Den norske dramatiker Henrik Ibsen er evigt populær som klassikeropsætning på danske teatre. Faktisk opsættes hans forestillinger til stadighed igen og igen verden over. Husets Teater spiller lige nu Lille Eyolf, Aalborg Teater præsenterer Hedda Gabler, og på Det Kongelige Teater er det Et dukkehjem.
Og der er en grund til Ibsens popularitet. Hans værker bevæger sig fra realismen over naturalismen for at ende i symbolismen. Men fælles for dem alle er, at hans personer er fulde af følelser, opgør med normerne eller alternativ tænkning. De synes alle at være skildret uden politisk sigte, men under overfladen ulmer uudtalte holdninger og ideer.
Netop derfor går Ibsens dramatik ikke af mode. Det er op til hver enkelt instruktør at vinkle, lade og aktualisere hans dramatik. Men til trods for, at Ibsen er den næstmest spillede dramatiker på verdensplan, er hans signatur ikke nødvendigvis garant for teateroplevelser i verdensklasse.
Et dukkehjem er det mest kendte af Henrik Ibsens dramaer. Vi kender alle historien om Nora, der til slut vælger at leve sit eget liv frem for at være pyntedukke i sin mands.
Forestillingen opsættes igen og igen og til stadighed på dansk jord, men hver gang er det som en ny oplevelse. Er Nora det ultimative, sejrende symbol på kvindefrigørelsen, eller er hun en falden kvinde uden fremtid?
Blot inden for det seneste år har der været flere væsensforskellige iscenesættelser. På Vendsyssel Teater gik Kaspar Rostrup den klassiske vej og lod Ibsens tekst være fuldt i fokus, mens Hans Henriksen på Aalborg Teater havde skabt en nutidig version med Nora som macaron-spisende influencer.
Instruktøren har magten i sine hænder, men også ansvaret for, at Ibsens dramatik forløses, gøres levende og relevant. Det lykkes til dels for Anna Balslev på Det Kongelige Teater, der har gentænkt hele måden at opsætte Et dukkehjem på, hvor Hans Henriksens Hedda Gabler på Aalborg Teater derimod bliver flad og føles aldeles ligegyldig.
Barnlig Nora
»Jeg forlader dig,« siger Sicilia Gadborg Høeghs Nora beslutsomt til Peter Christoffersens sleske Torvald.
Men hun bevæger sig ikke ud af flækken. I stedet er det de andre skuespillere omkring hende, der forlader scenen. Først Mikkel Arndt, Sofie Torp og Ida Cæcilie Rasmussen – der har gjort det i rollerne som både parrets børn og som Krogstad, Christine Linde og en kvindelig udgave af doktor Rank. Dernæst vender Torvald sig og går.
Nora er alene på scenen, hvor hun tager tøjet af og står tilbage i undertøj, mens sneen vælter ned over hende. Efterladt og klædt af til skindet. Men hvorfor er det ikke Nora, der går?
Anna Balslevs iscenesættelse af Ibsens drama er skåret helt ind til benet. I en særdeles minimalistisk scenografi uden andre større rekvisitter end en gammel trækælk, opholder de fem skuespillere sig konstant på scenen. Teksten er kortet ned, og i stedet lader Balslev store dele af historien udspille sig gennem koreograferede bevægelser, lyde og kropssprog.
De koreograferede bevægelser og det fysiske samspil mellem skuespillerne er i fokus. Som når Nora og Torvald brydes på gulvet i noget, der ligner en mellemting mellem barneleg og en seksuel akt, eller når han bogstaveligt talt bærer hende på sine skuldre.
Denne meget fysiske fortolkning klæder Ibsens fortælling om undertrykte følelser og dybe hemmeligheder. Også selvom det hele ender lidt uforklarligt med Nora, der efterlades i stedet for at gå.
Sicilia Gadborg Høegh fremstår ung og feminin i sin barnligt naive fortolkning af Nora. I stærk kontrast til Peter Christoffersens næsten komisk karikerede Torvald, hvis replikker mestendels består af lyde og små staccatobevægelser, som var han en hane i hønsegården. Men de har begge en dybde i deres enkle fortolkning, der alligevel får karaktererne til at fremstå interessante. Vi kan mærke dem, deres følelser og begær.
Let ligegyldig Hedda
På Aalborg Teater er personskildringerne mindre vellykkede.
Hedda Gabler er fortællingen om en kvinde, der i sin stræben efter et bekymringsfrit, luksuriøst liv, gifter sig med en mand, hun dybest set er ligeglad med, men som hun forventer, vil sikre hende en plads i de rigtige kredse. Da personer fra fortiden dukker op, bliver Heddas fremtid usikker, og hun indser, at hun ikke har giftet sig til frihed, men nærmere det modsatte.
I Hans Henriksens iscenesættelse er fortællingen overordnet set som i Ibsens forlæg. Der er lidt færre karakterer på scenen, men ellers er budskaberne de samme.
Desværre er det hele præget af en fornemmelse af ligegyldighed. Bolette Nørregaard Bang er Hedda, som for nylig har giftet sig med Ferdinand Falsen Hiis’ let nørdede Jørgen Tesman, men allerede keder sig bravt i ægteskabet.
Det ved vi, fordi vi får det fortalt, men det er svært at mærke de følelser, der berettes om fra scenen. Vi hører om Heddas temperament, hendes stræben efter det gode liv, hendes frygt for »det latterlige og banale«, hendes begejstring for at skyde med sin fars gamle pistoler – og at hun endda engang har truet sin ungdomsven – den nyligt tilbagevendte Ejlert Løvborg i skikkelse af Martin Gad Johansen – med at skyde ham.
Bolette Nørregaard Bang leverer sine replikker uden større indlevelse og på en meget korrekt udtalt facon, der giver det hele et lidt kunstigt, teatralsk skær. Det samme gør sig gældende også for de øvrige skuespillere på scenen.
Kun Martin Ringsmoses Brack har en anelse mere dybde. Med sin korrekte, let stive fremtræden, fornemmer vi hans begær efter den unge Hedda, som han ønsker at besidde på den ene eller anden vis i det »trekantsforhold til stor nydelse for alle parter«, som han kalder deres venskab.
Den stive, overfladiske spillestil må formodes at bero på et aktivt valg fra instruktørens side. Eller også har skuespillerne simpelthen ikke haft tid nok til at få replikkerne helt ind under huden.
Det er ærgerligt for et drama som Hedda Gabler, der kunne sætte gang i de helt store følelser. Men den eneste ild, der brænder i forestillingen, er, da Hedda i protest river Ejlert Løvborgs enestående manuskript i stykker, bærer det ud fra scenen og sætter ild til det.
Hendes handling vises som videoprojektion på bagvæggen, og ilden brænder fortsat lystigt, da hun igen træder ind på scenen. Hun skriger foran de store orange flammer i bålet, der formodentlig skal spejle hendes indre ild, men det virker mere mekanisk end egentlig følelsesladet.
Kopi af en succes
I det hele taget forekommer Hedda Gabler på Aalborg Teater som et forsøg på at genskabe den succes, som sidste års opsætning af Et dukkehjem på samme teater var. Det er samme kunstneriske hold, der står bag, men den gnist og nytænkning, der prægede Et dukkehjem, er fuldstændig udeblevet i Hedda Gabler.
Brugen af videoprojektioner på bagvæggen, der i Et dukkehjem med nærbilleder af Nanna Skaarup Voss’ ansigt viste Noras inderste følelser, bliver i Hedda Gabler mere en fiks idé end det egentligt bidrager til fortællingen.
Nicolaj Spangaas scenografi, der skal forestille parrets stilrene villa, består af en enorm glaskasse, hvor nogle af vinduerne kan åbnes som skydedøre. Foran den står en moderne daybed på et plateau, der ligner sort marmor. Bag de to rækker af glasvægge står et gammelt klaver, og inde i selve kassen er der prangende blomsterbuketter og et miniaturelandskab af en skov i efterårsklæder, som også projiceres op på bagvæggen.
Ved første øjekast virker det hele lækkert, luksuriøst og bekymringsfrit. Nøjagtigt som den scenografi, Spangaa skabte til sidste års Ibsen-opsætning. Men efterhånden som forestillingen skrider frem, føles det mere som en tom skal.
Således fremstår Anna Balslevs iscenesættelse af Et dukkehjem på Det Kongelige Teater langt mere nytænkende. Jonas Flys scenografi er minimalistisk. Væggene på tre sider er beklædt med store, rektangulære flader, der ligner enorme stenfliser. Nogle af disse kan forskydes enten væk fra eller ind mod scenerummet, hvorved der dannes nicher eller plateauer, skuespillerne kan benytte som rum.
Og så er der den førnævnte sne. Kunstig sne, der først drysser forsigtigt, siden tager til i styrke for til sidst at vælte ned over scenen.
Sne spiller en gennemgående, væsentlig rolle i Balslevs iscenesættelse. Nora leger lykkeligt i sneen med sine børn. Hun mærker sneen blæse imod sig, da modgangen tager til, og da hun til slut – efter en næsten hysterisk afsked med Torvald – har sagt farvel til sit liv, vælter sneen ned over hende. Det symbolske bliver også virkelig smukt at se på.
Det kan godt være, at Sicilia Gadborg Høeghs Nora efterlader sine tre børn til at blive opdraget af et egoistisk skvat, men til gengæld kan hendes sitrende følelser mærkes helt op på bagerste publikumsrække.
Gadborg Høeghs Nora er sødmefyldt, legende og makronspisende, men hun er også bevidst om sin seksuelle tiltrækningskraft og sine manipulationsevner.
At hun til kostumeballet er iført et tætsiddende guldsæt med enorme rød-gyldne vinger som en anden fønix, varsler på fin vis hendes kommende genfødsel. Men før hun kan starte på en frisk, skal hun brænde op.
Selvom der er lidt uafklarede spørgsmål i Et dukkehjem på Det Kongelige, er det dog en langt mere vellykket, interessant og nytænkende klassikeriscenesættelse end Aalborg Teaters mislykkede gentagelse af sidste års forestilling.
’Et dukkehjem’. Af: Henrik Ibsen. Instruktør: Anna Balslev. Scenograf: Jonas Fly. Lys: Mårten K. Axelsson. Lyd: Mogens Laursen Hastrup. Med: Sicilia Gadborg Høegh, Peter Christoffersen, Ida Cæcilie Rasmussen, Mikkel Arndt og Sofie Torp. Spiller i Skuespilhuset og på turné til 17. december.
’Hedda Gabler’. Af: Henrik Ibsen. Instruktør: Hans Henriksen. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Lys: Kasper Daugberg. Lyd: Aske Bergenhammer Hoeg. Med: Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Line Nørholt, Marcus Gad Johansen og Martin Ringsmose. Spiller på Aalborg Teater til 24. oktober.
