’Druk’ bliver en ny dansk fællesreference, men undviger nogle af drukkulturens dystre sider

Thomas Vinterbergs bedste danske film er alle virkeligt nemme at elevatorpitche. 

Ingen glemmer ideen om den grønne og den gule tale i mesterværket Festen (1998). Eller den klaustrofobiske pinsel i børnehavepædagogen under falsk pædofilianklage i Jagten (2012). Og alle kommer til at tale om – og mange nok også til at efterprøve – gymnasielærernes alkoholeksperiment i den nye, rørende dramakomedie Druk:

I et lille venneslæng af mandlige gymnasielærere refererer psykologilæreren Nikolaj (Magnus Millang) under en våd fødselsdagsmiddag den norske psykiater Finn Skårderuds teori om, at mennesket er født med 0,5 promille for lidt i blodet. 

Efter et par genstande er man nemlig mere åben, mere musikalsk, man føler sig parat, simpelthen. Stor kunst er blevet malet og skrevet og fremført på en god brandert. Den lille promille, før dumhedsstadiet indtræffer, gør noget for selvtilliden og livsglæden og dermed også relationerne, simpelthen.

Og det sidste har sådan fire halvsløje danske mænd i midten af livet med henholdsvis lidt for lidt og lidt for meget familieliv derhjemme virkeligt brug for.

Historielæreren Martin (Mads Mikkelsen) med den fjerne, natarbejdende hustru (Maria Bonnevie) og de fjerne teenagesønner og det fjerne blik går i gang allerede næste morgen. Snart følger de andre trop. De kalder det for god ordens skyld for et »videnskabeligt eksperiment« og en kvalitativ undersøgelse af alkoholens mulige forbedring af egne »sociale og psykomotoriske egenskaber«.

Promillemiraklet

Og så begynder de hver morgen før arbejde at drikke og supplerer i løbet af dagen, og snart sker der små pædagogiske mirakler: Musiklærer Peter (Lars Ranthe) får med impulsiv handlekraft det ellers lidt for individualistiske gymnasiekor til at mærke hinandens musikalske vibrationer for nedtrukne gardiner og med hinanden i hænderne (oh, livet før corona, det tænker man i øvrigt i særlig grad i denne film med dens glade unge og mange kroppe).

Den i forvejen ølglade idrætslærer Tommy (Thomas Bo Larsen) indgyder fornyet gejst i de små drenge, han er frivillig fodboldtræner for, og han bliver så tilpas blødgjort af vodkaen i drikkedunken, at han formår at vise mobbeofferet ’Brille’ den fornødne ømhed og give ham mod på boldbanen med dens bøller.

Martin (Mads Mikkelsen) forsøger at bygge en bro mellem de unge gymnasieelever, der drikker som svin i fritiden, ved at få dem – og dermed også os, publikum, der afvejer egen holdning til alkohol filmen igennem – til at reflektere over, hvordan mange af verdenshistoriens afgørende beslutninger, der er truffet af plørefulde mænd.

Pludseligt er det, som om Churchill, Clinton og Jeltsin er med til drukstafet med de unge elever, og så bliver historieundervisningen en fest. Og så holder damen derhjemme pludseligt øjenkontakt igen, fordi manden foran pludseligt snakker og har ideer og tanker og tager initiativer.

Psykologilærer Nikolaj (dygtige Magnus Millang – filmens mindst kendte ansigt) har vist mest brug for at flirte en lille smule med forestillingen om autonomi i sit ellers så fine liv med sin smukke, rige hustru, store villa og rigelige mængder småbørn.

Lyder det plot egentligt lidt irriterende – som naive forestillinger om alkoholens transformative kraft og sjov med druk i komikkens platte navn? I hænderne på en ringere instruktør og en kækkere manuskriptforfattermakker kunne det være blevet netop det, en drengerøvsleg, som alle skal kigge på, i familie med Blå Mænd eller Klassefesten eller Klovn. Der er da også hilsen til det lavkomiske og filmhistoriens karikaturer af den fulde mand.

Ømme i hjertet

Men instruktør Thomas Vinterberg og manuskriptforfatter Tobias Lindholm er langt mere ambitiøse i Druk. For de lægger eksperimentet i armene på karakterer, som de som udgangspunkt tager alvorligt. De – særligt hovedpersonen Martin – spiller en lige så stor rolle som alkoholeksperimentet i sig selv gør. 

Og så er Mads Mikkelsen altså en latterligt god skuespiller, nærmest lige så rørende her som i sin mesterrolle som kriminel far – og forsømt voksen søn – i Pusher 2.

Man går meget hurtigt fra at tænke: »Der er den flotte og meget kendte skuespiller Mads Mikkelsen i endnu et dansk drama« til at tænke: »Der er en rigtig kedelig type fra lærerværelset, teknisk set smuk, måske, men helt uendeligt kedelig.« 

Og med denne kedelighed gør Martin i skikkelse af Mads Mikkelsen os helt trætte og tunge og ømme i hjertet. Han er ham der læreren, vi nok alle har haft, som kan suge al ilt ud af rummet, al sjæl ud af bøgerne og få tiden i klasselokalet til at stå dræbende stille.

Når Martin i desperation hamrer rødvin ned foran sine måbende venner og gerne vil forklare, hvordan han har det, så er det så uvant en tanke, så der endnu ikke er gnist nok derinde til, at han kan sætte de rigtige ord på, hvor tomt og råddent det hele er blevet. At formulere problemer kræver en vis livsvilje.

Ikke rigtigt eksistere

Denne mentale tilstand er så fint syet ind i manuskriptet: Vi ser den depressive Martins oplevelse af at blive usynliggjort, af ikke rigtigt at eksistere for nogen eller for sig selv. Vi ser, hvordan det ikke rigtigt virker, som om folk lytter til ham. Hvordan familien glemmer hans planer sekundet efter, at han har meddelt dem. Hvordan vennerne stiller de samme spørgsmål som sidste gang, de sås, fordi de har glemt alle svar siden sidst. Og hvordan han foran gymnasieklasserne virker som en, der håber, at de ikke hører, hvad han siger, sådan at han kan undgå at skulle svare på nysgerrige eller opklarende spørgsmål.

Til sidst indkaldes han til kritisk hastemøde med forældre og elever, der har brug for at lære noget. NU. »Det du sagde om Påskekrisen? Vildt forvirrende,« vil en elev gerne lige have lov at slå fast. (Oveni alt andet, der sker i filmen, er den en kær og kæmpe – og ikke nostalgisk-desperat – kærlighedserklæring til disse unge mennesker).

Så hvorfor drikker Martin? Hvorfor er han desperat efter, at nogen eller noget katapulterer ham tilbage i kampen for at være til stede? Det forstår man godt. Årsagen er ikke et alibi for sjov med fulde mænd, men kernen i filmen.

Mads Mikkelsens Martin er det bedste bud på en filmskildring af en dansk middelklassemand i krise, jeg kan komme på. Så åbenbart havde vi altså brug for en mere af dem. 

Derfor er Druk grundlæggende en god film med eksistentiel tyngde og et soundtrack og en stemning, man han har lyst til at blive i og tage med sig videre.

Men så er der Thomas Bo Larsen.

Vinterbergs Thomas Bo Larsen

Det er centralt, at Druk hverken vil dømme eller idyllisere druk, den er en ambivalent hyldest til alkohol – med torne. Dens postulat er, at alkoholen kan have absolutte, fatale konsekvenser for den, der ikke har noget eller nogen at moderere sin druk for, og at den kan virke transformativ og ekstatisk, når man har kærlighed og livsglæde at tappe af. Den udstiller danskernes groteske alkoholkultur, men ikke uden en vis ømhed. Og understreger det åbenlyse: At det mådeløse aldrig er langtidsholdbart.

Thomas Bo Larsen spiller vennegruppens mest brovtende, lidt ensomme hundeejer og idrætslærer Tommy, der i forvejen har et håndøls-kært alkoholforbrug. Han er typen, vi automatisk ville forbinde med sørgelig alkoholisme, og som filmen derfor også – som en noget rutinepræget præstation af instruktøren – gør til repræsentant for netop den mørke side af alkoholen.

I Vinterbergs De Største Helte (1996) spiller Thomas Bo Larsen en småforhutlet festabe, der må træde i karakter som voksen, den dag han viser sig at have en teenagedatter. I traditionel roadtripstil, med komiske og så dramatiske og til slut rørende op- og nedture, bliver det barnet, der kaster et hidtil ukendt rørende lys over denne børnevoksne mand.

Det er barnet, som tildeler den voksne en værdi og gør ham ægte voksen. Samme model går igen i Druk med Tommys kære pingpong med lille ’Brille’ på fodboldbanen. Det er Thomas Bo Larsen classic. Han tjener – også som den knuste bror og brøleabe i Festen – ofte specifikt det formål at vække sympati hos os, han er de nemme tårer, der fremmaner rørelse og medlidenhed med den lidt forhutlede.

Og i Druk bliver han også lidt af en ensomhedskliché – vi må forstå, at det er den mindst civiliserede, der ikke kan tilbagevinde kontrollen over alkoholen. Og han bliver hermed filmens dramatiske beholder for hele drukkulturens dæmoniske side.

Små dæmoner

Hos de tre andre er det dæmoniske sådan noget med at drikke sig så fuld, at man pisser i sengen eller falder i søvn i en astronomisk rus foran naboens hus og bliver slæbt hjem af en flov søn. Og at man råber ad sin hustru og så fortryder. 

Det er utvivlsomt en forfærdelig ting at udsætte sin familie for. Men det er også lidt, som om filmen let danser hen over endnu sværere dæmoniske kræfter.

Et interview med Tobias Lindholm om filmen i P1’s Filmland er for mig at se meget sigende: »Det er jo en historie, der handler om fire venner, som på hver deres måde sidder fast i livet, og som kaster sig ud i et eksperiment, der i første omgang inspirerer dem til at være bedre versioner af sig selv, og sidenhen … øh, øh ... også koster dyrt.«

De to øh’er siger meget. For udeladelsen af »værste« i sætningen og forsømmelsen i filmen er, at den lader Thomas Bo Larsen tage det allermest destruktive på sig fremfor for alvor at fordele det i de forskellige karakterer, så vi også får de mere komplekse, værre versioner af dem af se.

Martin bliver vild og vred og råber ad sin kone, ganske vist, men det udfald tjener som formål at på sigt hele alt det, der længe før var gået galt mellem dem. 

Men hvorfor stikker liderbukken i blot en af disse ellers så bredt repræsentative mænd ikke sit skrækkelige, fulde fjæs frem under drukturene eller på arbejdet, hvor de er omgivet af unge smukke mennesker? Hvorfor overskrider de ikke andres grænser eller siger eller gør noget andet moralsk forkasteligt? Ville det ikke være en del af en faktisk plausibel undersøgelse af, hvordan alkohol også inviterer de grimme sider af mennesket frem? 

Vil man sige noget om maskulinitet, kriser, Danmark lige nu, så føles det som en sær undladelse. Men der vil filmen ikke hen. Den består af utvetydigt gode mennesker, lidt triste og pressede, og af en enkelt brovtende stakkel.

I den forstand er Druk ikke en film, der er lige så interesseret i drukkens mørkeste kamre som i livskrisens grå tåge. Og i den forstand er det også en utvetydig kærlig film: Til venskaber og til de unge smukke mennesker og til glæde.

Det lader vi så Vinterberg og Lindholm slippe afsted med. Ikke mindst fordi den del lykkes virkeligt godt med det projekt. Med portrættet af tristhed og tomhed og af glæde. Man går fra tåge og ud i solen med Druk, som er skabt til at blive en fælles reference for os danskere, og som sikkert også bliver det.

’Druk’. Instruktion: Thomas Vinterberg. Manuskript: Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm. Fotograf: Sturla Brandt Grøvlen. 110 min. (I biografer over hele det fordrukne land).