Demokrati er godt og sejrede efter kommunismens undergang i 1989. Men sejren har ført til angreb på demokratiet og udfordringer til den globale verdensordens institutioner, som vi i 1990’erne troede ville få mere og mere magt og gennemtvinge demokratiske udviklinger i flere og flere lande. »Historiens afslutning« som Francis Fukuyama optimistisk formulerede det.
Sådan er det ikke gået. Tværtimod afløses retsstatens garanti for frihed og rettigheder i stadig flere lande af forskellige former for autokrati og populisme. Det er således et uhyre vigtigt og aktuelt emne Peter Seeberg og Mikkel Thorup tager op i denne antologi med 14 landeanalyser samt to mere teoretiske kapitler. De er alle velskrevne, ført helt op til foråret 2020 og veldokumenterede i et omhyggeligt noteapparat, der repræsenterer den nyeste forskning og ikke kun på engelsk. Bogen er velredigeret, uden trykfejl, og alle forfattere er yderst vidende. Man er i godt selskab i en kombination af DR2’s Deadline og Orientering på P1, blot i trykt form og med fodnoter.
Idéhistorikeren Mikkel Thorup skitserer ellers problematikken med den populistiske udfordring til det repræsentative demokrati, retsstaten og den klassiske forestilling om offentligheden og svarene i form af autokratiske regimer godt. På basis af primært engelsksproget litteratur identificerer han fire vigtige udgaver i den globale verden af det, han kalder ’autokratisering’.
Den første er markedsbaseret ikkedemokrati som især findes i Kina, Singapore, Golfstaterne, (herunder Saudi-Arabien), der giver indbyggerne økonomiske fordele uden politisk indflydelse.
Den anden udgave er fejlslagne demokratier som Pakistan, Sydafrika, Mexico, Venezuela, Egypten, Zimbabwe og Thailand, hvor der afholdes valg, uden at forbedre situationen, snarere tværtimod. Venezuela og Egypten fremhæves som eksempler på, at demokratiske valg fører til ustabilitet. Irak og Afghanistan kunne også nævnes for de ulykkelige følger af påtvungne valg, uanset hvor frie disse er.
Den tredje krise for demokratiet som styreform er ifølge Thorup det illiberale demokrati, der i forskellig form findes i så forskellige lande som Rusland, Tyrkiet, Polen, Ungarn, Israel, Filippinerne, Indien og Brasilien. I alle disse lande udfordres de liberale institutioner og reglerne for, hvordan der må regeres i form af love, forfatninger og individuelle rettigheder.
Thorups fjerde gruppe er repræsentative demokratier som de nordiske, Tyskland, Australien, USA, Canada, hvor demokratiet måske ikke direkte er truet, men udfordret. Politiske og økonomiske eliter ser her i stigende grad det liberale, repræsentative demokrati som en hindring for at træffe effektive beslutninger og mødes til gengæld med folkelig utilfredshed, der nogle steder resulterer i en legitimitetskrise.
Selv om bogen koncentrerer sig om de to sidste tendenser, er det let at se, at den analytiske ambition for at indløses ideelt set kræver kapitler om næsten alle 193 medlemsstater af FN plus afsnit om en del af de folk og regioner, der kræver deres egne suveræne stater. Det er naturligvis uoverkommeligt, selv om vi er i den heldige situation, at der i Danmark findes ekspertise i forhold til næsten alle staterne. Det foreliggende udvalg koncentrerer sig om tendenserne til illiberalt styre i ’folkets’ navn, dvs. populisme, i mere eller mindre veletablerede demokratier i Europa.
Mangel på demokrati
Den anden redaktør, historikeren Peter Seeberg, er mellemøstekspert og gennemgår i et kompetent kapitel manglen på demokrati i Mellemøsten bortset fra Iran, der har sit eget gode kapitel af Claus Valling Pedersen. Seeberg skriver om alle lande i regionen, men behandler især tre lande: Egypten, Israel og Tyrkiet.
Det er sjældent, at se disse tre lande behandles sammen, men analysen af, at alle tre bevæger sig i autokratisk retning, overbeviser. Men de er så forskellige, at man efterlades med lyst til at få lige så meget at vide om historie og særtræk, som vi får i kapitlet om Iran. Der ovenikøbet begrundes med, at vi skal se til Iran for at få en fornemmelse af, hvor Viktor Orbáns Ungarn bevæger sig hen under påberåbelsen af kristent-konservative værdier.
Det havde også været nyttigt med en tilsvarende perspektivrig behandling af Saudi-Arabien, som Mikkel Thorup placerer under overskriften markedsbaserede ikkedemokratier på linje med det hyperkapitalistisk-kommunistiske Kina.
Her ville det nok være mere relevant at fokusere på en anden udfordring til det liberale (og socialdemokratiske) demokrati: den konservative kristne tænkning. Den er behandlet i politologen Manni Crones fremragende kapitel om Frankrig. Efter en overbevisende påvisning af, at Marine Le Pens Front National har forsonet sig med den sekulære republikanske traditions verdslige adskillelse af religion og stat (laicité) og planlægger at udnytte de populistiske træk i den femte republiks forfatning, som Charles de Gaulle fik indført i 1958, skriver Crone om den anden Le Pen, Marines niece Marion Maréchal.
Efter at være valgt til Nationalforsamlingen som den yngste parlamentariker nogensinde har hun trukket sig tilbage fra dagspolitik og koncentreret sig om at udvikle en kristen-konservativ position, der deles af statsledere som Orbán i Ungarn, Bolsonaro i Brasilien, Putin i Rusland og Abascal fra det fremstormende spanske højreparti Vox. Desværre er denne vinkel ikke fulgt op i de ellers gode kapitler om Rusland og Brasilien.
Det sidste er skrevet af Georg Wink og bygger på brasiliansksproget litteratur. Det er godt, men betyder, at vi i høj grad får et kritisk indlæg, der afdækker alle de beskidte kneb, det politiske og økonomiske establishment har benyttet for at fjerne arbejderpolitikeren Lula da Silva og hans efterfølger Dilma Rousseff fra magten. Formodentlig helt sandt, men det forklarer ikke, hvorfor så stor en del af vælgerkorpset sluttede op om en ekstrem højrepolitiker som Jair Bolsonaro, der afvikler Lulas ansatser til et socialt mere lige samfund, som samtidig længe var inde i en positiv økonomisk vækst. Til gengæld er der blevet plads til at fremhæve pinsekirkernes fremvækst og politiske engagement på højrefløjen i det traditionelt stærkt katolske land.
Disse indvendinger skal ikke skjule, at der er tale om en fin og velredigeret udgivelse, som afdækker en lang række tendenser, vi ikke havde forudset for få år siden. Med forfatternes egne ord snydes der i dag mindre på valgdagen, men snarere alle de andre dage, hvor pressefriheden indskrænkes, oppositionspolitikere chikaneres, embedsværket politiseres, korruption sikrer loyalitet, og domstolenes uafhængighed krænkes. Alt sammen i et sprog, der ligner demokratiets, og med anvendelse af valg og folkeafstemninger. Fuldstændig som Karl Marx beskrev det i 1852 i Louis Bonapartes 18. Brumaire om Napoleon 3.s vej til magten via folkeafstemninger, hvor bønderne udviste lige så lidt solidaritet som en sæk kartofler. Derfor ikke et ord om Donald Trump i USA, som Niels Bjerre Poulsen dækker med vanlig kyndighed, dog uden et ord om det kristne højre.
Peter Seeberg og Mikkel Thorup (red.): ’Demokratiets krise og de nye autokratier’. Aarhus Universitetsforlag. 368 sider, 300 kroner.
Uffe Østergaard er historiker med speciale i europæisk identitetshistorie.
