Man kan roligt sige, at Bill Callahans sange ikke er den slags, der skriger på opmærksomhed. De er sparsomt instrumenteret, og med sin afgrundsdybe vokal helt, helt tæt på mikrofonen nærmest taler den amerikanske sanger og guitarist. Men ved nærlytning åbenbarer han en vilje til at lade den store historiefortælling gemme sig i alt det usagte mellem teksternes linjer og i de tavse pauser, der opstår, når han skifter akkord på sin akustiske guitar.
Den 54-årige singersongwriter begyndte sin musikalske karriere under kunstnernavnet Smog, men har de seneste mange år spillet sin afpillede og afdæmpede folk i eget navn. Meget sigende for hans introverte stil, indspillede han et enkelt album som Smog, før han i 2007 udgav Woke on a Whaleheart under sit borgerlige navn. For Callahans musikalske udtryk står i parentesernes tegn.
Numrene på hans nye album Gold Record udspiller sig i sneglefart. De udgør hver deres lille fortælling om en amerikansk hverdag set fra skiftende synsvinkler. For eksempel giver han på »Pigeons« ordet til en bryllupschauffør, der sidder bag rattet i en limousine og giver de nygifte gode råd om det ansvar for verden (dens svageste og udsatte), der følger med deres nye status som ægtefolk.
»Pigeons« åbner med et sample af Johnny Cash, der hilser »hello«. Små skrabelyde og en fjern træblæser giver lidt dybde til Callahans fingerspil, og nummeret afrundes med en linje fra Leonard Cohens »Famous Blue Raincoat«.
Misantropisk spræl
Også på Bright Eyes’ første album i ni år, Down in the Weeds, Where the World Once Was, tages lytteren med til bryllup. Her beskrives det romantiske ritual som masochisternes fejring af kærligheden.
Bright Eyes, med det folkelige navn Conor Oberst, er tilbage med sit første album i ni år.
Nummeret »One and Done« er kontrært og dramatisk opbygget med en overrumplende blanding af klaver, funky bas og et heppekor, der forvrænges til hysteriske bjæf. Symfoniske violiner stiger i styrke, som for at overdøve de hårdt dundrende trommer spillet af Jon Theodore, der til dagligt holder takten i rockgruppen Queens of the Stone Age.
Bright Eyes er pseudonym for den amerikanske sanger Conor Oberst, der har udgivet sin på ingen måder blåøjede indierock under dét navn siden slutningen af 1990’erne. Efter gennembruddet i 2002 med Lifted or The Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground har Bright Eyes dog fungeret som en trio med Nate Walcott på tangenter og trompet og Mike Mogis på så godt som hvilket som helst instrument, der måtte blive brug for.
Sangene på Down in the Weeds, Where the World Once Was er på indholdssiden misantropiske – perfide i deres beskrivelser af det Amerika, Oberst ser omkring sig – mens de melodisk spræller uforudsigeligt og fortrøstningsfuldt.
»Mariana Trench« er en af den slags sange, hvis opråb om at kigge dybt i Marianergraven og højt op mod Mount Everest pludselig sætter sig fast, så det ikke er til at slippe igen. Det er dirigeret med udråbstegn og huser en samfundskritik så polemisk og poetisk, at den kunne være skrevet af Bob Dylan.
Klart og ukryptisk skildrer Oberst sin samtid som larmende og antropocæn. Han tegner et billede af en verden, hvor den bedste valuta er selvoptagethed, kujoner opfører sig kujonisk, og det første den alkoholiserede cowboy gør, når han udskrives fra rehab, er at drikke sig ihjel.
»All these faces are contortionists / It must have hurt / Because they all looked as unhappy / As a clown« synger han gryntende og karakteristisk nasalt. Og som den Bright Eyes-komposition »Mariana Trench« er, sniger der sig naturligvis en hel hær af horn ind undervejs.
Længslen efter slideguitar
Til sammenligning er Bill Callahans samfundskritik på Gold Record implicit og subtil. På »Protest Song« låner han sin dybe, træge stemme til en træt arbejder, der reagerer med modvilje på den protestsanger, han ser dele sine løgne med seerne i et aftenshow på tv: »I protest his protest song / I’d vote for Satan / If he said it was wrong«.
Bag Callahans enkle, aparte og en anelse ensformige guitarspil, indfinder der sig lejlighedsvis et par vemodige klange fra Matt Kinseys elektriske guitar. De får mig til at tænke på den legendariske twang-mester, Ry Cooder, hvilket næppe er tilfældigt, da han til slut på pladen har fået sin helt egen portrætsang.
Ry Cooder er indbegrebet af slideguitar, og hans elguitar spillede efter min mening hovedrollen i den tyske instruktør Wim Wenders film Paris, Texas fra 1984. Også Callahan beundrer Cooder for hans »laid back and exact in his attack of the discipline«, der skaber en helt særlig klang af støvede, golde ørkener og længselsfulde amerikanske drømme.
»Now imagine him laying a part down right here where the song grows thin / Drawing all the listeners who tuned out right back in« synger Callahan i sidste vers af »Ry Cooder«. Og jeg må indrømme, at jeg ville have elsket en rygende guitarsolo netop dér til at vække mig fra Callahans døs hen mod pladens slutning.
Samtidig respekterer jeg Callahan for hans tro på begrænsningens kunst, hans tiltro til enkelt guitarspil, ligefremme tekster, og at hans rungende basstemme er det, der skal til. At en sang sagtens kan synges så langsomt, at den næsten går i stå.
Bright Eyes: ’Down in the Weeds, Where the World Once Was’ (Dead Oceans).
Bill Callahan: ’Gold Record’ (Drag City)
