Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Druk’ bliver en ny dansk fællesreference, men undviger nogle af drukkulturens dystre sider

’Druk’ dribler med stor følelsesstyrke og med mesterligt spil af Mads Mikkelsen uden om de faldgruber, som en dramakomedie om dristige selskabslege blandt mænd i midtlivskrise kan dumpe ned i. Til gengæld bliver Thomas Bo Larsen beholder for hele filmens portræt af drikkeriets mørke
Filmen ’Druk’ skildrer livskrisen og ikke drukkens mørkeste kamre. Den består af utvetydigt gode mennesker, lidt triste og pressede, og af en enkelt brovtende stakkel. Og i den forstand er det også en utvetydig kærlig film, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Filmen ’Druk’ skildrer livskrisen og ikke drukkens mørkeste kamre. Den består af utvetydigt gode mennesker, lidt triste og pressede, og af en enkelt brovtende stakkel. Og i den forstand er det også en utvetydig kærlig film, skriver Katrine Hornstrup Yde.

Henrik Ohsten

Kultur
25. september 2020

Thomas Vinterbergs bedste danske film er alle virkeligt nemme at elevatorpitche. 

Ingen glemmer ideen om den grønne og den gule tale i mesterværket Festen (1998). Eller den klaustrofobiske pinsel i børnehavepædagogen under falsk pædofilianklage i Jagten (2012). Og alle kommer til at tale om – og mange nok også til at efterprøve – gymnasielærernes alkoholeksperiment i den nye, rørende dramakomedie Druk:

I et lille venneslæng af mandlige gymnasielærere refererer psykologilæreren Nikolaj (Magnus Millang) under en våd fødselsdagsmiddag den norske psykiater Finn Skårderuds teori om, at mennesket er født med 0,5 promille for lidt i blodet. 

Efter et par genstande er man nemlig mere åben, mere musikalsk, man føler sig parat, simpelthen. Stor kunst er blevet malet og skrevet og fremført på en god brandert. Den lille promille, før dumhedsstadiet indtræffer, gør noget for selvtilliden og livsglæden og dermed også relationerne, simpelthen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ole Arne Sejersen

Bliver samtalen lettere, når man har drukket et par genstande?
Probably!

Margit Johansen

Her i starten af Corona Pandemi og drukrekorder af ungdommen er det tydeligt, at vi har en afsindig drukkultur herhjemme, fra hverdags vin, weekend 'gå i byen' over musikfestivaller, fodboldkampe til ugevis af byfest-druk. Til forpremieren i går aftes kunne man vælge en gratis vand eller øl til filmen. Den er god. Et godt Danmarksbillede af i dag. I baggrunden kongeskib og Frederiksstad, i forgrunden fortabte mænd og kvinder i deres bedste alder, i mellemgrunden skræmte børn og unge med præstationskrav, støttende forældre, venskaber og alt det materielle på plads.

Jens Christian Jensen

Det er forkert at sige at den undviger noget. Det er en spillefilm, ikke en dokumentarfilm.

Spillefilm kan sagtens berøre emner uden nødvendigvis at skulle komme rundt og belyse alle hjørner.

Jeg har stor forståelse for, at handlingen også skal eksemplificere, at vi kan komme videre i mangt og meget, ved at have fået et par genstande.

Men det kunne ha' været vist ved mange andre eksempler end det filmen har valgt. Nemlig at en eksamensangst elev, af sin lærer bliver 'hjulpet' til at blive en glad student - ved at læreren, i forberedelseslokalet, hælder et par solide slurke sprut på eleven.

Og senere, under selve eksamen, skubber 'vandflasken' med sprut over til eleven, med bemærkningen "Tag dig en tår vand, så skal tungen nok komme på gled".

Det gør tungen og eleven bliver student.

Men sprut kan altså ikke anbefales som middel mod eksamensangst. Tværtimod. Det kan få alvorlige konsekvenser. Og mange letpåvirkelige unge vil jo se denne film, antager jeg.

Ellers rigtig god film.

Jeppe Lindholm

I klub 27 var der mange, som syntes LSD, kokain, extacy og andet godt fik dem op at flyve i det høje kunstneriske og iderige lag i udfoldelse uden grænser.

- Næste gang "Narko".

Steffen Gliese

jeg havde lærere i gymnasiet, der praktiserede et lignende fællesskab - og som med tiden nok også blev en betydelig omkostning for dem hver især (dog ikke selvmord, det var ikke nødvendigt).
Og det er jo her, Per Jakobsen, at 'vandet' gør sig gældende som udtryk for 'fremtiden', som jeg ser den: at nye generationer af gymnasielærere vil forsøde livet og den undertiden trivielle hverdag med en lille en fra skrivebordsskuffen eller nede på boglageret.

I filmen indgår et citat som skulle komme fra Kierkegaard :

At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik - ikke at vove er at miste sig selv.

(Benyttet på bogmærke udsendt af Folkeuniversitetet i Roskilde. Forlægget kan spores i Sygdommen til døden, 1849)

Vistnok udledt herfra :
"Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man
saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at
vove kan man just saa forfaerdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget
man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfaelde
aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting - sig selv.
Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjaelper Livet mig med Straffen.
Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjaelper mig saa? Og naar jeg
ovenikjøbet ved slet ikke i høieste Forstand at vove (og at vove i
høieste Forstand er just at blive opmaerksom paa sig selv) feigt vinder
alle jordiske Fordele - og taber mig selv!"

Vi skal turde fejle for ikke at miste os selv.

Men det er lettere sagt end gjort for vi lever i en præstationskultur hvor alt bliver målt og vejet. Og når vi er styret af frygt vil det ofte ende i angst og depression, som især dulmes af et stort forbruget af nervemedicin. Alkohol dulmer også men har større bivirkninger.

https://www.religion.dk/citater/10-%C3%A6gte-og-2-falske-citater-af-s%C3...

Bjørn Pedersen

"Men hvorfor stikker liderbukken i blot en af disse ellers så bredt repræsentative mænd ikke sit skrækkelige, fulde fjæs frem under drukturene eller på arbejdet, hvor de er omgivet af unge smukke mennesker? Hvorfor overskrider de ikke andres grænser eller siger eller gør noget andet moralsk forkasteligt? Ville det ikke være en del af en faktisk plausibel undersøgelse af, hvordan alkohol også inviterer de grimme sider af mennesket frem?

Vil man sige noget om maskulinitet, kriser, Danmark lige nu, så føles det som en sær undladelse. Men der vil filmen ikke hen."

Fordi ikke alle fulde mænd bliver til dén slags fulde mænd? Fordi den slags adfærd er tillært, og alle ikke lærer den. "Hvorfor overskrider de ikke andres grænser"? Samme svar. Fordi det ikke er en naturlov at den slags sker bare fordi de er mænd, Katrine Hornstrup Yde. Det er ikke "mandens natur" at være liderbuk, der gramser på alle kvinder og ikke har nogen naturlig kontrol over deres seksualitet. Dét du gør, virker som en internalisering af den måde at tænke maskulinitet på, som kommer fra årtusinder af maskulint forsvar for voldtægt - særligt i krig. Nemlig ideen om at "mænd ikke kan styre sig" i synet af en tiltrækkende kvinde. Det er ikke nok at holde op med at klandre kvinder at de ikke skal "klæde sig provokerende". Man skal anfægte selve præmissen om at "mænd ikke kan styre sig".

Og filmen vil vel sige dét som Vinterberg ønsker at den skal sige? At du vil have at kunsten skal tjene et særligt politisk formål, at du har og lever efter nogle særlige forventninger, har vel intet med hvad andre mennesker føler og tænker og fremstillingerne heraf, ej med hvilke forventninger vi andre har til hinanden, at gøre.

God anmeldelse . Jeg lejede filmen over appeltv i går af ren og skær nysgerrighed.

En mandsdomineret film, hvor kvindens rolle (igen) er total forventelig, puritansk, opofrende, clear, kontrolleret.
En decideret "Hellerup-drengerøvs-film".
Den fastholder et stereotypt o.k. blik på alkoholens selvmedicinerende virkninger.

Men en interessant film over et ældgammelt emne og et helt ustyrligt god gået flot skuespil af de 4 hovedpersoner.

At den er lavet før corona er indlysende. Hvad HAR dog mistet.

Rettelse. :
Hvad har vi dog mistet.

Måske vundet?

Nå.

hej,hej...