Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Niels Simonsens fænomenale digte synger som svaler

Niels Simonsens kosmiske skriftpoesi rummer en unik blanding af salmesang og surrealisme, en art kosmisk skriftpoesi
Niels Simonsens sprog befinder sig lysår fra almindelig daglig snak, men hans stil er også lige så distinkt forskellig fra andre digteres udtryksmåde som »selleri er i sin pragt fra gulerod og hvidkål«.

Niels Simonsens sprog befinder sig lysår fra almindelig daglig snak, men hans stil er også lige så distinkt forskellig fra andre digteres udtryksmåde som »selleri er i sin pragt fra gulerod og hvidkål«.

Johnny Madsen

Kultur
4. september 2020

Situationen er muligvis denne: En mand sidder med en skriveplade over knæene og en Mont Blanc-fyldepen i hånden. Han ser ud i luften og tænker på ingenting – og alting. På stjerner og engle. På mirabeller, fetaost og tomat. På sin kone, som er hans kæreste. På noget, han kom ud for som dreng. På en begravelse blandt familie på Østfyn.

Lige pludselig begynder hånden at skrive ord af den slags, som vi venter på mellem lyde og stilhed. Som om et ord i blæk er lige det, som himlen kalder på. Hvert ord kommer som et af de fnug, som luften bærer med sig i en rus. Inden han ved af det, er tegnet blevet til mange, så lette som støvkorn i solen, men samtidig materielt konkrete og forpligtende, tunge. Efter lidt tid står der minsandten strofer på papiret, breve til vinden og havet, enten ganske små med korte linjer eller tæppeagtigt store med vers, der meget nødig vil knækkes.

Metoden, som kaldes automatskrift og fra og med surrealisterne er blevet dyrket af digtere, som troede fuldt og fast på ægtheden i deres spontane indfald, indgår efter alt at dømme stadig i Niels Simonsens egensindige litterære praksis. Måske ikke som eneste fremgangsmåde, men nok som et ofte med held gennemprøvet afsæt, hvor det, han primært går efter, er at fylde et ark, der kan synge som svaler.

Saxo

Forfatteren, som er født i 1946 og har så forskellige udgivelser bag sig som reportagebogen Junkier i Esbjerg og antologien Verdslig barok, trådte frem som lyriker allerede i 1969, men regner digtsamlingen Engle (1981) som sin egentlige debut. Siden har han praktiseret, hvad man med en fjerde af hans titler kunne kalde ’Poesi uden diskussion’, kompromisløs som han i nu fire årtier har været i sin stræben efter at finde frem til et af de sprog, som vinden taler til blomsterne i.

Hvorhen han orienterer sig, fremgår indirekte af navnene på de digteriske valgslægtskaber, han peger ud i sin nye, fænomenale bog, Det panteistiske blækhus.

Hans ældste forbillede er en klassisk kinesisk digter Li Po, også kaldet Li Bai (701-762), men den måske kæreste broder i ånden er en fynbo, H.C. Andersen, hvis naive tonefald mange steder har givet ekko. Man mærker også stemningen fra Antoine de Saint-Exupéry med Den lille prins, og der sendes en hilsen til Frank Jæger og hans hørespil Hvilket postbud – en due. Jo, vi er i Drømmeland, med hjertet som den bagage, man kan kende en lyriker på.

Selleri og hvidkål

På dette sted i artiklen er den anmeldte bog allerede blevet citeret syv gange, skjult ganske vist, men alligevel. Det greb kaldes med et fint ord for ’diskursiv smitte’ og er meget anvendt hos spontant begejstrede litterære skribenter. Og når anledningen er en ny bog af Simonsen, er smittespredning slet ikke til at undgå. Hans sprog befinder sig lysår fra almindelig daglig snak, men hans stil er også lige så distinkt forskellig fra andre digteres udtryksmåde som »selleri er i sin pragt fra gulerod og hvidkål«.

Ja, her kom for en enkelt gang skyld et rigtigt citat. Flere af de skjulte vil følge.

To genkommende verber i bogens i alt 38 digte er »siger« og »spørger«. For Niels Simonsen indlejrer som regel en eller flere udsigelsessituationer i det enkelte digts retoriske struktur. Sammen med hans forkærlighed for omvendte ordstillinger gør dette ofte den enkelte tekst lidt vanskelig at hitte rundt i. Digtene bliver hele kor af samtalende poetiske stemmer, som om poeten synger vekselsang med sig selv.

Og selv om vi rent formelt har at gøre med, hvad nogle med eller uden rynken på næsen kalder for ’centrallyrik’, altså poesi med et tydeligt manifesteret ’jeg’, så er talesituationen nu gerne ret så kompleks. Digteren skriver til sig selv fra det fjerne, og når han bruger sit Niels, hvilket ofte sker, betegner dette blot en fremmed, som bærer hans navn. Den enkelte tekst fremtræder som en af de taler, vi holder om svar, som vi ikke får fra andre end os selv. Eller, i lighed med himlens stjerner, som et lille forvarsel om de vers, som ingen har skrevet endnu.

Føj så hertil, at Niels Simonsens digte ikke så sjældent lader fuglene snakke med og hyppigt tematiserer deres egen grafiske skrevethed, det enkelte bogstavs og den enkelte strofes materielle realitet – og slutfacit bliver en fuldstændig unik blanding af salmesang og surrealisme, en art kosmisk skriftpoesi. Skabt af en af de venner, en solnedgang har. En, som ved, hvor stille der kan være i et vers. En, som idet han sidder og skriver, egentlig kun ønsker at blive borte i et af uskyldens navne.

Niels Simonsen: ’Det panteistiske blækhus’. Asger Schnacks Forlag. 117 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her