Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dette må være den mørkeste Faust i teaterhistorien

’Faust’ på Østerbro Teater er blevet et fandens flot eksempel på mesterinstruktøren, der kan få alt ud af sine skuespillere – og få dem til alt
’Faust’ på Østerbro Teater er blevet en eminent tango for tre: Olaf Johannessens Faust, Søren Sætter-Lassens Djævel – og den usynlige instruktør Staffan Valdemar Holm.

’Faust’ på Østerbro Teater er blevet en eminent tango for tre: Olaf Johannessens Faust, Søren Sætter-Lassens Djævel – og den usynlige instruktør Staffan Valdemar Holm.

Karoline Lieberkind

Kultur
26. september 2020

Faust er historien om en mand, der indgår en ubrydelig pagt med Djævelen. Sat på spidsen er det også sådan, man kan se forholdet mellem instruktør og skuespiller: At en instruktør har magten til at forme sin skuespiller – hvis altså skuespilleren vælger at lade sig manipulere med i løbet af prøveperioden.

Faust på Østerbro Teater viser resultatet af sådan et pagtforhold mellem instruktøren Staffan Valdemar Holm og skuespillerne Olaf Johannessen og Søren Sætter-Lassen i rollerne som Faust og Djævelen. Resultatet virker i hvert fald som et frygtindgydende lykkeligt samarbejde.

En meningssøgende og illusionsløs sortsynsvision. En eksistentiel tango for tre – med instruktøren som den usynlige meddanser. Man aner en uforbeholden tillid hos de to skuespillere over for netop denne instruktør, der formår at forme dem som ler i sine hænder.

Staffan Valdemar Holm har da også om nogen vist sig at kunne forløse deres særlige sceniske begavelser. Da Søren Sætter-Lassen spillede Richard III i hans Shakespeare-iscenesættelse på Det Kongelige Teater i 2009, var det med en ekstrem manipulationskraft og en postuleret pukkel, der skræmte på tilskuerpladserne. Og da Olaf Johannessen spillede Puntila i hans Brecht-fortolkning på Det Kongelige Teater i 2016, fik den alkoholiserede kyniker en destruktionskraft som en klyngebombe.

En slæbefod, en kravlearm

Nu spiller Søren Sætter-Lassen og Olaf Johannessen så Djævelen og Faust – den underjordiske Mefisto og den menneskelige Faust. Deres ansigter lyser i et dødsensfarligt mørke. De ser på hinanden: Ulven stirrer på jægeren, jægeren stirrer på ulven. De betragter hinanden og nyder hinanden. Alt i dem sitrer. Deres kroppe er som koreograferet af en nådesløs psykolog, og vi tilskuere ser på dem og måber over deres sublime beherskelse af en hånemund, en slæbefod, en kravlearm … Så vi sidder overopmærksomt af frygt for at komme til at blinke et eneste sekund væk.

Denne Faust er blevet en suveræn klassikerfortolkning. Ikke alene har Staffan Valdemar Holm taget et kontant greb på Goethes fortælling, så Fausts ærgerrighed og straf fremstår så klart som muligt. Men han har også fået skuespillernes fysiske handlinger til at fremstå så skarpt, som var de klippet ud som sorte silhuetter mod det næsten sorte mørke.

Da den blændende præcise Joen Højerslev kommer ind i rummet med slæbende fødder og særtstillet hoved med sin smerteløse stuntmankrop og underdanige bukken, kryber stiliseringens uhygge ind på tilskueren. Og da den uforudsigelige Anne Sofie Wanstrup buldrer ind som grovkornet nabokone med begærlig krop, begynder liderligheden at dunke i forestillingen.

Det er dog den nyuddannede skuespiller Siw Ulrikke Maiboms lillebitte pigekrop i rollen som Gretchen, der chokerer mest med sin oprigtighed. Faust bliver betaget af hendes uskyld og trangen til at erobre hende.

Sådan er historien. Men scenisk bliver det decideret kvalmt, da Olaf Johannessen løfter hende lodret op at sidde på en bænk, omtrent som man ville løfte et lille barn. Overgrebet virker grænseoverskridende enkelt, for pigens lysegrå ankelsokker sidder lige så fint imens ... Forførerens tilfredshed bagefter overtrumfes kun af smerten over hans egen kynisme. Men da er det for sent.

Sjælen danser

Det er den norske dramatiker Jon Fosse, der står bag bearbejdelsen af Goethes tragedie fra 1808. Her er Faust fremstillet som en moderne, depressiv kyniker. Troen på Gud og det evige liv er skubbet så langt ud i mørket som overhovedet muligt. Her står kampen allermest mellem egoismen og kærligheden, og i Karen-Maria Billes oversættelse springer replikkerne frem flot og enkelt som stærke klippesætninger.

På et tidspunkt lader iscenesættelsen pludselig dansen overtage ordenes plads. Olaf Johannessens Faust bevæger sig virtuost med euforiske skuldre og knæ til et vildt melodimix. Men her er det ikke bare kroppen, der danser. Det er Fausts sjæl, der tror, at den er sat fri – kun for at opdage, at den danser som en marionet.

Det mørkeste mørke

Egentlig er det kun den abrupte slutning, der skaber undren. Forestillingen lægger op til en afslutning med de to symbiotiske mænd, men fokuserer i sidste øjeblik kun på Gretchen. Valget er dog konsekvent. For i Staffan Valdemar Holms univers findes ingen nåde og guddommelig kærlighed. Her er kun smerten og alt det sorte.

Teaterrummet er da også helt mørkt. Væggene, gulvet, loftet – alt er malet sort i Bente Lykke Møllers tomhedsskrigende univers, hvor ingen møbler skaber gemmesteder af tryghed. Intetheden suser om ørerne på Faust, og hans mørkerædsel smitter os andre.

Lige indtil eksplosioner af tordenild og undergang får os til at ryste og fare sammen i Clement Irbils dæmonisk-poetiske lys, hvor skærsildens skygger flammer rædselsvækkende op, mens lydene af Anders Munch Amdisen bliver til dumpe brøl – som var det Himmel og Helvedes tektoniske plader, der stødte sammen.

Dette må være den mørkeste Faust i teaterhistorien. Men mørkets teater suger tilskueren til sig i begejstret rædsel. Helt hen til kanten af Helvede.

’Faust’. Tekst: Johann Wolfgang von Goethe. Bearbejdelse: Jon Fosse. Oversættelse: Karen-Maria Bille, med uddrag af Jon Højer. Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil. Lyddesign: Anders Munch Amdisen. Østerbro Teater. Spiller til 28. oktober 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her