Madame Nielsen både hylder og ynker sig selv med en klagesang lagt i munden på ekskonen

Et par forelsker sig voldsomt, forårsager en skæbnesvanger ildebrand og lander så hårdt i hverdagen. Det er handlingen i Madame Nielsens autofiktive roman ’Lamento’, hvis mest opsigtsvækkende egenskab er den flabethed og følsomhed, hvormed forfatteren beskriver sig selv set fra sin ekskones perspektiv

»Lamento er en genuint sorgfuld bog. Og selve udførelsen af grebet fremstår ikke polemisk. Faktisk lader bogen sig udmærket læse som et forsøg på at anlægge et andet perspektiv. Hvilket uundgåeligt bliver et både selvoptaget og selvpinerisk projekt. Så kender man Madame Nielsen igen,« skriver anmelder Lone Nikolajsen.

Sofie Amalie Klougart

11. september 2020

Kommentarer (0)

Lamento betyder ’klagesang’ og er den passende titel på Madame Nielsens nye kærlighedsroman. Den handler om en kvindelig forfatter, der møder en mandlig dramatiker, som hun bliver hovedkulds forelsket i, gift og gravid med, føler sig svigtet og fravalgt af og til sidst bryder med. Kvinden har ordet og fortæller historien henvendt til den fælles datter, der var ganske lille, da de gik fra hinanden.

Romanen åbner med den helt igennem tragiske bryllupsrejse til Frankrig, hvor det, at de sidder tre uger i et dystert hus i Provence og glider fra hinanden »med lysets, tankens eller snarere uopmærksomhedens hast«, kun er det næstværste, der sker. Her indtræffer også en fatal begivenhed, en ildebrand, der romanen igennem står som et (lidt overgjort) billede på parrets vilde, altopslugende, men også destruktive forelskelse.

Afsnit II begynder med parrets første skelsættende, euforiske møde og øjeblikkelige forelskelse, og så kører romanen ellers i det store og hele kronologisk fremad, til det hele går ad helvede til og endda videre ud på den anden side af det ulykkelige kærlighedshelvede.