Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Ny bogserie om kunst og kulturteori kaster lys over samtidskunstens åbning mod verden

Informations Forlag og Ny Carlsbergfondet vil med en serie af kunstteoretiske udgivelser danne ny offentlighed og indsigt i samtidskunsten og dens teorier. Det starter godt med Hito Steyerls ’Toldfri kunst’ og særligt Juliane Rebentischs ’Samtidskunstens teorier’
Juliane Rebentisch har skrevet bogen ’Samtidskunstens teorier’, hvori hun besvarer spørgsmål, såsom hvad definerer kunsten, når den ikke længere bestemmes af de gamle genrer? Hvordan kan man stadig foretage en fornuftig sammenligning mellem værker og bedømme deres kvalitet? Og hvad betyder alt dette for kunsthistorien?

Juliane Rebentisch har skrevet bogen ’Samtidskunstens teorier’, hvori hun besvarer spørgsmål, såsom hvad definerer kunsten, når den ikke længere bestemmes af de gamle genrer? Hvordan kan man stadig foretage en fornuftig sammenligning mellem værker og bedømme deres kvalitet? Og hvad betyder alt dette for kunsthistorien?

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
30. oktober 2020

Kunsten er præcis som alt andet historisk betinget. Dette gælder også samtidskunsten, der til stadighed får os til at reflektere mere nuanceret og kritisk over vores verden og vores plads i denne, og som aldrig havde set dagens lys uden modernismens udfordringer af og opgør med traditionen.

Men med samtidskunsten er der tale om et paradigmeskift, som sætter teorien om den i en kritisk tilstand: Med samtidskunsten »udfordres et helt kunstteoretisk paradigme af kunstpraktiske udviklinger, der decideret vender sig mod det sluttede, det lukkede kunstværk og målrettet destabiliserer grænserne mellem kunstarterne og mellem kunst og ikkekunst«.

Sådan sættes scenen i Juliane Rebentischs Samtidskunstens teorier – en indføring fra 2013, nu endelig udgivet på dansk. Her er forsøget netop at hele kunstteorien og give blikket og tænkningen ny – også filosofihistorisk – sammenhæng.

Pointen er, at imens kunstteorien har tumlet rundt i tænkningens virkelighedsfjerne land, så har kunsten siden 1960’erne i praksis udviklet et åbent, destabiliserende og grænseoverskridende værkbegreb, som teorien ikke længere kan håndtere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til et citat fra anmeldelsen:
"Flere messer og længere lystyachter til flere voldelige røvhuller, oliemalerier af blondiner med store patter, abstrakt aktiekurskalligrafi. Lækre økologiske superfoods. Accelerationistisk designeravl. Personligt tilpassede privatperformances for skattetænkere. Mandlige mestre, flere mandlige mestre, og tryk på repeat".

Er der ikke noget suspekt ved, at kunstnere og kritikere som Hito Steyerl ”pisker” kunst på kapitalistiske præmisser, og jo mere hårdt og ubarmhjertigt, det går for sig, jo større succes og anerkendelse opnår de?

Lidt som folkelige politikere, der repræsenterer folket mod eliten, og selv efter, at de er blevet en del af eliten, forsøger at bilde folk ind, at de repræsenterer folket mod eliten.

Filosoffen Herbert Marcuse fremhævede begrebet ”repressiv tolerance” som en subtil form for politisk undertrykkelse, hvor magthaverne under dække af lydhørhed og opmuntring til kritik af samfundssystemet reelt kun opmuntrer til kritik, så længe kritikken ikke rammer selve systemets grundvold.

Det må rejse spørgsmålet, om Hito Steyerls kunst og kritik reelt er kreativt kritisk, eller om den blot fungerer som innovation på et kapitalistisk marked? Kan der være tale om et ”både – og”, eller må der snarere være tale om et ”enten – eller”?

Hvordan skabe kunst, der angriber ”selve systemet grundvold” i form af institutionen kunst med dens underinstitutioner og dens komplekse samspil med et marked på kapitalistiske betingelser?

Et eksempel på kunst, der nærmer sig et sådan ideal, er for mig at se Franco ”Bifo” Berardis værk i relation til en planlagt performance ”Aushwitz on the Beach” på documenta 14, hvor værket først blev til værk i kraft af den proces, der blev sat i gang, da kritikken fra en række magtfulde medier og institutioner i forening resulterede i en aflysning af den planlagte performance.
https://www.information.dk/kultur/2017/10/kunstner-aflysning-paa-documen...

Et andet eksempel er et værk af Tino Sehgal ”This succes /This failure”, der blev aktualiseret på Kunsten (Museum of Modern Art) i Aalborg, fra 11. oktober til 25. november 2018.

Der var ingen nedskrevne regler for, hvordan værket skulle udføres, og værket måtte hverken fotograferes eller dokumenteres. Kunstnerens anliggende var bl.a. at få os til at reflektere over kunstmuseets rolle som forhandler af kulturel værdi og som en form for tempel for objekter.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/11/indroemmet-foerste-...