Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Anne Applebaum spørger i ny bog: Hvor gik det galt for mine konservative venner?

En splittelse går gennem Vestens højrefløj mellem de liberale og de illiberale, mellem dem, der tror på frihedsrettigheder og retsstat, og dem, der hellere vil bruge magten til at genskabe et nationalkonservativt samfund. Ny bog fortæller splittelsens historie set indefra
I Anne Applebaums nye bog ’Twilight of Democracy. The Failure of Politics and the Parting of Friends’ fortæller hun om at se bitterhed og magtsyge gøre bekendte til villige redskaber for misinformation og antidemokrati.

I Anne Applebaums nye bog ’Twilight of Democracy. The Failure of Politics and the Parting of Friends’ fortæller hun om at se bitterhed og magtsyge gøre bekendte til villige redskaber for misinformation og antidemokrati.

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Kultur
11. september 2020

Ved årtusindskiftet holdt journalisten Anne Applebaum en kæmpe nytårsfest på sin svigerfamilies polske landsted. Der var diplomater, politikere, journalister, forskere og alle mulige andre af centrum-højre-observans til stede. Størstedelen var »konservative, antikommunisterne«, skriver hun. »Men i det øjeblik i historien kunne man også have kaldt os liberale.«

I Twilight of Democracy. The Failure of Politics and the Parting of Friends, fortæller hun, hvad der skete mellem den fest og en nytårsfest tyve år senere samme sted, hvor kun de liberale deltog, og de konservative aldrig blev inviteret og aldrig ville være kommet. Det handler om splittelsen på højrefløjen efter Murens fald mellem de liberale og de illiberale. Om tiden efter det øjeblik, hvor højrefløjen kunne tro sig ens og fælles i sejren over Sovjetunionen.

Det er ikke kun en polsk splittelse. Den rammer gennem det meste af Vesten. Appelbaum siger det ikke direkte, måske det endda også er at trække hendes pointe længere, end hun selv ville, men det, hun reelt spørger til, er, om Den Kolde Krig skjulte, at dele af højrefløjen aldrig rigtig blev demokratisk og liberal, ikke sådan helt rigtigt og helt dybt, i efterkrigstiden, og at det, vi nu ser, er en gendannelse af mellemkrigstidens splittelse mellem de liberaldemokratiske og de nationalkonservative. En splittelse skjult i og af Den Kolde Krig, hvor splittelsen snarere var mellem demokratiske og ikkedemokratiske kræfter på venstrefløjen.

Anne Applebaum er i en perfekt position til at opleve og beskrive den tiltagende splittelse. Hun er amerikansk født og polsk gift og journalistuddannet fra Yale og London School of Economics. Hun har skrevet en lang række bøger om Østeuropas historie, herunder meget roste bøger om Gulag og om Stalins udsultningskrig mod Ukraine. Hun har været ansat på en række centrum-højre- og mere højreorienterede medier og tænketanke i USA og Storbritannien.

Hendes mand, Radosław Sikorski, er tidligere polsk forsvars- og udenrigsminister og nu EU-parlamentariker, og parret har været venner og bekendte med et utal af Vestens liberale og konservative politikere og meningsdannere. Så hvorfor oplever hun pludselig, at vennerne forsvinder?

Min ven, min ven, hvorfor har du forladt mig?

Bogens styrke og svaghed er dens blanding af det (selv)biografiske og det analytiske. Den er skarpest på de nære enkeltportrætter af folk, hun har kendt, arbejdet med, kunnet lide, og så bruddet og uforsonligheden. Hun fortæller overbevisende om, hvordan personlige ambitioner, bitterhed, magtsyge og andet har drevet folk i autoritær retning, gjort dem til villige redskaber for misinformation og antidemokrati. Hun er væsentligt mindre skarp på, hvorfor så mange er gået den vej, altså der hvor det ikke er den biografiske men strukturelle forklaring, der skal i spil.

Bogens fokus er på dem, vi kunne kalde for illiberalismens intellektuelle eller lidt mindre pænt det autoritæres klakører, alle dem, der giver fortælling og argumentation til stormløbet mod retsstat, mindretalsbeskyttelse og internationalt samarbejde, samtidig med at de giver støtte til autoritær magtudøvelse og magtmisbrug.

Applebaum har et fint blik for, at det, som autoritære magthavere efterspørger, ikke er talent eller kompetence men loyalitet – og det, hun spørger til, er, hvorfor dem, hun kendte som talentfulde og kompetente, har vist sig klar til at give køb på historisk sandhed og demokratiske værdier for i stedet at proklamere deres lydighed over for misinformation og udhuling af demokratiet. Hvorfor, spørger hun, bliver så mange liberale og konservative intellektuelle i disse år til antiintellektuelle propagandister for afviklingen af det liberaldemokratiske?

Dem, hun beskriver, er del af en generation, der blev formet af antikommunisme uden at have levet størstedelen af deres liv under Den Kolde Krig. De er 89-generationen, der – vel mest i retrospekt – så Den Kolde Krig som en entydig, manikæisk kamp mellem det rent gode og det rent onde. Og de gode vandt, men nu oplever de, at de er blevet snydt for sejrens goder. De havde fortjent at vinde og nu at regere og bestemme, men andre kræfter synes at have indtaget tronen. Kræfter, de kun kan forstå og kun formår at beskrive som venstreorienterede, socialister, radikalfeminister, kommunister etc. i en sørgelig og ret pinlig genopførelse af Den Kolde Krig. I tomrummet mellem at mene sig sejrherre og opleve at tabe findes de autoritære intellektuelles drivkraft.

»Hvis du er en, der mener, at du fortjener at vinde, da har du en stærk motivation til at angribe eliten, pakke domstolene og forvrænge pressen for at opnå dine ambitioner. Modvilje, misundelse og frem for alt idéen om, at ’systemet’ er unfair – ikke bare imod nationen men imod dig også – disse er vigtige følelser blandt de nativistiske ideologer på den polske højrefløj.«

Og ikke kun den polske. Som hun viser i kapitler om Østeropa, Spanien, USA og Storbritannien, så er alliancen mellem autoritære, illiberale politikere og højreintellektuelle en potent cocktail, hvor den ene part siger, og den anden part gør, hvad der skal til for at gribe magten, undertrykke eller angribe oppositionen og genskabe det politiske i sit eget billede.

I kapitlet om Storbritannien, der giver en fin beskrivelse af Boris Johnson, spidsformulerer hun en væsentlig problematik, der ikke kun gælder englænderne: Der var på den engelske højrefløj en nostalgi efter »en verden, hvor England lavede reglerne«, det vil sige, at det, som de illiberale politikere og ideologer er fælles om, er drømmen om den totale frisættelse af magtpolitikken, en suverænitet uden begrænsninger, en nation uden gensidige afhængigheder, en politik uden irriterende retsbeskyttelser, emsige domstole, undersøgende journalister, kritiske forskere, aktivistiske borgere; en politik i form af den rene kommando.

Nostalgier

Bogens væsentligste strukturelle eller generationsmæssige forklaring henter hun hos den nu afdøde russiske kunster og forsker Svetlana Boym, der i The future of nostalgia skelner mellem to slags nostalgi: en refleksiv nostalgi, der har et æstetisk dvælende forhold til det forgangne, og hvor det nydelsesfulde netop ligger i betragtningen af og refleksionen over det overståede, og så en restorativ nostalgi, der i Applebaums udlægning af sine tidligere venner er »mytemagere og arkitekter, monumentbyggere og skabere af nationalistiske politiske projekter. De ønsker ikke bare at tænke over og lære af fortiden. De ønsker, som Boym siger, at ’genopbygge deres tabte hjem og lappe hukommelseshullerne’. Mange af dem erkender ikke deres egne fiktioner om fortiden som fiktioner«.

Styrken i den restorative nostalgi er løftet om at genopbygge det, man tror var, og som uretmæssigt er blevet ødelagt eller forladt. Det er »ikke tilfældigt, at restorativ nostalgi ofte går hånd i hånd med konspirationsteorier og mellemstore løgne«, for det er en nostalgi, der er uinteresseret i fortiden, som den var, men desto stærkere optaget af fortiden, som den kan blive. Restorativ nostalgi handler ikke om at genskabe det, der var, men om at skabe det, der burde have været. Det, der pinedød skal være.

I sidste ende får hun ikke et godt svar på sin undren over, hvorfor vennerne forsvandt. Hun spørger aldrig ind til de tilbageværende venners andel i splittelsen, ligesom hun intetsteds reflekterer over, om den måde, Vesten førte og tænkte sin del af Den Kolde Krig, var med til at skabe forudsætningerne for den illiberale vending bagefter. Det gør hun ikke, fordi hun intetsteds tænker virkelig over den liberalisme eller konservatisme, den form for antikommunisme, som hun kun kan se som ren og rigtig, men som også Den Kolde Krig igennem havde illiberale træk skjult bag de klare grænsedragninger mellem det demokratiske Vesten og antidemokratiske Østen.

Hvor det illiberale og ikkedemokratiske var tydeligt i øst, så var elementer af det samme tildækket og tavst til stede i vest. I dag er der nogen, der siger det højt. Og de er til højre. Selv om hun også har et par hårde ting at sige om autoritære lommer på venstrefløjen, så er hendes bog helt klar på, at det er de gamle venner på højrefløjen, der udgør vor tids trussel imod demokratiet.

Anne Applebaum: ’Twilight of Democracy. The Failure of Politics and the Parting of Friends’. Allen Lane, 224 sider, 25 pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I lige så høj grad led Skandinavien under skiftet: ved at gå med på den liberalistiske fantasi, fjernede vi grundlaget for det samfund, der rent faktisk kunne fungere og som var værd at bevare: den nordiske blandingsøkonomi.
Men noget kunne tyde på, at der her og der er folk, der har fået øjnene op for dumhederne.

Søs Jensen, Susanne Kaspersen, Mikkel Zess, Olaf Tehrani, Bent Larsen, Lars Løfgren, Rolf Andersen, Anina Weber, Karsten Aaen, Ib Jørgensen, Thomas Tanghus og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Steffen - så er spørgsmålet, om de dumheder, de får øjnene op for, er de egentlige.
I takt med at kapitalismen udvikler sine iboende destruktive tendenser skal dens halehæng af politikere finde nye ben at stå på i deres forsøg på at retfærdiggøre deres kamp for at holde den kørende.

Søs Jensen, Susanne Kaspersen, Mikkel Zess, Anina Weber, Poul Simonsen, Erik Winberg og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Nationalkonservative har 'sejret af helvede til' - retsstaten, centralmagten, markedsøkonomien etc. - findes, men nationalkonservative er ikke villige til at spise egen medicin - dvs. føle det eksistentielle ubehag, der automatisk følger med den nationalkonservative tænkemåde og livsstil - når almen menneskelig svaghed og svigt forstyrrer billedet af de stærke individer. Og først og fremmest vil de nationalkonservative ikke finde sig i de personlige konsekvenser og bindinger, der følger af at loven er ens for alle, at alle er født lige, at der med rettigheder følger pligter, at demokratiet og parlamentarismen og alle nationalliberale institutioner tager tid og penge at udvikle og drive. I stedet ser det ud til at samarbejder henover midten i længden ser ud til at fungerer mindst ringe, som fx de nordiske velfærdsdemokratier.

Steffen Gliese, Søs Jensen, Rolf Andersen og Anina Weber anbefalede denne kommentar