Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Den gerrige’ på Folketeatret er festlig og ufarlig som en gammel Dirch Passer-film

Det er gennemført festligt, folkeligt og farverigt, når Geir Sveaass iscenesætter Moliéres 'Den gerrige'. Som et gensyn med en velkendt, gammel film uden forsøg på at gøre historien relevant anno 2020
Den gerrige byder på gode grin og fine skuespilpræstationer, og der er ikke så meget, der skal tænkes videre over efterfølgende.

Den gerrige byder på gode grin og fine skuespilpræstationer, og der er ikke så meget, der skal tænkes videre over efterfølgende.

Gudmund Thai

Kultur
29. september 2020

»Der er ikke noget at grine ad,« råber Kristian Holm Joensens Harpagon frustreret til publikum, som sender den ene latterbølge efter den anden mod den usle, pengeglade mand på scenen.

Harpagon er den nærige mand, der er omdrejningspunktet for denne af Moliéres komedier. Han er besat af penge – og ikke mindst af at beholde dem allesammen selv.

Harpagon er enkemand. En velhavende, gammel gnier, der ikke er interesseret i sine to børns lykke, men blot i at få dem afsat billigst muligt. Mads Reuther er sønnen Cléante, der holder af pynt som sløjfer, kalvekrøs og andre modetrends i pink – så meget, at den krykke, som skuespilleren har brug for på grund af en forstuvet fod, også er matchende pink med blondeflæser. Mathilde Arcel Fock er datteren Élise, som i al hemmelighed har et forhold til Alexander Mayah Larsens charmerende hushovmester Valère.

Der er dømt traditionel forviklingskomedie med kærlighed, løgne og manipulerende tjenere. For Valère er ikke den, Harpagon tror, og Harpagon er forelsket i den selvsamme unge pige som sin søn, hvilket ikke er svært at forstå, når man ser på Sofia Mileva Cukics Mariane, der med sin solgule kjole og lange, brune krøller leder tankerne hen på Belle fra Disney-versionen af Skønheden og Udyret.

Der er i det hele taget skruet godt op for farverne på kostumerne og for den lette, ufarlige humor i Folketeatrets nye turnéforestilling Den gerrige. Men selv om de gamle komedier godt kan få et moderne tvist, er der ikke megen kant eller nutidig relevans i denne iscenesættelse.

Velspillet og underholdende

Geir Sveaass står bag instruktionen af komedien, og det er bestemt veltilrettelagt og gennemført med glimrende skuespilpræstationer. Kristian Holm Joensen er fascinerende som den gerrige Harpagon. Som et barn med tåspidsgængertendenser hopper han omkring på scenen. Energisk, konstant på vagt og umættelig i sin lyst til penge.

Hans lange, tjavsede hår stritter tørt fra hans hvidpudrede ansigt, mens en sygeligt rund mave udspiler hans jakke, der – som hele Marianne Nilssons scenografi – er dækket af lilla farvestænk, som havde nogen svinget en stor pensel i vildskab omkring et forvasket sækkelærred.

Scenografien, der skal kunne flyttes fra scene til scene på turneen rundt i landet, er opbygget af tværstillede, skrå ramper, som gør det muligt for skuespillerne at være særdeles aktive uden at komme ret langt. De lilla farvestænk giver det hele et lidt snavset udtryk, som understreger Harpagons nærighed og hans hjems forfald.

Også Mette Horns præstation som Frosine er værd at bemærke. Hun træder ind på scenen som en hvirvlende kraft, der med sin herligt overspillede gummiansigtsmimik og generelle fremtoning i gulvlange, pink gevandter og en lyserød paryk, hiver latteren frem på publikumsrækkerne. Og det, selv om hun leverer sine replikker på en vis, der virker delvist improviseret, som husker hun kun pointerne og ikke nødvendigvis ordlyden.

Sveaass har skruet alle knapper op på næsten maks – både når det kommer til karikerede, overdrevne bevægelser, skuespillere, der dåner i bunken af runde puder forrest på scenen og til de svulstige ytringer:

»Det skønneste i verden er dog penge. Den lykke, de bereder, varer længe,« som Valère så poetisk lærer Harpagon i et af sine utallige forsøg på at smigre sin elskedes far.

Selvom Moliéres komedier har næsten 400 år på bagen, kan de sagtens fungere i nutidig kontekst. Teatret Slotsgården i Odense har flere gange demonstreret, hvordan man giver Moliére »et moderne spark bagi«, så komedien og pointerne bevares, men fortællingen alligevel gives en følelse af relevans.

Dermed ikke sagt, at Sveaass’ iscenesættelse ikke fungerer. Det gør den. Den gerrige er underholdende og festlig på samme måde som en gammel dansk film med Dirch Passer. Og med ankomsten af den lidt mismatchende, trenchcoatklædte politikommissær, der i Kristian Bolands fortolkning taler som en høflig herre fra en Morten Korch-fortælling, får iscenesættelsen det strejf af krimi, som man finder på DR lørdag aften.

Den gerrige er et alternativ til at tilbringe sin aften på sofaen foran tv’et. Der er gode grin og fine præstationer, og ikke så meget, der skal tænkes videre over efterfølgende.

’Den gerrige’. Af Moliére. Instruktør: Geir Sveaass. Scenograf: Marianne Nilsson. Koreograf: Jeanette Binderup-Schultz. Med: Kristian Holm Joensen, Mette Horn, Troels Malling, Kristian Boland, Alexander Mayah Larsen, Jacob Weble, Mathilde Arcel Fock, Mads Reuther og Sofia Mileva Cukic. På turné til 12. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her