Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

At gå i Teater Sort-Hvid med Morten Hee Andersen er som at snuppe en GPS-rute mod evigt liv

Teaterforestillingen ’NUL’ skaber det nulpunkt, som vi alle sammen frygter. Og som vi måske alle sammen også længes efter at opleve
»På scenen står Morten Hee Andersen i al sin uimodståelige charme. Han performer som verdens mest begavede foredragsholder. Han fortæller os om sine drømme. Han forklarer om de forskellige overlevelsesteorier. Han kravler rundt om sin enmandsø med jord og strittende bregner.« skriver Anne Middelboe Christensen.

»På scenen står Morten Hee Andersen i al sin uimodståelige charme. Han performer som verdens mest begavede foredragsholder. Han fortæller os om sine drømme. Han forklarer om de forskellige overlevelsesteorier. Han kravler rundt om sin enmandsø med jord og strittende bregner.« skriver Anne Middelboe Christensen.

Henrik Grimback

Kultur
15. september 2020

Sådan er det måske, når verden går under. Eller når døden kommer. Eller når man først er sprunget over på den anden side.

I forestillingen NUL kommer der i hvert fald et øjeblik, hvor alle tilskuerens sanser stimuleres så voldsomt, at både sindet og kroppen ryster. Øjnene spiler sig ud og stirrer mod scenen og manden, der klamrer sig fast til tre spinkle birketræstammer på en firkantet ø midt i ingenting. Stroboskoplys blitzer, så lynene får tilskuerkroppen til at stivne. Ørerne bliver udsat for brutale lyde både forfra og bagfra – og også fra visse tilskuerstole, der har fået påmonteret højttalere i et snedigt system, så lydene nærmest angriber lytteren. Her er orgeldundren. Her er toner fra urdybets elbasser. Og her er skærebrænderlyde så høje, at de måske kun findes inde i ens indre øre. 

Samtidig skabes en susen, der får kroppen til at tro, at der både er isnende snestorm og brandfare. Inferno eller Paradis? Det vides ikke. Men i selve momentet i NUL findes intet andet. Det er helt unikt teater. Bravo!

Nedfrosne lig

Denne mærkelige oplevelse bliver kernen i soloforestillingen NUL, der basalt set handler om drømmen om evigt liv. Konkret handler den om amerikaneren Bob Nelson, der som formand for Cryonics Society of California var med til at fryse folk ned – ud fra en overbevisning om, at de ville kunne blive vakt til live igen, når man engang havde opfundet en helbredelsesmetode til det, de døde af. Men forestillingen er i det hele taget baseret på utopitanker fra 1500-tallets Thomas More og frem – sammen med Biblen og andre kloge skrifter.

På scenen står Morten Hee Andersen i al sin uimodståelige charme. Han performer som verdens mest begavede foredragsholder. Han fortæller os om sine drømme. Han forklarer om de forskellige overlevelsesteorier. Han kravler rundt om sin enmandsø med jord og strittende bregner. Og vi lader os lokke med på rejse ind i hans verden af uforgængelighed – direkte ind i digitalverdenens lokkende styresystemer af håb og klik. Som en GPS-rute mod evigt liv. Fascineret af det nulpunkt, vi nok både frygter og længes efter.

En burger til Bob

»Stop, Bob!« siger Morten Hee Andersen til sig selv. Eller også siger han det til de tilskuere, som han undervejs inviterer op på scenen. For her lægger de på skift (varm) krop til Bob på hans rejse ind i uendeligheden. Gerne med en fiktiv burger i hånden.

Holdet bag TOETT – The Other Eye of The Tiger – har sammen med Sort-Hvid i Kødbyen og Teater Momentum i Odense skabt denne debatforestilling om vores livssyn lige nu. Instruktøren Henrik Grimbäck lader dynamisk fortællingen veksle mellem enetale fra Morten Hee Andersen og vilde sansestimuli hen over Ida Grarups businesslækre øæstetik, både det symbolsk blændende lysdesign af Súni Joensen og det aggressive lyddesign af Viktor Dahl. Her er noget på spil. Og dramaturg Miriam Frandsen har fået spændingskurverne til at aftegne sig som blafrende uhygge mellem scenevæggenes brede stoflameller.

Publikumseksperiment

NUL er sanseteater og foredragsteater i ét. Det er miljøteater og speedsnakketeater. Det er også for langt teater og for meget teater – og det har for høj lix til de fleste af os. Alligevel er det også et besnærende publikumseksperiment. Flere af os bliver inviteret op på scenen. Og de fleste af os synger med på det rammende fællessangsomkvæd »We are here / because we are here«.

Omkvædet går i loop. Jo, vi er her, fordi vi er her … Phillip Fabers coronamorgensang på tv kunne ikke have fået os til at smile bredere. Men samtidig kunne nonsensfølelsen her live i Kødbyen ikke have været mere isnende. For er det virkelig det, der står tilbage, når vi stirrer direkte ind i døden – et stort ingenting? Et stort NUL?

Det ville ikke være så slemt at tænke på, hvis jeg vidste jeg kunne få Morten Hee Andersen med som min guide.

NUL. Koncept: TOETT (The Other Eye of The Tiger). Instruktion: Henrik Grimbäck. Scenografi: Ida Grarup. Lys: Súni Joensen. Lyd: Viktor Dahl. Dramaturg: Miriam Frandsen. Co-produktion af TOETT, Sort-Hvid og Teater Momentum. Spilles af Morten Hee Andersen på Sort/Hvid i Kødbyen i København 11. september – 3. oktober 2020 samt af Mathias Rahbæk på Teater Momentum i Odense 15. januar – 10. februar 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her