Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Aldrig har jeg oplevet en mere modbydelig teaterforestilling end Christian Lollikes

Christian Lollike lader tilskuerens sanser eksplodere i den gruopvækkende gode og uafrystelige forestilling ’En fortælling om blindhed’ på Aarhus Teater
Med hvide briller for øjnene, høretelefoner for ørerne og bind for munden ligger tilskueren på en feltseng, mens skuespilleren Simon Mathew styrer sanseangrebene i Christian Lollikes voldsomme epidemiforestilling på Aarhus Teater.

Med hvide briller for øjnene, høretelefoner for ørerne og bind for munden ligger tilskueren på en feltseng, mens skuespilleren Simon Mathew styrer sanseangrebene i Christian Lollikes voldsomme epidemiforestilling på Aarhus Teater.

Emilia Therese/ Aarhus Teater

Kultur
4. september 2020

Egentlig tror jeg ikke, at jeg har oplevet en mere modbydelig teaterforestilling end En fortælling om blindhed af Christian Lollike. Som teatertilskuer har jeg ikke følt mig mere ubehageligt tilpas eller mere sårbar end her på Studioscenen på Aarhus Teater, hvor coronaepidemien spejles i en fiktiv og forførende fortælling om en blindhedsepidemi. Jeg har ikke følt mig mere udsat, hverken i min krop eller med mine sanser – og ikke mere oplagt som skydeskive end under denne fremragende forestilling. Det skulle da lige være til Breivik-forestillingen Manifest 2083, også af Christian Lollike i 2012. 

Under kælderen på Aarhus Teater bliver tilskueren bedt om at vælge en af de mange feltsenge, der står med klinisk korrekt afstand til hinanden i det lavloftede rum. Foruroligende ordentligt, faktisk. Scenografen Nathalie Mellbye har også placeret gammeldags hospitalsbækkener under nogle af sengene. Det er åbenbart meningen, at vi skal være her længe, tænker jeg.

»Læg din taske ned under sengen! Tag de hvide briller på! Tag høretelefonerne på!« Sådan beordrer en stemme i en højtaler et sted. Så nu er det om at lægge sig ned udstrakt på ryggen.

Sansebombardementet begynder, før jeg når at finde en god forsvarsposition med benene og albuerne. Straks bliver tilskuerkroppen angrebsmål for mange slags stemmer og lys og lyde – og de ulækreste lugte. Da noget eller nogen strejfer mine fødder, må jeg virkelig tale dunder til mit overjeg for ikke bare at rejse mig fra sengen og styrte ud og væk. Nu handler det om at mobilisere alle kræfter og mumle for mig selv, at dette er bare teater. Dette er bare teater …

Som i en mareridtslagune

Eller er det?

En fortælling om blindhed er en fri og stilsikker dramatisering af Christian Lollike og Sigrid Johannesen baseret på José Saramagos roman fra 1995. Historien handler om en epidemi, hvor folk rammes af hvid blindhed. Som i Albert Camus’ roman Pesten er det ikke kun en historie om sygdommen. Det er også en historie om, hvordan de raske mennesker i samfundet kynisk isolerer og manipulerer med de syge i forsøget på ikke selv at blive smittet. Og hvordan epidemien truer med at få civilisationen til at gå i opløsning.

Men så abstrakt kan man altså ikke tænke, når man ligger på sin feltbriks i kælderen til en slags hørespil med kropslighed. En podcast med kropsfiksering. I midten af rummet står en skuespiller og taler og laver lyde med diverse redskaber. Kan jeg mærke, men jeg ser ham jo ikke. Brillerne gnaver, og deres mælkehvide plastikglugger lukker alt ude – som svømmebriller i en mareridtslagune. Hvide lysglimt angriber øjet fra den ene side, mens gråt mørke tilsyneladende beroliger i det andet hjørne. Skarpe lyde eksploderer i det venstre øre, mens rislende væske løber i det højre øre. Jeg prøver at holde hørebøfferne ud fra mit øre for at mindske lyden en smule. Når at overveje, om jeg vitterlig kan blive døv af så høje og hæslige lyde. Når også at overveje, om jeg skulle flå brillerne af i stedet.

Samtidig begynder coronamundbindet at genere. Fugten slår tilbage mod munden. Klaustrofobien dukker op og føles som et indre dødningehoved. Jeg føler, at jeg er ved at blive kvalt. Men hvorfor egentlig ikke? Kvalt i teatrets brutalitet.

Emilia Therese/ Aarhus Teater

Overspringstanker

»Hvad er du mest bange for – at blive blind eller at blive døv?«

Sådan spurgte vi hinanden som børn. Meningen var, at man skulle sige ’blind’. Men så skulle man straks tøve og lave det om til ’døv’, fordi der altid var nogen, der mente, at man ville være mest uden for, hvis man ikke kunne høre noget.

Det kommer jeg til at tænke på her, formodentlig for at lægge afstand til alt det væmmelige. Sikkert også for at overtale mig selv til at tro, at dette kropseksperiment ikke er fysisk farligt for mig på længere sigt. At jeg vil komme over det.

Men stemmen i øret har luret mig og mine overspringstanker. Stemmen tvinger mig til at høre efter, simpelthen ved at efterligne mine egne tanketricks.

»Lad os sige, at du er …«

Så enkelt begynder mandestemmen sine forførende fortællinger, og så må jeg høre efter. Fortællinger om, hvordan jeg måske er manden, der bare mistede synet, mens han sad i sin bil foran et lyskryds og ventede på, at lyset skulle skifte til grønt. Om hvordan jeg måske er kvinden, der endte på sovesalen sammen med sin mand. Om hvordan jeg måske er manden, der bliver liderlig af at gnubbe sig op ad rækken af kvinder i mørket. Om hvordan jeg måske hører barnet, der kalder på sin mor. Og hvordan jeg måske som vagt ser uroen inde på sovesalen med de blinde, hvorefter jeg smækker porten i.

At undgå sig selv

»Lad os sige, at du er ...« er en forfærdelig sætning. Den rummer barndommens ubekymrede leg og teatrets basale evne til at spille en anden, bare fordi man siger, at man er det. Men samtidig rummer den skæbnens tilfældighed og grænseløse ulykke. Lad os sige, at du er syg. Lad os sige, at du er blind. Lad os sige, at du er en af de udsultede. En af de døende. Svigtede. Slåede. Voldtagede. Beskudte … Eller hvad med: »Lad os sige, at du er en af de voldelige.« En af voldtægtspersonerne. En af de dræbende. Hvad så?

Netop i dette hvide mørkes intethed virker alt muligt. Jeg kan være hvem som helst i denne beretning. Og Lollikes ondskabsliste bliver så grundigt præsenteret, at ikke en eneste skyggeside forbliver ufortalt.

Følelseslogikken fra verdenshistoriens folkedrab glider parallelt gennem mine tanker. De sære forventninger mellem offer og bøddel i kz-lejrene, i Bosnien, i Syrien. De altkontrollerende stikkersystemer under Stalin og i Korea … Jeg lader associationerne få frit spil, mens lyden af umenneskelighedens ensomhed trænger sig ind gennem høretelefonerne, og smagen af handlingsløshedens egen straf hos medviderne smudser mundbindet til indefra. Lollikes modbydelighedsteater rummer det hele.

Hvor en del performanceforestillinger prøver at indgyde tilskueren lyst til at indgå i relationer med performerne, handler denne sanseforestilling om, hvordan jeg som tilskuer undgår at indgå i relationer med de fiktive personer. Måske allermest fordi de fiktive personer alle sammen er dele af sortesiderne af mig selv.

Christian Lollike.

Christian Lollike.

Emilia Therese/ Aarhus Teater

Her lugter af sved

Her er ingen nåde. Den nu 47-årige Christian Lollike står på toppen, også når det gælder onde virkemidler. Hans teater angriber med alle sansetricks og alle modbydeligheder – fortolket af listige kunstnere.

Asger Kudahls lyddesign er frygtindgydende i sig selv, i en høflig blanding af nydelig hvisken og de mest blodskummende forfærdeligheder fortalt af Aarhus Teaters klangfulde ensemble. ’Binaural lyd’ kaldes denne retningsbestemte lydteknologi i mine ører. Som gyserlyde blandet med reallyde fra sovesalen.

Balder Nørskov har skabt et lysdesign, som principielt er usynligt, men som registreres inde bag de hvide briller som henholdsvis ’akut fare’ og ’midlertidig stilstand’. De hvide lysglimt ligner raketangreb, og rød horisont lover altings brand og undergang. Af og til bliver rummet helt mørkt. Næsten sort. Da mærker jeg taknemmeligheden stige op i mig som en fjollet glæde: Tænk at få lov til at være blind i helt almindeligt sort mørke. Hvilken gave!

Da angsten for ikke at kunne få luft på den hermetiske sovesal blusser voldsomst op, dukker rotterne op i fortællingen. Straks er der lyde i mine ører af krattende rotter, men der er gudhjælpemig også stanken af rotter i mit mundbind. Da blod vælter ud af sår i fortællingen, får jeg jernsmagen i mit mundbind. Her lugter af sved. Angstens sved. Men er det de blindes sved, eller er det min egen? Er jeg ved at blive gal nu? Eller bliver mine sanser bare manipuleret med, så alle sanseindtryk spejles og fordobles?

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det er grænseoverskridende for mig – og at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at overbevise mig selv om, at selv en Lollike-forestilling ikke varer evigt. At der er grænser for, hvor lang tid fem kvarter kan tage i mareridtsformat. At dette går over – som en selvvalgt tortursession.

Så jo. Det gik over. Lyset blev tændt. Stemmen bad os om at tage høretelefonerne af. Men mærkeligt nok fik jeg ikke lyst til at nedstirre skuespilleren i midten af rummet. Jeg blev ikke nysgerrig efter at bruge øjnene og fæstne blikket mod alt det, der åbenbart havde frembragt alle de lyde, jeg havde hørt undervejs.

Jeg ville bare væk. Egentlig følte jeg, at jeg lige så godt kunne have hørt det hele som en podcast – bundet til en feltseng med lys og lydeffekter, men uden den levende skuespiller i midten. Ville måske have foretrukket, at det var menneskeløs scenekunst. Fordi umenneskeligheden i forestillingen var så stærk, at jeg faktisk ikke også følte trang til at blive konfronteret med umenneskelighedens hvidmalede ansigt i Simon Mathews klovneskikkelse. Uanset hvor stærkt han balancerede på knivsæggen mellem bøddel og marionet.

Selv om jeg nu i skrivende stund har hovedpine af lutter fortrængningsiver efter oplevelsen, så vil jeg gerne understrege, at En fortælling om blindhed er en stor forestilling. At det er vidunderligt, at en kunstner som Christian Lollike i dette værk fortolker det globale kaos, som coronaepidemien har kastet os ud i. Og at det er fantastisk, at man kan få lov til at lægge krop og sanser og sind til oplevelsen, uanset hvor rædselsfuld den er. Eller måske netop fordi den er rædselsfuld.

Det er desuden stærkt, at Aarhus Teater som landsdelsscene igen er på banen som samarbejdspartner for Teater Sort/Hvid, det lille storbyteater i København. Denne gang også sammen med det lille storbyteater Momentum i Odense.

En fortælling om blindhed bliver på den måde vitterlig en landsdækkende forestilling. Et vigtigt værk. Et teaterovergreb. Lige ind i coronaorkanens blinde øje.

’En fortælling om blindhed’. Baseret på en roman af José Saramago. Bearbejdelse og dramatisering: Christian Lollike og Sigrid Johannesen. Instruktion: Christian Lollike. Scenografi: Nathalie Mellbye. Lyddesign: Asger Kudahl. Stemmer: Aarhus Teaters ensemble. Lysdesign: Balder Nørskov. Aarhus Teater i co-produktion med Sort/Hvid og Teater Momentum. Spilles i Aarhus 29. august-26. september. Herefter i Odense 2.-24. oktober og København 31. oktober-21. november 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det blev nogle væsentligt mindre besparelser, de to københavnske teatre blev udsat for, iflg. det i går indgåede budgetforlig. Sammen med huslejenedsættelsen bliver Sort/Hvid næsten holdt skadesløse, oplyser Christian Lollike. Husets Teater bevarer sit tilskud.
Og så er der desuden blevet penge til at gøre det tidligere bymuseum til akustisk musikhus.

Anne Middelboe Christensen

Kære Steffen Giese.
Tak for grundig læsning. Nyheden om Husets Teaters tilskud kom efter deadline. Men teksten er nu rettet.
Mange hilsener Anne Middelboe Christensen

Kære Anne Middelboe Christensen, jeg tænkte det, men syntes jo, at det var så dejligt, at det burde nævnes. Det er jo rart, når man overhales af gode nyheder.
De bedste hilsener!

steen ingvard nielsen

Scenografien fra Christian Lollikes: En fortælling om blindhed stod stadig i Lokalet. Der var filosofisk salon om Artaud: Pesten + Teatret: Surrealismen danner bl.a. afsæt. Der bliver talt om Tillid, overgange, vi ser en video: hvor en skuespiller formidler ordet oveni videoen og skyggerne går ind og blander sig med videoen, det er stærke sager. Det er detaljer! det er overgange fra subjektet til objektet! Det er overgange fra ordet til stilheden, det er de lange pauser mellem ordene,,,,,,,,,,, det er betoningerne.
Du sidder og bliver fuldstændig forført og du forstår ikke helt hvorfor, før nogle dage senere, hvor du og jeg har fået det hele lidt på afstand.
Det er stærke sager, som sagt. det er intensitet der blæser dig ned af stolen.
Jeg er så heldig at møde Anja Behrens, hun er ligesom de ord hun sætter på sin måde at arbejde på.
Hun afventer din reaktion og går så ind og bearbejder den lidt forskudt for dine spørgsmål. Hun er ligeså intens som ordene.

steen ingvard nielsen

Du er aldrig mere end dit næste træk!

Nå!

steen ingvard nielsen

Katastrofen indtræder,

som et lyn fra en klar Himmel:

Pesten kom.

Krigen kom.

Ordet forstummede.

steen ingvard nielsen

Breivik:
Nej tak!
Michel Houellebecq
Nej Tak!
Muhammed Tegninger.
Nej Tak!
Forhandlinger med Taleban.
Ja! Tak!
Mindre Terrorisme.
Ja, Tak!

steen ingvard nielsen

Atomkraft!
Nej Tak!