Ny bogserie om kunst og kulturteori kaster lys over samtidskunstens åbning mod verden

Kunsten er præcis som alt andet historisk betinget. Dette gælder også samtidskunsten, der til stadighed får os til at reflektere mere nuanceret og kritisk over vores verden og vores plads i denne, og som aldrig havde set dagens lys uden modernismens udfordringer af og opgør med traditionen.

Men med samtidskunsten er der tale om et paradigmeskift, som sætter teorien om den i en kritisk tilstand: Med samtidskunsten »udfordres et helt kunstteoretisk paradigme af kunstpraktiske udviklinger, der decideret vender sig mod det sluttede, det lukkede kunstværk og målrettet destabiliserer grænserne mellem kunstarterne og mellem kunst og ikkekunst«.

Sådan sættes scenen i Juliane Rebentischs Samtidskunstens teorier – en indføring fra 2013, nu endelig udgivet på dansk. Her er forsøget netop at hele kunstteorien og give blikket og tænkningen ny – også filosofihistorisk – sammenhæng.

Pointen er, at imens kunstteorien har tumlet rundt i tænkningens virkelighedsfjerne land, så har kunsten siden 1960’erne i praksis udviklet et åbent, destabiliserende og grænseoverskridende værkbegreb, som teorien ikke længere kan håndtere.

Samtidskunsten som problem

I en dansk kontekst har flere i nyere tid forsøgt sig med at indfange samtidskunsten som fænomen. I 2006 var det Lisbeth Bonde og Mette Sandbye, der lancerede deres encyklopædiske Manual til dansk samtidskunst, samtidig med at Rune Gade og Camilla Jalving udgav deres NY-BRUD – dansk kunst i 1990’erne med særligt fokus på den samfundsreflekterende kunst. Andre mere genrespecifikke udgivelser har også i nyere tid bidraget til opdaterede indsigter og begreber. Det gælder særligt Anne Ring Petersens Installationskunsten – mellem billede og scene (2008) og Camilla Jalvings Værk som handling fra (2011).

Disse udgivelser tegner samme bevægelse imod en ’intermedial uafgrænsethed’, som kunsten opererer i og med, og hvor mødet og dets refleksive konsekvenser i modtageren har markant betydning, som blandt andet Torben Sangilds Objektiv Sensibilitet fra 2010 har teoretiseret over.

Men en egentlig begrebsfilosofisk håndtering af samtidskunsten har ikke fundet sted herhjemme i denne kaliber, så Samtidskunstens teorier er yderst velkommen. Men det ville have været belejligt – især når man vil opbygge ny offentlighed – at indføringen var en chance for den udenforstående, der vil forstå samtidskunstens væsen, men som her vil møde filosofiens kringlede vokabular pakket ind i tyske ordstillinger og sætningsopbygninger, man farer decideret vild i.

Men hvorfor er samtidskunsten et teoretisk problem? Fordi der eksisterer en permanent forvirring om begrebets historie, afgrænsning og konsekvenser for teorien og den udøvende kunstkritik. Og så er der ifølge Juliane Rebentisch et paradoks i, at samtidskunstnerne til stadighed responderer på den tid, vi er i, og til fulde har indoptaget kunstens grænseløse tilstand, imens teorien og særligt kritikken sidder fast i en ret bedaget og stivnet disciplin, hvor hverken nuet, det ikkekategoriske, performative, intermediale eller deltagerbaserede har genereret egentlige nye metoder. En ny kunstkritisk metode som sådan lanceres dog ikke hos Rebentisch, men fundamentet til den er immervæk stabiliseret en hel del.

Fra posthistorie til historisk sammenhæng

Det 20. århundredes kunstteori var fuld af brud, radikale opgør, kunstnere og tænkere, der forsøgte at lægge afstand til det resterende (og forfejlede!) kunstparnas med avantgardistiske manifester og »sandhedsæstetik« (her føres kunsten tilbage til et problem, som pålægges den udefra – af filosofien vel at mærke), der gang på gang erklærede kunsten død, irrelevant eller ukampdygtig.

»Hvad hvis man ikke så meget forstod samtidskunstens afgrænsning fra det modernes programmatik som en udgang af historien, men mere som en kritisk, en begrundet vending imod bestemte aspekter af det moderne? Følger man denne intuition, mister begrebet samtidskunst ganske vist sin problematiske neutralistiske betydning og kan i stedet tolkes normativt som en figur, der betegner et fremskridt i den kritiske bevidsthed om, hvad det moderne indebærer (…) At kvalificere noget som samtidskunst betyder i så fald at fremhæve det normativt, og det ikke mindst i henseende til denne kunsts kritiske analyse af de tydningsmønstre, der er til rådighed i beskrivelsen af vores egen tid.«

Udgivelsens vigtigste funktion er faktisk at få affejet disse dødsstød, mæglet mellem tider, medier, værkbegreber og tænkningen. Værk- og udstillingseksemplerne er gode, og der bliver illustreret præcist. Vi møder konsekvenserne for kunsten og tænkningen, imens Juliane Rebentisch hviskende guider tænkningen i baggrunden. Og det er denne ret sokratiske, forståelses-udbyggende tilgang, som klæder bogen og får både kunsten, kunsthistorien og kunstteorien til at udfolde sig i ét og samme rum. Det er altså en kæmpe bedrift.

Intermedial uafgrænsethed

Samtidskunsten opererer i dag i en tilstand af »intermedial uafgrænsethed«, men hvad vil det overhovedet sige? Og hvad er det for nødvendige opgør, brud og nye forbindelser, der bragte den her? (Juliane Rebentisch gennemgår netop denne evolutionshistorie i kapitlet Grænseoverskridelser). Kort fortalt:

Kunsten gjorde op med sit begreb og gjorde virkeligheden til tegn ved at indoptage dagligdagsobjekter (readymades). Kunsten forskubbede sin binding i det materielle med konceptkunsten. Værket gjorde sig påvirkeligt og åbent med den performative og deltagerbaserede kunst. Kunsten indoptog og reflekterede kritisk over kulturens billeder og forbrug via en række nye medier (blandt andet fotografiet og videoen). Kunsten overskred sin inddeling i medier med det tværmediale. Den problematiserede spørgsmålet om repræsentation og dermed sin egen institution (den institutionelle kritik). Den opløste sin egen samtidighed ved at rumme mange tider (for eksempel i det postkoloniale), og den indsatte naturen som aktør i sit værk (for eksempel ’Land Art’). Alle disse bevægelser er indlejret i samtidskunstens dna.

Samtidskunsten, som også hos Juliane Rebentisch først for alvor træder ind i den globale, kapitale, politiske og digitale virkelighed med Murens fald i 1989, rummer og er kendetegnet ved disse grænseoverskridelser og opgør med værkkategorien.

Erfaringen som mellemværende

Men hvordan etablerer man en kunstteori for det intermedielle og uafgrænsede? Juliane Rebentisch vender i ledtog med professor i filosofi Rüdiger Bubner blikket mod den æstetiske erfaring:

»Det, der gør værket til værk, må forstås som en proces, der finder sted mellem objektet og det subjekt, der retter sig mod det. Det vil sige, at det æstetiske objekt i dets egenskab af æstetik, som værk i emfatisk forstand, kun kommer til syne i et gensidigt forhold til et erfarende subjekt. Det æstetiske står da ikke længere yderligt over for det ikkeæstetiske som noget objektivérbart anderledes, men består i dettes refleksive transformation.«

Apropos samtidskunstens intermediale uafgrænsethed, så præsenterer det nye bibliotek en parallel udgivelse, der fungerer decideret eksemplarisk i ledtog med Juliane Rebentischs tænkning, nemlig den tyske kunstverdensstjerne Hito Steyerls essaysamling Toldfri kunst – Kunst i den verdensomspændende borgerkrigs tidsalder.

Hito Steyerl, der som mange andre kunstnere op gennem historien både producerer, underviser og skriver, er indbegrebet af både kampdygtig, uafgrænset, kritisk, kulturel og intermedial samtidskunst, hvor politiske og kapitale strukturer udfolder sig med lige dele sanselighed og kritisk brod – ofte indlejret i arbejderen som figur og med kunsten som destabiliserende våben.

De 15 essays i hendes udgivelse er lige dele manifester, samfundsanalyser og tekstbaserede performances, der understreger nuanceringens kritiske kraft og nødvendighed, og at det netop er samtidskunsten, der i sin intermediale uafgrænsethed formår at manifestere dette mellemværende med os, og den tid vi lever i. Jeg vil give Hito Steyerl det sidste ord. I essayet Hvis du ingen brød har, så spis kunst! skriver hun:

»Den ubelejlige kunst ryger ud ad vinduet – alt, hvad der ikke er fladt eller kæmpestort eller bare er den mindste smule komplekst eller udfordrende. Intellektuelle perspektiver, kanonudvidelser, utraditionelle historier kommer til at få kniven ­– alt, hvad der kræver, at man investerer tid og anstrengelser i det, og ikke iøjnefaldende pengemængder. Offentlig støtte ombyttet med instagrammålinger. Kunsten skal holdes flydende af at skide Arsedaq-indeks. Flere messer og længere lystyachter til flere voldelige røvhuller, oliemalerier af blondiner med store patter, abstrakt aktiekurskalligrafi. Lækre økologiske superfoods. Accelerationistisk designeravl. Personligt tilpassede privatperformances for skattetænkere. Mandlige mestre, flere mandlige mestre, og tryk på repeat.«

Matthias Borello er kunstkritiker og kurator

Samtidskunstens teorier – en indføring. Juliane Rebentisch. Informations Forlag. 250 sider. 300 kroner

Toldfri kunst – Kunst i den verdensomspændende borgerkrigs tidsalder. Hito Steyerl. Informations Forlag. 244 sider. 300 kroner