Læsetid: 3 min.

Black horror-gyser kapitaliserer på en tidsånd, der hungrer efter komplekse opgør med racisme

Ubehag og klichéfremstillinger af sort lidelse fletter sig om hinanden i et middelmådigt og uinteressant-forvirrende debutantbud på en ellers fascinerende, vred og vigtig genre: black horror
'Antebellum' efterlader os med flad forvirring og følelsen af, at filmens sorte lidelse og vrede mere bruges som filmeffekt end til at undersøge verden og mennesket dybere, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde.

'Antebellum' efterlader os med flad forvirring og følelsen af, at filmens sorte lidelse og vrede mere bruges som filmeffekt end til at undersøge verden og mennesket dybere, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde.

Nordisk Film

17. september 2020

Muligvis gode nyheder? Nu er også middelmådige genrefilm med sorte hovedroller noget, danske biografer tør satse på, at folk vil se.

I tilfældet Antebellum ­– en amerikansk racismegyser med den fantastiske, stilikoniske musiker samt o.k. skuespiller Janelle Monáe i hovedrollen – skyldes det utvivlsomt de populære (og bedre) film, den står på skuldrene af: Jordan Peeles Get Out fra 2017 om en sort mands absurde besøg hos hvide svigerforældre og rejse ind i racistisk vanvid og fortid, og Us (2019) om at hjemsøges af egne mørke skyggesider.

Formlen på Peeles black horror-værker er svimlende sandsynliggørelser af det paranoide, gys med fuld pedal på de absurde udforskninger af menneskets mørkeste sider. Der er splat, et ublu forhold til bøheffekter og et kæmpe buk til B-filmhistoriens kulørte turneringer af racisme og deres tvetydige dyrkelser af vold.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu