Umiddelbart skulle man tro, at en roman som Sortsyge af debutanten Cecilie Bødker, ville være noget grænseoverskridende for os almindeligt monogame. Den handler om unge i polyamourøse forhold, dvs. unge, der har flere og skiftende partnere på samme tid.
Der knaldes og bolles i Sortsyge, lidt på kryds og tværs, men mestendels monogamt og missionært. Og på trods af de vovede afsæt fristes jeg næsten til at kalde romanens tone for småborgerlig.
I Sortsyge møder Freja, den 24-årige protagonist, »feminist & fotograf og & fan af fri kærlighed [peace-tegn emoji]«, en svensker, der hedder August. De indleder et stormende forhold, og i karakteristisk overdreven stil beskriver Freja hans udseende således: »Hans mørke øjne har et alvorligt, næsten lidelsesfuldt udtryk, som jeg synes virker poetisk.« Den højstemte tone er slået an, meget foregår over sms og e-mail, og det er en brevroman anno 2020.
Som i så mange andre brevromaner er selve romancen en farce. August fortæller lynhurtigt Freja, at han elsker hende. Men August er også sygeligt jaloux og har tre andre forhold i gang samtidig.
Romanen handler umiddelbart om frisættelse, et ord som for denne generation betyder 68’ernes idealer på speed. Fri kærlighed, afskaffelsen af det patriarkalske ægteskab, konstant udforskning af grænser, ingen behovsudsættelse. Det burde vel være alt andet end reaktionært?
Det kræver mere end slagord at bryde normer
August er en god gammeldags narcissist, der det ene øjeblik overstrømmer Freja med kærlighed og straks truer med at tage den fra hende. Freja kaster sig forudsigeligt i hans arme, og den slags usunde dynamikker har da også givet stof til god litteratur fra Romeo og Julie til Heathcliff og Catherine i Wuthering Heights.
Freja lever for de »pling«, der gennem hele romanen afbryder hende i tale og tanke som rytmiske cæsurer fra telefonen. Hun udbryder fraser som »alle kroppe er smukke, som de er. Jeg synes ikke, du skal ændre på din krop for en mands skyld!«. Det er den slags slogans, som man printer på T-shirts, men hvordan forandrer de virkeligheden, tænker jeg.
Egentlig vil jeg gerne høre, hvad den lange række af kvinder, der bejler til August, kommer frem til med deres eksperimenter, høre deres bekymringer på vejen, se dem vakle og måske blive friere.
Men romanen kommer aldrig videre end fraserne. Freja får en spiseforstyrrelse. Hun og Augusts andre partnere med navne som Fanny, Denise, Emma og Filippa kæmper om at være bedre, smukkere og sjovere end de andre, så han vil foretrække dem. De pakker det ind i slogans om at bryde grænser.
Det er det, der virker så ufrit ved bogen. Man kunne kalde det et eksempel på oplysningens dialektik, med et lånebegreb fra Frankfurterskolens misantroper Theodor W. Adorno og Max Horkheimer. De beskriver med afsæt i den franske revolution, hvordan ethvert frigørende projekt hurtigt kan slå over i barbari. Gør man friheden til et mål, der retfærdiggør ethvert middel, vil man se, at også friheden rummer kimen til diktatur. Sådan stræber Freja efter frisættelse, men frisættelsen bliver en besættelse, der langsomt får hende ned på 42,5 kilo.
Romanen styrer alle kærlighedseksperimenter så skematisk mod nedturen, at man får tanken, at de stakkels piger burde have fundet sig en sød, monogam person, der kunne beskytte og bekræfte dem. Men i Sortsyges univers udnytter de mandlige karakterer kvinder til sex, de kvindelige karakterer er ofre for mændenes sygelige magtspil, og fri sex er således farligt.
Generation Mig Først
Det gør romanen forstemmende som generationsportræt, hvilket den nærmer sig med sine arketypiske karakterer. Dens kvinder er udskiftelige over samme formel: De er i start- eller midttyverne, iført blomstrede kjoler og alpehue, skrøbelige, men smukke, og de drømmer om at blive fotografer eller forfattere.
Selv med så meget til fælles er frisættelsen i Sortsyge ikke et fælles projekt. Det handler om at maksimere sin egen adgang til sexpartnere, være mest frisindet, og i hvert fald bedre end den forrige. De feminine, alternative fællesskaber, der for eksempel er opstået med #MeToo-bevægelsen, findes ikke her. Karaktererne har hørt talen om søstersolidaritet, men som det ofte er med idealer, er de dødsenssvære at omsætte til virkelighed.
Det er en af den slags bøger, der giver mig lyst til at protestere og sige: »Sådan er vi i hvert fald ikke!« Nok fordi der er et gran af sandhed i den. Den afslører helt andre nuancer af, hvad det vil sige at elske andre mennesker i dag, end jeg er vant til.
Cecilie Bødkers roman er en effektiv stikpille til de karakterer, der findes i og uden for bogen. I Sortsyges optik fremkalder millennialgenerationens ungdomsarbejdsløshed, prekære ansættelsesforhold, tårnhøje boligpriser, SoMe-iscenesættelse og uforpligtende datingliv ikke ligefrem fællesskabsfølelser.
Det er i stedet anledninger til ensom kamp om de polyamourøse ressourcer. I romanen er unge kun bundet sammen af nogenlunde sammenfaldende fødselsår. Sådan en udlevering af sin egen generationen er tankevækkende.
Og vist også en smule småborgerlig. Det er alligevel sjældent, at sex har været så lidt frisættende, som det er i »Sortsyge«.
Cecilie Bødker: ’Sortsyge’. Vild Maskine, 234 sider, 200 kroner.
Uheldigt med et navn så tæt på forfatteren Cecil Bødker, som døde dette forår. Men der måske en familieforbindelse?
>>> der er