Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Der gik en ild gennem Fabio Luisi, da DR åbnede koncertsæsonen med Mahlers dommedagsvision

DR SymfoniOrkestret og DR Koncertkoret viste høj klasse under chefdirigent Fabio Luisi i Mahlers anden symfoni med tilnavnet ’Opstandelsen’. COVID-19-restriktionerne implicerede nogle forandringer, der fik en overraskende betydning for opførelsen
Fabio Luisi, DR SymfoniOrkestrets chefdirigent, ledte opførelsen med et eminent overblik og en kolossal glød.

Fabio Luisi, DR SymfoniOrkestrets chefdirigent, ledte opførelsen med et eminent overblik og en kolossal glød.

Brandon Patoc / DR

Kultur
7. september 2020

DR SymfoniOrkestret har nu åbnet sin nye sæson efter at have ligget død siden midt i marts på grund af pandemien. Men de tre koncerter med Mahlers ’Opstandelsessymfoni’ i sidste uge var ikke back to normal, for de implicerede en helt forandret koncertoplevelse betinget af forsamlingsforbudet på flere end 500 personer. Da Mahlers 2. Symfoni i denne produktion mønstrede 76 korsangere og 111 orkestermusikere, var der kun plads til nogle få hundrede tilhørere i Koncerthusets store auditorium. Mahler kunne være kommet ud for en lignende beskeden opbakning for 100 år siden, da hans musik var marginaliseret, foragtet eller i bedste fald blot ukendt. Men i dag var det mildest talt en amputeret fællesskabsfølelse at være så få forsamlet til at opleve dette elskede og på alle leder og kanter omfavnende værk.

Det skulle vise sig, at forandringen i musikalsk forstand havde nogle overraskende positive konsekvenser. Orkestret var spredt længere ud til siderne for at skabe afstand mellem musikerne, hver med sit nodestativ, og blot denne øgede afstand mellem dem forekom at give en større frihed til at musicere. Strygerklangen udfoldede sig ud i et bredere og smukkere rumperspektiv, end man før har hørt det. Det var faktisk en rasende interessant oplevelse.

Koristerne – som kun medvirkede i de sidste 10-12 minutter af den halvanden time lange symfoni – havde taget opstilling med særdeles stor afstand mellem sig på balkoner og omsluttede orkestret. Også her var klangvirkningen forbløffende. Den kom ikke i så tætte projektioner i de kraftige passager som normalt, derimod var den nærmest svævende og gennemsigtig ved at udnytte flere refleksionsflader i salen. Denne klang passede fuldkommen til finalens dommedagsvision.

Bevæbnet til tænderne

Mahlers 2. Symfoni er som en roman, der handler om at stå over for døden. De fem satser – en monumental mørk åbningssats, tre intermezzi og en gigantisk finale – gennemgår et menneskes levede liv med dets spørgsmål om meningen med dets bitre modsætninger, sorger og glæder, for til sidst at overskride tærsklen til døden og et uhyre dramatisk genopstandelsesforløb. Chefdirigent Fabio Luisi ledte opførelsen med et eminent overblik og en kolossal glød. Jeg overværede fredagens opførelse, som i mine ører var endnu mere vellykket end torsdagstransmissionen i P2.

Det var en flot panoramisk lyd, der mødte os i de mange konfliktzoner i åbningssatsen. Et orkester mentalt bevæbnet til tænderne, med et intenst og rytmisk levende sammenspil i mylderet af motiviske bearbejdelser. En ting var disse sindsoprivende momenter, en anden var de svage, pastorale passager, som Luisi klanglagde med betagende nænsomhed, samtidig med at blikket var rettet mod det næste store sammenbrud. Der var mange fine solopræstationer, men særligt en musiker bør fremhæves. Mahlers musik står og falder ofte med en sikker og frygtløs solotrompetist. DR’s Michael Frank Møller tilhører denne klasse, han excellerede som anfører for messinggruppernes heftige fremstød og med smukt fraserede replikker på lyriske steder. Det var en respektindgydende præstation.

Men Mahlers fabelagtige beherskelse af instrumentationskunsten giver sig også udtryk i kammermusikalske forløb som på stedet, hvor han skrev Meeresstille (havblik) i sit manuskript. Det er en hentydning til et Goethe-digt med samme titel, og Mahler har sikkert tænkt på sætningen »Todensstille fürchtelich!« (Dødensstille frygteligt!). Det er en sådan ildevarslende ro, der sænker sig over dette afsnit i førstesatsen, først melodisk fremført af dødens instrument hos Mahler, det dybe engelskhorn, afløst af solooboen og videreført af to klarinetter – spillet med topmålt koncentration af de fine blæsere.

Urlyset

Den næste sats er den type østrigske folkedans, man kalder Ländler, det er for en stor del strygernes omgang, hvor Luisi havde et vist besvær med at holde den dansende rytme helt skarp hos violinerne. Det lykkedes perfekt, da de senere gik over til at knipse strengene. Mahlers egen musikalske udsættelse af folkesangen om den hellige Antonius, der går ned til bækken og prædiker for fiskene, fordi hans kirke står tom, er modellen for scherzoen. Sangens venlige satire forvandles gradvis til et mere ondsindet mareridt i symfonien, og den side kom vældig godt frem.

Uden pause glider symfonien ind i en ganske anden verden med en anden folkesang, Urlicht fra samlingen Des Knaben Wunderhorn. Urlyset, lyset fra tidernes begyndelse, er porten ind til himlen, og den østrigske mezzosopran Elisabeth Kulman inkarnerede på smukkeste vis det nødstedte menneske, der søger tilbage til det himmelske lys. Et klenodie af en orkesterlied.

Dommedagsvision

I et brev delagtiggjorde Mahler sin hustru Alma i symfoniens indhold, som hun kun skulle opfatte som en krykke for de umusikalske, for han var egentlig imod den slags programbeskrivelser af musik. Men i omtalen af finalen udmaler han en forestilling om alle levende tings ende, jorden skælver, de døde står op og skrider frem i endeløse rækker, alle råber om barmhjertighed og nåde, og dommedagstrompeterne kalder. Der bliver stille, og et kor af hellige og himmelske væsener bereder tilsynekomsten af Guds kærlighed.

Denne manende beskrivelse af en dommedag, der forekommer at være tættere på i vore dage, behøver man egentlig ikke. For musikken trænger dybere ind i sindet, end hvad sproget formår, og hver tilhører vækkes formodentlig spontant til sine egne indlejrede forestillinger om den yderste dag med eller uden det evige liv. Uberørt kan ingen være.

Der gik en ild gennem Fabio Luisi, og den spredte sig gradvis til kæmpeorkestret. Det er et voldsomt omskifteligt finaleforløb, som han styrede forbilledligt ud fra en musikalsk stringens. Musikerne vidste præcist, hvor meget eller hvor lidt de skulle fylde i helheden, det var absolut orkesterspil på højt niveau.

Og så kom den første korindsats som beskrevet ovenfor. Den bragte straks tanken hen på Mahlers mægtige korsymfoni – nr. 8, komponeret 12 år senere – med slutscenen fra Goethes Faust. Også her optræder åndelige væsener i en lignende transcenderende proces. Og den fransk-danske sopran Elsa Dreisig og Elisabeth Kulman antog skikkelser af særlige udsendinge fra det høje, de tog teten, de blev omsluttet af koret, og de strålede på toppen af klangen. Det var netop i et kraftigt blændende lys, symfonien fandt sin afslutning, med tre vældige kirkeklokker og koncertsalens orgel som et vibrerende fundament.

Fabio Luisi og radiosymfonikerne har samarbejdet siden 2010, han har været chefdirigent i fire år, og nu har han forlænget sit engagement til 2026. Består verden stadig til den tid? Hvis den gør, er Koncerthuset blevet et endnu frodigere samlingssted for klassisk orkestermusik.

Gustav Mahler: ’Symfoni nr. 2’. Elsa Dreisig (sopran) og Elisabeth Kulman (mezzosopran). DR Koncertkoret og DR SymfoniOrkestret under Fabio Luisi. Koncerthuset 4.9.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her