Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Bizart, at kvinderne i ’Come Fly Away’ bare venter på at blive taget på takt tre og fire

Den Kongelige Ballets dansere viser overskud og danseglæde i ’Come Fly Away’, men ballettens kønsstereotyper er massive. Og nationalscenens eksperimenterende kompagni Corpus får aldrig vristet dansen fri af gulvtæppet i ’Home #1’
»Solisten Emma Riis-Kofoed lader sig lokke af den høje, franske danser Mathieu Rouaux, der danser med lange, lette opspark. Han har en fascinerende gangsterråhed – i hvert fald indtil hans machokoreografi går over grænsen og bliver voldelig.« Det er bizart, at kønsstereotyperne er så massive hos Den Kongelige Ballet, skriver Anne Middelboe Christensen.

»Solisten Emma Riis-Kofoed lader sig lokke af den høje, franske danser Mathieu Rouaux, der danser med lange, lette opspark. Han har en fascinerende gangsterråhed – i hvert fald indtil hans machokoreografi går over grænsen og bliver voldelig.« Det er bizart, at kønsstereotyperne er så massive hos Den Kongelige Ballet, skriver Anne Middelboe Christensen.

Kultur
12. september 2020

»Let’s Fall in Love,« synger Frank Sinatra, så de malede muser i loftet over Gamle Scene smiler med. Den legendariske sangstemme vælter ud af højttalerne. Imens jammer Chris Minh Dokys Bigband veloplagt i lækker musikleg live på bagscenen – og Den Kongelige Ballets dansere smyger sig på forscenen i natklubdans og lir. Jo, man har meget lyst til at give efter og lade sig forelske i Come Fly Away.

Den Kongelige Ballets dansere er så teknisk dygtige og så fulde af danselyst, at deres glæde smitter – og musikerne spiller forførende godt. Danserne har været voldsomt savnet i det forløbne corona-halvår. Konkret har de været sendt hjem fra Det Kongelige Teater med hvert deres stykke dansevinyl til køkkengulvet.

Her har de kunnet træne med skærmcoaching hver for sig. Men nu er disse kropskunstnere så lykkeligvis tilbage på Gamle Scene  – parate til at folde sig ud foran dansepublikummet i plysset med desinficerede armlæn og røde bånd hen over de pladser, der ikke må sælges.

Satinskoene blinker

Come Fly Away viser, at kompagniet er i god form. At danserne sprudler, og at der er teknisk overskud og fortælleglæde over deres dans. Lige nu består Den Kongelige Ballet af 77 balletdansere ud over ni karakterdansere og hele 21 unge aspiranter, der kæmper i håb om at blive optaget i kompagniet.

I den forgangne uge udnævnte balletmester Nikolaj Hübbe endda to nye solister – den stilsikre og mimisk interessante 35-årige Camilla Ruelykke og den fremadstormende og koreografisk begavede, 24-årige Tobias Praetorius. Kompagniet virker sundt.

I Come Fly Away kaster den lille italienske Silvia Selvini i hvide frynsekjole sine hurtige ben i vejret, mens den charmerende og finurlige italienske danser Mattia Santini som kikset bartender forsøger at score hende. Tempoet er højt, og satinskoene blinker. Det er lækker dans for øjet.

That’s My Baby

Solisten Emma Riis-Kofoed træder ind som aftenens dronning. Hendes hudfarvede glitterkjole smyger sig om hendes muskuløse krop, som hun sparker og vrider i alle retninger. Hun har en stærk fodteknik og en fascinerende ro i kroppen, uanset hvor  sære stillinger hun lader sig løfte i. Alligevel ser hun både os og mændene på scenen lige i øjnene med fræk flirten. Hun lader sig især lokke af den høje, franske danser Mathieu Rouaux, der danser med lange, lette opspark. Han har en fascinerende gangsterråhed – i hvert fald indtil hans machokoreografi går over grænsen og bliver voldelig.

Alligevel er det Liam Redhead, der ejer scenen. Denne 25-årige, canadiske solist har faktisk en ægte showbaggrund, fordi han som dreng spillede Billy Elliot på Broadway. Nu er det hans naturlige balletlinjer og skarpe præcision, der stjæler blikkene. Han har en medfødt autoritet, når han står helt rank i sit sølvgrå jakkesæt på scenen og bare betragter de andre. Lige indtil han selv kaster sig ind i ’battlen’ og får publikum til at holde vejret med talløse, ubesværede piruetter. For han bliver bare ved og ved med at dreje…

Han danner et flot par sammen med den rødklædte Birgitta Lawrence, der fint disponerer sin rolle fra at være aristokratisk reserveret til at danse varmblodet og iltert. »Yes, sir. That’s My Baby«, som Frank Sinatra synger det. Og indimellem imponerer den kasakhiske danser Meirambek Nazargozhayev med en munter parodi på en scorelysten fyr, når han springer højere og med flere fodtricks end alle de andre. Det er teknik på den overskudsagtige måde.

Forkrampet hetero

Men er Come Fly Away en god forestilling? Nej, faktisk ikke. Twyla Tharps koreografi fra 2009 er kitchet. Den er mere natklub end show. Den er mere vulgær end elegant. Da Den Kongelige Ballet havde premiere på forestillingen i 2013, fremstod forestillingen underligt postuleret. Det gør den stadig. Det virker desuden, som om den nu 79-årige koreograf ikke har genset sit eget værk med blikket fra #MeToo-debatten – hun, der i sin tid vakte opsigt med koreografien til filmen Hair om fri og lystfuld hippiekærlighed.

Iscenesætterne John Selya og Stacy Caddell har i hvert fald pligtskyldigt iscenesat Twyla Tharps oprindelige optrin, hvor mændene bare spreder benene på de kvinder, de gider. Det virker bizart, at kvinderne i denne natklub tilsyneladende bare venter på at blive taget på takt tre og fire. Desuden er universet forkrampet hetero. Ingen af fyrene, der hænger ud i baren, kigger efter andet end piger – og omvendt – hvilket gør kønsstereotyperne massive. Et særligt valg i 2020.

Men nuvel. Balletten er sæsonens glitrende showbegyndelse for Den Kongelige Ballet. Om nogle uger byder repertoiret på selve arvesølvet i form af Nikolaj Hübbes nye iscenesættelse af Bournonvilles Sylfiden. Og her vil danserne vise det, de trods alt er bedst til: klassisk ballet.

Gulvtæppetræning

Samtidig har nationalscenens eksperimenterende kompagni Corpus indledt sin sæson i A-salen med en kvikforestilling skabt ud fra begrebet ’hjem’.

»La oss sette osss ned en stund i en sirkel under en PH lampe og ta inn en illevarslende bedtime story.« Sådan skriver den norske koreograf Kristin Ryg Helgebostad som sin nye koreografi Home #1.

Det gjorde vi så. Satte os på stole rundt om et stort gulvtæppe. I loftet hang stole og sære lamper. Fra siderne kom smukt lys i iltre stemninger. På tæppet trillede store, gennemsigtige træningsbolde. Fem dansere i hvidt tøj lagde krop til. Der blev rullet og gået, hoppet og brølet, men alligevel fik dansen ikke vristet sig fri af træningsøvelser og teambuilding. Dansen kom aldrig ud over gulvtæppet. Ærgerligt nok.

For de fem dansere Alexander Stæger, Hazuki Kojima, Marco Høst, Alma Toaspern og Louella May Hogan har sikkert en masse at byde på. Corpus som forsøgskompagni er sympatisk. Men barren må sættes højere rent koreografisk.

Det skal dog ikke slå skår i glæden over igen at kunne opleve disse kropskunstnere live. For sådan er det at være dansefreak: Man ønsker at lade sig forelske – i danserne, men helst også i forestillingerne.

’Come Fly Away’. Koreografi: Twyla Tharp. Musikalsk arrangement: Dave Pierce. Sang på bånd: Frank Sinatra. Musik live: Chris Minh Dokys Bigband. Den Kongelige Ballet. Gamle Scene. Til 2. oktober 2020.

’HOME #1’. Koreografi: Kristin Ryg Helgebostad. Lyddesign: Jonas Jensen. Scenografi og lys: Kasper Riisberg. Kunstnerisk leder: Tim Matiakis. Corpus. Prøvesal A. Til 12. september 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Malou Lauridsen

Come Fly Away er jo så ældre end det moderne fyord kønsstereotyp og er fra en tid før det blev moralsk forkasteligt at kvinder og/eller mænd gjorde nogle bestemte ting i underholdning.

Måske Anne Christensen burde skrive sit eget teaterstykke eller forestilling hvor ingen er stereotype (efter hendes subjektive holdning selvfølgelig).