Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Rufus Wainwrights niende album er en samling ambitiøst pompøse popsange

Den amerikansk-canadiske sanger og sangskrivers nye album ’Unfollow the Rules’ er skrevet med store symfoniske armbevægelser, der gør numrene svulstige, uden at de bliver vamle
Som sanger kan Rufus Wainwright nå omkring selv de mest teatralske af de kringelkroge, hans barokpoppede kompositioner kræver. Og som sangskriver har han en smertefuld sensibilitet og en stærk fornemmelse for tilværelsens kompleksitet og kærlighedslivets mange facetter, skriver anmelder Louise Rosengreen.

Som sanger kan Rufus Wainwright nå omkring selv de mest teatralske af de kringelkroge, hans barokpoppede kompositioner kræver. Og som sangskriver har han en smertefuld sensibilitet og en stærk fornemmelse for tilværelsens kompleksitet og kærlighedslivets mange facetter, skriver anmelder Louise Rosengreen.

Victor Lerena

Kultur
13. august 2020

Musik redder liv. Intet mindre. Det ved jeg, for Rufus Wainwright har engang reddet mit. I hvert fald indirekte.

Det var i Canada, da jeg alene på en øde skovsti i de naturskønne Rocky Mountains mødte en sort hanbjørn. Jeg gik i mine egne tanker med Rufus Wainwrights fjerde album Want Two roterende i min discman, så dyret var under to meter væk, før jeg opdagede det.

Når man møder en bjørn i det fri, er det vigtigt ikke at gå i panik. Og det er meget nemt at bevare fatningen, når man har Wainwrights beroligende stemme i ørerne. Så i takt med tonerne på »Peach Trees« trådte jeg langsomt et par skridt baglæns, mens bjørnen kiggede på mig, for så at vende om og forsvinde ind i skoven. Derfor tænker jeg altid, at jeg på en måde står i gæld til den amerikansk-canadiske sanger og sangskriver, når jeg hører hans musik.

Rufus Wainwright er søn af de to folkmusikere Loudon Wainwright III og Kate McGarrigle, men har siden sin debut Rufus Wainwright fra 1998 markeret sig stærkt i eget navn som en ambitiøs og pompøs stemme.

Som sanger kan han nå omkring selv de mest teatralske af de kringelkroge, hans barokpoppede kompositioner kræver. Og som sangskriver har han en smertefuld sensibilitet og en stærk fornemmelse for tilværelsens kompleksitet og kærlighedslivets mange facetter.

Også hans niende album Unfollow the Rules er skrevet med hans velkendte symfoniske armbevægelser. Sangene har han komponeret parallelt med, at han arbejdede på operaen, Hadrian, om den romerske kejser, der blev opført i Toronto i 2018.

Titelnummeret er skrevet på opfordring af hans veninde, skuespilleren Sarah Jessica Parker, der manglede et nummer til filmen Here and Now. I filmen synger Parker selv en noget mindre storladen version af den bedrøvelige klaverballade.

Hang til finkultur

Unfollow the Rules rummer en række modne kærlighedssange og skildringer af hverdagen som gift mand og far med den længsel efter alenetid og voksende dødsangst, det indebærer.

Første nummer »Trouble in Paradise« er en spydig kommentar til modebranchen. Den åbner pladen med et tungt, minimalistisk trommebeat, der diskret bliver tilsat så mange forskellige instrumenter, at nummeret svulmer op. Koret vokser i mandtal, mens Greg Leisz’ hawaiiguitar smyger sig mellem de mange stemmer som en slags bibelsk slange. Det er svulstigt, uden at blive vammelt, og grandiost i stil med Queen.

Den 47-årige Wainwright har hang til finkulturelle referencer, som når den britiske tragedieskuespiller Sarah Siddons (der i slutningen af 1700-tallet havde succes med sine fortolkninger af Shakespeare) nævnes, eller en mand i en lidelseshistorie karakteriseres som modsætning til den romerske gud Hercules.

Hans sange er også intime og alvorlige. Eksempelvis formoder jeg, at nummeret »Peacefull Afternoon« er skrevet til hans mand Jörn Weisbrodt, når han synger:

»Well, it’s coming onto thirteen years together, babe
I pray that it’s the luck, a lucky, lucky number
«.

De tretten år sammen har indebåret alt fra lavpraktiske gøremål til vrede og sex og tanker om, hvem af de to elskende, der dør først, er begyndt at trænge sig på.

Til en opløftende rytmeguitar udtrykker Wainwright håbet om, at det sidste ansigt, han ser inden sin død, er sin partners – og omvendt, mens horn, strygere og et nonchalant lå-lå-kor sætter ind og fører »Peacefull Afternoon« mod en finale. Og det runger storladent som en hyldest til Roy Orbinson, når trommerne imposant banker nummeret til ende.

Rufus Wainwright: ’Unfollow the Rules’ (BMG).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her