Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Grov konfækt’ er en velplaceret huskekage til dovne ytringsfrihedshavere

Nyt mammutværk placerer trykkefrihedens tre vilde år centralt i Danmarkshistorien, udvikler et nyt offentlighedsbegreb og tilbyder en forståelsesramme for de bomber, der bliver smidt i den moderne offentlighed
Med trykkefriheden blev der smidt en bombe lige midt i et meget kontrolleret samfund. Det skabte et hul, hvorfra en kakofoni af stemmer nu lød og talte uhørt højt om nepotisme, hoveri, horeri, embedsmisbrug og religionskritik.

Med trykkefriheden blev der smidt en bombe lige midt i et meget kontrolleret samfund. Det skabte et hul, hvorfra en kakofoni af stemmer nu lød og talte uhørt højt om nepotisme, hoveri, horeri, embedsmisbrug og religionskritik.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
14. september 2020

Allerede da det i 2018 blev offentliggjort, at professor i historie ved Københavns Universitet Ulrik Langen og professor i idéhistorie ved Aalborg Universitet Frederik Stjernfelt var blevet tildelt en stor bevilling fra Carlsbergfondet til at afdække de tre år 1770-1773, hvor Danmark som det første land i verden havde indført udstrakt ytringsfrihed, tænkte jeg: Det her kan blive eksplosivt. Og jeg fik ret!

Ulrik Langens forskning i 1700-tallets Danmark i almindelighed og København i særdeleshed i kombination med Frederik Stjernfelts idéhistoriske blik på ytringsfrihed og offentlighed og med forskningsbibliotekar Henrik Horstbølls imponerende arkivarbejde har resulteret i det uomgængelige værk Grov konfækt, der ikke bare vækker de tre vilde år til live, men også udfordrer vores forståelse af offentlighed og tilbyder os en ny forståelsesramme for den måde, ytringsfrihed bliver diskuteret, og ikke mindst hvordan og af hvem den bliver forvaltet i dag.

Struensees skæbne

At det overhovedet kom så vidt som til at indføre trykkefrihed i 1700-tallets Danmark, skyldtes Struensee. Den berømte og betydningsfulde Johann Friedrich Struensee sad reelt kun på magten i helstaten i 16 måneder og blev henrettet på Øster Fælled i april 1772.

Det er en voldsom historie om en ung idealist fra Altona, der blev livlæge for en sindsforvirret konge, indledte et forhold til dennes dronning, indsatte sig selv som en art diktator, gennemførte et omfattende reformprogram baseret på oplysningstanker, og som siden blev afsat ved et kup, halshugget, parteret og lagt på hjul og stejle (ja, i den rækkefølge).

Hans historie er blevet fortalt mange gange og dygtigt af for eksempel historikere som Asser Amdisen og Ulrik Langen selv, men også af Per Olov Enquist i romanen Livlægens besøg og i Nikolaj Arcels vellykkede film En kongelig affære.

Struensee er ofte blevet beskrevet som en udlænding, der kom til København inspireret af en masse moderne oplysningstanker.

Men som de tre forfattere til Grov Konfækt I-II nu påviser, er dette nok endnu et udtryk for den historie om ham, som gruppen af gejstlige, adelige og kongelige, der konspirerede imod ham, har orkestreret for at få ham til at fremstå som en fremmed tronraner, en ugudelig tysker. Altså det var han jo også, men ikke kun.

Struensees bevæggrunde for at indføre trykkefriheden var måske nærmere, at hans elskede pietistiske morfar havde været udsat for censur og landsforvisning på grund af sin radikale samfunds- og kulturkritik.

Mangfoldighed af stemmer

Denne indførsel af trykkefriheden resulterede næsten øjeblikkeligt i en ny mangfoldighed i både emner og skribenter, lærer vi. Der stod ikke længere nogen ved porten og afspærrede adgangen til debatten.

I det mere end 1.000 sider lange og rigt illustrerede tobindsværk gennemgås de mest aktive skribenter og de største fejder, der kædes sammen med begivenheder ved hoffet og andre af Struensees reformer.

Eksempel på eksempel fra et imponerende kildemateriale refereres af forfatterne, der virker lige så interesserede i at analysere som i at citere og dermed lade folkets stemmer tale for at vise diversiteten i stand, sag og sprog.

Det efterlader et indtryk af, at der med trykkefriheden blev smidt en bombe lige midt i et meget kontrolleret samfund og deraf skabt et hul, hvorfra en kakofoni af stemmer nu lød og talte uhørt højt om nepotisme, hoveri, horeri, embedsmisbrug og religionskritik. Det er måske ikke engang for langt at gå at sige, at der blev ført klassekamp på papir.

Det kom i form af fabler, digte, allegorier, teaterstykker, anmeldelser, kobberstik og meget andet – opfindsomheden er slående og underholdende. Trykkefrihedsskrifterne bidrager med vidnesbyrd fra en del af befolkningen, som mange år før og siden blev holdt tavse.

Også trykkefriheden i sig selv blev diskuteret, og særligt i de passager bliver det tydeligt, at debatten om ytringsfrihed har flyttet sig overraskende lidt fra de tre vilde år i slutningen af 1700-tallet og til nu. Vi diskuterer stadig anonymitet, afgrænsningen af, hvilke ytringer der stadig bør kunne straffes, og om ytringsfrihed også betyder ytringspligt.

Disse tråde til nutidens ytringsfrihedsdebat ligger klar til at blive samlet op af læseren, men efter flere års diskussion om ytringsfrihed, hvor Frederik Stjernfelt har været en vigtig debattør, er det en form for lettelse at konstatere, at han tilsyneladende har fået tilstrækkeligt afløb for denne debat tidligere, for eksempel i kæmpeværket MEN, der blev forfattet i fællesskab med Jacob Mchangama i 2016 og gennemgik ytringsfrihedens historie i Danmark.

Hvis nutiden alligevel spøger i værket – og det gør den altid i historiske værker – så er det som den rystelse og nye form for offentlighed og de illegitime magthavere, som internettet skabte. Igen og igen optræder ord som fake news, gate keeping og hævnporno side om side med 1700-tals udtryk som »snaus paa prent« og »Kielder-poet«.

Kvinder må nu sidde på egen hånd

Forfatterne fremfører det paradoksale, men overbevisende synspunkt, at Struensees liberalisering af sædeligheden også kan være inspireret af morfarens pietisme (her genkender man Stjernfelts udestående med de påstået progressive lutheranere). I pietismen er gudsforholdet privat, og i morfarens radikale version bør man derfor afskaffe alle teologiske systemer.

Det er altså det, der har bidraget til den idé hos Struensee – der selvfølgelig også er oplysningstidens – at staten ikke skal blande sig i folks privatliv, medmindre de forvolder skade på andre, og at præster og jurister skal holde nallerne fra folks private kønsliv og lade det være et moralsk spørgsmål.

Noget af det mest skandaløse, Struensee gennemførte i den ånd, da han kom til magten, var fjernelsen af lejermålsstraffen – altså afskaffelsen af straf for udenomsægteskabelig sex. Dertil kom, at det blev tilladt for en kvinde »at sidde på egen hånd«.

Det betød, at en kvinde nu måtte bo til leje for sig selv uden at være tilknyttet en husstand. Begge dele var et opgør med den opfattelse, at var man enlig kvinde, der ernærede sig selv, var man nok prostitueret og burde straffes med bøde.

I trykkefrihedsskrifterne bliver det tydeligt, at liberalisering af sædeligheden var noget af det mest moderne i Struensees reformer, og den debat, forvaltning og konsekvens, det afstedkom, indfangede på mange måder hele trykkefrihedsperiodens væsen. Det udstiller det bedste og det værste på én gang. Ytringsfriheden i en nøddeskal.

Samtidig er det også det, der i værket er mest velskrevet, både det sjoveste og mest rystende. For eksempel faldt afskaffelsen af lejermålsstraf sammen med, at haven ved Rosenborg Slot blev åbnet for publikum – i det trange København tilbød buskene i haven et kærkomment skjul: »Liberaliseringen af adgangen til hor såvel som til have blev set som aspekter af et og det samme«, står der med et usædvanligt velplaceret bogstavrim om måden, det blev debatteret i trykkefrihedsskrifterne på.

Da Struensee blev afsat ved et kup udbrød et voldsorgie samme nat, der blev fremstillet som et opgør med horekarlen Struensees løsagtighed og usædelige reformer. I beskrivelserne af, hvad der skete den nat, blev trykkefrihedsskrifterne forum for hævnporno og retfærdiggørelse af det, der blev kaldt udfejelsesfesten.

Det gik kort og brutalt ud på, at Københavns bordeller blev raseret, de prostituerede blev slæbt ud på gaden, afklædt, voldtaget, skændet, banket og fik klippet håret af. I et lille rim i De kiøbenhavnske Rufferskers og Pioskeres Tab og velfortiente Skiebne beskrives det blandt andet således:

»De arme Skrupper Græder
En Pioske nøgen staaer
Og Skalkene sig glæder
Som nu for intet faaer.«

Sammenhænge står tydeligere frem

Det, der er det imponerende ved bedriften i Grov konfækt, er, at forfatterne slår ned på en enkelt af Struensees mange reformer og undersøger den til bunds og med det viser, at indførelsen af trykkefriheden forstærkede effekten og betydningen af mange af de andre politiske tiltag. Trykkefrihedsskrifternes vidnesbyrd, borgernes egne stemmer, åbenbarer nogle sammenhænge, som er sværere at få øje på i værker med et bredere perspektiv – hvilket for eksempel kunne være den florisante handel, oplyst enevælde eller Struensees personlige historie.

Ulrik Langen har tidligere i sit forfatterskab, blandt andet i Hundemordet i Vimmelskaftet, beskrevet 1700-tallets skidne københavnske gader, hvor folk boede tæt og ikke var inddelt i ghettoer for de rige og de fattige – det var der ikke plads til inden for byportene.

Der var måske nok uoverstigeligt langt fra bunden til toppen i det æres- og standsbaserede samfund, men ikke fysisk. Og det har en særlig betydning for forfatternes blik på, hvordan ytringsfriheden kom i anvendelse, da den blev givet fri i 1770. Det udfordrer nemlig offentlighedsguru Jürgen Habermas’ idé om den borgerlige offentlighed som ét stort rum.

Den offentlighed, som forfatterne finder frem i trykkefrihedens 1700-tal, er mere »amorf«, som de selv skriver, og i stedet for et rum taler de om en hel topografi. Værtshuse, gader, bordeller, aviskiosker, brændevinskældre var en del af trykkefrihedens cirkulation, ikke bare i papirform, men mundtligt: »Byen skabte trykkefriheden og trykkefriheden skabte byen,« skriver de. Det påvirkede, hvilke emner der blev taget op, og hvilken tone debatten blev ført i.

Det er en virkelig spændende observation, og der ligger i Grov konfækt og Horstbølls registrant over trykkefrihedsskrifterne en fuldstændig unik kilde til formulering af en ny offentlighedsteori baseret på 1700-tallets trykkefrihedstopografi – eller i det mindste til en mere folkelig tilføjelse til Habermas’ egen.

Spin og kuppet mod Struensee og trykkefriheden

Endnu et interessant fund er, at det tilsyneladende ikke var selve publikationen af skrifter, der til sidst fik styret efter Struensee til at afskaffe trykkefriheden helt igen, men cirkulationen. Det var altså ikke, hvad der blev skrevet, men styrets manglende kontrol over, hvor det blev udbredt, der førte til indgreb i ytringsfriheden.

Den indsigt i magthaveres ræsonnement er bestemt også relevant i en tid, hvor ytringsfriheden ikke længere opererer i et enkelt rum, hvis porte bevogtes af en rationel elite, men hvor internettets kælderlokaler tværtimod udgør deres helt egen topografi, og techgiganter har kuppet sig til magten over den globale ytringsfrihed.

Til slut konkluderer forfatterne, at vi måske alle har været udsat for en vellykket spinkampagne orkestreret af de teologer, der mistede en ikke ubetydelig magt over opinionen, nemlig forcensur-kompetencen, da Struensee indførte trykkefriheden.

Da Struensee blev afsat, benyttede præsterne sig selv af det nye publikum, som trykkefriheden havde skabt: Prædikener om kuppet som Guds vilje og straf over Struensees usædelighed og ugudelighed blev udgivet og omdelt i stort omfang, så de på den måde kunne forme befolkningens opfattelse af kuppet og af Struensee-årene i det hele taget.

I det hele taget brugte kupmagerne ytringsfriheden til deres egen fordel, manipulerede med den, styrede den og lod den kun leve frit dér, hvor det var til deres fordel. Indtil de var med til at afskaffe den helt i 1773. Med Grov konfækt er deres hykleri afsløret og en ny, mere nuanceret forståelse af Struensee og den trykkefrihed, han indførte, kan få sin retmæssige plads.

Grov konfækt er en velplaceret huskekage, der skal minde os alle om ikke at opgive magten over ytringsfriheden. Den kunne forsvinde »med en klynken«, som den gjorde i 1773.

Det er en magtdemonstration fra en stærk treenighed, der med ekspertise og perspektiver fra hver deres område har skabt en ny forståelsesramme ikke bare for 1700-tallets offentlighed, men for hvordan ytringsfrihedens forvaltes i dag. Værket udkommer på 250-årsdagen for indførslen af trykkefrihed og kunne næppe føles mere betimelig.

’Grov konfækt I og II – Tre vilde år med trykkefrihed 1770-1773’ af Ulrik Langen, Frederik Stjernfelt og Henrik Horstbøll, Gyldendal, 1080 sider, 599,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Habermas' offentlighedsbegreb dækker 'kun' de pænt og rationelt tænkende dele af samfundet. De mere følelsesprægede bevidsthedsformer, der dannes på arbejdspladserne, i oplevelsesindustrien og andre mindre velfriserede dele af samfundet, har han ikke blik for. Hvilket sikkert er en del af forklaringen på, hvorfor han på det seneste har måttet appellere til religionerne som supplement til den herredømmefri dialog.