Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Der er horror blandt hævesænkebordene i Delphine de Vigans nyoversatte roman

Den franske stjerneforfatters roman ’Underjordiske timer’ handler om Mathilde, der er glad for sit kontorarbejde. Indtil hendes chef beslutter sig for at bedrive psykisk terror på hende. Det kommer der henrivende uhyggelig prosa ud af
Delphine de Vigans roman, der udkom på fransk i 2009, har ikke et plot som en thriller. Dens uhygge kryber i stedet langsomt ind i den almindelige opslidning på kontoret, i metroen og i trafikken.

Delphine de Vigans roman, der udkom på fransk i 2009, har ikke et plot som en thriller. Dens uhygge kryber i stedet langsomt ind i den almindelige opslidning på kontoret, i metroen og i trafikken.

Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Kultur
4. september 2020

Det kom krybende langsomt, den aften, jeg satte mig i sofaen for at læse den franske succesforfatter Delphine de Vigans roman Underjordiske timer, der netop er udkommet på dansk.

Det kom listende som en langsom forøgelse af min hjerterytme. Det var en isning, der bredte sig fra nakkehårene og satte sig i en alt for spændt kæbemuskel. Det var ikke længere en hverdagsroman om to fyrreårige mennesker, hvis veje flygtigt krydser hinandens i Paris’ metro, jeg sad med i hænderne.

Det var snarere, som om jeg så på et bilsammenstød i slowmotion.

For det, jeg læste i Underjordiske timer, var udeklareret horror. Ikke med blodsplat og zombies. Men horror midt i hverdagens tilforladelige ubehag.

Det mener jeg på den bedst tænkelige måde. Delphine de Vigan er berømt for at skrive om hverdagens smertepunkter, og herhjemme fik hun sit store gennembrud med romanen Alt må vige for natten (på dansk i 2013), der er et autofiktivt portræt af morens selvmord.

Delphine de Vigan. »Underjordiske timer«. People’sPress. 250 sider. 249,95 kroner.

Delphine de Vigan. »Underjordiske timer«. People’sPress. 250 sider. 249,95 kroner.

Saxo
I den nye roman møder man to mennesker i krise. Den ene er lægevagten Thibault, der har forladt en kæreste, der ikke gengældte en my af hans hengivenhed. Den anden er funktionæren Mathilde, der har holdt af sit arbejde som chefens højre hånd. Hun har troligt udfyldt blanketterne, holdt fast i en sund, kollegial konkurrence og nydt kontorets rutiner.

Man tror hele tiden, at de to skal mødes og finde hinanden. Men den tilfredsstillelse er romanen alt for grum til at give sin læser. Thibault har det elendigt, men siderne om ham er nærmest pusterum fra Mathildes historie, der for alvor er hårrejsende.

Et ubemærket blodbad

Romanen udfolder sig over en enkelt majdag. Thibault er på arbejde i Paris’ sammenpressede trafik, hvor alle horn dytter. Parkeringsvagterne skuler ondt til reservelægen, der skal holde sine egne knuste drømme stangen, mens han forsøger at overtale selvmordstruede patienter til ikke at tage springet.

Mathildes situation er ikke meget mere opløftende. Hun har én gang modsat sig chefen til et ubetydeligt møde. Nu er han ved at bedrive psykisk terror på hende.

Hun var faktisk glad for sit arbejde. Nu er hun blevet frataget sine faste opgaver, udelukket fra møder og forflyttet til et pulterkammer. Chefen har tænkt sig at fortsætte pineriet til det allersidste, han vil lade hende dingle over ilden. Hun har intet at lave. Computeren er gået i dvale, og skærmbilledet viser et akvarium. Og denne lignelse opstår:

»Så en dag bliver vandet plumret. I starten sker det umærkeligt. Knap nok en tåge. En lille smule dynd, der har bundfældet sig – usynligt for det blotte øje. Noget begynder lige så stille at gå i opløsning. Man ved ikke rigtig hvad. Og så begynder der at mangle ilt. Lige indtil den dag, hvor en af fiskene bliver skør og giver sig til at æde alle de andre.«

Kapitlet slutter der, uden at svælge i blodbadet, hverken i glasbowlen eller på kontoret – teksten registrerer blot, hvordan alting langsomt skrider. Det er fornemt.

Arbejderfortællinger i metroen

Egentlig må jeg korrigere mig selv, for selv om følelsen mindede om horror, er det her ikke en overnaturlig roman. De Vigan skriver realisme om stress og psykisk chikane på arbejdspladsen. Det er en arbejderroman, den handler om magtfulde mænd og deres egoer, om helt almindelige mennesker med problemer, man burde kunne løse. Den udkom på fransk i 2009, men virker fuldstændig frisk, for dens fortælling er alt for normal.

Meget af Mathildes liv oprulles, mens hun venter på forsinkede toge. Paris’ metro har altid været omgærdet af mystik. Stationernes art nouveau-skilte indgyder romantik, og hver vogn er et lille sammenkog af byen. Her kæmper rengøringsassistenter fra Saint-Denis med højtlønnede advokater om pladsen.

Delphine de Vigan benytter sig flittigt af metroens kliché, og på den måde er det en roman med en meget fransk selvforståelse. Af og til er der en beskrivelse for meget, så togvognens junglelov bliver overfortalt.

Men det er nu mest hæmmende de første par sider. For ellers fanger Underjordiske timer chefens gaslighting og manipulation med et sprog, der er præcist i sin generalitet. Vi finder aldrig ud af, hvad Mathilde arbejder med – men hierarkierne i elevatorkøen eller kontorprinterens murren er så virkelighedstro virkemidler, at man stikker sig på dem.

Som når Mathilde sidder uden arbejdsopgaver og kigger på ringbind og overstregningstuscher:

»Hidtil har hun aldrig været bevidst om det, aldrig rigtig skænket det en tanke. Hvor ubevægelige og tavse genstande er. I hvilken udstrækning genstande er genstande. Deres iboende tilbøjelighed til at lade sig slide op.«

Sætningernes stilstand efterligner hendes vågne mareridt.

Det er det, der virker som horror på mig. Det er næsten for troværdigt til at være sandt. Det skræmmende består ikke i, at man undervejs finder ud af, at Mathilde er enkemor til tre. Eller at man hører om de stakler, Thibault møder på sin rute. Det er berettigede ulykker at frygte.

Romanen har ikke et plot som en thriller. Dens uhygge kryber i stedet ind i den almindelige opslidning på kontoret, i metroen, i trafikken. Mathilde og Thibault mærker det først, når hver en muskel af deres modstandskraft er ædt op. Det kunne ske for enhver. Det kunne ske for mig.

Delphine de Vigan: ’Underjordiske timer’. People’s Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her