Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lars Saabye Christensens nye bog er én, som man vokser ind i

Lars Saabye Christensens ’Min kinesiske farmor’ er en raffineret ikkefiktionsberetning om hans danske familie, som også rummer uhøjtidelige metaforer om at fortælle historier, så fortiden ikke går tabt: Forfatteren er en genbrugsstation
Rammen om ’Min kinesiske farmor’ er forfatterens fars dødsleje, tiden er kort efter moderens død. På hospitalet planlægger far og søn sammen faderens kommende 90-års fødselsdag. På gæstelisten er både døde og levende.

Rammen om ’Min kinesiske farmor’ er forfatterens fars dødsleje, tiden er kort efter moderens død. På hospitalet planlægger far og søn sammen faderens kommende 90-års fødselsdag. På gæstelisten er både døde og levende.

Heiko Junge

Kultur
11. september 2020

Lars Saabye Christensens nye bog Min kinesiske farmor er skrevet med et benspænd: Den må ikke rumme fiktion. Lidt af en udfordring for en romanforfatter. Tilmed udforsker bogen en historie, der kun findes få og utilstrækkelige kilder til, nemlig historien om hans danske farmors liv og hendes rejse fra Hjørring til Hongkong i begyndelsen af det 20. århundrede. Hun rejste alene, men blev modtaget af sin mand, kaptajn Christensen, skibsfører og bjærgningsekspert, der blev forfatterens farfar.

Men hvem var farmor selv ud over at være den kvinde, der efterlod sig opskriften på Kashmirs fiskeragout, der stadig laves i familien, spørger nu hendes barnebarn, der var tæt knyttet til hende og viste hende sine tidlige digte. Selv spurgte han aldrig hende om noget.

Det ærgrer han sig over i bogens nutidsspor, hvor hans farmors historie også bliver en beretning om hans eget liv og forfatterskab, fortalt så 1:1, som en forfatter nu kan. Ustandselig smækker han mentalt sig selv over fingrene, når han digter egne følelser ind i fortidens gulnede avisudklip, mens han overraskende skaber en række barokt morsomme metaforer for sit forfatterarbejde med tid, sted og ustyrlige personer: »Romanen er blevet et hotel, med mig som den der sidder i receptionen og trækker i trådene,« hedder det med baggrund i en anekdote om den morgen, da han som 17-årig natportier skabte kludder i hotellets omstillingsbord og vækkede gæsterne for tidligt og for sent: »Ophidsede gæster kom for sent til flyet fra Fornebu eller toget på Østbanen.« Heldigvis behøver den aktuelle bogs virkelige personer ikke at blive vakt til live. »De er allerede vågne, og de døde før min tid.«

Lige så uhøjtideligt og beskedent sammenfatter Saabye sit livs røde tråd, fra ungdommens småjob til forfatterskabet:

»Det slår mig, at alle disse job, blomsterbud, piccolo og hjælpemand, handler om det samme, nemlig at løfte, bære og levere. Og det er jeg fortsat med siden som forfatter, hele livet har jeg løftet, båret og leveret henholdsvis blomster, kufferter, møbler og til sidst fortællinger, i heldige øjeblikke poesi.«

Knoglekræft og spænding

Sidste år udgav Lars Saabye Christensen afslutningen på sit vidunderlige trebindsværk Byens Spor (2017-2019). Han var da i behandling for en alvorlig knoglekræft, som blev et sidetema i romanen. Aldrig før har jeg læst en bog, hvor jeg var mest spændt på, om mon forfatteren overlevede. Byens Spor var Lars Saabye Christensens erklæret sidste roman, derfor altså dette nye projekt, hvor det gælder om at fortælle virkeligheden.

Rammen om Min kinesiske farmor er hans fars dødsleje, tiden er kort efter morens død. På hospitalet planlægger far og søn sammen faderens kommende 90-års fødselsdag. Gæster må inviteres i god tid, mener faderen, der på sin liste har både døde og levende. Sønnen efterspørger minder hos sin far, som desværre ikke kan fortælle ret meget af familiens historie. ’Spørg farmor selv.’

Raffineret væver bogen forskellige fortællespor sammen, en Kinarejse knytter bånd til farmoren og giver desuden anledning til at reflektere over tidens gang: »jeg var selv splittet, splittet mellem den alder, jeg havde, da jeg skrev Beatles, og alle de år, jeg havde levet siden.«

»Jeg er en lokal forfatter,« når Lars Saabye Christensen at få sagt til forsamlingen af unge kinesiske læsere, før han i panik iler hjem på hotellet. Her undrer han sig over, at den kinesiske udgave af Beatles er så tynd. »Var jeg mon blevet censureret? Jeg kunne ikke tro det. Jeg er ikke på nogen måde kontroversiel,« reflekterer han, dog smigret ved tanken.

Bogen virker ikke som en afslutning, men som en særdeles levende forfatters melankolsk-humoristiske udgranskning af sit projekt – at opsamle kulturens glemte sager og gøre dem tilgængelige i et sprog, han har til fælles med læseren. »Jeg er genbrugsstationen. Jeg har ingen, ingen har jeg at fortælle det videre til, kun læserne,« erklærer han, der også forstår, at hans egne historier er en form for recycling, videregivet af især familiens kvinder. De var kulturbærere, selv om deres navne aldrig kom med i avisomtaler eller kom på dørskiltet ved siden af mandens. »Hendes slid og slæb lægger alt til rette for mændene, der for deres del lægger hende i skygge,« siger han om sin danske oldemor, af hvem der end ikke findes et fotografi.

Så dejligt, at Lars Saabye Christensen nu giver sin families kvinder og mænd et eftermæle. Logisk forekommer det også, at han i sit forfatternavn altid har kombineret sin norske mors efternavn, Saabye, med sin danske fars Christensen.

Lars Saabye Christensens nye bog er én, som man vokser ind i og kan blive ved med at citere fra, om glemsel, erindring og tidens gang. Selv er han måske Norges allermest generøse og elskelige forfatter.

Lars Saabye Christensen: ’Min kinesiske farmor’. Grif, 208 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her