Læsetid: 5 min.

Olga Ravn skriver smukt og rodet om arbejdet som mor

’Mit arbejde’ er et skrammel af en bog, som et krat eller en filtret garnnøgle. Der er gentagelser og udposninger, der er både komiske og ulykkelige øjeblikke undervejs. Den er både irriterende og en stor glæde at læse sig igennem
Olga Ravn lader desperate, nedslidte, udsigtsløse øjeblikke med et lille barn, de øjeblikke hvor ens barn og ens liv ligesom ikke kan være der samtidig, stå frem uden at lade dem blive del af en fortælling, der skal kulminere med en lykkelig eller en ulykkelig slutning.

Olga Ravn lader desperate, nedslidte, udsigtsløse øjeblikke med et lille barn, de øjeblikke hvor ens barn og ens liv ligesom ikke kan være der samtidig, stå frem uden at lade dem blive del af en fortælling, der skal kulminere med en lykkelig eller en ulykkelig slutning.

Laerke Posselt

4. september 2020

Da Maja Lucas i 2016 udgav sin isnende roman Mor. En historie om blodet indvarslede den en hel lille tendens i ny dansk litteratur: bøger om ulykkelige, skrøbelige mødre. I de bøger fremstår fødslen og månederne med det lille barn som en omvæltning og en katastrofe.

At blive mor, det er ikke at elske en lille ny, eller ikke bare at elske en lille ny, det er især at blive væltet omkuld af kroppen og blodet, pludselig at opdage, at man er underlagt en kraft og en forpligtelse, man ikke er herre over. Den kraft river ens hidtidige liv itu.

Som en nærmest sen tilføjelse kommer nu Olga Ravns store rodebunke Mit arbejde, hvis firehundrede sider indeholder både replikskifter, essayistik, fortællende digte og prosastykker fra moderskabets hverdag og kaos. De stritter i mange retninger, de stykker, både i deres formsprog og i deres stemninger. De er helt bevidst – skriver fortælleren i en af bogens begyndelser – ikke ordnet kronologisk. De peger på, det forklarer fortælleren også indledningsvist, at moderens tid er en splintret tid.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Den lader disse desperate, nedslidte, udsigtsløse øjeblikke med det lille barn, de øjeblikke, hvor ens barn og ens liv ligesom ikke kan være der samtidig, stå frem uden at lade dem blive del af en fortælling, der skal kulminere med en lykkelig eller en ulykkelig slutning

Efter at have læst anmeldelsen og med tanke på andre værker, jeg har læst, af andre forfattere, der bearbejder erfaringer med det at få et barn, bliver jeg nødt til at stille spørgsmålet:

Er det at få et barn for mange en forudsætning for det at blive voksen og at få et realistisk og ansvarligt forhold til sine omgivelser?

Er det noget, der i særlig grad gælder for forfattere og for personer med tilsvarende erhverv, eller er det noget, der har en højere grad af almen gyldighed for den danske befolkning som helhed?

Hans Aagaard, Steen Bahnsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

Er det lige her man ikke skal kloge sig som mand?
Det er stærke sager, man føler sig næsten ligeså magtesløs som hun gør.

Marianne Ljungberg

Man kan jo læse eller genlæse Dea Trier Mørchs "Vinterbørn" fra 1976....hvorfor bliver den ikke nævnt i anmeldelserne?

Henrik Ljungberg

Randi Christiansen

Jeg har netop hørt en historie om en plejefamilie, hvis plejedatter ville 'have et barn'. Alle omkring hende kunne se at det, ville hun ikke kunne klare. Hun fik så opgaven med at passe en dukke, der krævede opmærksomhed på niveau med et nyfødt barn. Så var hun kureret.

Jeg kan af egen erfaring fortælle, at du ikke kender dig selv og dine grænser, før du får ansvaret for et barn. Det er umuligt. Når man vælger at blive forældre, gør man det med den faste overbevisning at blive den bedste mor/far i verden. Og det værste er at blive konfronteret med, at det er man bare ikke. Man har ikke alle de ressourcer, som man troede, man havde til det barn, som man selv har valgt at tage imod, og hvor ingen ord dækker den kærlighed, man har til barnet. En stor magtesløshed og en stor sorg over ikke at være god nok over for det menneske, man elsker allermest.

Det var en trøst, når min børnehavepædagog veninde sagde, at det er meget almindelige følelser blandt forældre - der sågar kan være drevet så langt ud, at de kunne kyle ungen ud af vinduet. Det sagde hun.

Det er en sjælerystende oplevelse, man bør være forberedt på, inden man beslutter sig for at blive forælder. At det er umuligt på forhånd at kende lige netop den konstellation, som du og dit barn vil udgøre og derfor umuligt at vide, hvilke sider af dig selv, du vil blive konfronteret med. Men man kan nok gå ud fra, at det er der, hvor du er svagest, som rammes først og hårdest.

Og igen, den der med at tro, at man har et liv ud over at være mor/far - glem det. Hvis du vil tage forældreopgaven alvorligt, sætter du barnets tarv først. Man kan så sige, at det også er barnets tarv, at forældrene trives. Sandt nok, og det er den store udfordring at finde balancen her. Men vær forberedt på at dit liv vil blive forandret på en måde, du ikke havde forestillet dig. Du er nødt til at glemme dig selv glemme, hvem du tror du er - så vil det mirakel, som det også er at være mor, forhåbentlig åbenbare sig for dig. Eller som et zenbuddhistisk udtryk siger det - du må tømme din kop, før den kan blive fyldt igen. Så hvad er der i din kop?

Karsten Aaen, Ruth Sørensen, Anina Weber og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Er det at få et barn for mange en forudsætning for det at blive voksen og at få et realistisk og ansvarligt forhold til sine omgivelser?"

Som ingmar bergman sagde 'jeg har mine aldre med mig'.

Hvis man glemmer sit indre barn, sin indre teenager osv, er man et amputeret menneske. Konkurrencesamfundet er ikke gearet til det hele menneske. Det er menneskehedens store udfordring, som hvis den ikke forløses, bliver vores undergang.

Kunne det ikke klares med blot en enkelt linje; "I hvor er jeg altså selvoptaget"; der behøves vist næppe flere artikler til i den ramme.

Randi Christiansen

Espen bøgh - du taler som de blinde om stjernerne. Eller som et menneske, der af en eller anden grund ikke har haft forældreansvarets alvor tæt på. Hvilket ikke giver dig ret til at komme med dumsmarte bemærkninger.

Det er muligt, at dit evt forældreliv har været ukompliceret, eller du har håndteret udfordringerne med succes og tillykke med det, men din hjerteløse, uempatiske bemærkning er dybt upassende, og det skuffer mig, at karsten aaen har anbefalet den.