Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Netflixdokumentaren ’The Social Dilemma’ viser, hvordan techvirksomhederne udnytter vores hjerner

Internettets kryptiske forretningsmodel bliver pillet fra hinanden og belyst med veltænkte og til tider overgjorte pædagogiske greb i instruktør Jeff Orlowskis ’The Social Dilemma’. Det er en god og nødvendig gennemgang af skærmenes betydning i vores liv
Formidlingens højdepunkt er, når Vincent Kartheiser personificerer den algoritme, der gemmer sig bag skærmen og konstant forsøger at maksimere den tid, familiens teenagedreng er online, skriver Magnus Sabroe Bjernemose.

Formidlingens højdepunkt er, når Vincent Kartheiser personificerer den algoritme, der gemmer sig bag skærmen og konstant forsøger at maksimere den tid, familiens teenagedreng er online, skriver Magnus Sabroe Bjernemose.

Expsoure Labs/Netflix

Kultur
29. september 2020

Kimen til verdens ende ligger i lommen på os alle sammen. Telefonen, der vibrerer, bipper og lyser op med små notifikationer om alt fra nyheder til likes og venneanmodninger, repræsenterer en eksistentiel trussel, der i sidste instans kan føre til borgerkrig og demokratiets og civilisationens endeligt.

Sådan lyder den vilde påstand i Netflix’ dokumentarfilm The Social Dilemma. Men når rulleteksterne glider over skærmen efter halvanden time, føles ens notifikationer og feed på sociale medier som forvandlet til et stort glubende opmærksomhedssugende monster, og verdens undergang virker pludselig som et skræmmende sandsynligt udfald.

Dokumentaren havde premiere på Sundance Filmfestival i januar. Instruktør og medstifter af det lille, aktivistiske produktionsselskab Exposure Labs Jeff Orlowski stod også bag de prisvindende og anmelderroste Chasing Ice fra 2012 og Chasing Coral fra 2017, der handler om klimaforandringernes ødelæggelse af sårbare økosystemer. Det er komplicerede emner, der skal formidles, og de gør en ihærdig indsats.

The Social Dilemma er bygget op om omkring interview med alt fra de fremmeste ’techtænkere’ som Shoshana Zuboff, forfatter til Overvågningskapitalismens Tidsalder, virtual reality-geniet Jaron Lanier og tidligere topchefer, designetikere, chefingeniører og produktchefer i alle de helt store techvirksomheder fra Google, Youtube og Facebook til Instagram, Pinterest og Twitter.

Ind imellem disse interview løber en dramatiseret fortælling om en amerikansk families liv, der konkretiserer de ofte ret abstrakte og komplicerede pointer om de mange bevidst fordækte måder, vores adfærd ubevidst modificeres på.

Du er produktet

Dokumentarens omdrejningspunkt er de skadelige følger af de sociale mediers forretningsmodel: Det, Zuboff kalder overvågningskapitalisme.

Forretningsmodellen beskrives ofte med udtrykket:

»Hvis du ikke betaler for produktet, så er du produktet.«

Men det er ikke helt korrekt. De store techvirksomheder er jo grundlæggende reklamevirksomheder, men produktet er ikke klassiske annoncer. Jaron Lanier siger det præcist: »Det er den gradvise, lille, umærkelige ændring i din adfærd og opfattelse, der er produktet. Det er det eneste mulige produkt.«

Og formålet med den ændring er selvfølgelig at maksimere din modtagelighed over for annoncerne.

Det er lige her, problemet opstår. For at optimere annoncernes effekt – og dermed værdi – søger de efter vished, som Zuboff siger. Vished om dig, og derfor har de brug for enorme mængder af data om dig, så de kan lære alt om dig at kende.

Deres akkumulerede viden bruger de til at påvirke dig, uden at du opdager det. Og vupti, så popper der en reklame for snacks op din telefon, når du er småsulten, eller en reklame for et fitnessabonnement, når du skammer dig over en weekend på den lade side.

En billion gange større end i 1960

Nå ja, men herregud, en Snickers her og der skaber vel ikke borgerkrig? Er de ikke bare bange for forandring, kunne nogen måske sidde og tænke.

Nej, mener Tristan Harris, der er tidligere designetiker hos Google.

Ifølge ham, er truslen nemlig ulig noget, vi nogensinde har set før. Det er en kamp mellem den enkelte menneskehjerne og techvirksomhedernes supercomputere. De sociale medier sammenlignes med spillehaller i Las Vegas, fordi begge udnytter indbyggede svagheder i menneskets psykologi.

Belønningerne ved at trække i den enarmede tyveknægt eller genopfriske dit feed varierer uforudsigeligt: Den ene gang vinder man jackpot, og de næste 15 er der intet. Det skaber en — for mange – ukontrollabel jagt på den næste dopaminrus.

Og menneskehjernen sakker bagud for hvert sekund, kampen varer. Computerprocessorkraft vokser nemlig eksponentielt og har gjort det siden 1960. Det betyder, at den i dag er en billion gange større end for 60 år siden, og en stor portion af den processorkraft bruges på at ændre din adfærd efter højestbydendes ønske.

Radikalisering, selvmord og ekkokamre

Og ifølge The Social Dilemma kan man se konsekvenserne stort set, hvorend man kigger hen. Generation Z, altså dem, der er født efter 1995, er første generation, der vokser op med sociale medier. De er plaget af ensomhed, selvværdsproblemer, angst og depression.

I 2010 tog de sociale medier for alvor fart, og i USA er antallet af 15-19-årige piger, der gør skade på sig selv, steget med 62 procent siden 2009. Tallet er 189 procent for 10-14-årige. Antallet af selvmord har set tilsvarende stigninger i de aldersgrupper. Jonathan Haidt, ph.d. i socialpsykologi fra NYU Stern School of Business hævder, at mønstret i statistikken peger på de sociale medier som årsag – dog uden at præsentere evidens for sammenhængen.

En anden konsekvens er radikalisering og ekkokamre. Tilfælde med folk, der er overbeviste om, at Jorden er flad, og at Clinton-familien driver en sexslavehandel i kælderen under et pizzaria, er i den kuriøse ende af skalaen, mens folkemordet på rohingyaerne i 2017 viser hadkampagner på sociale mediers voldelige potentiale.

Også Trump i USA, Bolsonaro i Brazilien og Duterte i Filippinerne kobles til de sociale mediers skævvridende og polariserende effekter. Desuden hackede Rusland ikke det amerikanske valg i 2016, de brugte bare de sociale medier til det, de er designet til: at ændre og styre adfærd.

Eksemplerne står i kø, mens den fiktive familie i dokumentaren langsomt og sikkert pilles fra hinanden af de små lysende skærme, de hele tiden stirrer på. Det kunne de måske have undgået, hvis The Social Dilemma havde jaget en skræk i dem, inden det gik så vidt.

Fiktionselementet med familien er et veltænkt pædagogisk greb, selv om der til tider overdramatiseres lige rigeligt, og visse dele af soundtracket er som taget ud af Mission Impossible.

Det er fint at understrege den dramatiske alvor, men måske skulle man have valgt en tyndere tusch. På den anden side er det måske nødvendigt med store filmiske armbevægelser for at ramme – og fastholde – et bredere segment. Der må samfundsmæssigt indhold trumfe æstetisk form alene på grund af førstnævntes kolossale vigtighed.

Formidlingens højdepunkt er, når Vincent Kartheiser (blandt andet kendt for Mad Men) personificerer den algoritme, der gemmer sig bag skærmen og konstant forsøger at maksimere den tid, familiens teenagedreng er online. Det er dejligt illustrativt – og en kende forsimplet – og det hjælper til at materialisere substansen i ellers ganske flyvske begreber som ’algoritme’ og ’kunstig intelligens’.

Og materialiseres skal der: for man må kende fjenden for at kunne bekæmpe den.

’The Social Dilemma’ - Netflix.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her