Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Verden virker lidt mere tilforladelig efter et par afsnit af TV Midtvests ’Fotovognen’

To reportere stikker en kæmpe mikrofon op i ansigtet på tilfældige vestjyder og spørger ind til såvel deres haver, ringbind som sorger. Det er konceptet i lokal-tv-programmet ’Fotovognen’, der til trods for alle de menneskelige tragedier er Lone Nikolajsens foretrukne tryghedsfjernsyn
Fotovognen er indbegrebet af lokal-tv, jovialt og travlt optaget af meget ordinære forhold. Men det er også fuldstændigt vildt, hvor mange menneskelige tragedier hvert afsnit på en lille halv time rummer. Og ikke mindst, hvor stille og roligt der tales om tragedierne, når værterne Anders Bro og Vibeke Nipper får folk i snak.

Fotovognen er indbegrebet af lokal-tv, jovialt og travlt optaget af meget ordinære forhold. Men det er også fuldstændigt vildt, hvor mange menneskelige tragedier hvert afsnit på en lille halv time rummer. Og ikke mindst, hvor stille og roligt der tales om tragedierne, når værterne Anders Bro og Vibeke Nipper får folk i snak.

Line Morell Holm/TV Midtvest

Kultur
31. august 2020

I Vestjylland kører der et kamerahold rundt i en minibus. Hver uge kommer de til en ny landsby, og når de ser et menneske på gaden (som aldrig er solbeskinnet, det er altid gråvejr), standser de, ruller vinduet ned og spørger det pågældende menneske, hvordan det går. »Det går såmænd godt nok,« lyder standardsvaret, hvorefter der bliver talt en lille smule om dagligdags gøremål, inden samtalen helt af sig selv glider over i en eller anden stoisk lidelsesberetning: De tilfældige mennesker har virkelig tit noget sygdom og død at fortælle om.

TV Midtvests populære program Fotovognen er indbegrebet af lokal-tv, jovialt og travlt optaget af meget ordinære forhold. Men det er også fuldstændigt vildt, hvor mange menneskelige tragedier hvert afsnit på en lille halv time rummer. Og ikke mindst, hvor stille og roligt der tales om tragedierne. Det burde være sindsoprivende, men er snarere beroligende at se Fotovognens mange hurtige skildringer af liv, der går videre på den anden side af en ulykke. De tragedieramte må næsten være overrepræsenteret i programmet, hvilket vel kan forklares med, at det bliver optaget midt på dagen. Her er det tit syge og gamle, der fylder op i landsbyernes gadebillede.

»Min kone døde, og der var så meget lort. Sådan var dét,« siger en ældre herre med rollator, som er ude at tømme sin postkasse. Det er hans svar på spørgsmålet om, hvorfor han i sin tid flyttede til Karby. Hans postkasse klaprer i vinden. Først kan han ikke forstå, hvor lyden kommer fra, men Vibeke Nipper, den ene vært på Fotovognen, påpeger, at det er det, der sker. Så er samtalen slut, og Vibeke Nipper, hendes medvært Anders Bro og fotografen kører videre mod nye historier om mobning, lediggang og lave huspriser. Det er det eneste fjernsyn, jeg har set, som både minder om en Morten Korch-film og en Ulrich Seidl-film.

Folk, der kan passe deres have

Vibeke Nipper er en midaldrende kvinde, Anders Bro er en ung mand (og åbenbart søn af et af medlemmerne fra verdens mest vestjyske band, Tørfisk). I løbet af de fire år og 46 afsnit, programmet har varet, har han udviklet sig fra at være »ræj for æ hund« til ikke at være det så »møj« længere. Godt for ham, der er mange hunde i de vestjyske landsbyer. De er begge nogle grinebidere, og mange scener går med, at de får grineflip i bilen.

De medvirkende er typisk den slags mennesker, der kan passe deres have, uanset om himlen er ved at falde ned i hovedet på dem. Sådan en er i hvert fald den enkemand, Vibeke Nipper og Anders Bro finder stående i sit grøntsagsbed. Han fortæller om sin nu afdøde kone og konstaterer, at han ikke ved, om han lever helt til jul. »Det er også godt,« tilføjer han, og det er da beundringsværdigt, at han i det mindste formår at glæde sig over fremtidens fundamentale uvished.

I min begejstring for Fotovognen er der jo nok et strejf af eksotisering af fænomenet vestjyder. Eksotisering af andre mennesker er sjældent klædelig, men det må være tilladt som sludrechatol at beundre fåmælte menneskers evne til at komme til sagen og få de forskellige samtaleemner færdigekspederet. Og det er da berigende at få at vide, at der et sted i dette land findes en gemytlig sexshopindehaver, som har en kælegekko, der hedder Satan.

‘Hvad bøvler du med?‘

Ud over kuriøse forhold mellem mennesker og deres kæledyr (der er også en mand fra No, der altid går rundt i boxershorts derhjemme, og som fodrer sin papegøje med vingummier, han holder mellem læberne) er jeg fascineret af spørgeteknikken.

Selv synes jeg ikke, man kan stille nærgående spørgsmål, hvis ikke man direkte eller indirekte har fået lov. Lidt ligesom vampyrer ikke kan krydse en dørtærskel uden at være blevet inviteret indenfor.

Den slags anfægtelser har Vibeke Nipper og Anders Bro ikke. Når folk ser Fotovognen komme kørende, ved de, at det er spørgetid. Man mærker, at programmet er lidt af en institution. Dem, der ikke gider svarer på spørgsmål, stikker af. Det skal ikke forhindre Vibeke Nipper i at stille spørgsmål. »Goddag, hvad har du i dit ringbind?,« råber hun efter en kvinde med et grønt ringbind under armen. »Ikke noget!« råber kvinden, åbner det tomme ringbind for at dokumentere sit udsagn og tager så flugten.

De nærgående spørgsmål stilles i samme tonefald som dem, der handler om folks køkkenhaver. »Hvad kan du så blive ked af?« og »hvad bøvler du med?« er to af de mest anvendte samtalestartere. Det er jo helt rimeligt at antage, at alle man møder på gaden kan blive kede af noget og bøvler med et eller andet, men det er nyt for mig, at man kan spørge så direkte til det, uden at de sociale normer, der holder civilisationen oppe, bryder sammen.

Man tager bare knæpuder på

Det er Anders Bro, der oftest stiller spørgsmålet: »Hvad med kvindfolk, har der været nogen af dem?« Hvis ikke der har det, spørger han, om det har manglet. Og han bliver ved, indtil interviewpersonen blokerer med et mere eller mindre motiveret »det er såmænd godt nok«.

Det kan såmænd være godt nok at leve med sklerose, når man som ham, Fotovognen møder, har en elscooter, med hvilken han både kan at gå på jagt og at trimme landsbyens græsplæner og bede. Og »det skal ikke tage pippet« fra en kvinde, at hun er ved at miste sit syn og sin førlighed og må tage knæpuder på og kravle rundt i stedet for at gå, når hun laver havearbejde.

Når Vibeke Nipper og Anders Bro har fået folk til at åbne op og tale om noget mørkt, sørger de altid for at dreje samtalen tilbage mod noget lyst bagefter.

En enke, som begynder at græde, da de spørger til enketilværelsen, kommer til at grine, da de får hende til at fortælle, hvordan hun scorede sin afdøde mand, som dengang var kærester med hendes kusine. En mand, der står i sin indkørsel og lige har fortalt, at hans 14-årige søn døde af at sniffe lightergas, får også lov at tale om sine børnebørn og lyser op.

Verden virker lidt mere tilforladelig efter et par afsnit af Fotovognen. Godt nok findes der både ulykke og intimiderende spørgsmål, men det er tilsyneladende aldrig værre, end at Vibeke Nipper og Anders Bro kan finde noget positivt at spørge ind til. 

Fotovognen kan ses på tvmidtvest.dk.

Serie

Tryghedstv i mange afsnit

Mange søger mod en særlig tv-serie eller et særligt tv-program, når de har behov for at slappe af eller blive beroliget. Det kan snildt være gensyn med tv af ældre dato, ofte strakt over virkeligt mange afsnit og sæsoner. Vi har fået avisens journalister til at forklare deres foretrukne tv-eskapismer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Både lune og alvor. Usædvanligt godt fjernsyn.