Rygtet om denne produktion af Tryllefløjten er løbet som en steppebrand. Ophavsmanden er den australske instruktør og chef for Komische Oper Berlin, Barrie Kosky, kendt herhjemme fra den seneste Carmen på Det Kongelige Teater og tiljublet i udlandet for de ofte tiltrængte vitaminindsprøjtninger, han har givet andre operaer i standardrepertoiret. Ikke sådan at alle klapper lige begejstret af Koskys syrede ideer, men han gør faktisk operakunsten en god tjeneste ved at smide nogle bomber hist og her, og da med særlig effekt i Bayreuths festspilhus.
Det er som forventet en radikal anderledes Tryllefløjten, der nu er dumpet ned i Operaen på Holmen, ramt af coronaforholdsregler efter landinger mange andre steder siden premieren i 2012. Kosky har allieret sig med instruktøren Suzanne Andrade og videodesigneren Paul Barritt fra den berlinske teatergruppe 1927, som har bidraget afgørende til forestillingskonceptet.
Scenerummet er indskrænket til et biograflærred med en smal gangbro foran. Det er på lærredet, handlingen får et helt nyt liv med computeranimationer, der ofte står i gæld til Monty Pythons gakkede satiregrafik. Aktørerne entrerer gennem døre højt og lavt på lærredet og går i clinch med billedmageriet.
Inspirationen kommer fra 1920’ernes stumfilmæstetik. Som den flimrende billedstrøm, de løbende aktører, deadpan-komikken, Papageno som en Buster Keaton-klon, Sarastro som en af de tykke skæggede mænd, Chaplin støder sig på, og igen og igen konfronteres man med en chorusline af virtuelle lårsvingende kabaretpiger. Alt i alt er det sjovt og respektløst, men som tiden går, også temmelig trættende.
Godt børnefjernsyn
Historien handler om Tamino og Paminas kærlighed. For at få hinanden skal de sammen med deres hjælper, Papageno, gennemgå nogle prøver, som den vise Sarastro sætter i scene. Paminas mor, Nattens Dronning, er Sarastros dødsfjende og gør alt for at forhindre planerne. Ved hjælp af magiske væsener består de to unge prøverne, og også Papageno får sin Papagena.
Der kan være gode grunde til at reformere syngespillet Tryllefløjten. For det første var den sungne tekst oversat til dansk i forsøget på at nå det yngre publikum. Den talte dialog er i sin originale form kilometerlang, og uanset de nødvendige forkortelser ligger den højtidelige tekst ofte ubekvemt for en operasanger, der ikke er trænet i at tale på scenen. Hos Kosky er dialogen droppet og erstattet af ultrakorte stumfilmstekster ledsaget af en pianist på hammerklaver, der spiller uddrag af Mozarts klaverfantasier. Det virkede faktisk udmærket.
Når det gælder udfordringerne med dyrerigets roller i handlingen, er computerløsningen optimal. Taminos flugt fra den grumme (her: røde kinesiske) drage i den første scene var blandt det bedste børnefjernsyn, jeg har set, så eventyrligt var det. Nattens Dronning er en gigantisk edderkop, sanger og animation i forening, også et vellykket greb med fine visuelle tricks.
Taminos tæmning af de vilde dyr med tryllefløjten kastes ud i himmelrummet og lokker stjernetegnene til at danse i kædedans. Indledningen til ild- og vandprøven med de harniskklædte og Tamino foregår som en elevatortur ned i undergrunden, gennem lag med skeletter af kæmpende riddere og dinosaurer til jordens indre – ren Monty Python.
Den menneskelige tekniske snilde tiltager sig med andre ord magten over denne forestilling, ligesom den er symbolbærende for Sarastros verden af kvindeforagtende opfindere, vismænd og frimurere. Men sammenholdt med den tegneserieagtige storytelling blev syngespillet godt nok rippet for nogle vigtige dimensioner. Kosky har sex på hjernen, må man forstå, det bliver næsten megafonisk, som for eksempel i Papagenos animerede klokkespil og med den hvidkalkede morian Monostatos i dobbeltseng med Pamina.
Man måtte imidlertid undvære det mere nuancerede spil mellem diverse køn, og det skyldtes i høj grad, at konceptet fastlåste sangernes kropslige udtryk. Pamina og Papagenos smukke duet om kærlighed mellem de to gamle køn (på tysk: »Bei Männern, welche Liebe fühlen«) tabte sin inderlige poesi til overbuddet af vittige påfund. Pamina proklamerer senere syngespillets dybe motto: »Sig sandheden, selv om den skulle være en brøde.« Den replik blev ikke omgivet af den fornødne aura. Åndeligheden, etikken og religiøsiteten i historien havde tilsvarende svære betingelser for at trænge igennem.
Overraskende fin Tamino
Blandt sangerne var der en virkelig positiv overraskelse, ovenikøbet i Taminos vanskelige parti, forbilledet for mange tysk-romantiske slægtninge. Jacob Skov Andersen er en ung tenor, som p.t. gennemgår uddannelsen Young Artists Programme, et samarbejde mellem Operaakademiet og Musikkonservatoriet i København.
Det er en stærk lyrisk stemme, som så at sige tryllebandt fra den første frase, som bragte noget ædelt ind i forestillingen, og som lover noget stort for fremtiden. Den også godt syngende Sofie Elkjær Jensen virkede ikke helt overbevisende som Pamina, sådan som eksempelvis hendes »sønderrevne hjertearie«, den fortvivlede monolog om Taminos udslukte kærlighed, skred frem ind i sindets mørke. Man blev ganske simpelt ikke grebet.
Hvis han havde fået lov, kunne Palle Knudsen sikkert have brilleret langt mere som Papageno, stemmemæssigt og scenisk. Buster Keaton var en spændetrøje. Men måske lå han alligevel som en skabelon for Knudsens fine tilstedeværelse i selvmordets time, heldigvis aflyst af de tre drengegenier og Papagenas tilsynekomst. Nattens Dronnings tre damer – Sine Bundgaard, Elisabeth Jansson og Hanne Fischer – var en kompetent taskforce, syngende fra sidebalkonen. Deres sceniske skygger var tre dansere, klædt som de brølende tyveres hattedamer, og visdommen bag denne spaltning var ikke indlysende. Også de tre drenge fra Københavns Drengekor var usynlige, men det gjorde mindre. De sang med lidt vaklen, nok noget premierenervøse ved de ikke helt lette partier.
Nattens Dronning, Rainelle Krause, sad i edderkoppespindet og styrede sit rænkespil. Hun leverede de spektakulære koloraturer usvigeligt sikkert, men hævnen fra helvede kogte ikke i hendes hjerte, som hun synger i den anden arie. Hendes dødsfjende, Stephen Milling som ypperstepræsten Sarastro, fyldte rummet ud med sin stoiske bas, en pragtfuld stemme i en skikkelse, som mere fremstod som bedsteborgerlig embedsmand.
Store armbevægelser
Tryllefløjten hører til noget af det sidste, Mozart komponerede, og den er så fuld af modsætninger, at det nærmer sig det gådefulde. Måske er det den mest fuldkomne og mest menneskelige opera overhovedet, den taler til store og små, uden at nogen egentlig formår at gøre sig helt klart, hvorfor den er så magisk. Derfor er den også utrolig vanskelig at dirigere.
Nikolaj Szeps-Znaider har det musikalske ansvar for denne produktion, og han arbejdede med entusiasme og store armbevægelser. Særlige vanskeligheder opstod, når karakter, tempo og præcision skulle koordineres i korene og ensemblerne, og man kunne ganske ofte være uenig i hans tempovalg. For langsomt i Paminas nævnte arie, for hurtigt i duetten »Bei Männern«, 2. akts første kvintet og begge finaler. Han er ved gud ikke nem at indfange, den salige Mozart, som vinker ned til os i sin sfæriske dans gennem skyerne.
Mozart: ’Tryllefløjten’. Instruktion: Barrie Kosky, Suzanne Andrade og Tobias Ribitzki. Det Kongelige Operakor og Kapel. Dirigent: Nikolaj Szeps-Znaider. Operaen den 30. august 2020
