Anmeldelse
Læsetid: 15 min.

Er der nogen, der lytter til Loud? Det gør vi!

Siden vi lyttede med sidst, har Radio Loud været i dab-æteren i fem måneder. Det er tid til at lytte efter om de har fundet deres egen stil
Siden vi lyttede med sidst, har Radio Loud været i dab-æteren i fem måneder.  Det er tid til at lytte efter om de  har fundet deres egen stil

Katrine Bælum

Kultur
11. september 2020

Radio Loud gik i luften med alle gode intentioner om at skabe taleradio til en ung målgruppe. Men efter fem måneder kritiseres kanalen for at være usynlig, irrelevant og næsten uden lyttere. Vi har tændt for DAB-radioen for at gøre det, som få gør, faktisk lytte.

Et ikke særlig broget samtaleprogram

Samtaleprogrammet ’Den brogede vej’ har en sympatisk ambition om at ville portrættere kendte danskeres snørklede vej til succes, men produktet bliver generisk og for blødt i sværene

Af Rasmus Elmelund

Katrine Bælum

Enhver god radiostation har et godt samtaleprogram, og et godt samtaleprogram er ret enkelt at skrue sammen. Det kræver bare tre ting: et godt koncept, en god vært og en god gæst. Et godt koncept demonstrerede Radio24syv med Det næste kapitel, hvor vært og gæst mødtes en time på gæstens hjemmebane, hvor han/hun førte portrættets pensel – for igen at ses nogle dage senere, men nu i et radiostudie, hvor værten så tog over.

Konceptet for Radio Louds samtaleprogram Den brogede vej er også godt. Tanken er, at samfundet er indhyllet i en forestilling om, at unge mennesker skal følge en perfekt og stringent karrierevej for at få succes. Det holder selvfølgelig ikke, og derfor portrætteres succesfulde danskere med deres cv som en krøllet rød tråd, der skal demonstrere, at selv om du begynder som sprogofficer, kan du ende som redaktør på Weekendavisen – eller du kan ende som taxachauffør i Aarhus, selv om du midt i livet var radiochef på DR.

Den skiftende vært indleder altid med at kondensere gæstens levnedsløb til en et minut lang monolog og stiller så spørgsmålet: »Hvornår har du sidst fucket op?« Det kommer der tit ligegyldige almenheder ud af, men nogle gange også fine anekdoter. For eksempel fortæller iværksætter Lars AP en sød hverdagshistorie om, hvordan han samme morgen ville give sin kæreste et farvelkys, efter hun havde forladt lejligheden, men endte med at løbe efter hende i opgangen og skræmte livet af hende, fordi hun havde høretelefoner på.

Det gode radiointerview kræver, at intervieweren magter at trække konkrete billeder og anekdoter ud af sin interviewperson. Det er det, Knud Brix og DR’s Genstart-redaktion er så dygtige til – ikke mindst fordi Brix lytter begavet og spørger naivt – men det halter lidt her i Den brogede vej.

Jeg har hørt fem programmer med tre forskellige værter, og ingen af dem træder rigtig i karakter som samtalepartner – de bliver mere udspørgere, der givet ville kunne lave udmærkede interviews til en avis eller et magasin, hvor teksten skulle skrives ud. Hvordan var din opvækst? Hvad er du rundet af? Hvad drømte du om? Hvad motiverer dig? Hvilke råd har du fået?

Men jeg savner personlighed – og kritisk kant. Et portræt af Brian Holm, der stort set ikke berører doping, og et portræt af Anna Libak, der ikke spørger til skuffelsen over ikke at blive chefredaktør for Berlingske og ikke at blive folketingsmedlem for Venstre, bliver simpelthen for blødt i sværene.

Også her kan Ungdomsbureauet, der producerer programmet for Loud, lære noget af deres kollega Brix fra DR.

’Den brogede vej’ kan høres på Radio Loud tirsdag 22-23, onsdag 5-6 eller torsdag 5-6 og kan podcastes på diverse platforme. Hvert afsnit varer en lille time.

 

Det forbliver ved sniksnakken i Kollegiekøkkenet

I 'Kollegiekøkkenet' når vi aldrig ind til de vigtige og svære samtaler, som unge også har med hinanden. I stedet bliver det til to timers sniksnak, som man hverken har lyst til at have med venner eller lytte til i radioen

Af Mahamad-Bakher Sabah

Katrine Bælum

Fnis, fnis, fnis. Man fniser åbenbart enormt meget, når man bor på kollegie. Eller det gør de fire-seks unge kollegianere i programmet Kollegiekøkkenet i hvert fald, når Loud giver dem en mikrofon i to uredigerede live-timer fra køkkenet hver søndag aften. Programmet har ingen vært, men radiokanalen udstyrer de unge med en margretheskål fyldt med spørgsmål, de skal besvare på 120 minutter. Det er radio fra målgruppen til os, der er i målgruppen.

Men der sker tydeligvis noget med mennesker, der kender hinanden, når man tænder for en mikrofon i rummet. For selv om kollegianerne er venner, føler man som lytter, at de opfører sig som fremmede, når de fylder enhver form for radiotavshed ud med nervøse, overhøflige fnis – selv når der ikke er noget at fnise af. Som for eksempel når snakken falder på drukkultur, og den ene beboer i en sjældent alvorlig tone fortæller, at hun er træt af, at det altid skal »omhandle alkohol«, når de skal være sociale. De andre fniser.

Men beboerne bliver heller ikke hjulpet på vej af de håbløse, udvalgte spørgsmål: »I Canada anbefaler man mundbind, hvis man har sex med en ikkefast partner. Hvordan tror I, det vil fungere i praksis,« lyder et af dem.

De skal også svare på spørgsmål om scoretips til Tinder (lad være med at vælge en fyr, der afslører sin sixpack), sparetips til SU’en (køb billig mad og genbrugstøj), og de får også det obligatoriske, ’hvad skal du være, når du bliver stor’-spørgsmål. Det bliver aldrig til mere end kedelige hverdagssamtaler, som man hverken har lyst til at have med venner eller lytte til i radioen.

Selv når samtalen falder på Sofie Linde og ligestillingsdebatten eller den nye samtykkelov, evner beboerne ikke at løfte debatten op på et niveau, der gør den interessant at lytte til.

Måske er det netop ambitionen med Kollegiekøkkenet, at vi unge kan genkende vores hverdag i programmet. Men når rammerne er så løse, forbliver det ved sniksnakken, og vi når aldrig ind til de vigtige og svære samtaler, som unge også har med hinanden. Det er ikke nok med de få udvalgte spørgsmål, Loud bør iscenesætte samtalerne stramt, så vi som lyttere får fornemmelsen af, at vi når ind til kernen af dem, vi lytter til. Måske gør det, at vi rent faktisk vil kunne spejle os i dem.

’Kollegiekøkkenet’ kan høres på Radio Loud hver søndag 21-23 og kan podcastes på diverse platforme. Hvert afsnit varer to timer.

 

Et ly til nattens tanker

I ’Nattely’ vil de diskutere ungdomslivets store spørgsmål. Værterne giver nattens samtaler et trygt rum, men de ved endnu ikke helt, hvad det skal fyldes med

Af Mei Song Bechsgaard

Katrine Bælum

»Der er ikke nogen eksperter i Nattely,« fortæller en behagelig stemme. Den tilhører Julius Nicolaisen. Han og medværten Signe Daugaard vil i radioprogrammet tale sig frem til svarene på tilværelsens store spørgsmål hver mandag nat fra klokken 00 til o2. Det lyder ikke let, men blottet for baggrundsmusik og med rolig stemmeføring skaber de i hvert fald et godt udgangspunkt for samtaler i mørket.

Selv om Signe fortæller, at hun »ikke er så meget for navlepilleri«, tager programmet udgangspunkt i værternes egne anekdoter og tanker. I en udsendelse spørger de sig selv og hinanden, om der findes rigtige eller forkerte måder at være alene på. Som (ung) lytter kan man måske spejle sig i Signes behov for en bagkant til sin alenetid eller Julius’ afsløring af, at han dvæler for meget i aleneheden, når han har det svært.

Det er, når værterne og deres gæster, som flere gange er højskolelever på en halvdårlig telefonforbindelse, giver os et stykke sårbar sjæl, at programmet virkelig får sin berettigelse. Som da Julius ærligt fortæller, at selv om man står og laver radio »kan man sgu godt have det ad helvede til.«

Natteradioen er en del af Louds talentudvikling og produceres af ungdomsmagasinet SEIN, hvis mål er at skabe et ungt, ærligt og ufiltreret fællesskab – og lykkedes med det, for mediet tiltrækker på tredje år stadig mange frivillige, som bidrager med personlige fortællinger og andet materiale om det, de er optaget af. I glimt taler Nattely ind i den fortælling, men en lidt for stor del af tiden virker værterne tilfældigt refererende eller redegørende. I en udsendelse om ritualers betydning bruger de næsten en fjerdedel af tiden på at tale om sankthans og den svenske pendant Midsommar. Så er det, som om konceptet ikke helt kommer til sin ret.

For om natten funderer vi, som værterne også selv lægger op til med deres præsentation af »programmet for nattens stemninger og de eksistentielle spørgsmål«. Derfor fungerer det bedst, når Julius og Signe går mere undersøgende til værks i forhold til sig selv og deres gæster, og når de søger svar i filosofien og litteraturen for at forstå verden lidt bedre. Så kan natten for alvor blive interessant.

Nattely sendes natten mellem mandag og tirsdag klokken 00-02. Det kan findes som podcast på Radio Louds og SEINs platforme. Hvert program varer 2 timer.

 

Vi kommer lige lovlig meget til bunds i ’KLUB’

Der er kulturelle spredehagl, velovervejede musikvalg, lange og mange indslag i Radio Louds ’KLUB’ – desværre er der også for mange fodfejl, lidt sjusk og en del metakommunikation, når æteren fyldes med glimtvis skøn kulturformidling

Af Magnus Sabroe Bjernemose

Katrine Bælum

Ida Gaunø Scheel-Bech, Mathias Stilling og Frederik Westergaard skyder med kulturelle spredehagl alle ugens hverdage. Med baggrund i henholdsvis P3 og Radio24syv, retorik og podcastverdenen blandt meget andet er de værter på Radio Louds eftermiddagsprogram KLUB, der sender i frygtindgydende tre timer i streg.

Undervejs dykker de ned i aktuelle kulturnyheder eller dækker andre nyheder med en kulturvinkel – og ja, det er lige så bredt, som det lyder. Den ene dag handler det om de danske rumarkitekter Karl-Johan Sørensen og Sebastian Aristotelis’ kommende ekspedition til Grønland, den næste er de på Lykkemuseet i København, og den tredje zoomes der ind på Chadwick Bosemans liv og indflydelse. Indslagene er lange, og der bliver dvælet ved gæsternes viden. Som lytter får man følelsen af at komme til bunds i sagen – og til tider lige lovlig meget til bunds.

De længere indslag afsluttes som regel med et musiknummer, der passer til indslaget selv, og det er et trick, der fungerer lige så godt, som det gjorde i det desværre hedengangne Romerriget på det ditto Radio24syv. Det er dog småenerverende, at værterne føler et behov for at påpege den åbenlyse sammenhæng mellem indslag og musik, som f.eks. når Pharrells Happy spilles efter indslaget om Lykkemuseet.

Ind imellem de lange indslag kommer små afbræk i form af ’Kulturnyhederne’: et koncept, der holder præcis, hvad det lover. Værterne tager nyheder med til hinanden, og de leveres hurtigt og smertefrit. Det er ærgerligt sjusket, når to værter ikke koordinerer og derfor har taget den samme nyhed med. Og når vi nu er ved petitesserne, kan det virke omsonst at have en jingle, når der uafladeligt tales ind over den.

Og så er der det ’unge’ islæt. Det føles, som om værterne ikke har tillid til, at indholdet i sig selv er ’ungt’ nok, hvilket ansporer dem til at metakommunikere og joke – for – meget om deres eget programs form. Hvem har fået den idé, at det er ungt at metakommunikere?

Når det er sagt, er KLUB et godt og ligeværdigt alternativ til lignende brede kulturprogrammer i æteren; og når det er bedst, er det oplysende og inspirerende.

’KLUB’ kan høres på Radio Loud alle ugens hverdage 15-18 og kan downloades som podcast på diverse platforme.

 

Eventyrernes fanklub

Der er mere Nationalmuseum end ungdommelig loudness over ’Den yderste grænse’ – Louds udmærkede samtaleprogram om danske opdagelsesrejsende, der i anden sæson også tager fat i nutidens omrejsende helte

Katrine Bælum

Af Lone Nikolajsen

Bjørn Harvig er ikke nærig med sin begejstring. Det er vel den, der har fået ham til at hjule rundt på cykel i alverdens lande og på den måde kvalificere sig til et medlemskab af Eventyrernes Klub. Det er også begejstringen, der driver ham i rollen som vært på Den yderste grænse, der handler om store danske opdagelsesrejsende.

Den yderste grænse er Nationalmuseets første bidrag til Radio Louds sendeflade, netop begyndt på sin anden sæson og slet ikke dårligt. Jeg har det med opdagelsesrejser og -rejsende, som nogle har det med Anden Verdenskrig. Det er det historiske emne, jeg ikke kan få nok af. Mens alt, hvad der har med Anden Verdenskrig at gøre, stiller nogle fundamentale spørgsmål om menneskets ondskabspotentiale, medskyld og umenneskeliggørelse, er brutaliteten og arrogancen i opdagelsesrejsernes historie blandet op med fine dyder som frihedstrang, videbegær og nysgerrighed efter fremmede egne og kulturer. Det er lidt rarere at høre om, inden man skal sove.

De samtaler, Bjørn Harvig i hvert afsnit af Den yderste grænse har med en ny ekspertkilde om en ny opdagelsesrejsende, er drevet af begejstring. Den angår både den opdagelsesrejsende (især polarforskeren og buldrebassen Peter Freuchen – ham kan Bjørn Harvig virkelig godt lide) og den store vide verden. Det er næppe et bevidst fravalg, når Den yderste grænse konsekvent viger uden om de mere dystre aspekter af den vestlige udforskning af verden. For eksempel når den ellers glimrende gæst Lone Theils en passant nævner, at nogle af de oprindelige folk, journalisten Jens Bjerre mødte i 1950’erne, havde haft »dårlige oplevelser« med hvide mennesker.

Den tendens til udglatning er anden sæson dog ude over, idet de nye afsnit handler om nulevende danskere, der i kraft af deres rejser »har rykket ved vores opfattelse af tilværelsen«, som det hedder. Når krigskorrespondenten Nagieb Khaja eksempelvis taler om at følge afghaniske talebankrigere, bliver alle parters perspektiver gengivet eksemplarisk loyalt.

’Den yderste grænse’ kan høres på Radio Loud mandag 22-23, tirsdag 5-6 eller søndag 6-7 og kan podcastes på diverse platforme. Man kan også finde udsendelsen på Nationalmuseets egen platform vorestid.dk. Hvert afsnit varer en lille time.

 

En krammer til masochisterne fra ’Puty Pie’

Hvis nu de to værter på Puty Pie fik en krammer og droppede lidt af selvhadet, så er satireprogrammet ikke den værste måde at dræbe tiden på

Af Katrine Hornstrup Yde

Katrine Bælum

Det er noget fundamentalt masochistisk over Puty Pie – Radio Louds daglige satiriske efter-frokost-time, opkaldt efter en udskældt fejlstavning fra kanalens udskældte (men succesfulde!) ansøgning til Radio- og tv-nævnet.

Loud foreslog i sin tid – noget kæphøjt – den verdensberømte svenske youtuber PewDiePie som eksempel på en værtstypeprofil, de ville bringe til kanalen. Ham – eller nogen, der minder om – fik de ikke.

Til gengæld fik de så bl.a. de ukendte Sebastian Søndergaard og Kaare Schou Nygård, der karakteristisk for dem har valgt et programnavn, der i offentligheden er blevet et slags bevis på Louds håbløshed. For på godt men mest ondt dyrker de i hjertet af programmet håbløsheden ved både dem selv og Loud: Hver dag lægger de for eksempel ud med – gennem en alt for lang og skabagtigt overspillet snak – at placere deres respektive humør på en lykkeskala. Humøret ligger altid et sted langt under nul. Det er en stående joke at bede alle lyttere, der overveje at slukke, om lige at ringe ind først og forklare hvorfor. Og dernæst i resten af programmet at reflektere over, om grunden til, at ingen ringer ind, er at der ikke er nogen lyttere, eller at ingen af deres mange lyttere overvejer at slukke.

Grunde til ikke at slukke har på det seneste talt: deres kvikke pingpong og deres brave forsøg på at få Politikens journalist Torben Benner til at indrømme, at de ikke har nul lyttere, som avisen ellers grafisk lagde op til på en kulturforside, ved at ringe til den ene mand, de ved lytter med. Og en overgearet sketch, hvor de fremfører det angiveligt misogyne manuskript af Ole Bornedal, som Det Danske Filminstitut har afvist. »Haha,« lød det under min cykelhjelm.

Grunde til at slukke er den samme som ofte med P3 – følelsen af at slå tiden ihjel på, fordi alt er ligegyldigt. Dertil ærgrelsen over, at når de to omsider får den livevenlige idé at ringe til danskere ude i landet – en frivillig i en genbrugsbutik – så er de to for akavede til at smalltalke nysgerrigt med den ellers sluddervorne ældre kvinde. Men hvis de to droppede selvhadet, så er de mere end en ondsindet joke. Man får sgu lyst til at give dem en kæmpe krammer.

’Puty Pie’. Sendes hverdage kl. 13-14 og lørdag og søndag kl. 8-10.

 

Sådan blev Radio Loud hele Danmarks mobbeoffer

Vi giver dig her en oversigt over kanalens første tumultariske tid:

  • 3. maj 2019: Den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti beslutter at oprette en ny DAB-kanal. Kort forinden har Radio24syv måttet opgive at søge om en forlængelse af deres sendetilladelse på FM-båndet efter at være blevet præsenteret for et nyt for dem uspiseligt politisk krav om, at 70 procent af kanalens medarbejdere skulle arbejde mindst 110 kilometer fra København. Det nye DAB-udbud opfattes af mange som en redningsplanke til Radio24syv – et skræddersyet plaster på såret.
  • 18. september 2019: Bedst som mange tror, at Radio24syv er de eneste bejlere til DAB-udbuddet, melder en ny seriøs konkurrent sig på banen. Den kalder sig Radio Loud og består af en alliance mellem ni lokalradiostationer samt en række kulturinstitutioner som Roskilde Festival, spillestedet Vega og museet Enigma. Radioen vil levere taleradio til unge lyttere mellem 15-32 år.
  • 22. oktober 2019: »Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige lige nu. Det ser ud til, at vi har fået en radiokanal.« Sådan siger en begejstret Ann Lykke Davidsen, kanalchef for Radio Loud, da hun modtager den overraskende besked. Radio- og tv-nævnet har vurderet, at Loud bedst lever op til udbudskriterierne, og med rettighederne til DAB-kanalen følger 65 millioner kroner om året i fire år. I dagene efter kritiseres Louds ansøgning for at være for sjusket. Der er stavefejl, og de har oplistet bud på værter, der aldrig har hørt fra kanalen. DR Detektor dykker ned i pointsystemet bag Radio- og tv-nævnets beslutning, og matematikere kalder regnemetoden »mærkelig« og »en klar fejl.« Flere politikere ønsker, at udbuddet skal gå om.
  • 25. oktober 2019: Under stormvejret ønsker radiokanalen sig ro til at arbejde. »Vi har søgt et udbud, vi har vundet, og nu er vi i gang og vil gerne have arbejdsro til den opgave, vi har med at få skabt en ny tale- og kulturradio for den yngre del af befolkningen«, skriver kanalchef Ann Lykke Davidsen til Ritzau.
  • 5. november 2019: Da Radio- og tv-nævnet møder ind i Kulturministeriet for at redegøre for udbudsprocessen, venter hundredvis af demonstranter – hovedsageligt skuffede Radio24syv lyttere – udenfor. Enhedslisten og Venstre kræver, at Rigsrevisionen går ind i udbudssagen. De Radikale, SF og Liberal Alliance bakker op.
  • 1. april 2020: Coronaramt går Radio Loud i luften med en nødsendeplan. Anmelderne er ikke begejstrede. I Berlingske kaldes morgenfladen halvlunken. Her i avisen er dommen også hård. Loud kritiseres for »komisk dårlig satire« og »uprøvede værter.«
  • 27. maj 2020: Selv om Rigsrevisionen en uge forinden har blåstemplet udbudsprocessen, der gav LOUD sin sendetilladelse, kalder kulturudvalget Joy Mogensen i et samråd om udbudsprocessen og radiokanalens kvalitet. »Det er svært at forklare det indhold, de leverer i forhold til, hvad de har budt ind med,« lyder kulturministerens dom over Radio Loud.
  • 29. maj 2020: Også i det digitale landskab møder Loud massiv modstand. Meme-sider morer sig på kanalens bekostning, og flere medarbejdere modtager negative sms’er og mails som en form for voksenmobning. »Det bliver sådan en øredøvende larm ude fra sidelinjen, som gør det svært for os at fokusere på at lave vores arbejde,« siger Benjamin Clemens, vært på programmet Frekvens, til fagbladet Journalisten.
  • 29. august 2020: Efter ugers kritik af kanalen for at være usynlig, uden markante værter og med for svag tilstedeværelse på sociale medier, lader kanalchef Ann Lykke Davidsen sig interviewe i Politiken: »Jeg tager kritikken fuldstændig til mig. Jeg hører, hvad der bliver sagt. Men det tager simpelthen tid at udvikle. Vi har været i gang i fem måneder, og selvfølgelig har jeg ikke det format, der har lagt verden ned,« siger hun.
  • 1. september 2020: Fem måneder efter radio Louds første sendedag, viser ugentlige Gallup-målinger mange uger stadig et rundt nul. Loud forsvarer sig med, at programmerne også hentes som podcast. Men de lave lyttertal, undrer også kanalens samarbejdspartnere. »Jeg er bekymret over, at tallene ikke flytter sig. Og det har jeg opmærksomhed på,« siger Jane Sandberg, der er direktør for Enigma, til Politiken. Roskilde Festival og spillestedet Vega har stadig tiltro til, at kanalen får bygget sig op.
  • 3. september 2020: Radio Louds nyhedschef Linda Olsen forlader sin stilling. Det sker efter, at kanalen allerede har måttet sige farvel til Chris Pedersen som kulturredaktør.

Af Mei Song Bechegaard og Frederik Meldgaard Lauridsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

"Hvem har fået den idé, at det er ungt at metakommunikere?"

Tja, hvem ved? Hvis du synes, det er ungt at metakommunikere, så er det vel en ide, du har?

Dorte Sørensen

Ja det havde været lettere, hvis Per Stig Møller ikke havde taget en kanal fra DR og givet den til Det Berlingske hus fuldt licensbetalt og med en kontrakt så en ny regering ikke kunne opsige den de første 8 år.
Endnu "sjovere" blev det da DF ikke brød sig om Per Stig Møllers kanal og ved de 8 års udløb fik trumfet igennem at andre skulle overtage Per Stig Møllers kanal. Det blev så nogle jyske medier med hjemsted i Århus. Men så opdagede DF og andre, at Per Stig Møllers kanal efter de første års ukendthed var blevet lytteværdige og derfor blev de tilbudt en DAB-kanal - men......

Det kan jo være at radio Loud også bliver lytteværdige efter et par år . Men det klogeste havde været et styrket DR - mod de store internationale medier - Det er mærkeligt ikke DF og de øvrige borgerlige mener det , når de ellers tale højt og flot om bevarelsen af danske værdiger.

Anders Brandt, Martin Rønnow Klarlund, uffe hellum og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Bjarne Andersen

Har ikke lyttet til Loud, men hvad jeg kan læse her, skal den nok overleve, da de ikke laver samme fejl som Radio 24/7 gjorde da de i flere programmer var kritiske over for de gamle magt partier + DF.