ikke mod den voldsparate betjent, og pludselig er de to nødt til at tage flugten i hans bil, sydpå fra Cleveland ned mod Florida, hvorfra de håber på at kunne flygte til Cuba.

Nogle hundrede år tidligere flygtede slavegjorte sorte i den modsatte retning, og det er tydeligt, at flugten også er en rejse gennem det USA, man som sort lever og har levet i. Undervejs passerer de sorte fængselsindsatte, der laver hårdt manuelt arbejde i marken, mens en bevæbnet vagt holder øje fra sin høje hest.

Det minder om noget, man har set før i historien. Og det motiverer den fine idylscene (dem er der dejligt mange af), hvor Slim beslutter sig for at prøve at sidde på en hesteryg, før det er for sent, og kravler over hegnet til en ukendt hest.

Melina Matsoukas bruger det Bonnie & Clyde-inspirerede flugtdrama til at fortælle en historie om aldrig at vide sig sikker. Og så bruger hun sine evner som musikvideoinstruktør (af blandt andet Beyoncés »Formation« og Solanges »Losing You«) til at skabe markante scener, der både er stemningsfulde og pakket af mellemmenneskeligt drama eller regulær action.

Filmen veksler langt hen ad vejen mellem scener, hvor parret fortaber sig eller finder sig til rette i en ny situation og et nyt miljø, og scener, hvor de akut er nødt til at komme væk, og hvor man ikke kan regne ud, hvordan det dog skal lykkes.

Både i de sværmeriske og de brutale øjeblikke har kameraet en tilbøjelighed til at bevæge sig nærmest dansende rundt om det, der sker. Og hun er ikke bange for at lade det komme tydeligt til udtryk i billederne, hvad der foregår mellem de to.

Eksempelvis når de, efter det fatale sammenstød med politiet, filmes en ad gangen på hver sit forsæde, begge lænende sig op ad ruden, som om de prøver at maksimere afstanden mellem sig.

Den scene spejles senere i filmen, da der for alvor går ung flugt, vild kærlighed og carpe diem i den. Her skiftes de til at læne sig ud af det åbne bilvindue, mens bilen cruiser ud ad en kystvej, i tillid til, at den anden bag rattet nok skal sørge for, at de ikke kommer noget til.

Ufrivillige modstandshelte

Ingen af de to er rebeller. Queen vil gerne gøre en forskel inden for systemets rammer som forsvarsadvokat, og Slim vil bare gerne være god ved sin næste og elsket af sine nærmeste. Alligevel får de på grund af en overvågningsvideo, der går viralt, ufrivilligt status af modstandshelte.

Opbakningen fra store dele af den sorte befolkning betyder, at de kan slippe afsted med at tage en hel del flere chancer, end man formentlig ville gøre, hvis man var i deres sted og havde sit liv kært.

Men Queen & Slim er heller ikke socialrealisme, selv om den er gennemsyret af social indignation. Det er næsten en musikfilm og i hvert fald en roadmovie, der på samme tid udforsker en masse populærkulturelle troper og aspekter af sorte amerikaneres virkelighed.

Alt, hvad Queen og Slim siger hele filmen igennem, lyder grangiveligt som de filmreplikker, det er. Vellydende sætninger, der præcist leverer en minoritetspolitisk pointe eller antyder et verdens- og livssyn. Og det er ikke en dårlig ting.

Flugtdramaet udvikler sig til et kærlighedsdrama, efterhånden som de erkender, at de ikke har andet end hinanden, og at de egentlig er heldige med hvem, de er på flugt med. Parallelt med flugten og kærligheden følger filmen den opstand, som deres sammenstød med ordensmagten udløser.

Paradoksalt nok er demonstrationsscenerne med vrede sorte over for pansret politi det, der kommer tættest på at virke fladt i filmen, der ellers formår at være både nervepirrende og rørende stort set fra start til slut.

’Queen & Slim’. Instruktion: Melina Matsoukas. Manuskript: Lena Waithe og James Frey. Fotografi: Tat Radcliffe. Varighed: to timer og 12 minutter. Amerikansk. Kan ses på Viaplay og til særvisninger i Empire Bio, Grand Teatret og Cinemateket i København samt Øst for Paradis i Aarhus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her