Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny bog rammer tidsånden midt i hjertekulen: Børn bryder sig ikke om klimahykleri

Noget må der gøres for at modgå klimakrisen. Socialpsykolog Per Schultz Jørgensen ønsker at opdrage til livsmod og bæredygtighed. Stærke, omstillingsvillige og forbilledlige familier skaber nemlig smittende fortællinger om ansvar, mådehold og indrestyring. Men er det tilstrækkeligt at appellere til de gode viljer og at servere en selvbegrænsningsetik?
Kultur
4. september 2020
Noget må der gøres for at modgå klimakrisen. Socialpsykolog Per Schultz Jørgensen ønsker at opdrage til livsmod og bæredygtighed. Stærke, omstillingsvillige og forbilledlige familier skaber nemlig smittende fortællinger om ansvar, mådehold og indrestyring. Men er det tilstrækkeligt at appellere til de gode viljer og at servere en selvbegrænsningsetik?

Katrine Bælum

»Bogens hovedbudskab er, at bæredygtighed i et børneperspektiv handler om børns indre styrke til at kunne klare det pres, de bliver udsat for, og modet til at handle. Vi står ved en klimakrise, der truer vores civilisation og livsform, hvis vi ikke handler nu.«

Således skriver the grand old man inden for børneforskning, socialpsykologen Per Schultz Jørgensen (f. 1933) i sin nye bog, Opdragelse til livsmod og bæredygtighed. Der er tale om en velskrevet bog, der rammer tidsånden midt i hjertekulen. Der er også tale om en alarmistisk bog, der ikke bare tager klimaangsten og klimakrisen for pålydende, men også tilskynder til handling og radikal nytænkning.

Schultz Jørgensen er af den opfattelse, at børn er særligt udsatte for at blive ramt af angst og tab af fremtidsudsigter. Men de er også små sensitive seismografer for større samfundsmæssige forandringer og med på at gøre noget konkret ved klimaspørgsmålet, hvis de bliver inddraget i familiens omstilling i retning af større bæredygtighed.

Læs for eksempel, hvad Silje på ti år siger:

»Klimaforandringerne på vores jord, is, der smelter, og skove, der brænder … Den her januar (har) været den varmeste i hele Jordens historie på grund af klimaforandringer … For hvis Jorden ikke var her, ville vi ikke leve … Det er derfor, vi skal passe på Jorden … Vi er nødt til at stå sammen og få hele verden med på det … Det er en stor opgave, kom, lad os stå sammen, vi vil også have en fremtid.«

Livsmod og bæredygtighed som hinandens forudsætninger

I bogens første halvdel gennemspiller Schultz Jørgensens sine tanker om klimakrise og bæredygtighed, skitserer det bæredygtige mindset og præsenterer cirka 100 års forskning i familie og børn i krisetider i udvalgte doser.

I anden halvdel forfølger han, hvordan otte familier i Danmark er i færd med en omstilling til større bæredygtighed. Der er tale om familier med børn, og de holder til i Midtjylland, Nordsjælland, hovedstadsområdet og på Samsø.

Per Schultz Jørgensen: ’Opdragelse til livsmod og bæredygtighed’. Kristeligt Dagblads Forlag. 179 sider. 249,95 kroner.

Disse cases er ikke repræsentative. Det gælder i stedet om at fremvise, hvad forfatteren opfatter som familieforbilleder og -rollemodeller. Nogle er (næsten) selvforsynende, de fleste af dem har fravalgt bilen, og de er alle optaget af at opdrage deres børn til bæredygtighed. Projektet drejer sig om at »udstyre« dem med et indre kompas, der nærmest umærkeligt får dem til at gøre og tænke det rette.

Schultz-Jørgensen er ganske særligt optaget af, hvordan familiefortællingen skabes, praktiseres og fastholdes. Credoet er, at livsmod og bæredygtighed er hinandens forudsætninger, og at det er vigtigt, at der er overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør. Børn bryder sig ikke om hykleri.

I den moderne forhandlingsfamilie er der både brug for et myndigt forældreskab og et fælles engagement, der kan sikre børn og voksne et fælles ståsted og tilbyde konkrete handlemuligheder, der kan bekæmpe usikkerheden, tvivlen og håbløsheden.

Det er forfatterens påstand, at coronakrisen, der lærte os at ændre livsmønstre og vaner ved blandt andet at stå sammen ved at lægge afstand til hinanden, var en lille øvebane for et langt større forandringsprojekt, der nu forestår for at modgå klimakrisen.

Familien som beskyttelsessystem

Meget gribende er det at læse note 68 sidst i bogen. Schultz Jørgensen beretter om, hvordan hans far blev arresteret af Gestapo i december 1943, da han var ti år gammel. Det gav anledning til en ny fortælling i familien.

»Med et fingerknips blev den hidtidige fortælling omdefineret, og den nye fik min mors harmdirrende ord til Gestapofolkene som slogan: Vi bøjer ikke nakken. Det var de ord, der fulgte os, der gav mening og viljekraft, og det var der brug for. Og fortællingen blev sand for os, også fordi vi ’gjorde den sand’: Vi forsøgte at leve op til den.«

Det er forfatterens kongstanke, at familien kan formå at danne et beskyttelses- og meningssystem, der giver fælles livsmod, og at den rette omgang med kriser kan styrke børns adfærd og skabe et ståsted og ’skænke’ dem et ufravigeligt moralsk kompas og en evne til indrestyring.

Phie fra Amager-familien siger: »Vi har alle de samme udfordringer som vore børn,« og Schultz Jørgensen fortsætter: »Det giver et skæbnefællesskab og en fælles oplevelse af nødvendighed.«

Men omsorgspraksissen kan også risikere at falde fra hinanden, fordi ydre sociale og økonomiske forhold rammer børnene direkte, men også på grund af forældrenes svigt, manglende karakterstyrke og ydrestyring. Krisen i 1930’erne kunne eksempelvis også få den arbejdsløse familiepatriark til at drukne sig i alkohol, blive voldelig, tavs, indestængt …

Anfægtelser under læsningen

Men der er nu intet, der tyder på, at klimakrisen og kapitalismens rovdrift på naturen kan løses ved alene at appellere til de gode viljer, prædike bæredygtighed og tilskynde til en ny form for nøjsomhed.

Schultz Jørgensen er i overvejende grad optaget af alarmerede enkeltindividers moralske vækkelse og livsmod og frem for alt forbilledlige familiers selvbegrænsningsetiske tiltag. Men han berører stort set ikke de stærke økonomiske, politiske og sociale strukturer, der skaber klimakrisen og understøtter destruktive ubalancer i verdenssamfundet.

Den socialpsykologiske tilgang risikerer hermed at komme til at udblænde de store sammenhænge. Således bydes der ikke på nærgående, aktuelle magtanalyser eller på kritik af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og ’retten’ til at udbytte mennesker og skamride naturen. Det er heller ikke ved at læse denne bog, man kommer til at forstå, hvorfor en række nødvendige miljøpolitiske tiltag lader vente på sig.

Meget underligt er det at læse, at det store ’vi’, som han ynder at placere i fortællingens centrum, skulle være enig med sig selv om, at ’vi’ skal udvise handlekraft og engagere sig i bæredygtighedstiltag for at løse klima- og miljøkrisen. For realiteten er, at mange aktører fastholder og fastholdes i og af strukturer, der dikterer dem at forurene, producere underlødige varer og træffe skrupforkerte beslutninger. Og talrige samfundsmæssige handlinger er ladet med modsætninger, der gør dem både træge, dilemmafyldte og struttende af noget, der vel kan kaldes for systemisk hykleri.

I stedet for makrosociologi, økonomikritik og politiske analyser serveres en masse velmenende, men – det må siges – på sin vis også ganske fornuftige råd i slutningen af bogen. De læse-let-agtige tiltag er i bydeform og indhøstet via nærkontakten til de mange informanter i de otte familier, der velvilligt har lagt empiri til bogen: Start med kosten, spis mindre kød, flyv mindre, renovér jeres hus, lad bilen stå, vær rollemodeller, gør omlægningen til hverdag, og skab en stærk familiefortælling.

Plusordene skifter revy

Noget helt andet er, at Schultz Jørgensens forkærlighed for at referere til det indre kompas, karakterdannelsen, robustheden, den bæredygtige dannelse og den nødvendige indrestyring flugter næsten alt for godt med samtidens generelle pædagogiserings- og individualiseringsbestræbelser.

Trivselsmålinger er allerede indført i alle hjørner af uddannelsessystemet, så nu kommer turen nok snart til at få designet nogle obligatoriske bæredygtighedsmoduler. Logikken synes at være, at når samfundsmæssige problemer bliver for anmassende og/eller ustyrlige, så tørres de af på opdragelsesanstalterne. Inklusion og integration er der næsten ingen, der taler om længere. Nu står den på synlig læring, trivsel og bæredygtig dannelse. Plusordene skifter revy, men grundlæggende sker der desværre ikke de helt store forandringer.

Men risikerer skolerne og uddannelsesstederne ikke at blive overophedede, hvis det forventes, at de – i udsøgt selskab med nogle rollemodelfamiliers ufortrødne opdragelse af deres unger til klimabevidsthed – kan løse alle problemer og skabe det gode liv for alt og alle alene ved hjælp af mobiliseringen af god vilje og de ’nødvendige’ pædagogiske tiltag?

Er der ikke også en risiko for, at et barn, der bliver udstyret med et individuelt medansvar for løsningen på et kolossalt globalt, socialt og økonomisk problem, risikerer at komme til at føle sig som klimaskyldig? Hvordan undgås det, at den klassiske kristne arvesynd profaneres til en moderne og individualiseret form for miljøsynd?

Per Schultz Jørgensen: ’Opdragelse til livsmod og bæredygtighed’. Kristeligt Dagblads Forlag. 179 sider. 249,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har ikke læst bogen, og håber derfor at det ikke var Per Schultz Jørgensens hensigt, at skrive en alarmistisk bog for forældre... og at det er Steen Nepper Larsens egen opfattelse, han giver udtryk for, når han skriver, at bogen 'Opdragelse til livsmod og bæredygtighed' er "en alarmistisk bog, der ikke bare tager klimaangsten og klimakrisen for pålydende, men også tilskynder til handling og radikal nytænkning."

Der bliver begået en lang række af psykiske og pædagogiske overgreb på de fleste børn i dag. De bliver behandlet og belastet, som de var ligestillede i styrke og modenhed, med de voksne... Hvad for de voksne er en normal tilstand, at skulle døje, tåle, udholde, eller hvad det ellers behager samfundet/systemet, at byde ind med - 'deles' så rundhåndet med de, psykologisk forsvarsløse børn - åbenbart sat i verden af forældre, der ikke evner, eller magter at skærme de små mod, hvad de endnu ikke er modne nok til, traumafrit at kunne håndtere.

'Problemet' med børn er, at modningsprocessen, gennem flere år, kaster deres hjerner ud i et virvar af uforudsigeligheder, ustabilitet, utryghedskabende forandringer, hvoraf de absolut fleste føles uforståelige... indtil omkring det 24. leveår, hvor hjernen omsider opnår en voksen modenhed, hvorefter det unge, nu voksent menneske, dog endnu har tilgode at lære at stå på egne ben, nu med hjælp fra den modne hjerne.

Det, som gør mig ked af det, og urolig, er, at børn, børneønsker, børns holdninger og andet, børn bidrager med, bl.a. til samfunddebatten... oftest per stedfortrædende voksne, glimrer ved fravær af forståelsen for børnenes egen situation, og det helvede, det kan være, selv at skulle tumle med et, naturligt omskiftelig, uforudsigeligt barnesind, liv og hverdag, hvor forældre åbenbart mener, at de er i deres gode ret til at medindrage børnene i, hvad alene er bedste- forældregenerationers opgaver, i modent fællesskab at fikse. Ikke børnenes!!