Tryghedstv
Læsetid: 8 min.

’Skattejægerne’ er et materialistisk happy place, der kan dulme både hjemve og kærestesorger

’Skattejægerne’ er en hedengangen seersucces, der senest blev sendt i 2018, men programmet, der handler om at handle med gamle ting, har noget tidløst over sig. For det handler om, hvordan dimserne, vi kaster vores kærlighed over, former os
Jens Guldsmed Thomsen og Mads Ejlersen, der driver butik i Tversted i Nordjylland, er DR-succesen ’Skattejægernes’ bud på Dupond og Dupont. Iført dunveste og sixpence kan de begejstres over alt fra en lille æske til et hæklet tæppe, de finder i spejdernes genbrugsbutik.

Jens Guldsmed Thomsen og Mads Ejlersen, der driver butik i Tversted i Nordjylland, er DR-succesen ’Skattejægernes’ bud på Dupond og Dupont. Iført dunveste og sixpence kan de begejstres over alt fra en lille æske til et hæklet tæppe, de finder i spejdernes genbrugsbutik.

Fra DR

Kultur
19. august 2020

Tv-programmet Skattejægerne er en indføring i krejlernes sprog og ritualer. Se bare denne ikkesamtale mellem to veteranbilsentusiaster, som står i Vejen og diskuterer prisen på en gul og rød veteranbus fra 1954:

»Jeg kan se, at du heller ikke har fået solgt den der bus endnu,« siger Torbjørn Bay, der ejer Torbjørn Bay Transport. Han er iført læderjakke og har samlet håret i en lille hestehale i nakken.

»Næ,« svarer Søren Sørensen, der siden 1985 har handlet med veteranbiler i Læborg Autohandel i Vejen. Han er iført dunvest, og i lommen har han et bundt spisebilletter til en pølsevogn, der står på gårdspladsen. Han holder åbent hus i sin forretning i dag.

»Nå,« siger Torbjørn Bay.

»Den står da og venter på dig, ja, den gør,« svarer Søren Sørensen.

»Ja, men det kunne da … « siger Torbjørn Bay tøvende. »Måske skal jeg se nærmere på den så. Det må jeg hellere gøre. Jeg har jo kigget på prisen jo. Men øh.«

»Jaeh,« siger Søren Sørensen.

»Sådan er det jo. Ting koster,« siger Torbjørn Bay.

»Ting koster jo, sådan er det jo,« konkluderer Søren Sørensen.

Ja, sådan er det jo. Skattejægerne, som man kan se på DRTV, er et tv-program, der følger en række marskandisere og retroentusiaster, når de finder, køber og sælger gamle sager.

Nogle af skattene er antikviteter, nogle af dem er ragelse, det meste er lavet i orange plastik, sølv eller teaktræ. Eller også er det keramik udført af Bjørn Wiinblad, Arne Bang eller Michael Andersen.

Men ellers er der i Skattejægerne ingen samlet fortælling, ingen konflikter og ingen præmie til sidst. Det er bare en masse mennesker, som er forbundne i deres passion for dimser, som de taler om, skiftevis med hinanden og til kameraet. 

Tv’s svar på ’comfort food’

Jeg begyndte at se Skattejægerne, da jeg i 2018 flyttede til Puebla i Mexico. Jeg boede i et kæmpe hus med altan og kig til vulkanen Popocatépetl. Men huset føltes så uendeligt stort for en person, der var flyttet til landet med lige så mange personlige ejendele, som der kan være i en rygsæk. Dér – og ironisk nok ikke hjemme på mit nipsbefængte soveværelse i København – blev jeg konfronteret med mit behov for at omgive mig med dimser. Programmet blev en form for kompensation, som jeg vender tilbage til fra tid til anden. Et materialistisk happy place, der kan dulme både hjemve og kærestesorger: Tv’s svar på comfort food – kalorierig mad med nostalgisk og sentimental værdi for den, der spiser det. 

Programmets elleve sæsoner kan, meget sigende, findes på DRTV i kategorien »serier med mange afsnit«.

Jeg har indtaget hele molevitten, og det har jeg ikke været ene om. Ofte har programmet, der i 2019 blev skrottet som led i DR’s spareplan, haft mere end en halv million seere med det til fælles, at vi elsker et godt kup så meget, at vi ikke kun interesserer os for dem, vi selv gør, men også for at se det på tv.

Programmet bruges hverken som anledning til at diskutere bæredygtighed eller forbrugskultur. Faktisk er det milevidt fra at ville problematisere eller diskutere noget som helst andet, end hvad en dims skal koste.

»’You ain’t seen nothing yet’«

Blandt de mange samlere, man møder i programmet, er Steffen Gerdes fra Østermarie på Bornholm. Han er indehaver af verdens største samling af Mickey Mouse og Anders And-effekter. Selv postkassen foran hans hjem er dekoreret med et Andersine og Anders And-motiv.

Han får besøg af Helle Vilsbæk og Michael Christiansen, ejere af retroforretningen Habengood, der gerne vil købe nogle af hans dubletter til butikken.

»You ain’t seen nothing yet,« siger Steffen Gerdes selvsikkert, da Helle Vilsbæk, der lige er kommet ind ad døren, imponeret står og peger på de sirligt arrangerede Anders And- og Mickey Mouse-figurer, han har stående på hylderne.

Vi bliver ledt igennem det ene rum efter det andet tilegnet samlingen, der tæller nøgleringe, papirfigurer og samtlige Anders And-blade, der er udgivet. Samlingen er verdens største, noteret i Guinness Rekordbog og vokser stadig under Steffen Gerdes’ omsorg og nåde.

Det er ren, men også umættelig, samlerglæde med utroligt langt til organiseringskonsulenten Marie Kondo, der i tv-programmet Tidying Up with Marie Kondo fra 2019 lærte netflixseere at kigge kritisk på de ting, der hober sig op i vores hjem.

Skattejægerne består af en lang række næsten identiske afsnit, der tilsammen præsenterer en nærmest endeløs, stadigt voksende strøm af ting.

Selv har jeg også samlet på lidt af hvert og nævner i flæng: klistermærker, glansbilleder, dukkehusmøbler, spejdermærker, porcelænshunde og muslingeskaller.

Jeg kan genkalde mig, hvilke effekter der indgår i samlingerne, selv om jeg sjældent kigger på dem eller bruger dem til noget. Jeg kan bare godt lide at vide, at jeg har dem. 

I hvert fald så længe, jeg slipper afsted med at parkere dem i mine forældres hjem, som var det et lille museum. »Her er dit liv«, kunne en udstilling hedde, ligesom tegneren Don Rosa kaldte sin livskrønike om Joakim von And. Det er det, dimserne gør: Fortæller mig, hvem jeg er ved at minde mig om, hvem jeg har været.

I hvert fald fortæller de, at jeg aldrig har gået særligt meget op i at holde orden eller være systematisk omkring dimserne i mit liv. Heller ikke mine Anders And-blade, der ligger hulter til bulter som små trofæer i en kommode.

Min samling når dog ikke Gerdes’ til sokkeholderne. I dag, et par år efter programmet blev sendt, består hans samling af 31.457 enheder »plus det løse, der venter,« oplyser Steffen Gerdes via Dansk Donaldist-forening.

Masser af håndtryk

Ikkesamtalen i Vejen ender med, at Søren Sørensen og Torbjørn Bay giver hånd på en handel. I bytte for veteranbussen og et par hotdogs får Søren Sørensen nogle penge og en lastbil, som er indregistreret på hans fødselsdag, og som han derfor er nødt til at eje.

»Det var det, jeg håbede på i morges,« siger Søren Sørensen. »At jeg fik solgt min bus, for jeg havde ikke plads til den. Nu får jeg en lastbil ind i bytte i stedet for, men den er dog ikke så stor som den der bus, så den skal jeg nok få plads til. Så jeg er faktisk rigtigt godt tilfreds med handlen, det er jeg.«

Der er så utroligt mange håndslag i programmet, og så utroligt få punchlines. Der er ingen tjubang og slagfærdige oneliners, derimod er det vidunderligt, når de medvirkende bare beskriver det, de ser: Her er en tingest, der var en himstregims, det her er en dippedut fra 1952, siger de. Man kan vel sige, at de gamle ting i programmet fortæller historie. Men faktisk er det marskandisernes konstaterende, konkrete sprog, der udgør den bedste fortælling.

Da antikvitetshandleren Mads Holst ser et fritstående salonbord, han har købt og fået restaureret, er hans første kommentar »Holy shit.« Bordet, der er dekoreret med et mønster af papegøjer og blomster udført i perlemor og elfenben, har været kongehusets ejendom.

»Det kan godt være, det ikke lige er min personlige smag, men der er mange rige mennesker, der gerne vil have nogle ting, der udstråler rigdom, og det gør det her,« siger han og skubber hornbrillerne på plads.

Selvom det er passionen, der driver programmet frem, er det i sidste ende forretningen, der er dets præmis.

Handel som sport

Skattejægerne er ikke kun titlen på tv-programmet, men også navnet på en forbrugstype, der blev defineret i analysen »Danskernes mad- & indkøbsvaner« fra 2019 og ifølge den udgjorde 24 procent af befolkningen. Skattejægeren elsker et godt kup, er nem at lokke til impulskøb og ser indkøb som en hyggestund, man gerne sætter både tid af til og kører langt efter. Skattejægeren er ifølge analysen prisbevidst, både af lyst og af nød. I Skattejægerne er handlen derimod en sport – det tætteste, vi kommer på en rød tråd i programmerne.

De medvirkende kører ud til forladte huse, lader og garager stopfyldt med genstande, som ejerne ikke kan skille sig af med, prutter om prisen med andre krejlere eller tager på antikmesse eller loppemarked rundt omkring i Danmark, Sverige eller Tyskland.

Forretningen kan dog næppe være lige god for alle medvirkende.

Tag for eksempel Jens Guldsmed Thomsen og Mads Ejlersen, der driver butik i Tversted i Nordjylland. De er programmets bud på Dupond og Dupont, når de iført matchende dunveste og sixpence kan begejstres over alt fra en lille æske til et hæklet tæppe, de finder i spejdernes genbrugsbutik. De kommer ofte hjem med noget til privaten i stedet for til butikken.

Rikke Fog og hendes far Frede Rasmussen, der driver Kildevang Antik, kan også se det fantastiske i både flaskeskibe og udstoppede høns, og det bliver indimellem et problem, når de er ude for at sælge ting på messer – for så kommer de også hjem med flaskeskibe og udstoppede høns.

»Vores største udfordring er, at vi køber nyt for pengene. Vi bliver aldrig rige, men vi har det da sjovt,« siger de.

Det handler om at se

At se deltagerne se på ting, er i sidste ende det, der gør Skattejægerne til så elskeligt tv. Det er en fryd at se igennem andres øjne på noget, man ikke selv ser værdien i. Som når Pauli Tvilling, der er skrædder og ejer en vintagebutik i København, er på besøg hos Susanne Fogh i Tisvildeleje, der vil sælge ham nogle af sin mors gamle kjoler.

»Er det den, du har skrevet om,« siger han og trækker en blå charleston-pailletkjole fra 1926 op fra en papkasse, imens han med bævende stemme og våde øjne siger »Nej, nej, nej.« Dengang blev pailletter syet på i hånden en efter en.

»Det, man bliver berørt af her, det er, at Susannes mor har arbejdet for Paul Poiret i Paris. Manden der sørger for, at kvinder i begyndelsen af 1900-tallet ikke går med korsetter og kommer i løsthængende, broderede kjoler. Det her er modehistorie.«

I Skattejægerne er det forelskede blik ikke afhængigt af salgspris eller sjældenhed. Det er et blik, der kan få både en stol tegnet af Hans J. Wegner – såvel som et tøndelåg eller nogle gamle gymnastikkegler i træ – til at fremstå som noget unikt og som en værdig modtager af kærlighed.

I sidste ende er det ikke det, at tingene har anerkendte designernavne, der vækker begejstring hos deltagerne og gør det til forrygende tv. Det er øjnene og hænderne, der bare må se på, røre ved og omgive sig med de ting, der gør det så tilfredsstillende.

Serie

Tryghedstv i mange afsnit

Mange søger mod en særlig tv-serie eller et særligt tv-program, når de har behov for at slappe af eller blive beroliget. Det kan snildt være gensyn med tv af ældre dato, ofte strakt over virkeligt mange afsnit og sæsoner. Vi har fået avisens journalister til at forklare deres foretrukne tv-eskapismer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Apropos køretøj viser Netflix: Comedians in Cars getting Coffee. Der er et par og firs korte afsnit à ca. 15 minutter, hvor Jerry Seinfield (stand-up komiker) fører fantastiske - mestendels gamle - biler rundt i New York City og omegn samt i Californien. Han ledsages hver gang af en ny komiker, og der tales om lidt af hvert på en herlig underspillet måde. Endelig indtages der kaffe i spandevis. Serien er blevet over flere år.