Det er en ubesværet fornøjelse at læse Amalie Smiths nye, vildt interessante bog ’Thread Ripper’

Amalie Smiths interesse for forbindelserne mellem idé og materie, som gennemsyrer hendes forfatterskab og billedkunstneriske virke, har næppe udfoldet sig klarere end i hendes nye, vildt interessante bog Thread Ripper, som bærer den rummelige genrebetegnelse ’hybrid’.

Helt overordnet beskriver bogens tekster et digitalvævet billedtæppes tilblivelsesproces og den research og de refleksioner, denne proces er forbundet med. Den research og de refleksioner er temmelig vidtrækkende, idet de handler om intet mindre end forbindelsen mellem væven og computeren, hvordan den ene, ældgamle teknologi fører til den anden, revolutionerende. Og hvordan væveteknologiens strukturer og systemer går igen i computerteknologien.

Men Thread Ripper rummer også et nedslag i en personlig kærligheds- og fortvivlelseshistorie, ligesom den fremmaner storartede og ikoniske kvindeskikkelser fra mytologien og videnskabshistorien.

Mest centralt i bogen står nok den britiske matematiker og pioner inden for det, der udviklede sig til computerprogrammering, Ada Lovelace (1815-52) og Penelope fra »Odysseen«, der aftaler med de 108 bejlere, der kommer til hende, mens Odysseus er ude at rejse, at de kan komme igen, når hun er færdig med at væve et ligklæde. Siden går hver dag med at væve og hver nat med at trævle op.

»Jeg er Penelope, men ikke den trofaste. Jeg væver og optrævler et billedtæppe, mens jeg længes og tvivler.«

Thread Ripper er navnet på den computer, bogens jegfortæller arbejder på, opkaldt efter en processor, hun har valgt til den: AMD Ryzen Threadripper. Et passende navn til en bog, der gennemgående beskæftiger sig med forbindelsen mellem vævning og computerteknologi.

Reproduktion og kærlighedspres

Bogen løber i to parallelle spor. Venstresiderne indeholder ’noter’ inddelt i måneder i et forløb fra efteråret 2017 til forsommeren 2018, der følger et kvindeliv i begyndelsen af trediverne, præget (og plaget) af tvivl og tøven. Ikke mindst i forholdet til kæresten, der bærer navnet William, ligesom Ada Lovelaces mand.

Hovedpersonens ungdom eller i hvert fald den lethed og løssluppenhed, som hun forbinder den med, er ligesom strandet i tyverne, og hun står i en ny livsfase og stresser en smule over reproduktion og kærlighedspres.

Her kommer spejlingen i Penelope ind i billedet igen, nu som metafor for en vankelmodig måde at elske på: »Jeg væver og optrevler det stof, vores forhold er gjort af.« Månederne går med at opholde sig i en skovhytte uden for byen, hun bor i, og med en rejse til Japan og med at læse op på og spejle sig i førnævnte kvindeskikkelser.

Højresiderne består af tekster (i indholdsfortegnelsen kaldet ’.txt’ for at markere, at det er digitale tekstfiler, der er råstoffet) med titler som »Den tvivlende Penelope« og »Hypervæven« og behandler på essayistisk og hen mod slutningen af bogen også sci-fi-fabulerende vis de forbindelser, der løber op gennem teknologihistorien fra væven til computeren og videre ud i en transhuman fremtid, hvor det digitale og det neurologiske integrerer sig i hinanden.

Samtidig beskrives arbejdsprocessen med et digitalvævet billedtæppe, der skal hænge i Digitaliseringsstyrelsens indgangsparti (et billedtæppe, der ud fra beskrivelsen lyder ret identisk med nogle billedtæpper, Amalie Smith i sin egenskab af billedkunstner har fremstillet til Ørestad Gymnasium). Billedtæppet skal væves på en digitalvæv efter at være blevet udviklet på en computer af selvlærende algoritmer, også kendt som neurale netværk, der fodres med billeder af planter og ud fra dem er i stand til at skabe nye billeder.

Freaky og fascinerende

Efterhånden som hovedpersonens besættelse eller betagelse af Ada Lovelace tager til, udvikler hun også en anden algoritme, der kan skabe nye tekster ud fra Ada Lovelaces breve, der entusiastisk tænker videre på potentialet i den aldrig realiserede analytiske maskine, der var udtænkt af den samtidige britiske matematiker Charles Babbage. Det kommer der smukke, klare tekster ud af, der lader sig læse som en slags kærlighedserklæring til altings selvfølgelige kompleksitet:

»Adas algoritme: Jeg ombærer den strengeste/beundring for matematikken/som et sprog for usynlige sammenhænge/mellem tingene.«

Den udflugt ud i en transhumanistisk fremtid, der finder sted sidst i bogen, er både freaky og fascinerende. Der er blik for storhedsvanvid a la milliardæren Elon Musk, men også for det her rimeligt stilfærdige formulerede håb: »Men vi kan blive mere og andet end det, vi er, kan vi ikke?«

Amalie Smiths bedrift i Thread Ripper er at optrævle og knytte en masse forbindelser på kryds og tværs af teknologihistorie og mytologi. Det lyder komplekst og er det vel også i den forstand, at abstraktionsniveauet er højt, perspektiverne svimlende og spændvidden i de vidensformer (vævekunst, mytologi, matematik, computerteknologi, kunstig intelligens), det handler om, er imponerende. Ikke desto mindre er Thread Ripper ukompliceret at læse. Det er en ubesværet fornøjelse at følge den tankevirksomhed, der udspiller sig på siderne.

Amalie Smith: ’Thread Ripper’. Gyldendal, 224 sider, 200 kroner