Da corona-lockdown var på sit højeste herhjemme, blev jeg kortvarigt indrulleret i hjemmeskolingen af teenagepigen i kollektivet, hvor jeg bor. En lektion i punkens historie virkede som et oplagt emne at udsætte den 14-årige elev for. Ikke fordi jeg i min egen ungdom selv i udpræget grad dyrkede punkmusik, men jeg har altid tænkt, at punken som idé er værdifuld – også for unge generationer.
Jeg ved ikke, hvor meget husets teenager fik ud af dette punkkursus. For tiden hører hun Tessa, og det er på sin vis ret punk, hvis vi netop forstår punk som attitude og ikke som den musikalske genreskabelon, den også er blevet. For det er jo sagen med punken, at meget af det, der i dag sælges til os som punk, og som søger at reproducere en særlig lyd og stil, er fjernt fra punkens tanke, mens denne tanke omvendt genfindes i musik, der på overfladen ikke lyder som punk. Men kan de to strømninger, tanken og lyden, forbindes den dag i dag?
Bristol-bandet Idles, der netop har udsendt deres tredje album, gør et ihærdigt forsøg. De har de skærende guitarer, den rastløse rytmesektion og den snotnæsede vokal, og så er de endda punk nok til at udbasunere, at de da overhovedet ikke er punk. I stedet taler de om, at det nye album Ultra Mono er inspireret af hiphop. Fred være med det, de lyder stadig umiskendeligt som et guitarband med punk i blodet.
Kan du høre tordenvejret?
Idles ved godt, at formen må fyldes af et indhold, for at musikken ikke bare stivner til punkpastiche. Den må fyldes af nødvendighed, desperation – og gode sange. Heldigvis har Idles hele pakken, hvilket gør Ultra Mono til et relevant bud på punk anno 2020. Lyt bare til singleforløberen »Grounds« og dens knivskarpe hook med mantraet »Do you hear that thunder?« Sanger Joe Talbot bebuder en storm, som vil blæse de gamle racistiske og sexistiske systemer i stykker. »I raise my pink fist and say black is beautiful«.
Idles har fra begyndelsen gjort en dyd ud af at være socialt bevidst eller woke, som et amerikansk aktuelt udtryk hedder. På debutalbummet Brutalism havde de en sang med titlen »White Privilege«, hvis man lige skulle være i tvivl. Det er klædeligt, at de kobler punkens bidske energi med en omfavnelse af sårbarheden – og at de åbent undsiger den machokultur, som desværre også eksisterer i punken.
Af og til føler man dog også, at det bliver en prædiken for de omvendte. Sympatisk er det, at sangen »Ne Touche Pas Moi« slår et slag for seksuelt samtykke. Men at råbe »consent« igen og igen er altså woke-punk med staveplade. Mere liv får musik og lyrik, når humoren og det poetiske overskud blomstrer, som på »The Lover«, hvis punchline »Fuck you, I’m a lover« synes at indkapsle bandets dobbelthed af ømhed og trods, så selv hjemmeskolevikaren kan forklare det.
Idles: Ultra Mono (Partisan Records)
