Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Benh Zeitlins ’Wendy’ er et filmisk forsvar for barndommen, fantasien og jorden

Efter debutmiraklet ’Hushpuppy’ skaber Benh Zeitlin med ’Wendy’ nu smukt sit eget visuelle univers over Peter Pan-fortællingen om at kæmpe mod voksenverdenens bånd
Benh og Eliza Zeitlin har skrevet manuskriptet til en ny version af den klassiske Peter Pan-fortælling,’Wendy’, som tager os med på eventyr fra Mississippis deltaer til en tropisk vulkanø.

Benh og Eliza Zeitlin har skrevet manuskriptet til en ny version af den klassiske Peter Pan-fortælling,’Wendy’, som tager os med på eventyr fra Mississippis deltaer til en tropisk vulkanø.

UIP

Kultur
10. september 2020

J.M. Barries fortælling om Peter Pan har fascineret mange filmskabere gennem årene, fra Disneys tegnede klassiker fra 1953 over Steven Spielbergs Hook til Joe Wrights Pan. Sammen med drømmen om eskapistisk at leve i en legesyg børneverden trækker Ønskeøen os langt væk fra hverdagens mulige sorger og kedelige pligter.

Den amerikanske instruktør Benh Zeitlin har sammen med sin søster Eliza været fascineret af historien om Peter Pan, siden de med egne ord som børn var rædselsslagne for at vokse op. Som voksne har de nu skrevet manuskriptet til en ny version af den klassiske fortælling, som tager os med på eventyr fra Mississippis deltaer til en tropisk vulkanø.

Her påstår drengen Peter, at man kan leve sorgløst, hvis bare man aldrig sætter tempoet ned, tænker to gange over tingene eller lukker det triste ind. Helt så enkelt viser det sig selvfølgelig ikke at være, mens Zeitlins film går i lag med både de personlige dramaer og klodens udfordringer.

Smittende sitren og sus

Benh Zeitlin viste med sin storslåede spillefilmsdebut Hushpuppy (originaltitel: Beasts of the Southern Wild), at han med små midler kunne skabe et unikt univers omkring en seksårig pige i Louisianas sumpområder. Wendy tager os på lignende vis visuelt forførende med ind i pigen Wendys hverdag på en slidt diner med togtrafik lige uden for vinduerne.

Med nærbilleder og detaljer kommer vi hurtigt og smukt ind i en verden, hvor Wendy (Devin France) og hendes tvillingebrødre (Cage og Gavin Naquin) ikke har udsigt til andet end at overtage morens arbejde med at moppe og feje. Man mærker angsten for, at livet vil passere forbi, sitre i de små kroppe, fra Wendy som helt lille kravler hen over bardisken og ser en mystisk dreng hoppe rundt på et godstog udenfor.

Filmens stemningsfulde åbning kunne være en fin lille kortfilm i sig selv, og da de tre børn senere hopper på et tog mod det ukendte, filmer Zeitlin smittende suset og følelsen af frihed. Alt kan nu ske, og man vil gerne være med.

De farlige zombievoksne

Rejsen viser sig at gå til en vulkanø (caribiske Montserrat), hvor drengen Peter styrer slagets gang i tæt symbiose med et magisk moderdyr under vandet. Først er alt fri leg, som norske Sturla Brandth Grøvlens kamera bevæger sig energisk rundt i.

Da alvoren trænger sig på, får historien flere udfordringer, blandt andet fordi Peter (Yash) som karakter er underudviklet og ikke overbevisende spillet. Som i Hushpuppy er rollerne besat af amatører. Devin France imponerer som Wendy, selv om hun meget af tiden mest skal tage dramaets gang ind med sine store barneøjne, men Peter burde have mere pondus, når han er så central for mytologien.

Det voksne persongalleri er en flok zombieagtige modstandere, som vil blive unge igen ved at fange børnene og gøre vold på vulkanøens magi. Allegorierne over klodens tilstand er til at tage og føle på, ligesom der indimellem er overtydelige replikker om, at hvis man tvivler på sig selv, er man allerede gammel. Det hele bevæger sig mod et moderhyldende klimaks i en verden, hvor fædre lader til at være et glemt begreb.

Dansende hulemalerier

Det bliver undervejs til nogle ordentlige mundfulde, men de gode intentioner er ikke til at tage fejl af, og billederne og enkeltscener vælter man sig gerne i. Som når Wendy får de gamle mennesker til at danse til imaginær musik, eller når børnene svømmer med det magiske moderdyr eller ligner dansende hulemalerier i skæret fra et bål.

Benh og Eliza Zeitlins manuskript beskriver voksne som fortabte børn, indtil de med en epilog beslutter sig for at konkludere, at det også er et eventyr at vokse op, så længe man har sit indre barn og de rigtige værdier i behold.

Det klædte Hushpuppy at være mindre bastant med sine budskaber. Eller måske skal man helt enkelt koble voksenanalysen lidt fra og kaste sig mere ud i Wendys visuelle verden og passionerede forsvar for barndommen, legen, fantasien og jorden.

’Wendy’ – Instruktion: Benh Zeitlin. Manuskript: Benh og Eliza Zeitlin. Fotografi: Sturla Brandth Grøvlen. Længde: 101 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her