Makkerparret Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø er erfarne herrer, når det kommer til teaterkoncerter, og erfaringen mærkes i Teaterkoncert C.V. Jørgensen, der er en visuelt helstøbt oplevelse, som holder fokus på musikken og dens ophav.
Hele teaterkoncerten er gennemsyret af en tydelig respekt for C.V. Jørgensens musikalske univers og hans forrygende tekster. I Nikolaj Cederholms iscenesættelse er der ingen opmærksomhedshungrende stjerner på scenen, som stjæler fokus fra musikken. I stedet har man sammensat et stærkt ensemble af dygtige sangere, skuespillere og musikere, der leverer på et højt niveau – både hver for sig og som hold.
De fire kvinder i forestillingen har alle stort, uglet hår, og tøjet til både kvinder og mænd er let oversized. Alligevel kunne man indvende, at det forhutlede i deres udtryk virker lidt poleret. Alle de medvirkende er iført vide bukser, bredskuldrede, dobbeltradede blazere eller rullekravebluser i en efterårsvenlig farveskala changerende fra chokoladebrun over camel, beige og karry til hvid og lidt olivengrønne elementer hist og her – der i øvrigt matcher fortæppet.
De konsekvente farvevalg i Line Bechs kostumer matcher Jon Stephensens scenografi på kamæleonagtig vis. Måske er det for pænt til C.V. Jørgensens musik, men på den anden side giver det også øjet ro og leder opmærksomheden hen mod det, det hele handler om, nemlig musikken.
Med de nye musikalske arrangementer gentænker Kåre Bjerkø C.V. Jørgensens repertoire, så der er alt fra rocknumre til moderne danserytmer. For eksempel er Det si’r sig selv i iscenesættelsen blevet til et countrynummer, der understøttes af Anja Gaardbos koreografi med en siddende dans på stole udført af tre af de mandlige medvirkende, som leder tankerne hen på de optrædende på saloons i gamle westernfilm.
Hele 30 af C.V. Jørgensens sange fra perioden 1974 og frem til 2002 er der blevet plads til. Der er ændret og justeret i musikken og nogle steder i teksterne, som når Mark Linn mod slut synger »Jeg har det hele, lidt til og meget mere«. Men uanset udtryk og stemning, er det hele tiden sangstemmerne, der ligger forrest i Malte Oscars lyddesign. Lyden er god, så vi rent faktisk kan høre, hvad der bliver sunget.
Kendere og nytilkomne
Teaterkoncerten åbner C.V. Jørgensens musik, så den både kan lyttes til med genkendelse af fans og være en introduktion for nytilkomne, der ikke er opflasket med den danske Bob Dylan.
»Vennerne forsvinder. Det minder lidt om en mani,« synger Tue West med sin karakteristiske stemme, der har næsten samme nasale klang som C.V. Jørgensens. Det virker helt oplagt, at det er her, Tue West får sin teaterdebut. Bag ham hænger en lang række af grå cottoncoats, og over ham og omkring han omkranses han af et hav af lyspletter.
Jonas Bøgh og Sune Verdiers lyddesign er skarpt og effektfuld. Lyset bliver et ekstra lag ind over Jon Stephensens scenografi, som understreger stemninger ved at arbejde både med og mod sangene. Scenografi og lys indrammer på fin vis musikken og skaber rammen om teaterkoncerten som værk.
»Hvor går man hen, når alt går ned,« synges der indledningsvist. Og det føles ret aktuelt. Ud over det åbenlyse faktum, at halvdelen af sæderne i salen er tomme og en del blandt publikum er iført mundbind, har Cederholm også sneget en lille coronakommentar ind i åbningsnummeret. Siff Vintersol træder ind på scenen med en gennemsigtig, kvadratisk plexiglasskærm, som hun holder op foran sit ansigt, når hun synger. Heldigvis er resten af oplevelsen coronafri, og de finurlige tekster, den velklingende musik og det gennemførte æstetiske udtryk får mig faktisk helt til at glemme pandemi og mundbind for en stund.
’Teaterkoncert C.V. Jørgensen’. Aarhus Teater og Aveny-T. Tekst og musik: C.V. Jørgensen. Instruktør: Nikolaj Cederholm. Arrangement: Kåre Bjerkø. Scenograf: Jon Stephensen. Koreograf: Anja Gaardbo. Lys: Jonas Bøgh og Sune Verdier. Lyd: Malte Oscar. Med: Nana Schwartzlose, Tue West, Mark Linn m.fl. Spiller på Aarhus Teater til 19. september og på Aveny-T i 2022
