Lars Saabye Christensens nye bog Min kinesiske farmor er skrevet med et benspænd: Den må ikke rumme fiktion. Lidt af en udfordring for en romanforfatter. Tilmed udforsker bogen en historie, der kun findes få og utilstrækkelige kilder til, nemlig historien om hans danske farmors liv og hendes rejse fra Hjørring til Hongkong i begyndelsen af det 20. århundrede. Hun rejste alene, men blev modtaget af sin mand, kaptajn Christensen, skibsfører og bjærgningsekspert, der blev forfatterens farfar.
Men hvem var farmor selv ud over at være den kvinde, der efterlod sig opskriften på Kashmirs fiskeragout, der stadig laves i familien, spørger nu hendes barnebarn, der var tæt knyttet til hende og viste hende sine tidlige digte. Selv spurgte han aldrig hende om noget.
Lige så uhøjtideligt og beskedent sammenfatter Saabye sit livs røde tråd, fra ungdommens småjob til forfatterskabet:
»Det slår mig, at alle disse job, blomsterbud, piccolo og hjælpemand, handler om det samme, nemlig at løfte, bære og levere. Og det er jeg fortsat med siden som forfatter, hele livet har jeg løftet, båret og leveret henholdsvis blomster, kufferter, møbler og til sidst fortællinger, i heldige øjeblikke poesi.«
Knoglekræft og spænding
Sidste år udgav Lars Saabye Christensen afslutningen på sit vidunderlige trebindsværk Byens Spor (2017-2019). Han var da i behandling for en alvorlig knoglekræft, som blev et sidetema i romanen. Aldrig før har jeg læst en bog, hvor jeg var mest spændt på, om mon forfatteren overlevede. Byens Spor var Lars Saabye Christensens erklæret sidste roman, derfor altså dette nye projekt, hvor det gælder om at fortælle virkeligheden.
Rammen om Min kinesiske farmor er hans fars dødsleje, tiden er kort efter morens død. På hospitalet planlægger far og søn sammen faderens kommende 90-års fødselsdag. Gæster må inviteres i god tid, mener faderen, der på sin liste har både døde og levende. Sønnen efterspørger minder hos sin far, som desværre ikke kan fortælle ret meget af familiens historie. ’Spørg farmor selv.’
Raffineret væver bogen forskellige fortællespor sammen, en Kinarejse knytter bånd til farmoren og giver desuden anledning til at reflektere over tidens gang: »jeg var selv splittet, splittet mellem den alder, jeg havde, da jeg skrev Beatles, og alle de år, jeg havde levet siden.«
»Jeg er en lokal forfatter,« når Lars Saabye Christensen at få sagt til forsamlingen af unge kinesiske læsere, før han i panik iler hjem på hotellet. Her undrer han sig over, at den kinesiske udgave af Beatles er så tynd. »Var jeg mon blevet censureret? Jeg kunne ikke tro det. Jeg er ikke på nogen måde kontroversiel,« reflekterer han, dog smigret ved tanken.
Bogen virker ikke som en afslutning, men som en særdeles levende forfatters melankolsk-humoristiske udgranskning af sit projekt – at opsamle kulturens glemte sager og gøre dem tilgængelige i et sprog, han har til fælles med læseren. »Jeg er genbrugsstationen. Jeg har ingen, ingen har jeg at fortælle det videre til, kun læserne,« erklærer han, der også forstår, at hans egne historier er en form for recycling, videregivet af især familiens kvinder. De var kulturbærere, selv om deres navne aldrig kom med i avisomtaler eller kom på dørskiltet ved siden af mandens. »Hendes slid og slæb lægger alt til rette for mændene, der for deres del lægger hende i skygge,« siger han om sin danske oldemor, af hvem der end ikke findes et fotografi.
Så dejligt, at Lars Saabye Christensen nu giver sin families kvinder og mænd et eftermæle. Logisk forekommer det også, at han i sit forfatternavn altid har kombineret sin norske mors efternavn, Saabye, med sin danske fars Christensen.
Lars Saabye Christensens nye bog er én, som man vokser ind i og kan blive ved med at citere fra, om glemsel, erindring og tidens gang. Selv er han måske Norges allermest generøse og elskelige forfatter.
Lars Saabye Christensen: ’Min kinesiske farmor’. Grif, 208 sider, 250 kroner.
