Da Maja Lucas i 2016 udgav sin isnende roman Mor. En historie om blodet indvarslede den en hel lille tendens i ny dansk litteratur: bøger om ulykkelige, skrøbelige mødre. I de bøger fremstår fødslen og månederne med det lille barn som en omvæltning og en katastrofe.
At blive mor, det er ikke at elske en lille ny, eller ikke bare at elske en lille ny, det er især at blive væltet omkuld af kroppen og blodet, pludselig at opdage, at man er underlagt en kraft og en forpligtelse, man ikke er herre over. Den kraft river ens hidtidige liv itu.
Som en nærmest sen tilføjelse kommer nu Olga Ravns store rodebunke Mit arbejde, hvis firehundrede sider indeholder både replikskifter, essayistik, fortællende digte og prosastykker fra moderskabets hverdag og kaos. De stritter i mange retninger, de stykker, både i deres formsprog og i deres stemninger. De er helt bevidst – skriver fortælleren i en af bogens begyndelser – ikke ordnet kronologisk. De peger på, det forklarer fortælleren også indledningsvist, at moderens tid er en splintret tid.
Fortvivlet kamp
»Jeg blødte bort, forsvandt. Jeg kaldte denne forsvinden for Anna,« som der står. Og så er der hendes kæreste, den svenske Aksel, og deres lille dreng.
Endelig er der Annas fortvivlede kamp for at komme overens med sin nye identitet. Kan hun overhovedet være sig selv og mor på samme tid? Hvordan skal der blive plads til skriften, kan den være et helle for hende? Hvorfor vækker barnet en gammel angst i hende, der sender hende på en tur gennem alverdens psykiatriske tilbud?
Det er mange spørgsmål, som Mit arbejde hellere vil stille end give svar på.
»Jeg må acceptere, at denne bog med stor sandsynlighed ikke bliver velformet,« skriver fortælleren hen mod slutningen, mens hun og familien er på en slags arbejdsferie i Spanien.
Det har hun ret i, det er Mit arbejde ikke. Den er et skrammel af en bog, som et krat eller en filtret garnnøgle. Der er gentagelser og udposninger, der er både komiske og ulykkelige øjeblikke undervejs. Der er essayistiske diskussioner af skrivende formødre – engelske Mary Shelley og hendes Frankenstein er vigtig – og en hilsen til Klaus Rifbjerg (der som bekendt skrev romanen Anna (jeg) Anna).
Der er lange passager, hvor teksten ligesom afsøger, om dette eller hint greb mon fungerer. Der er tomgang. Der er tretten begyndelser og ni slutninger. Der er ingen grund til at skjule, at den form også er irriterende, fordi den ligesom lader, som om den er ufærdig og søgende – faktisk er der, gætter jeg på, tænkt en masse over kompositionen – og lader, som om vi læsere selv må stå for at ordne og sortere materialet.
Nærmest umenneskeligt
Når Mit arbejde alligevel er en ret stor glæde at læse sig igennem, så skyldes det især to spor i den. Det første handler om, at kroppen er større og voldsommere end vores bevidsthed. Derfor er fødslen og især amningen noget nærmest umenneskeligt, der både ødelægger jeget og sætter hende i forbindelse med et gammelt mørke.
Den ødelæggelse er en genuint kvindelig erfaring – sådan beskrives den i Mit arbejde, den har vi mænd ikke adgang til. Den skaber en forskel, der knuser alle forestillinger om ligestilling. Det skriver Olga Ravn både smukt og foruroligende om, især i bogens indlagte digte:
»amningen
går gennem mig
som tungmetal
jeg lægger barnet til
jeg trækker vejret
jeg holder ham
jeg spænder i armen
jord vælder op i mig
døsighed«
Det andet spor er helt anderledes, især i sit tonefald. Det handler om livet i den lille familie. Aksel er optegnet næsten som en parodi. Han er den fødte kulturaristokrat og samtidig fyldt med progressiv disciplin. Når han ikke lige må rejse til udlandet med sit kulturjob, så insisterer han på at kunne være der for det lille barn – og glemmer, måske, at være der for moren i stedet.
Han vil, som der står, være barnets anden mor, fordi han ikke kan se sig selv som en traditionel far og ikke har andre modeller at trække på.
Og samtidig ser han overbærende på Anna og hendes »følsomme sind«. Der er den fineste, perlende humor i scenerne med Anna og Aksel – og en fin balance, Aksel fremstår aldrig bare som en nar – og pludselig er der noget helt andet. For de slider også, udmattede, hinandens følelser itu, og det især når forfatterliv og freelancearbejde og moderskab skal fungere side om side.
Så skriver de perlende klare sætninger en bitter syrlighed frem, så skriver de en helt ukontrollabel vrede frem. Her er drengen – han lider af astmatisk bronkitis – endnu en gang blevet ringet hjem fra vuggestuen:
»Da hun kommer hjem med drengen, klæder hun ham af, og han falder i søvn i hendes arme. Hun har ingen følelser i sig. Hun sidder stadig sådan med drengen, da Aksel låser sig ind. Hun har ikke tændt lys. Hun ser bare på ham. Hun er begyndt at undgå alt, der ophidser hende. Hun er begyndt at sidde helt stille. Hun vil aldrig nogensinde gå i seng med nogen igen. Hun vil ikke omfavnes. At røre et voksent menneske er at komme ned et sted, hvor hun ikke kan leve.«
Er bogens første spor knyttet til en særlig kvindelig erfaring, så er dette andet spor – med dets frustration og udmattelse – genkendeligt, tror jeg, for både fædre og mødre. Denne midaldrende anmelder får i al fald helt lyst til, medfølende, at bryde ind og forsikre Anna om, at det nok skal gå over. Men hvad skulle det hjælpe?
I øjeblikket fylder de følelser så meget, at der slet ikke er plads til en udvej. Og egentlig er det en stor kvalitet i Mit arbejde. Den lader disse desperate, nedslidte, udsigtsløse øjeblikke med det lille barn, de øjeblikke, hvor ens barn og ens liv ligesom ikke kan være der samtidig, stå frem uden at lade dem blive del af en fortælling, der skal kulminere med en lykkelig eller en ulykkelig slutning. De er der bare. De bliver ved. Set indefra får de aldrig en ende.
Olga Ravn: ’Mit arbejde’. Gyldendal, 430 sider, 300 kroner
En kommentar til:
"Den lader disse desperate, nedslidte, udsigtsløse øjeblikke med det lille barn, de øjeblikke, hvor ens barn og ens liv ligesom ikke kan være der samtidig, stå frem uden at lade dem blive del af en fortælling, der skal kulminere med en lykkelig eller en ulykkelig slutning
Efter at have læst anmeldelsen og med tanke på andre værker, jeg har læst, af andre forfattere, der bearbejder erfaringer med det at få et barn, bliver jeg nødt til at stille spørgsmålet:
Er det at få et barn for mange en forudsætning for det at blive voksen og at få et realistisk og ansvarligt forhold til sine omgivelser?
Er det noget, der i særlig grad gælder for forfattere og for personer med tilsvarende erhverv, eller er det noget, der har en højere grad af almen gyldighed for den danske befolkning som helhed?
Er det lige her man ikke skal kloge sig som mand?
Det er stærke sager, man føler sig næsten ligeså magtesløs som hun gør.
Man kan jo læse eller genlæse Dea Trier Mørchs "Vinterbørn" fra 1976....hvorfor bliver den ikke nævnt i anmeldelserne?
Henrik Ljungberg
Jeg har netop hørt en historie om en plejefamilie, hvis plejedatter ville 'have et barn'. Alle omkring hende kunne se at det, ville hun ikke kunne klare. Hun fik så opgaven med at passe en dukke, der krævede opmærksomhed på niveau med et nyfødt barn. Så var hun kureret.
Jeg kan af egen erfaring fortælle, at du ikke kender dig selv og dine grænser, før du får ansvaret for et barn. Det er umuligt. Når man vælger at blive forældre, gør man det med den faste overbevisning at blive den bedste mor/far i verden. Og det værste er at blive konfronteret med, at det er man bare ikke. Man har ikke alle de ressourcer, som man troede, man havde til det barn, som man selv har valgt at tage imod, og hvor ingen ord dækker den kærlighed, man har til barnet. En stor magtesløshed og en stor sorg over ikke at være god nok over for det menneske, man elsker allermest.
Det var en trøst, når min børnehavepædagog veninde sagde, at det er meget almindelige følelser blandt forældre - der sågar kan være drevet så langt ud, at de kunne kyle ungen ud af vinduet. Det sagde hun.
Det er en sjælerystende oplevelse, man bør være forberedt på, inden man beslutter sig for at blive forælder. At det er umuligt på forhånd at kende lige netop den konstellation, som du og dit barn vil udgøre og derfor umuligt at vide, hvilke sider af dig selv, du vil blive konfronteret med. Men man kan nok gå ud fra, at det er der, hvor du er svagest, som rammes først og hårdest.
Og igen, den der med at tro, at man har et liv ud over at være mor/far - glem det. Hvis du vil tage forældreopgaven alvorligt, sætter du barnets tarv først. Man kan så sige, at det også er barnets tarv, at forældrene trives. Sandt nok, og det er den store udfordring at finde balancen her. Men vær forberedt på at dit liv vil blive forandret på en måde, du ikke havde forestillet dig. Du er nødt til at glemme dig selv glemme, hvem du tror du er - så vil det mirakel, som det også er at være mor, forhåbentlig åbenbare sig for dig. Eller som et zenbuddhistisk udtryk siger det - du må tømme din kop, før den kan blive fyldt igen. Så hvad er der i din kop?
"Er det at få et barn for mange en forudsætning for det at blive voksen og at få et realistisk og ansvarligt forhold til sine omgivelser?"
Som ingmar bergman sagde 'jeg har mine aldre med mig'.
Hvis man glemmer sit indre barn, sin indre teenager osv, er man et amputeret menneske. Konkurrencesamfundet er ikke gearet til det hele menneske. Det er menneskehedens store udfordring, som hvis den ikke forløses, bliver vores undergang.
Kunne det ikke klares med blot en enkelt linje; "I hvor er jeg altså selvoptaget"; der behøves vist næppe flere artikler til i den ramme.
Espen bøgh - du taler som de blinde om stjernerne. Eller som et menneske, der af en eller anden grund ikke har haft forældreansvarets alvor tæt på. Hvilket ikke giver dig ret til at komme med dumsmarte bemærkninger.
Det er muligt, at dit evt forældreliv har været ukompliceret, eller du har håndteret udfordringerne med succes og tillykke med det, men din hjerteløse, uempatiske bemærkning er dybt upassende, og det skuffer mig, at karsten aaen har anbefalet den.
Espen Bøgh - har du overhovedet læst bogen ?