Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Martin Eden’ er en supersanselig og tidløs udviklingsfilm

Italienske Pietro Marcellos fremragende ’Martin Eden’ foregår i 1960’erne, men blander dokumentariske klip og musik fra mange epoker. Dermed fokuserer den på det universelle i fortællingen om en socialt bevidst kunstner, der mister orienteringen
Pietro Marcellos ’Martin Eden’ er en fremragende film om en kunstners udvikling og afvikling skildret gennem mødet mellem arbejderdrengen Martin (Luca Marinelli) og rigmandsdatteren Elena (Jessica Cressy).

Pietro Marcellos ’Martin Eden’ er en fremragende film om en kunstners udvikling og afvikling skildret gennem mødet mellem arbejderdrengen Martin (Luca Marinelli) og rigmandsdatteren Elena (Jessica Cressy).

Francesca Errichiello

Kultur
17. september 2020

»Jeg vil være ligesom dig,« siger arbejderknægten Martin Eden (en intenst brændende Luca Marinelli) til sin udkårne Elena (en distingveret tilbageholdende Jessica Cressy). Men det bliver han ikke.

Eden, der begynder som sømand, er faldet pladask for overklassedatteren, hvis bror han har reddet fra en slåskamp. I hendes finkulturelle hjem tændes en gnist i ham, han beundrer et maleris detaljer, Elenas klaverspil og bøgerne i biblioteket.

Han vil skrive, Elena vil have, at han får sig uddannelse – og dannelse. Og han vil jo være som hende, så han forsøger. Han har et skarpt intellekt, men ingen udenadslærdom, gik tidligt ud af skolen og kan ikke komme ind på en videregående uddannelse.

Så han vælger den autodidaktes ensomme, ubetrådte sti. Stolt som han er, foregår det i fattigdom, hvilket ikke skubber Elena fra ham. Det gør til gengæld hans stadigt stigende sociale indignation, som bringer ham på kant med hendes rige families værdier.

’Cykeltyven’ passerer revy

Martin Eden er oprindelig en udviklingsroman fra 1909 af amerikanske Jack London. Den foregår i Oakland, Californien, men er i filmen omplantet til 1960’ernes Napoli, Italien. Det er den 44-årige instruktør og manuskriptforfatter Pietro Marcellos hjemstavn, og byen bliver præsenteret i et supersanseligt mix af filmmedier – og tider.

Filmen er skudt smukt på gammel kornet 16 mm, men det sker med et stort håndholdt nærvær og bevægelige og bevægende ofte ultranære billeder af hovedpersonerne.

Og selv om filmen altså mest af alt foregår i 1960’erne, det indikerer tøjet og bilerne, er der også diskoklingende musik på lydsporet (så er vi i 1970’erne). Desuden er der dokumentarfilmklip fra et væld af tider. Skibe og mennesker, hyldester til arbejderklassens mange ansigter, der ikke kun peger på virkeligheden, men også filmhistorien.

Især Vittorio De Sicas neorealistiske klassiker Cykeltyven fra 1948 og dens billeder af fattigdom passerer parallelt revy for det indre blik. Men også Federico Fellinis absurde optrin og Luchino Viscontis sans for aristokratiets hulhed spøger.

Mixet sker med en stor sanselighed og i et opbrudt billedsprog, der slår de smukkeste revner. Marcello afbryder uden videre ceremoni spillefilmens fortælling og stilistik med de gamle, nogle gange kolorerede dokumentarfilmklip. De udbygger ofte miljøportrættet, men antager også tit drømmens eller metaforens dimensioner – som da et skib synker under Edens store livskrise.

Pludselig er man faret vild

Martin Eden er en fortælling om en kunstners udvikling og afvikling. Pietro Marcellos heterogene collageklip fra mange forskellige tider bruges med et elegant skødesløst temperament til at indikere det universelle i Londons fortælling om, hvordan man i enhver tid kan miste orienteringen, når man blindt følger sin overbevisning. Pludselig er man faret vild.

I filmens tid er den italienske arbejderklasse i gang med at organisere sig efter socialistisk forbillede med strejkekultur og hele pibetøjet. Eden raser mod det, han opfatter som en undertrykkelse af individet. Han mangler ikke sympati for arbejderklassen; på en knusende gåtur gennem Napolis fattige luderkvarter tvinger han Elena til at erfare de fattiges kår. Men han mener, at socialisme kan ende i nye former for diktatur. Til gengæld erkender han ikke, at hans egen karakter kan blive opløst i selvoptagethed.

Det er filmens hjerteskærende styrke, at der er lige så meget passion i portrættet af den unge forfatterspires idealisme som i den ældre superstjernes desillusion.

’Martin Eden’ – Instruktion: Pietro Marcello. Manuskript: Maurizio Braucci og Pietro Marcello. Fotografi: Alessandro Abate og Francesco Di Giacomo. Længde 129 minutter. Cinemateket i København den 17.-26. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her