Den tidligere ambassadør i USA, virkelighedens Henrik Kauffmann, bliver slået ihjel på sit dødsleje af sin hustru Charlotte på Skodsborg Badesanatorium grundlovsdag 1963.
Christina Rosendahls tredje dansk- og engelsksprogede spillefilm Vores mand i Amerika starter lige dér, altså med slutningen på gamblerdiplomatens lange og kontroversielle liv.
Dog ser vi ikke selve drabet, kameraet panorerer væk fra ægteparret, og dermed gemmes der en overraskelse til slutningen af filmen. Men først skal vi fordybe os i en afgørende periode i ægteparrets liv – præget af både ydre og indre krig.
Krigsdiplomatens flydende rolle
Tilbagespoling til 1939. Henrik Kauffmann (Ulrich Thomsen) flytter ind i den danske ambassade og sammen med sin hustru (Denise Gough) og to døtre i en villa i Washington D.C., USA. Til et cocktailparty hos dem taler danskerne om Hitler, og der er en splittelse mellem dem, der tror på fædrelandets neutralitetspolitik, og dem, der mener, at vi skal kæmpe mod nazisterne. »Mennesket er ved at begå kollektivt selvmord,« harcelerer advokaten Povl Bang-Jensen (Mikkel Boe Følsgaard).
Ham hyrer Kauffmann. Men først efter at måtte overbevise ham om diplomatiets langt mere flydende rolle under krig. Der åbnes op for helt nye og langt dristigere handlemuligheder. Det får han siden til overmål demonstreret.
For krigen kommer som ventet. Tyskland invaderer Polen, og den 9. april 1940 også Danmark. På den anden side af Atlanterhavet er Kauffmann og Bang-Jensen utilfredse med signalværdien i den diminutive militære modstand og den samarbejdspolitik, som den danske regering beslutter sig for.
Kauffmann beslutter sig for at erklære ambassaden uafhængig af den danske regering, da han anser den for under fjendtlig kontrol og uden fri vilje. Den danske regering anklager Kauffman for landsforræderi og lukker for de økonomiske overførsler til ambassaden. Gode råd er dyre, og Kauffmanns storpolitiske moral kalder på amoralske handlinger såsom ulovlig kursspekulation i danske statsobligationer og snart også forsøg på at få adgang til den danske guldreserve, som er blevet sejlet i sikkerhed fra nazisterne, deponeret i Federal Reserve Bank i New York.
Ydre krig og indre borgerkrig
Det er et vildt stykke Danmarkshistorie. Filmen er »inspireret af virkelige begivenheder«, står der i begyndelsen, og mange af dem – hvor utrolige de end forekommer – er da også sande.
Det kan konstateres i historikeren Bo Lidegaards bøger I kongens navn og senest Uden mandat, begge om Henrik Kauffmann. Lidegaard har også fungeret som konsulent på Vores mand i Amerika.
Der er også en parallel historie, der får plads i Lidegaards Uden mandat – dog uden at være rigtig veldokumenteret – og i Rosendahls film: at Henrik Kauffmann ikke kan holde fingrene fra Charlottes søster Zilla Sears.
Lige så moralsk Kauffmann er i forhold til Danmarks suverænitet og krigsindsats, lige så umoralsk er han altså i forhold til sin hustru Charlottes kærlighed. Ja, han trækker også ublu på hendes gode forhold til den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt i sine diplomatiske bestræbelser. På et tidspunkt forhandler den underprioriterede hustru sig endda til sex med sin mand mod at trække på sin goodwill hos præsidenten.
Altså er der to krige på spil i Vores mand i Amerika. Anden Verdenskrig ovre i Europa og borgerkrig i familien i USA.
Krigens gru, havens idyl
Det fortælles opfindsomt i hørefilmiske sekvenser, hvor billeder af familieidyllen i den smukke ambassadørresidens tilsættes lyden af Hitlers krigstaler og folkets »Heil!« af tonemester Peter Albrechtsen. Og i legescener ved swimmingpoolen, hvor bomber detonerer, mens børnene leger med vand i slowmotion. Og det turkis pool-vand bliver diabolsk, mens lyden af fjendtlige ubåde følger børnene under vandet. Det er vellykkede sekvenser, der på anderledes vis fortæller både om krigens gru langt væk og om den interne borgerkrig i Kauffmann-familien.
Det er også et æstetisk greb, som bruges til at formidle verdenshistoriske begivenheder flere steder i filmen.
Der sættes i det hele taget en høj standard på den æstetiske side.
Louise McLaughlin har filmet i varme billeder, gerne i et stramt formsprog med brug af faste indstillinger, lineære kamerature og frække indramninger, der holder folks overkroppe ude af billederne, indtil de sætter sig. Og hun skaber i samarbejde med scenografen Rie Lykke magisk lyssatte billeder og fortryllede tableauer om aftenen og natten i familiens have.
Og Jonas Struck har komponeret et fint, meddigtende soundtrack med beherskede melankolske kor, dirrende strygere, blidt, men nervepirrende stemplede klaverakkorder.
Parrets pinligheds-peak
Dramaet mellem hustru og ægtemand eskalerer i filmen, ofte i Bergman-bitre intermezzi. Men det når også et pinligheds-peak i en offentlig fuldskabsscene, der vækker mindelser om Mike Nichols’ 1966-parkriseklassiker Hvem er bange for Virginia Woolf?, hvor Elizabeth Taylor og Richard Burton fordrukkent natten lang sviner hinanden til.
Fotograf og instruktør har her også blik for børnene, der kommer i klemme. Især deres forvirrede blikke til hinanden, da moren tørrer skum i fjæset på gemalen, mens døtrene sidder i karbadet, skærer i hjertet.
Manuskripttrioen består af Christina Rosendahl, Dunja Gry Jensen, der blandt andet har skrevet tv-episoder af Norskov og Sommer, samt romanforfatteren Kristian Bang Foss. Og de har sprogligt overskud. »Det er jo dumtragisk det dér,« raser Bang-Jensen tidligt i filmen. Og de har leveret og digtet sig frem til overraskende dialoger. I en samtale med Roosevelt fortæller Kauffmanns hustru, Charlotte, at hun tror, hendes mand er forelsket i søsteren. Roosevelt siger, at hans kone Eleanor vist er forelsket i netop Charlotte. Og så foreslår han, at mennesket måske er i stand til at elske flere på én gang.
Ikke just en dialog, man havde forventet mellem en ambassadørfrue og en amerikansk præsident.
Gambling med Grønland
Da Pearl Harbour bliver angrebet, og USA går ind i krigen, ser Kauffmann en mulighed for at gamble med danske territorier. Grønland er hans trumfkort.
Diplomati er 50 procent information og 50 procent hasard ifølge Kauffmann. Og nu satser han alt på at få USA til at anerkende ham som uafhængig ambassadør og give ham adgang til de danske guldreserver. Blot skal han overbevise amerikanerne om, at Grønlands kryolit-reserver – til flyproduktion – og en base deroppe kan give dem nem adgang til at forsyne briterne med fly til luftkampen mod Tyskland. Vel at mærke en permanent base.
Dermed kan man se forbindelsen til Rosendahls foregående og anden spillefilm Idealisten fra 2015. Den handler om den amerikanske regerings forsøg på at dække over omstændighederne omkring et amerikansk B-52-bombeflys nedstyrtning den 21. januar 1968 ved Thule-basen – den, som Kauffmann fik forhandlet igennem.
Flyet havde fire brintbomber ombord, hvilket var og er i strid med Danmarks afvisning af atomvåben på dansk jord. USA hævdede, at flyet ved et uheld kom ind i dansk luftrum, og at alle fire brintbomber var desintegreret, akkurat som de var designet til. Begge dele var løgn.
Idealisten er en virkelig veldrejet thriller om en radiojournalists afdækning af stråleskader såsom hudsygdomme og sjældne kræftformer, som oprydningsarbejdere efter ulykken led og fortsat lider under.
Det kniber i samspillet
Vores mand i Amerika er et fint politisk drama om diplomatisk ulydighed og emotionel utroskab. Henrik Kauffmann respekterer hverken som diplomat eller menneske territorial suverænitet. Han giver USA adgang til Grønland, og han lader – trods en vis kamp – ikke sit begær begrænse til ægteskabets enemærker.
Diplomatiet arbejder på distance fra verdens ulykker, og i stedet er det parforholdskrisen, der skal levere det nære drama. Det kniber det desværre lidt med. Det slår aldrig rigtig gnister i forholdet mellem Kauffmann og svigerinden Zilla. Britiske Zoë Tapper bærer på hemmeligheden med sødmefuld tavshed, mens Ulrich Thomsen bliver lidt for tør i sit portræt af en mand, der altid holder på formerne. En ræv med store indre kampe. I en scene betjener han sig af sit stenansigt fra Festen – kort før talen til faderen om dennes seksuelle misbrug af sønnen. Og det er måske symptomatisk for arbejdet med rollen som Henrik Kauffmann: Det virker rutineret, ikke søgende.
Generelt er skuespillerpræstationerne solide, men sjældent sindsoprivende. Franklin D. Roosevelt spilles af britiske Henry Goodman som en ganske vist snu, men også for jovial hyggeonkel. Det tager dynamikken ud af en række scener med ham, om det så er over for Henrik eller Charlotte Kauffmann.
Der er også et unødigt usympatisk portræt af Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, en af chefarkitekterne bag samarbejdspolitikken. Han spilles af Søren Sætter-Lassen, en mester i at spille snog. Men det er efterhånden også en kliché at hive ham ind til netop den rolle.
Hustruen sætter punktummet
Det ligger fast, at Henrik Kauffmann var en vild diplomat. Han var med til at redde nationens ære under besættelsen sammen med modstandsfolkene og danskerne i de allieredes tjeneste – noget, der kun nævnes i forbifarten i filmen. Og han var afgørende for, at Danmark blev inviteret med til de allieredes konference i sommeren 1945, hvor FN blev grundlagt. Og han fik gennemført en aftale med USA om den danske ambassades uafhængighed af et besat Danmark. Men han plantede til gengæld USA solidt på Grønland, og her udnyttede amerikanerne groft gæstfriheden ved at medbringe atomvåben.
Men centralt i fortællingen står også Charlotte Kauffmann, fremragende sammenbidt portrætteret af irske Denise Gough. Hun er uundværlig i gemalens diplomatiske bestræbelser og – helt ind i ægteskabet – inkarnerer hun den pragmatisme i de menneskelige relationer, som diplomatiet fordrer. Der gives og tages. Dog må hun give langt mest.
Det er Charlotte Kauffmann, der hjælper sin mand med at skrive danmarkshistorie, men det er også hende, der sætter punktum for hans liv.
Og dette dramatiske overblik over et parforhold viklet ind i diplomati og utroskab fortæller Vores mand i Amerika fornemt.
Fire film om det magtfulde diplomati
’Dr. Strangelove’ (1964)
Stanley Kubricks sorthumoristiske og egentlig ganske sandsynlige klassiker om kampen for enten at udløse eller afværge en atomkrig.
Peter Sellers har tre roller i filmen. Han spiller luftværnskaptajn Lionel Mandrake, der på ordre fra en konspirationsgal general beordrer amerikanske bombefly på vingerne for at starte en atomkrig mod Sovjetunionen. Han spiller også amerikanske præsident Merkin Muffley. Og han inkarnerer helt forrygende den tyske nazi-videnskabsmand (dem importerede amerikanerne i stor stil under den såkaldte Operation Paperclip) Dr. Merkwürdigliebe, nu Strangelove – præsidentens videnskabelige toprådgiver.
I den amerikanske regerings War Room kæmper diplomater og andre topfolk for at finde en løsning. Sagen er, at ingen kan standse angrebsbølgen bortset fra den gale general, som er eneindehaver af kommunikationskoden til bombeflyene.
Den dag i dag en rystende morsom og skælvende uhyggelig film.
’The Godfather’ (1972)
Nu forbinder man måske ikke normalt Francis Ford Coppolas mesterværk med diplomati, men i consigliere og advokat Tom Hagen har vi en vaskeægte diplomat, der forsøger at forhandle Don Corleones vilje igennem med fredelige midler. At han så også har vold som ekstra mulighed – bare tænk på den vrangvillige filmproducer, der vågner med sin hingsts afskårne hoved i sine satinlagener – bekræfter blot den prøjsiske general Carl von Clausewitz' berømte ord om, at krig er politikkens fortsættelse med andre midler.
’Thirteen Days’ (2000)
Solid og heltedyrkende bekræftelse af diplomatiets betydning for vores verdensfred. Baseret på den sande historie om Cuba-krisen udløst af Sovjetunionens placering af ballistiske atommissiler på Cuba kun 140 kilometer fra Florida.
Filmtitlen refererer til de 13 dages nervekrig og intense forhandlinger mellem Sovjetunionen og USA, mellem Nikita Khrusjtov og John F. Kennedy, der til sidst forhindrede en atomkrig mellem stormagterne. I hovedrollen som JFK's toprådgiver, Kenny O'Donnell, har vi ærkeamerikanske Kevin Costner. Så er der styr på tingene.
’In the Loop’ (2009)
Ønsker du en råt morsom udstilling af alt det udiplomatiske og idealløse i diplomatiet? Så se Armando Iannuccis sorte politiske satire om spillet om USA og Storbritanniens mulige deltagelse i en krig i et ikke nærmere specificeret land i Mellemøsten.
Her er rabiesfrådende spindoktorer, krigsglade og USA-forblændede politikere samt embedsmænd og diplomater, der ikke tænker på andet end deres egne karrierer. Og læg hertil den amerikanske general George Miller (spillet af det afdøde geni James Gandolfini), der overraskende nok støtter Fredsfløjen.
Hver sætning er dyppet i syre og viklet ind i pigtråd. Og der er ikke en sympatisk karakter i sigte.
’Vores mand i Amerika’ – Instruktion: Christina Rosendahl. Manuskript: Dunja Gry Jensen, Kristian Bang Foss, Christina Rosendahl. Fotografi: Louise McLaughlin. Biografer landet over.
