Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Livstidsgæsterne’ bliver til rammende replikker om dig og mig på Betty Nansen Teatret

Elisa Kragerups iscenesættelse får os til at skraldgrine over Line Knutzons ’Livstidsgæsterne’, der er en insisterende hyldest til meningsløsheden
De seks skuespillere i ’Livstidsgæsterne’ matcher i Elisa Kragerups præcise iscenesættelse hinanden eminent som et broget ensemble i deres portrætter af forskelligrettede lyster.

De seks skuespillere i ’Livstidsgæsterne’ matcher i Elisa Kragerups præcise iscenesættelse hinanden eminent som et broget ensemble i deres portrætter af forskelligrettede lyster.

Emilie Therese

Kultur
28. september 2020

Hvis Danmark har en replikdiva, så må det være Line Knutzon. Hun har de særeste ører, der tilsyneladende kan opfange alt det, vi andre går og siger til hinanden. Ikke de kærlige eller høflige ord. Men derimod alle de selvoptagede, uforskammede og håbløst ærlige ord. Vores filterløse ytringer, der med et Knutzonsk trylleslag bliver til rammende replikker, som får os alle sammen til at skrige af grin. Selv om det velsagtens mest er os selv, vi griner af. Dig og mig.

Livstidsgæsterne er Line Knutzons første stykke som husdramatiker på Betty Nansen Teatret. I opsætningen smelter ordene stærkt sammen med iscenesættelsen af Elisa Kragerup, der har ramt stykkets grundlæggende meningsløshed ved at fremdyrke seks temperamenter eller figurer, der alle er både ulidelige og genkendelige. Instrueret med en timing og en fysisk overdrivelse, der får meningsløsheden til at virke mere komisk for hver ny scene. Helt ind i det surrealistiske.

Endnu mere absurd

Den nærmest dokumentaristiske oprigtighed i Livstidsgæsterne bygger videre på tidligere succeser i den nu 55-årige Line Knutzons forunderlige verden – ikke mindst Først bli’r man jo født fra 1994, Guitaristerne fra 2006 og den dramatiserede roman Camille Clouds brevkasse fra 2017. I Livstidsgæsterne fremstår Knutzon endnu mere minimalistisk i sin form og endnu mere absurd i sin tankegang.

Mens vi venter på Godot-dramatikeren Beckett må stå i en vinduesniche på scenen og smile med. For hos Line Knutzon er der ingen sædvanlige relationer. Måske er personerne bare seks sider af samme menneske – eller seks personer, som et menneske ville ønske at være. For her er ingen faste roller i erklærede relationer. Her er ingen parforhold. Ingen familie. Ingen venner. Ingen kolleger. Her er kun en gruppe mennesker, der af uransagelige grunde tilbringer tilværelsen sammen. Job har de heller ikke. Men de er altid parate til at påstå, at de har et projekt i uge 16 – hvis nu nogen skulle ringe og spørge …

Tiden er endda også opløst. Alle vil bare leve i nuet. Årene smutter, uden de lægger mærke til det. Folk omkring dem dør, uden at de indser det. De er her på livstid. Alligevel fortsætter de bare deres sameksistens ind i uendeligheden. Og vi andre på tilskuerpladserne griner af dem. Skraldgriner.

Afløbet er stoppet

Første scene udspiller sig som en slags generalforsamling i en andelsboligforening. Den grundkomiske Niels Ellegaard fungerer som en slags vattet ordstyrer med rablende stemmeføring – og herligt paryksvirp med hovedet. Han er hele tiden bange for at ødelægge den dårlige stemning, så han prøver at give alle ret hele tiden, hvilket selvfølgelig skaber kaos. Et meget muntert og musikalsk kaos.

»Vores afløb er stoppet,« konstaterer han som første punkt på dagsordenen. En time senere er alle enige om, at der ikke behøver at blive gjort noget ved afløbet. Eller er det ti minutter senere – eller et år senere? Det betyder ingenting. For her er det stagnationen i sig selv, der er menneskenes sammenhængskraft. Det er fastholdelsen af verden, som den er, der er det bærende mål. Det eneste, der betyder noget, er sejren ved at udelukke enhver ny idé eller ethvert forsøg på udvikling. Udbrydere accepteres ikke. Så ryger de i skammekrogen omme bag arkivskabet.

Herfra dukker Maria Rossings dominatorkvinde ellers op for at minde de andre om deres fælles ærgrelse. »Vi skulle aldrig have solgt den andelsbolig i 2005,« som hun vredt siger det. 

Bomstærk af adrenalin

De seks skuespillere matcher hinanden eminent som et broget ensemble i deres portrætter af forskelligrettede lyster. Når Xenia Noetzelmann holder pokerface med sin humorforladte globetrotter på toppen af arkivskabet og samtidig dyrker kinesisk litteratur med højtsvungen entusiasme, bliver humoren helt sort. »Det giver en enorm frihed at bo til leje,« som hun formulerer deres fastlåste boligtilstand. Og når Tryggvi Sæberg Björnsson spankulerer forurettet omkring eller lader sig stuntfalde af stædighed, opstår et teenageragtigt hysteri af den selvretfærdige slags.

Den evigt uforudsigelige Ena Spottag og den umiskendeligt elskelige Elliott Crosset Hove holder hinanden i skak på scenen. De er hinandens modpoler i dette mikrosamfund: Ena Spottags modstandskvinde eksploderer i et ekstremt raseri, som får hende til at råbe højt og mase de andre med sin aggressive krop – eller til decideret at klynge andre op ad væggen med de bare næver, bomstærk af lutter adrenalin.

Maria Rossing tager føringen som førstevrænger i Line Knutzons vidunderligt komiske stykke ’Livstilsgæsterne’ på Betty Nansen Teatret.

Maria Rossing tager føringen som førstevrænger i Line Knutzons vidunderligt komiske stykke ’Livstilsgæsterne’ på Betty Nansen Teatret.

Emilie Therese

Elliott Crosset Hoves underhund er derimod næsten forsvundet ind i sig selv af usynlighed. Han tør ikke mene noget, men ønsker til gengæld at anerkende alle de andre – selv deres ret til ikke at ønske at få det stoppede afløb renset. Han udsletter sig selv over for de andres store egoer, der netop har travlt med at være sig selv. »Jeg er jo den, der er mindst mig,« som han undskyldende siger det. Mere absurd end absurd.

Øretæveindbydende

Alligevel er det Maria Rossing, der tager styringen. Når hun beslutter sig for at forføre os tilskuere, får hun tilsyneladende bare sit ansigt til at lyse, så vi ikke kan lade være med at stirre betaget på hende og blive forgabt i hendes emsige insisteren.

Det er ellers et uniformeret samfund, dette her. Ingen stikker ud. Alle er den samme. Som én krop fordelt på seks kroppe. Som Line Knutzon en tilfældig fredag aften. Alle har ens brune bukser på. Pludselig har de også ens hår eller ens briller – og de har hele tiden ens sorte sneakers. Alligevel komplimenterer de gladelig hinanden for at have fået nye sko. Helt uden ironi, vel at mærke. For det er lykkedes instruktøren at få skuespillerne til at sige de mest urimelige ting uden at søge hjælp i selvironien eller comedyselvsikkerheden. Disse seks mennesker er øretæveindbydende uudholdelige, og alligevel holder vi af dem uden forbehold. 

Den konsekvente scenografi af Karin Gille byder desuden på ensfarvede rum med gamle aviser og ubetalte regninger anbragt i glemte bunker mellem vinduer, der vender ud mod ingenting – og op ad bagvægge, der glider op og afslører nye bagvægge i uendeligt perspektiv. Lysdesignet af Christian Alkjær dyrker hverdagsbelysningens grå ensformighed så gennemført, at øjnene nærmest går i spasmer, når der af og til pludselig erklæres »nyt fra festudvalget«. For så går alle væggene i farveblink, mens Troels Møllers lyddesign byder på hårdtpumpede beats. Indtil altså festen afblæses, og der igen bliver stille, ensfarvet mandag i universet.

Dermed bliver Livstidsgæsterne også en kommentar til den udsigtsløse coronatilstand lige nu, hvor alle længes efter genkomsten af ’den store fest’. Ved premieren gik Elisa Kragerup frem foran tæppet for at byde publikum velkommen tilbage til teatret, som ikke har spillet forestillinger siden marts. Desuden er teatrets foyer nu lukket af som gennemgangsområde, så tilskuerne i parkettet bliver gelejdet ind direkte fra sidegaden. I coronateatret er mødet mellem mennesker jo det farligste.

Mødet mellem de seks personer i Livstidsgæsterne har tydeligvis også fatalt potentiale. Ude på Betty Nansen Teatret står de såmænd nok stadig og skændes om, hvorvidt de alligevel skulle have solgt den andelslejlighed.

Livstidsgæsterne. Tekst: Line Knutzon. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Karin Gille. Lysdesign: Christian Alkjær. Lyddesign: Troels Møller. Betty Nansen Teatret. Til 24. oktober 2020.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Hvor kommer inspirationen til de her ting fra?

Fra dyrenes verden?

Fra, Steen Ingvard Nielsen, den menneskelige fantasi.

steen ingvard nielsen

MeToo
Og Betty Nansen Teatret og Verdens Teatret!

Her er faktisk noget, man kan lave teater om.

Jeg kommer forbi en kvinde på vej ud af min kælder, der hvor jeg bor.
Kvinden jeg går forbi og flygtigt kigger på, (vi snakker mindre end et sekund) idet jeg går forbi: udbryder: "Her du et problem, hvad glor du på.
Jeg bliver helt overrasket og chokeret og får ikke sagt ret meget, for jeg er helt rystet. Jeg har ikke kigget på denne dame/kvinde mere end jeg kigger på andre, eller med nogen som helst bagtanker.

Jeg er ikke krænker-typen! og bliver det aldrig,
Men nu kan jeg godt blive nødsaget til, at give dem ret der siger, at det nogen gange er blevet lettere hysterisk.
Jeg fortsætter som jeg nu plejer og tager i Fakta for, at handle.
Her står en pige bagved mig, som taler i mobiltelefon, jeg rækker over for, at tage en pose lakrids. jeg kigger ikke engang på hende.
Hun flipper helt ud og går helt i selvsving. og sviner mig til verbalt. ikke nok med det, tager hun min plads i køen, hvorefter jeg spørger: har du heller ingen kø kultur?
Hun sviner mig til, igen, og nu sviner kassedamen og folk bag i køen, mig også til.
NB!
Jeg jeg er typen der forsvarer indvandrer , ved enhver tænkelig lejlighed, men her kunne det godt se ud til, at jeg var røget i et baghold. for ingenting havde jeg gjort, ud over hvis man mener, at det er krænkende adfærd, at folk rækker ud efter en pose lakrids. og når nogen tager ens plads i køen, at man så gør opmærksom på det, at det er krænkende adfærd.
Hun går helt amok, men der er bare ikke skyggen af hverken krænkelse eller racisme. hun står endda over for et menneske, som vil kæmpe med næb og klør mod diskrimination over for både kvinder og indvandrer og alt andet diskrimination.
Jeg stemmer på Enhedslisten,
Så det siger lidt om min holdning.
Her var det så bare mig, der som blev overfaldet selvom jeg ofte har forsvaret indvandrer og kvinder for den sags skyld. Hvis de bliver overfaldet, af vrede danskere fordi de er lidt små-racistiske.

So-MeToo.
Jeg skal understrege, jeg bliver ved med, at forsvare kvinders rettigheder og indvandreres, men nu kan jeg være nødsaget til, at se lidt mere nuanceret på det, end jeg gjorde før. Nu kan jeg være nødsaget til, at gå langt udenom, for ikke at blive overfaldet.

Så nej, Steffen Gliese, det er desværre ikke min fantasi, der har oplevet det her i dag. det er Social- Realisme, når det er værst desværre.

steen ingvard nielsen

Fakta i fakta
Hvis jeg rækker ud efter en pose lakrids i fakta, er det ikke et udtryk for socialt kontrol, det er udtryk for at jeg rækker ud efter en pose lakrids i fakta.
Det er Fakta i Fakta.
Jeg havde ikke rørt kvinden, der flippede helt ud med en ildtang, og havde ingen intentioner om at gøre det!