Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Christina Hesselholdt anmelder Prøvestenen Syd på Østamager: Hvor tung industri og græs mødes

Vi har sendt en af sommerens forfatternaturanmeldere ud i ny natur – til Prøvestenen på Sydamager. Hvori hun, Christina Hesselholdt, for første gang falder helt ind i rollen som anmelder, idet hun identificerer tre muligheder for forbedring
Prøvestenen på Sydamager er for ganske nylig blevet midlertidigt åbnet for offentligheden.

Prøvestenen på Sydamager er for ganske nylig blevet midlertidigt åbnet for offentligheden.

Jens Astrup

Kultur
9. september 2020

Prøvestenen Syd er det fjerde naturområde, jeg besøger denne sommer for at anmelde dansk natur, som opgaven lyder. Og det er første gang, at jeg føler mig kaldet til at præstere noget, der kunne komme i nærheden af en anmeldelse (mine tre tidligere tekster har været de rene naturbesyngelser) – at anmelderen kommer op i mig ved synet af Prøvestenen Syd, skyldes, at jeg ser mulighed for forbedring.

Prøvestenen Syd er for ganske nylig blevet midlertidigt åbnet for offentligheden. Om åbningen bliver permanent vil afgøres af, om vi tager vores skrald med, når vi forlader området – så lad ej ispapiret falde lige her. Udvis sporløs færden. Og ryd op efter dem, der ikke har været sporløse – opfordrer et skilt ved indgangen til.

Det er et sært sted, som gerne skulle forblive åbent. Det er der mange, der ønsker, mange lokale initiativer i forhold til. Der er nemlig et stort pres af rekreativ art på Amager Strandpark, inddragelse af Prøvestenen Syd ville lette det pres og give folk en ny græsgang at boltre sig på.

Prøvestenen Syd og Amager Strandpark er lige gamle, begge er fra 1934, og tanken var oprindeligt at etablere en lystbådehavn ved Prøvestenen Syd. Den drøm fik finanskrisen endeligt til at briste. I stedet har ejeren, som er By & Havn, brugt stedet til andre formål.

Røg og damp

Jeg cykler ad Prags Boulevard og over Prøvestensbroen i støvskyer og udstødning fra en strøm af lastbiler, der kører til og fra Prøvestenen Nord, også kaldet Benzinøen på grund af tankanlæggene, der indtil oliekrisen i 1970’erne og øget produktion af olie i Nordsøen, husede store beholdninger af brændstof. Ledige arealer gav derefter plads til såkaldt tørbulk: sten, sand, grus, asfalt, cement, skærver, skrot og sømaterialer, det sidste smukke og gådefulde ord henviser til grus gravet op fra havet.

Her på Prøvestenen Nord står nu røg og damp op fra, hvad jeg tror er Aalborg Portland, her ligger Saybolt Danmark A/S, Sten og Grus Prøvestenen, Superasfalt og H.J. Hansen, der blandt andet genvinder aluminium fra skrottede biler. Jeg må indrømme, at Prøvestenen Nord trækker lidt i mig, da jeg går gennem lågen i trådhegnet til Prøvestenen Syd – jeg kunne godt tænke mig at gå rundt om bjerget af maste biler, som jeg har set på fotos.

Foran mig breder sig et syv hektar stort, helt fladt og tørt, gult område. Og så begynder jeg ellers at gå – ad en blød sti af fladtrådt enggræs, rundt langs Prøvestenens grænser mod vandet og lidt på kryds og tværs, hvor nu stisystemet fører mig: forbi en kanal og mod et par havnebassiner; det lidet indbydende sorte vand på dette øde sted i skyggen af tung industri fremkalder filmbilleder af dumpning af lig.

Miriam Dalsgaard

Stedet er opkaldt efter den flydedok, man i 1713 sænkede for at tage den i anvendelse som søbatteri. For at gøre en lang og omskiftelig historie kort, så indgik stedet i Københavns fæstningsværk, et fort kom til og var i brug indtil 1922. (Fortet findes stadig på Prøvestenen Nord, og da jeg læser, at fortlegemets indre »bærer præg af både forfald og rustik originalitet«, får jeg lyst til at se det). Derefter blev stedet omdannet til at rumme tankanlæg – og det voksede ved opfyldning med affaldsjord og byggeaffald.

At Prøvestenen er et sammenflikket monster, kan man se de steder, hvor belægningen på bassinernes sider er gået i stykker, for der får man et kig ind til sten og skærver, den kunstige øs indre organer. En idiosynkrasi telegraferer i mig: Jeg kan ikke lide, at der er gået hul, og man kan se ind – som om det var en beskadigelse på en krop.

Der ligger også enkelte byggerester over jorden, der er murbrokker, og en snare af stål får fat i mit cykelhjul. Jeg har taget min cykel med på slæb øen rundt. Min hund er død for kort tid siden, nu klamrer jeg mig til min jernhest.

Græs og atter græs

At denne ø giver så gult et indtryk, skyldes, at den er dækket med tørt enggræs. Vi trænger til regn. Efter sigende skulle der være et rigt udvalg af fugle med reder på jorden gemt i græsset, så man skal holde hunden i kort snor (hvis man er så heldig at have sådan en) og selv holde sig til de trampede stier. Men jeg ser kun svaler. Det er varmt på den stikkende måde, der varsler udløsning fra himlens side. Svalerne flyver lavt, der er tordenfluer til dem.

Der er mange små blå sommerfugle – som jeg tror er blå blink – der sværmer om gederams. Og da jeg siddende på bolværket af store sten for enden af øen spiser frokost og stirrer på Øresund og en fiskerbåd med skrigende måger over, er der også hvepse. Jeg er blevet bragt et godt stykke ud i havet, hvilket, har jeg læst mig til, også gør stedet til et godt sted at fiske fra. Og der står da også en fisker lidt væk.

Der er regnfang, en enkelt hybenrose, og jeg ser i alt to træer, birke, der når mig til navlen. Men først og fremmest er der græs og atter græs. Og så de store sten, der på nogle strækninger holder sammen på hele molevitten, mod vandet; andre steder er det træbelægning, brædder, der holder sammen på øen – og det giver et præg af kasse, ja, som om man står i en åben kasse.

Det er et sted uden megen variation. Men jeg kan forestille mig, at hvis her var friskt og grønt – hvis ikke heden havde lagt alting ned og suget farven ud af græsset – ville her være mere indbydende.

Miriam Dalsgaard

Hvad udsigten angår er der noget for enhver smag: Der er skylinen af opfindsomt formede højhuse bag Amager Strandpark, og kigger man mod Rådhuspladsen, der kun er tre kilometer væk, ser man de gamle tårne, Vor Frelsers Kirke tydeligst. Og så er der den vilde industri mod nord.

Her er næsten mennesketomt, jeg møder i løbet af tre-fire timer kun lystfiskeren, en hundemand og et midaldrende, forvildet par, der synes at lede efter noget, åh ja, og så en hel flok brætpadlere på vej mod stedet.

I kanalen ligger et par udtjente husbåde, den ene med lyseblå gardiner trukket for. Hvad mon de både bliver brugt til? Himlen er blevet sort og rumler. Den sorte himmel passer godt til det dystopiske, som industrien tilføjer naturen her, og danner også en voldsom baggrund for de hvide vindmøller. Rækken af vindmøller på Mellemgrunden bevægede sig ikke, da jeg ankom, nu roterer de lysteligt. Lidt senere står jeg ret tæt på dem, tættere, end jeg nogensinde har været på vindmøller, de kører for fulde omdrejninger og næsten lydløst! Må jeg bede om en til baghaven.

Et par kunstige høje, tak!

Jeg beslutter at cykle til Amager Strandpark for at kigge på Prøvestenen Syd derfra. Og da jeg går ud af lågen og igen skal bevæge mig ad Prags Boulevard sammen med den utrættelige mængde af lastbiler, er jeg sikker på, at forbedring nummer et bør være en anden måde at komme til Prøvestenen Syd på.

Vi elsker broer her til lands, lad os bygge en til: en lang gang- og cykelbro fra Amager Strand Park til Prøvestenen Syd, så man undervejs kan betragte den egentligt ret formidable industri, uden at risikere at blive offer for dens tjenere: de myreflittige lastbiler, der kører materiale ud til Københavns byggepladser.

Der er få strandgæster i Amager Strandpark; en lille fiks bil jager fra gæst til gæst og fraråder badning på grund af fare for lynnedslag i havet. Sikke en service. Man kunne også bare kigge på himlen og lade sig vejlede om badning eller ej af dens knurren.

Nedsænket mellem klitter ikke så langt fra turkise Helgoland Badeanstalt ser jeg, at Prøvestenen Syd med lidt god vilje har facon som et timeglas. Jeg drømmer om at forvandle dens flade ørkesløshed, til et sted med små birke- eller andre lunde, steder at forsvinde ind i, og må jeg også bede om et par kunstige høje. Jeg kom til at føle mig om ikke udsat så lidt for synlig ovre på stenen.

Serie

Naturen anmeldt

I århundreder har vi distanceret os fra naturen. Den er blevet noget, der ligger uden for os selv, og som vi enten udnytter som en ressource eller nyder som et kunstværk. I denne serie har vi bedt to forfattere, C.Y. Frostholm og Christina Hesselholdt, om at anmelde naturen for at undersøge, hvordan vi kan nærme os den på ny.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg anede ikke, at der var offentlig adgang til det område.
Det må jeg prøve en dag.

Sydamager?

Maj-Britt Kent Hansen

Snarere Østamager.