Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Black horror-gyser kapitaliserer på en tidsånd, der hungrer efter komplekse opgør med racisme

Ubehag og klichéfremstillinger af sort lidelse fletter sig om hinanden i et middelmådigt og uinteressant-forvirrende debutantbud på en ellers fascinerende, vred og vigtig genre: black horror
'Antebellum' efterlader os med flad forvirring og følelsen af, at filmens sorte lidelse og vrede mere bruges som filmeffekt end til at undersøge verden og mennesket dybere, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde.

'Antebellum' efterlader os med flad forvirring og følelsen af, at filmens sorte lidelse og vrede mere bruges som filmeffekt end til at undersøge verden og mennesket dybere, skriver kulturredaktør Katrine Hornstrup Yde.

Nordisk Film

Kultur
17. september 2020

Muligvis gode nyheder? Nu er også middelmådige genrefilm med sorte hovedroller noget, danske biografer tør satse på, at folk vil se.

I tilfældet Antebellum ­– en amerikansk racismegyser med den fantastiske, stilikoniske musiker samt o.k. skuespiller Janelle Monáe i hovedrollen – skyldes det utvivlsomt de populære (og bedre) film, den står på skuldrene af: Jordan Peeles Get Out fra 2017 om en sort mands absurde besøg hos hvide svigerforældre og rejse ind i racistisk vanvid og fortid, og Us (2019) om at hjemsøges af egne mørke skyggesider.

Formlen på Peeles black horror-værker er svimlende sandsynliggørelser af det paranoide, gys med fuld pedal på de absurde udforskninger af menneskets mørkeste sider. Der er splat, et ublu forhold til bøheffekter og et kæmpe buk til B-filmhistoriens kulørte turneringer af racisme og deres tvetydige dyrkelser af vold.

Og på denne bølge, der også tæller den HBO-aktuelle og Peele-producerede serie Lovecraft Country, ridder nu ind på lærredet: Antebellum. Ligesom Get Out leger den med at opløse forholdet mellem en (på overfladen?) civiliseret nutid og en grumset racistisk amerikansk fortid.

Sydstatsforfatter William Faulkners kendte oneliner »Fortiden er aldrig død, den er end ikke fortid« er et slags refræn og tema for filmen. Det citeres blandt andet af den belæste hovedperson Veronica Henley (Janelle Monaé), en ekstremt succesfuld, sort feministisk forfatter og racedebattør, der nedkæmper det hvide patriarkat bog for bog og tv-debat for tv-debat, mens hun plejer omgang med sin perfekte familie og skønne veninder og møder stående ovationer til foredrag.

’12 Years A Slave’-karikatur

I den første lange del af filmen følger vi dog Monáe i en anden rolle: som en kvinde med slavenavnet Eden og hendes skrækkelige, frygtsomme hverdag som misbrugt, slavegjort bomuldsplukker på en hvid sydstatsfarm under den amerikanske borgerkrig.

Alt her har en lille bitte snert af karikatur, som en slags dilettantopsætning af 12 Years A Slave. Farverne står skarpt som en tegneserie, de sorte er hjertens gode og fortvivlede, de hvide spiller nærmest overivrigt rollen som sociopatiske tyranner.

Vi ser indledende en sort kvinde på flugt fra farmen plaffet nådesløst ned af en tilsynsmand, der er så sadistisk, at man kan se det på den måde, hans overskæg snor sig på over det lumre smil.

Denne vold, voldtægter, brændemærkninger og ydmygelser af sorte og pinte kroppe er virkelig ikke rar at kigge på og gør altid denne selvbevidste hvide krop urolig i sædet. Men meget længe fletter ubehaget og klicheerne sig så også om hinanden på en uinteressant-forvirrende måde, der aldrig helt forløses.

I filmens sidste del begynder de to spor at hjemsøge hinanden: Er det ikke en frygteligt moderne frisure, den nytilkommende slavegjorte kvinde kommer anstigende i? Og hvad laver en lille blegpudret pige fra midten af 1800-tallet i elevatoren på Veronicas hotelværelse?

Det er her, de to debuterende instruktører Gerard Bush og Christopher Renz for alvor begynder at rulle det Jordan Peele-inspirerede skyts ud med komiske gysereffekter (om komikken er intenderet står uklart), fuld smæk på lydsiden og et syret plottwist, der føles som en slags mindre fantasifuld udgave af mesterlige West World, hvor folk er virtuelle turister – og perverse voldsmænd – i en livagtig westernfortid.

Hvad filmskaberne så vil sige med alt dette, forbliver dog mere uklart: Lurer der i en nutid, hvor man med højtidelighed passer på sine statuer af slaveriansvarlige magtmænd, en længsel mod, dengang man kunne give fuld pedal på at gøre andre til undermennesker? Er klichéfremstillingerne af sort lidelse og hvid ondskab en kommentar på andre fremstillinger? Har denne film noget som helst rigt at sige om sort vrede og hvidt fordærv i vores samtid? Eller kapitaliserer den på en tidsånd, der hungrer efter vilde og komplekse fremstillinger af racisme?

Peele har givet os rundtossede fremstillinger, der bliver ved med at gnave. Antebellum efterlader os i stedet med flad forvirring og følelsen af, at filmens sorte lidelse og vrede mere bruges som filmeffekt end til at undersøge verden og mennesket dybere. I den forstand er det ikke en god nyhed, at den – måske – kan lokke folk i biografen.

’Antebellum’. Instruktion og manuskript: Gerard Bush og Christopher Renz. Fotografi: Pedro Luque. 105 min. (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her