Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gnistrende gensyn med Elena Ferrante

’Voksnes løgnagtige liv’ er et forunderligt og dramatisk portræt af en søgende teenagepige, der erfarer, at voksnes løgne er langt mere raffinerede og dybere end børnenes
Læsere af Elena Ferrantes Napoli-kvartet vil genkende det mentale landskab i ’Voksnes løgnagtige liv’ og såmænd også en del af det fysiske gadenet, idet vi er tilbage i den sydende syditalienske storby.

Læsere af Elena Ferrantes Napoli-kvartet vil genkende det mentale landskab i ’Voksnes løgnagtige liv’ og såmænd også en del af det fysiske gadenet, idet vi er tilbage i den sydende syditalienske storby.

Gabriel Bouys

Kultur
4. september 2020

Elena Ferrantes Voksnes løgnagtige liv starter med en af de mest lovende førstesætninger, jeg længe har læst: »To år før min far forlod os, sagde han til min mor at jeg var virkelig grim.« Hvilken far kan finde på at give udtryk for den slags? Hvor har fortælleren det fra? Hvorfor forlod faren kone og barn?

Giovanna, som hovedpersonen hedder, er en kvindelig forfatter, der mindes teenageårene og stadig er præget af farens ord, som fik hende til at glide, »og selv nu fortsætter jeg med at glide, jeg glider ind i disse linjer som vil give mig en historie selv om jeg intet er, intet har af mit eget liv, intet der virkelig er begyndt eller virkelig afsluttet: kun et virvar, og ingen, ikke engang den der skriver i dette øjeblik, ved om det indeholder den rette tråd til en historie eller blot er en sammenfiltret smerte uden forløsning«.

Om der venter en forløsning mod slutningen af Voksnes løgnagtige liv skal ikke røbes her. Men Ferrante får med vanlig elegance fundet historiens tråd, eller nærmere vævet flere tråde sammen til en stor, smertefuld og spændende fortælling om en kvinde, hvis fortid og familie ikke har sluppet hende.

Læsere af forfatterens såkaldte Napoli-kvartet vil genkende det mentale landskab og såmænd også en del af det fysiske gadenet, idet vi er tilbage i den sydende syditalienske storby.

I modsætning til det episke anslag i kvartetten, hvori vi følger Lila og Lenú fra folkeskolen til pensionsalderen, er persongalleriet imidlertid mindre og fokus strammere i Voksnes løgnagtige liv. Det fungerer rigtig godt.

En rejse til bunden af Napoli

Allerede efter et par sider afslører Giovanna, at hendes far ikke direkte kaldte hende grim. Hvad han rettelig sagde, var, at hun »er begyndt at ligne Vittoria … hans søster, en kvinde om hvem jeg, så længe jeg kunne huske, havde hørt ham sige at grimhed og ondskab var i perfekt synkroni«.

Giovanna bliver besat af at få mere at vide om denne faster, som hendes far tilsyneladende foragter og alligevel sammenligner datteren med, og hun overtaler derfor sine forældre til at arrangere et besøg hos hende.

Køreturen former sig som en rejse nedad i både social og geografisk forstand – fra middelklassekvarteret Vomero, der ligger på en bakketop, og hvor Giovanna er vokset op med sine gymnasielærerforældre, til byens bund med »triste beboelsesejendomme, afblegede mure, lagerbygninger, store og små barakker, små grønne pletter fyldt med affald af alle slags, dybe huller fulde af nyfalden regn, og en luft der lugtede råddent«.

Her introduceres Giovanna for den vulgære og storrygende faster, der med dødsforagt navigerer sin Fiat 500 gennem smalle gader og fortæller den 13-årige pige om en affære med en gift mand, der »stak sin pik meget langt ind i mig, og han holdt om min røv med begge hænder, en her og en der, og så stødte han til med en sådan kraft at han fik mig til at skrige«.

Hvis ikke Giovanna en dag oplever det samme mindst én gang, siger fasteren, så »er det ikke umagen værd at leve«.

Ideer på jagt efter pointer

Man forstår Giovannas fascination af Vittoria og det univers af snakkesalige kvinder, liderlige drenge og familiestridigheder, der møder hende i selskab med fasteren, og det er også i disse afsnit, at Voksnes løgnagtige liv for alvor gnistrer og underholder.

Til sammenligning blegner skildringen af forældrenes bristende ægteskab, og det er sikkert også pointen; i hvert fald er vi helt med på, hvorfor alle impulser i Giovannas unge krop skriger efter at opleve mere af det spændende, seksuelle og sanselige liv, som hendes far med vilje har vendt ryggen for at føre en på overfladen pæn og tryg tilværelse som belæst ægtemand.

Men spørgsmålet er naturligvis, om fasteren, når det kommer til stykket, er mere troværdig end Giovannas forældre? Er det virkelig så banalt, at der er mere ærlighed i det upolerede kvarter, bare fordi man bor tættere på hinanden, taler mere råt og tilsyneladende ikke skammer sig over drifter og følelser?

Selvfølgelig ikke, hvilket Giovanna erfarer, da hun får overrakt et armbånd, hvis forhistorie involverer alle i familien og ændres gentagne gange over de følgende år. Hvem var armbåndet oprindelig købt til, hvorfor og hvem burde gå med det?

Som i dannelsesrejsen til bunden af Napoli tager symbolikken også her form efter et eventyr, og ja, indimellem er det lige ved at være for meget med Ferrantes skarpe ideer og indfald, der enkelte steder halser efter en pointe.

Det skæmmer imidlertid hverken læseglæde eller helhedsindtrykket. Voksnes løgnagtige liv er et forunderligt og dramatisk portræt af en søgende teenagepige, der erfarer, at voksnes løgne er langt mere raffinerede og dybere end børnenes. Ferrante-fans vil ikke blive skuffede heller ikke over oversættelsen, der atter er udført med sikker hånd af Nina Gross.

Elena Ferrante: ’Voksnes løgnagtige liv’. Oversat af Nina Gross, C&K Forlag, 400 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her