Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Lone Frank er på sporet af kærlighedens væsen i sin nye bog

Lone Frank sprænger rammerne for, hvordan vi normalt taler om kærlighed, og det er befriende. Men i forhold til at forstå Franks egne oplevelser kommer naturvidenskaben til kort
Det originale ved ’Størst af alt’ er, at personlige beretninger fra Franks liv – fortalt gennem brudstykker af samtaler med en psykolog – forankres i både evolutionær teori, psykologien samt gen- og hjerneforskning.

Det originale ved ’Størst af alt’ er, at personlige beretninger fra Franks liv – fortalt gennem brudstykker af samtaler med en psykolog – forankres i både evolutionær teori, psykologien samt gen- og hjerneforskning.

Ulrik Hasemann

Kultur
4. september 2020

Lone Franks Størst af alt er en tankevækkende bog ’om kærlighedens natur’, som undertitlen præciserer. Frank veksler mellem at fortælle om sine egne kærlighedserfaringer og præsentere videnskabelige resultater primært hentet fra den kliniske psykologi og neurovidenskaben.

Bogen fænger fra første side, hvor vi dumper lige ned i nok den største ulykke, et menneske kan opleve, nemlig et telefonopkald, der afslører, at ens kære er døende. Herefter er det Franks egne oplevelser af kærlighedens væsen, dvs. alt fra kærlighedens snærende bånd til den frihed, der også rummes i kærlighedsrelationer, hun undersøger. Gennem brudstykker af samtaler med en psykolog får vi indblik i Franks liv, lige fra den tidligste barndoms stærke tilknytning til faderen, forældrenes skilsmisse, den vanskelige ungdom, moderens død, forelskelser, pardannelser osv. Det originale og særegne ved bogen er, at Franks personlige beretninger forankres i både evolutionær teori, psykologien samt gen- og hjerneforskning.

Hun interviewer førende forskere inden for de forskellige forskningstraditioner og gengiver klassiske studier af dyrs adfærd – mus, rotter, aber mv. – der har ledt til forsøgsopstillinger med mennesker, der er udført enten som fysiske målinger eller som store kvalitative interviewundersøgelser. En vigtig dagsorden for Frank er at dokumentere, at vores subjektive oplevelser altid også har en biologisk forankring. Når vi føler glæde, vrede, tristhed, lykke har vi at gøre med neurobiologiske processer, der knytter an til vores biologi.

Mosaik af fortællinger

Det betyder ifølge Frank dog ikke, at vores sociale liv ikke også er vigtigt. Psykologiske forsøg med babyer har for længst dokumenteret, at de første to år af et barns liv er afgørende for barnets – og senere den voksnes – evne til at knytte sig til andre mennesker. Og netop tilknytning står centralt i et kærlighedsstudium. De kliniske psykologiske studier viser helt entydigt, at små børn i alderen 0-2 år har brug for en omsorgsperson, de helt uden restriktioner kan knytte sig til. Hun præsenterer desuden en masse anden forskning, der kommer med bud på, hvorfor vores biologi (ikke mindst forskellen på mænds og kvinders) påvirker vores subjektive oplevelser af livet i al dets mangfoldighed, herunder sandsynlighed for og oplevelse af for eksempel utroskab, at have flere partnere samtidig (polyamorøse forhold) osv. osv.

Selv om hun, som der også står i pressemeddelelsen, vitterlig præsenterer en mosaik af fortællinger og forklaringer om kærlighedens natur, så bevirker Franks greb – hvor man får indblik i hendes løbende samtaler med en psykolog om sit liv og kærlighed – at man bliver særlig interesseret i faderens betydning for Franks opvækst og opfattelse af kærlighed. Det er ham, der får den primære omsorgsrolle i hendes tidlige år. Hun er hans yndlingsbarn, og han er hendes yndlingsforældre. Det er dog også ham, der ikke kan gøre plads til hende, da forældrene skal skilles, og hun som 12-årig ytrer ønske om at blive boende hos ham. Frank flytter med sin mor og bror og bliver i øvrigt en art terapeut for sin kriseramte mor, som i øvrigt dør af kræft, da Frank kun er 18 år.

Det må have været nogle hårde år, og som læser ligger det lige for at opfatte den følelse af svigt, som Frank oplever i kølvandet på forældrenes skilsmisse, som ret afgørende for hendes erfaring med kærlighedens væsen og altså hendes tilknytning til venner og kærester i sit ungdoms- og voksne liv.

Faderens rolle

Det er klart, at jeg, der har en faglig baggrund i antropologien og sociologien, naturligt har en forkærlighed for analyser, der betoner det sociale, ligesom Frank qua sin faglige baggrund har en forkærlighed for analyser, der tager deres afsæt i naturvidenskaben. Men jeg har faktisk læst bogen med så åbent et sind som muligt, ikke mindst fordi Frank er en af mine yndlingsskribenter, hvis analyser jeg altid læser med nysgerrighed.

Åbenheden til trods sidder jeg tilbage med den opfattelse, at de mange dyreforsøg, studier i gen- og hjerneprocesser faktisk ikke hjælper Frank særlig meget, når hun skal forstå sin egen lidt sene erfaring af, at kærligheden også har været ’størst af alt’ i hendes liv, selv om hun faktisk først finder ud af det, efter at hendes første store kærlighed dør. Det er snarere psykologens reaktioner på det, hun fortæller, og som jo er analyser, der tager afsæt i Franks helt særlige situation og subjektive tolkninger af sit liv, der vel sætter Frank på sporet af kærlighedens væsen. Det er i hans spørgsmål og i hendes svar, at det synes åbenbart, at en nærmere udforskning af især faderes rolle i Franks liv – også efter at han er død – måske kan føje endnu flere brikker til den mosaik, som er kærlighedens natur – i Franks liv.

Med kolde isøjne

Til slut i bogen, hvor hun og psykologen taler direkte om, hvad kærlighed er, fører det Franks tanker hen til et udtryk fra Selma Lagerlöf, ’selviagttagelsens kolde isøjne’, som man forstår har gjort stort indtryk på hende, da hun blot var 12 år. Frank genkendte ’nøjagtig den frysende fornemmelse af til enhver tid både at være og at betragte mig selv’, som hun skriver. Der er altid noget i vores liv, som vi ikke ønsker at betragte med kolde isøjne. Nu hvor emnet for bogen er kærlighed, og det der er ’størst af alt’, synes det oplagt, at Frank kunne have stillet sig lidt mere nysgerrigt an i forhold til sit kærlighedsbånd til sin far og måske tvinge nogle kolde isøjne på netop den relation.

I en umiddelbar fortsættelse af erindringen om de ’kolde isøjne’ fortæller Frank, at hun til tider føler, at hun bærer rundt på så megen kærlighed, at den er ved at »sprænge hende«. At hun »må give den til nogen eller kvæles«. Samtidig slår hun fast, at det er uendeligt svært for hende »at se en mand i øjnene og bare sige ’jeg elsker dig’. Virkelig. Jeg kan næsten ikke. Og det er jo underligt«. Det er helt givet ikke en nem psykologisk mekanisme at forstå, men det er dog helt indlysende, at genetikken og neurovidenskaben ikke vil være meget behjælpelig, hvis ønsket er at forstå det enkelte menneskes særlige psykologiske konstitution. I det lys kunne bogen godt have fyldt 100 sider mere, hvis siderne var brugt på at udforske denne vanskelige psykologiske mekanisme, som Frank refererer til.

Ud i det videnskabelige felt

Men bogens ambition drejer sig ikke (kun) om, at Frank skal forstå kærlighedens væsen med afsæt i sine egne erfaringer. Hun rejser ud i det videnskabelige felt og udforsker og kobler meget forskellige videnskabelige traditioners fund om menneskelige bånd og præferencer for derved at komme nærmere en forståelse af kærlighedens væsen. Og i forhold til den ambition er bogen både virkelig original og superinteressant. Det er velvalgt at introducere de forskellige forskningsresultater gennem indblik i dele af det sagte i et terapiforløb. Det greb fungerer godt, og jeg læste da også bogen i et hug. Hendes personlige historier, som er stærkt underholdende ikke mindst på grund af den (ikke overraskende) også ironiske selvfremstilling, flettes smukt sammen med forskerinterview og gennemgang af forskningsresultater i felter langt fra min egen faglighed. Undervejs tog jeg mig i igen og igen at tænke, at det studium måtte jeg da også lige læse.

Hvis bogens ambition er at forstå, hvad kærlighed har været og er i Franks liv, så peger samtalesekvenserne med psykologen entydigt i retning af et social-psykologisk univers. I forhold til at forstå Franks oplevelser kommer naturvidenskaben derfor til kort. Selv om jeg føler mig overbevist om, at social-psykologisk forskning kunne have styrket bogens analyser af Franks erfaringer, kan jeg på det varmeste anbefale bogen i den form, den har. Den sprænger rammerne for, hvordan vi normalt taler om kærlighed, og det er befriende. Jeg kom flere gange til at tænke på den moderne gymnasieskole og ønsket om tværvidenskab. Franks bog er en ren gave til gymnasielærere, da den åbner for så mange spændende diskussioner i et samfundsfagligt, neurologisk og psykologisk spændingsfelt. Det er klart, at bogens målgruppe er langt, langt bredere, da de fleste vel synes, at kærlighedens væsen er et interessant stofområde – især når det præsenteres på en så original måde, som tilfældet er i Størst af alt.

Lone Frank: ’Størst af alt – om kærlighedens natur’. Politikens Forlag, 296 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her